Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
28. marts. 2021

Replik: Den private pengeskabelse er en klassekamp, som Enhedslisten nægter at tage stilling til

Hvis finanskapitalen kan redde sig selv ud af kniben, må det logiske spørgsmål være: Hvorfor kommer finanskapitalisterne så rendende og beder ”barnepigestaten” om hjælp, når lokummet brænder? Ivan Breinholt Leth svarer Per Bregengaard i debatten om pengeskabelse.

“Hvis pengene er statens ejendom, hvorfor skal staten så låne penge hos finanskapitalen for f.eks. at finansiere et underskud i forbindelse med coronakrisen?” Den private pengeskabelse er en afgørende ulighedsfaktor, mener Ivan Leth. Billede fra youtube.
20 min. læsetid

”Vi finder, at kampen for en sikker finanssektor fortsat må være en af de mest påtrængende opgaver for venstrefløjen. Det handler om kampen for at fratage en lille finanselite magten over samfundets investeringsmidler og dag-til-dag bankforretninger”.

Sådan skrev Per Bregengaard og Søren Kolstrup i Solidaritet forrige år, og mere præcist kan det vel næppe udtrykkes. Men det er mildest talt forbløffende, at Bregengaard og Kolstrup kan levere et sådant verbalt angreb på den finansielle sektor – uden med et eneste ord at nævne sektorens privilegerede ret til at skabe penge. Bregengaards /Kolstrups og Enhedslistens forslag om en alternativ, offentlig bank kan måske være fornuftigt? Ud over almindelige bankopgaver som administration af nem-konti, skal banken ”ledsages af en offentlig investeringsbank, der investerer i overensstemmelse med behovet for en social, grøn og klimaorienteret omstilling.”

Hvordan kan man foreslå en offentlig investeringsbank – uden at pege på, hvorfra denne bank skal skaffe penge til investeringer? Hvorfor skriver Bregengaard og Kolstrup ikke, om en sådan offentlig bank – ligesom de private banker – skal kunne skabe penge til investeringer? Enten skal den offentlige bank så – modsat de private banker – være begrænset af de penge, bankens kunder sætter ind på deres konti, eller også skal banken låne de penge, som de private banker skaber – og så er kampen om ”at fratage en lille finanselite magten over samfundets investeringsmidler” på forhånd tabt.

Finanskapitalens skjulte privilegium

Undertegnede har i årevis undret sig over, hvorfor Enhedslisten undgår at tage stilling til bankernes pengeskabelse, når bankerne skaber 95 procent af de penge, som er i omløb i økonomien. Er det venstrefløjens opgave at fortie dette finanskapitalistiske, parasitære uvæsen?

Bankernes private pengeskabelse er et enormt privilegium, som staten har skænket finanskapitalen – uden at forlange noget som helst til gengæld. Per Bregengaard anfører i sine kronikker i Solidaritet 7. januar og 15. februar 2021, at bankerne ikke skal have lov til ”uhæmmet at skabe penge gennem deres udlån”; og at en begrænsning af denne pengeskabelse skal foregå med andre midler end beskatning. Men ikke et ord om hvad der er substansen i disse andre midler.

“Hvis pengene er statens ejendom, hvorfor skal staten så låne penge hos finanskapitalen for f.eks. at finansiere et underskud i forbindelse med coronakrisen?”

Uanset hvor mange krumspring Bregengaard foretager for at undgå at tage stilling til spørgsmålet om den private pengeskabelse med bl.a. en konstatering af, at prisen på valutaer fastsættes på et valutamarked, så er det altså staten, som står inde for pengenes værdi. Der findes så at sige to valutaer i økonomien: De kroner, som den finansielle sektor skaber (95 %), og de kroner, som staten skaber (de kontante penge). Det er Nationalbankens (statens) opgave at opretholde paritet mellem disse to valutaer. De er ikke ”adskilte størrelser”, hævder Karen Helveg Petersen i hendes svar på min kronik 13. marts. At de private og offentlige skabte penge ikke er ”adskilte størrelser”, og at deres værdi fastsættes på markedet (Bregengaard) er to parallelle påstande, som både er rigtige og forkerte. Når konjunkturen løber opad, fremtræder valutaen som om, at dens værdi udelukkende fastsættes på markedet, og som om at private og offentligt skabte penge er det samme. Men når den finansielle boble brister, træder ”lender of last resort” funktionen i kraft, fordi der ikke længere er paritet mellem de private og de offentligt skabte penge. Det viser sig ved, at interbank-markedet fryser til. Når bankerne ikke længere kan låne penge af hinanden, er det, fordi der ikke længere er tillid til de penge, som finanskapitalen skaber. Altså er pariteten truet, og kun staten og Nationalbanken kan genoprette pariteten.

