Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
2. november. 2021

Replik: Antonio Gramsci, Amadeo Bordiga og lokalvalget i Italien

Koblingen mellem de nyligt overståede lokalvalg og Gramsci’s revolutionære politik virker misvisende i en ellers god og informativ artikel, skriver Alfred Lang.

Antonio Gramsci og Amadeo Bordiga forblev venner livet igennem. På spørgsmålet om antifascisme var de dog meget uenige. Illustration: Anton Moss / KLE-art

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I Carsten Jensens artikel bragt i Solidaritet sidste uge, beskrives kommunisten Antonio Gramsci som “optaget af at opbygge [Det Italienske Kommunistparti] PCI som et masseparti, der kunne arbejde inden for parlamentariske rammer“. Men de centrale uenigheder mellem Gramsci og partiformand Amadeo Bordiga var ikke et spørgsmål om parlamentarisk deltagelse eller ej, som den ellers informative artikel antyder.

Amadeo Bordiga var ganske rigtigt én af de kendte fortalere for det ‘antiparlamentariske mindretals’ opposition på Kommunistisk Internationales 2. kongres, der blev afviklet i juni 1920. Hans tale på kongressen præsenterede således den samlede anti-parlamentariske venstrefløj som modsvar til Nikolaj Bukharin’s referat, der udstak retningslinjer for deltagelsen i de borgerlige parlamenter. Bukharins holdning blev støttet af kongressens flertal, herunder Lenin, Zinoviev, og Trotsky.

Konflikt i kapitalen

Mens Gramsci opfattede fascismens tilblivelse som resultatet af konflikten mellem ‘kapitalfraktioner’ – det vil sige agrarborgerskabet og godsejernes interesser over for industrien og handelsborgerskabets – mente Bordiga, at den fascistiske bevægelse, der primært bestod af småborgerlige samfundslag, ikke decideret var rettet mod én af disse to poler. Den havde snarere til formål at forhindre en opstand fra de radikaliserede, ’subversive’ proletariske lag, som bekæmpede enhver form for bibeholdelse af den kapitalistiske samfundsorden.

“Set i bakspejlet viste Bordiga-fløjens kritik sig at være yderst berettiget, ikke mindst med tanke på efterkrigstidens kapitalistiske restauration, der blev båret af de selvsamme ‘antifascistiske’ borgerlige kræfter.”

De strategiske uenigheder i kampen mod fascismen handlede om, hvorvidt man skulle samle en bred antifascistisk modstand, der også omfattede liberale-borgerlige partier, hvilket Gramsci mente. På den anden side stod holdningen om en ren arbejderfaglig front, som skulle bekæmpe fascismen med altomfattende klassekamp – med fokus på generalstrejke og direkte aktioner mod statsbærende organer og institutioner, sådan som Bordiga stod for.

Bordiga-fløjen afviste den bredere antifascistisk alliance, da den manglede overordnede fremtidsperspektiver for andre samfundsforhold. Størstedelen af de såkaldte ”antifascistiske samlingskomitéer” var hverken antikapitalistiske eller konsekvent antifascistiske. Set i bakspejlet viste Bordiga-fløjens kritik sig da også at være yderst berettiget, ikke mindst med tanke på efterkrigstidens kapitalistiske restauration, der blev båret af de selvsamme ‘antifascistiske’ borgerlige kræfter. Det viste sig også, at en socialdemokratisk fløj af socialistpartiet PSI, der var med i den brede antifascistiske alliance, de facto tilbød Mussolini og fascisterne en ”fredspagt”.  

Med til billedet hører dog også, at Amadeo Bordiga var fortaler for den skæbnesvangre ‘socialfascisme’-tese, der senere blev vedtaget af Kominterns sjette verdenskongres i 1928. Den anså Socialdemokratiet for at være en taktisk hovedfjende, hvilket fik fatale konsekvenser, særligt i kampen mod fascisme i Tyskland.

Misvisende afslutning

Artiklen slutter med en besynderlig kobling. Her forklarer artiklens forfatter, hvordan Gramscis strategisk udtænkte kamp for arbejderklassens social-kulturelle hegemoni, som skulle omdanne samfundet, hænger sammen med de nyligt overståede italienske lokalvalg. Det er efter min mening noget af en misvisende tilsnigelse.

I det nyligt afholdte lokalvalg er der tale om, at et sammenrend af systemkonforme partier og levebrødspolitikere, har overtaget og videreført den kapitalisme-administrerende rolle fra en konkurrerende magtblok. Det er et ritual, som de italienske politiske klaner (partikonglomerater) har praktiseret i årtier med skiftende konstellationer.

Landets nuværende socialdemokrati er en sikker garant for, at der ikke vil ske nogle mærkbare sociale, økonomiske forandringer når det handler om de prekære arbejds- og leveforhold, som store dele af landets befolkning lever under. Partito Democratico (PD), der har vundet borgmesterposterne i flere store byer, er som fortsat del af en regering under ledelse af den forhenværende formand for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi. Han fører en benhård ’klassisk’ arbejdsgiverpolitik. Sammenligningen skurrer endnu mere i ører, når man kigger på de ekstremt usle vilkår, den italienske stat byder flygtninge.


Om skribenten

Alfred Lang

Alfred Lang

Rådssocialistisk ballademager. Læs mere