Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
7. november. 2021

Rejser i Rumænien IV: Selvværd

Benedicte Toftegaard fortæller i fem dele om en rejse gennem Rumænien – et land i Europas udkant, som er både oprørsk og skæbnetro. I fjerde del kan du blandt andet læse om humor, russisk roulette, brutalisme og næsehorn.

Illustration af Benedicte Toftegaard.

EUs bureaukratiske institutioner og kapitalstærke lobbyisme siger mig intet. Jeg er derimod nysgerrig efter det Europa, hvor historien, sprogene, kulturen og de politiske ideer er viklet og snoet ind i hinanden gennem århundreder. Jeg tror, det er vigtigt, vi også ser i udkanten af billedet for at forstå – hvad det vil sige at være europæer.


Bukarest er mildt sagt ikke nogen pæn by. De to søde og kloge studerende, som laver ”Betal, hvad du kan” rundvisninger, gør deres bedste. Foran det voluminøse kæmpepalads, som Ceausescu lod bygge, får vi historien om Michael Jacksons besøg. Ceausescu nåede aldrig at tale til sit folk fra paladset – det er en slags skæbnens ironi, at det var det amerikanske rock-ikon, som skulle være den første til at betræde balkonen og skue ud over folket, som havde samlet sig i tusindvis ned ad den brede boulevard. Spændt ventede de. Og hvad sagde Michael Jackson så: Welcome Budapest. Hvad kunne de gøre andet end at buhe ham ud?

Udkanten af billedet

Trykker og faglig aktivist Benedicte Toftegaard fortæller i fem dele om at rejse rundt i Rumænien og opleve ‘Europa fra udkanten’.

Følg serien her

+

Solen bager, og vi går ind i skyggen af parkens træer, mens vi bliver delt op i to hold. Først spørger guiderne turisterne, om vi kender nogle berømte rumænere. Hun udfordrer tavsheden … men hun insisterer. Jeg tror, det handler om selvværd, om at komme ud af glemslens skygge.

En tysker nævner Henri Coanda, der har givet navn til lufthavnen. Han var aerodynamisk opfinder og udviklede jetflyet. Dirigenten Sergiu Celibidache blev en berømt leder af Berliner Philharmonikerne efter Anden Verdenskrig. Jeg nævner nobelprismodtagerne Eli Wiesel og Herta Müller. Man kunne også have peget på skuespil-forfatteren Eugen Ionesco og hans absurde teaterstykker. Men de levede /lever alle i eksil. Og hvem husker, at Bukarest engang var Balkans Paris og den første by i Europa, som indførte olielamper til at oplyse gaderne?

Russisk roulette i 70’erne

Når jeg er i Bukarest, bor jeg altid på et pensionat tæt på Mosilorgaden. Jeg har læst Mircea Cârtârescus roman ”Nostalgi”, hvis fortællinger netop finder sted i dette kvarter – med dets sammensurium af villaer med tilgroede haver og lave ejendomme med smedejernsgitre, gesvejsninger og mosgroede gipsfigurer fra den græske mytologi.

Mircea Cârtârescu skriver om 1960’erne og 70’ernes Bukarest, hans univers er alt andet end socialrealistisk. Borgtårne, vindeltrapper, klaseformede kandelabere med regnbuefarvede prismer, snoede gader med mange sigøjnere og tre meter høje menneskefigurer i kunstig sne. En af fortællingerne foregår i en kælderbeværtning med aftegninger af blodige blomster på de kalkede vægge og maste kakerlakker på gulvet. Kælderens ejer har forbindelse til politiet, og de ”frivillige” deltagere i russisk roulette er netop løsladte fanger uden penge.

Brutalisme og næsehorn

Jeg tager sporvognen, for at køre ud i det grå og opleve omegnskvartererne. Det er de samme orange sporvogne som i Herta Müllers romaner. Den rute jeg vælger fører ind i en massiv skov af firkantede betonblokke. Rå og grå karreer med lukkede altaner. De påsatte varmluft-blæsere er spredt ud over murene som en art udslet. Enkelte steder er man begyndt at male husene, diskret gammelrosa til altanerne. Ikke nogen italiensk palet eller blomsterkasser. Butikkerne er få og grimme på grund af de dominerende reklameskilte. Jeg ved ikke, hvad det er som gør, at jeg har svært ved at trække vejret.