Påstanden om at private og offentligt skabte penge ikke er ”adskilte størrelser” – og påstanden om at valutamarkederne har den suveræne magt over valutaen – er derfor to påstande, som indebærer, at finanskapitalen kan redde sig selv ud af kniben, og det logiske spørgsmål, som umiddelbart følger deraf, er: Hvorfor finanskapitalisterne så kommer rendende og beder ”barnepigestaten” om hjælp, når lokummet brænder? Finanskrisen er følgelig klarhedens øjeblik med hensyn til pengenes værdi. ”Lender of last resort” funktionen viser klokkeklart, at det kun er staten, som i sidste ende kan sikre de privat skabte penges værdi. Derfor er kronen statens ejendom. Hvis vi kan blive enige om det, så kan vi vel også blive enige om, at de private banker ikke bør kunne benytte sig af statens ejendom – uden at de har fået lov til det? Enhedslisten er vel et demokratisk parti?

I et borgerligt demokratisk system kan en offentlig funktion ikke privatiseres, uden at der foreligger en parlamentarisk debat med en efterfølgende parlamentarisk beslutning. Jeg leder forgæves efter en sådan proces. Hvordan pengeskabelsen er blevet privatiseret fortoner sig i det uvisse. Enhedslisten er generelt meget skeptisk over for privatiseringer af offentlige funktioner – men når det drejer sig om den største af alle privatiseringer i hele Danmarks historie, er Enhedslistens politisk-økonomiske udvalg fuldstændig tavst.

Det spørgsmål, som Bregengaard går udenom som katten om den varme grød, er at hvis pengene er statens ejendom, hvorfor skal staten så låne penge hos finanskapitalen for f.eks. at finansiere et underskud i forbindelse med coronakrisen? Det er da et ejendommeligt fænomen, at staten er nødt til at låne sine egne penge – og tilmed betale for det. Når renten er nul eller endda negativ, kan man påstå, at det er en ligegyldig problematik. Men renten kan ikke være så lav for evigt, og der er en del økonomer, som forudser rentestigninger om 3-4 år. Mine evner rækker ikke til den slags forudsigelser, men jeg frygter, at den neoliberale ideologi ikke er endeligt afgået ved døden, blot fordi regeringen ikke længere forsøger at bilde befolkningen ind, at det er en ”nødvendig” og ”ansvarlig” økonomisk politik at gøre statens underskud så lille som muligt – altså at skære ned på velfærdsydelser.

Sparepolitikkens tilsyneladende udødelighed

I 2011 skrev den britiske sociolog Colin Crouch en bog med titlen ”The Strange Non-Death of Neoliberalism”. Han stiller spørgsmålet om, hvordan det lykkedes den neoliberale ideologi at overleve finanskrisen, selvom den modsagde ideologiens grundliggende teser, og viste, at når man overlader finanskapitalen til sig selv og lader den skabe frie, globale finansielle markeder, så har man accepteret boble-økonomien med alle de enorme omkostninger, som boblerne indebærer for almindelige lønmodtagere. Grunden til at neoliberalismen overlevede finanskrisen var, at det lykkedes det politiske establishment og neoliberale økonomer at overbevise sig selv og folk om, at vi som samfund er fuldstændigt afhængige af den finansielle sektor og dens pengeskabelse – og at staten og centralbankerne derfor ikke har noget andet valg end at pumpe penge ind i denne sektor, når dens selvskabte boble brister. Det er denne mytologi om vores afhængighed af finanskapitalen, som Enhedslisten ukritisk gentager, når man fastholder, at staten er nødt til at låne statens egne penge af finanskapitalen.

Når/hvis vi får en regering, som påstår, at nu skal regningen for coronakrisen betales med nedskæringer i den offentlige sektor, vil spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra igen blive aktuelt. Endnu en gang vil Enhedslisten mobilisere alle sine regnedrenge for at bevise, at der er “finanspolitisk råderum” til at dække krisens omkostninger – uden at ramme de laveste indkomster. Endnu en gang vil Enhedslisten afspille sin gamle plade om, at blot vi beskatter de rige, bliver alt godt igen. Og endnu en gang vil Enhedslisten blive ignoreret. Hvis det er en socialdemokratisk regering, der stiller spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra, vil den indgå et forlig med de borgerlige om nedskæringer på overførselsindkomster, privatiseringer af offentlige funktioner osv. Den brede del af befolkningen vil acceptere en ny “nødvendig økonomisk politik”, for alle ved jo, at der ikke er penge nok i den “statskasse”, som ikke eksisterer som andet end en metafor. Enhedslisten vil endnu en gang blive rangeret ud på et parlamentarisk sidespor lammet af deres egen retorik om, at staten er nødt til at beskatte for at få penge ind i ”statskassen”. Hvis denne forudsigelse holder stik, så har Enhedslisten et medansvar for sparepolitikkens genopstandelse og for, at alle de små, arbejdende mennesker endnu en gang betaler for en krise. Det undgår man naturligvis ikke, så længe systemet er kapitalistisk – men det er muligt at reducere hyppigheden af kriser i form af finansielle bobler, hvis staten tager magten over statens egne penge.

Colin Crouch: Når man overlader finanskapitalen til sig selv og lader den skabe frie, globale finansielle markeder, har man accepteret boble-økonomien. Det har enorme konsekvenser for arbejderklassen, hver gang den brister. Foto: Alchetron

Boligpriser ude af kontrol

Lader man ”seddelpressen” køre, vil den skabte pengerigelighed føre til prisstigninger og inflation, skriver Bregengaard. ”Når det ikke nødvendigvis sker, skyldes det andre forhold,” Pointen i min kronik den 27. januar, som Bregengaard svarer på, er at det faktisk sker, hvilket Bregengaard også skriver senere, hvormed han synes at modsige sig selv. Den danske økonomi har en meget høj inflation. Problemet er, at skabelsen af denne inflation er forbeholdt finanskapitalen. Derfor har finanskapitalen også en direkte interesse i, at den kan beholde dette privilegium helt for sig selv. Inflation æder kreditorernes gæld. Følgelig er finanskapitalen meget interesseret i, at der spares på velfærdsydelser, og at der praktiseres løntilbageholdenhed, og naturligvis at gælden vokser mere end inflationen. Finanskapitalens primære interesse er at opretholde dens monopol på at skabe inflation. Problemet er, at offentlige besparelser og løntilbageholdenhed kan medføre et fald i efterspørgslen efter varer, og derfor er f.eks. overenskomstforhandlinger ikke kun et spørgsmål om lønmodtagerinteresser versus kapitalinteresser. Det er også et spørgsmål om forskellige interesser inden for kapitalistklassen.

Professor Katarina Juselius har i bogen ”Økonomien og virkeligheden” beregnet den reelle inflation i den danske økonomi: “Fra 1983 til 2018 steg boligpriserne i løbende priser med 375 %, mens de almindelige forbrugerpriser kun voksede med 112 %, hvilket vil sige, at boligpriserne steg mere end tre gange så meget som almindelige priser.”

“At der er lav inflation i Danmark er en myte. Det, som jeg foreslog i min kronik, var at lade staten skabe denne inflation i stedet for den finansielle sektor. Det gør man naturligvis ved at lade staten skabe pengene i stedet for finanskapitalen.”

At der er lav inflation i Danmark er en myte. Det, som jeg foreslog i min kronik, var at lade staten skabe denne inflation i stedet for den finansielle sektor. Det gør man naturligvis ved at lade staten skabe pengene i stedet for finanskapitalen, men det forstod Bregengaard tilsyneladende ikke. Det er ikke en revolution, som jeg foreslår, men en reform. Og det er ikke en reform, som vil afskaffe det kapitalistiske systems kriser – og det vil heller ikke forhindre, at arbejderklassen fremover kan komme til at betale for kriserne – men det vil reducere antallet af finansielle bobler, som koster de arbejdende mennesker enorme værdier og øger uligheden.

Ifølge Rangvid Rapporten kostede finanskrisen umiddelbart samfundet 200 milliarder kroner og et tilsvarende beløb per år i nogle år efter. Jeg anslår, at den samlede pris ligger på omkring 800 milliarder kroner i form af tabte lønninger, stigende statslige udgifter og tabte profitter i den produktive sektor. Det er så den pris, som Enhedslisten tilsyneladende er villig til at betale, for at finanskapitalen kan bevare sit privilegium. En reduktion eller en afskaffelse af finanskapitalens pengeskabelse vil indebære en kraftig reduktion af kapital, som står til rådighed for spekulative investeringer, og det vil give staten mulighed for at dirigere penge hen i produktion. Som jeg skrev i min kronik 27. januar, betaler danskerne årligt 180 milliarder kroner i renter og gebyrer af den private gæld, som finanskapitalen skaber. For det beløb kunne vi finansiere fire klimaomstillinger.