Jeg synes, jeg har kørt længe, men intet forandrer sig. Måske er det her, der var jordskælv i 1977? Ceausescus styre benyttede lejligheden til at rive hele kvarterer ned eller flytte rundt på bygninger. Folk kaldte det ”Hiroshima”. Der er ikke noget nyt i, at bystyrer overalt i verden opfører lejekaserner med usle boliger til underklassen. Der er også den slags brutalisme i England og Malmø (det var i øvrigt en svensker Hans Asplund som opfandt byggestilen) – ja, over hele verden. Det siges, at brutalismen var en reaktion på nazismens pyntesyge og dvælen ved klassisk kulturarv. Da Europas byer lå i ruiner, gav det  anledning til at erklære, at nu begynder vi helt forfra med det rå og ærlige. Men helt uden at spørge eller inddrage de mennesker som skulle bo der.

Jeg indrømmer, at jeg hører til den del af menneskeheden, som holder af billeder på væggen, bøger i reolerne, blomster i krukker, gardiner for vinduerne … Jeg tror endda, at det er menneskeligt at omgive sig med dekorationer og ting, som minder os om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Det er med Ceausescus byplanlægning som i Ionescos teaterstykke ”Næsehornet”. Først løber et enkelt næsehorn forbi midt i byen, og folk mundhugges om begivenheden. Snart forvandler det ene menneske efter det andet sig til et næsehorn. Dyrene er lede ved menneskene og deres moral. ”Humanismen er forældet og sentimental”. Næsehornene vil have jungleloven tilbage, de tramper alting ned og overtager myndigheden i byen. De tiloversblevne mennesker er uenige om, hvorvidt de skal gøre noget ved det. I starten finder de næsehornene hæslige og grove, men efterhånden ændrer de opfattelse. Måske er brølet en sang, hvis man lytter længe nok? Er det mon dyret, som er smukt, og mennesket som er grimt?

Og hvor er vores selvværd blevet af?

Måske er brølet fra Ceaucescu’s byplanlægning en sang, hvis man lytter længe nok? Skorstenen fra kraftværket CET Progresul tårner i baggrunden over lejligheder i den sydlige del af Bukarest. Foto: LCV / Shutterstock

Med humor som våben

Jeg holder også af Christian Mungiu, som vandt de Gyldne Palmer i Cannes i 2012 for filmen ”4 måneder, 3 uger og 2 dage”. Den foregår i Bukarest, og handler om to veninder, der hjælper den ene til en illegal abort – en handling, som blev straffet med fængsel i Ceausescus Rumænien. Som Mungiu selv siger i et TV-interview: ”Rumænerne var mere interesserede i berømmelsen end i filmen”.

Mungiu’s første film ”Den gyldne tid” handler om tilværelsen under Ceausescu. Modsat Herta Müller’s smukke men depressive mørke, så er det ironien og humoren, som tages i brug. Blandt episoderne er historien om avisredaktionen, der skal dække den franske præsident Giscard d’Estaing’s besøg i Bukarest. Fotografen er tæt på pensionsalderen og skal ikke have noget vrøvl. Men da de skarpe og fint belyste billeder bliver gransket nøje, opdager redaktionen flere problemer. For det første er Giscard d’Estaing en del højere end Ceausescu. For det andet bærer den franske præsident stadig hat på hovedet, mens Ceausescu har hatten i hånden.  Og det går slet ikke, at den store leder indtager en sådan positur over for en repræsentant for kapitalismen.

Fotografen bliver sendt i mørkekammeret for at retouchere. Problemet løses ved at klippe en hat ud fra et andet fotografi og sætte den på Ceausescus hoved. Resultatet bliver godkendt, for nu haster det med at få siderne sendt i trykken. Aviserne når at blive bundtet og sendt med toget til provinsen, før misæren bliver opdaget. Militærpolitiet må rykke ud, stoppe toget og konfiskere samtlige aviser til destruktion. Selvfølgelig er der en smutter –  togføreren som netop har bredt sin frokost ud på sædet med en avis under. Og dér, helt alene i den lille personalekupe, kan han klukle over det tåbelige foto af ”Den store leder fra Karpaterne”, som både har en hat på hovedet og en hat i hånden.

Absurditeterne er dog ikke uden brod. Det kan koste dyrt at træde ved siden af. Men hvor Herta Müller beskriver menneskets ensomme opposition og den pris, man betaler for at være kritisk, så fortæller Christian Mungiu om den lille mands finurlige kamp for at overleve i et samfund, hvor der er mangel på alt.

Man kan sige, at de mødes i hendes beskrivelse af, at man abonnerede på en avis – fordi papiret var godt som sål i en hullet sko, eller når man skulle på wc.

Humor og selvironi er det første skridt til selvværd.


Om skribenten

Benedicte Toftegaard

Benedicte Toftegaard

Forfatter, samfundsdebattør og grafisk trykker. Læs mere