Staten spekulerer ikke

”En monetær finansiering af underskuddet på de offentlige budgetter kan påvirke valutaens pris på det internationale marked”, skriver Bregengaard. Det er en antagelse, som beror på, at Bregengaard nøjagtig ligesom mainstream-økonomerne mener, at hvis staten overtager pengeskabelsen, vil den skabe en højere inflation end finanskapitalen – en inflation som ifølge Katarina Juselius er over 3 gange højere end den inflation, som fremgår af forbrugerpris-indekset. En ejendommelig antagelse, for hvorfor skulle staten dog gøre det? De 375 procent, som Juselius har beregnet, er et resultat af spekulation. Staten spekulerer ikke i boliger, aktier eller derivater, og påstanden – om at statslig pengeskabelse er særlig inflatorisk – er ikke andet end et skjult forsvar for finanskapitalens interesser – dens privilegerede monopol over pengeskabelsen og den beslutningskraft, som finanskapitalen har tiltaget sig, når den bestemmer, hvor pengene i økonomien skal dirigeres hen.

”Et fald i valutakursen udløses f.eks. ved, at finanskapitalen dumper danske værdipapirer på markedet”, påstår Bregengaard. Underforstået, at hvis staten foretager monetær finansiering, så reagerer de finansielle markeder, som Bregengaard hævder, at vi er dybt afhængige af, med at dumpe danske værdipapirer. Hvorfor skulle de dog det? Staten kan vælge at køre med en lavere inflation end den, finanskapitalen skaber, og som jeg skrev i min kronik 27. januar, så foretager England monetær finansiering for at dække Englands udgifter til corona-krisen. Dumper finanskapitalen engelske værdipapirer?  Japan har verdens højeste statsgæld – omkring 200 procent af Japans BNP. En tredjedel af denne gæld ligger i Bank of Japan – den japanske centralbank. Denne del af Japans gæld består af japanske statsobligationer. Altså skylder den japanske stat penge til sig selv, for Japan har i høj grad benyttet sig af monetær finansiering. Flygter investorer ud af Japan? Er Japan på randen af en statsbankerot? Er der hyperinflation i Japan?

Dollarens særstatus

Det er korrekt, som Bregengaard anfører, at USA med sit ”eksorbitant privilege” – altså dollarens status som verdensvaluta – er i en særlig situation. USA skaber penge, som hele verden efterspørger, og USA er det eneste land i verden, som kan optage udlandslån i sin egen valuta. Mange amerikanske økonomer forstår ikke dette forhold, og Warren Mosler – som Bregengaard kritiserer – er ingen undtagelse.

Ligesom the Tea Party i USA tror Bregengaard tilsyneladende, at det er USA’s gæld, som kan true dollarens status som verdensvaluta. Men det er ikke herfra, truslen mod dollarens status kommer, og USA’s gæld kan vise sig at blive et større problem for USA’s kreditorer end for USA. Hver gang dollaren falder i værdi, betaler verdens lande – herunder også u-landene – for USA’s gæld. Så længe der er vækst i verdenshandlen, og så længe der er tillid til dollarens værdi som reservevaluta, lige så længe vil der være efterspørgsel efter dollars. Coronakrisen har dog medført et fald i verdenshandlen og et fald i dollarkursen, men det har indtil videre ikke betydet andet end, at andre lande betaler for USA’s gæld.

At påstå, at den danske stat ikke kan skabe penge, fordi vi ikke besidder en verdensvaluta, er at skyde helt ved siden af skiven. Den japanske yen er heller ikke en verdensvaluta. Ikke desto mindre foretager Japan monetær finansiering i et meget stort omfang. Her i begyndelsen af 2021 ligger den officielle japanske inflation på 0,3 procent. Ligesom alle andre steder i verden, hvor finanskapitalen styrer økonomien, er Japans boligpriser eksploderet. I Tokyo kan en toværelses lejlighed i dag lejes for omkring 30.000 kr. om måneden.

Tokyo eller København: Billedet er det samme. Enkelte steder har den japanske hovedstad bevaret noget af sin gamle charme, men billedet går entydigt i samme retning som i Danmark: Store højhuse og en husleje, som er umulig at betale for almindelige mennesker. Foto: Tokyobling

Kinesisk verdensvaluta på vej?

Truslen mod dollarens status kommer fra et helt andet sted. Hvis Kina realiserer sin plan om at skabe en international konvertibel, digital renminbi – og lade udenlandske investorer åbne konti i People’s Bank of China (PBOC) og dermed gøre banken til et internationalt clearing house – vil det skabe en rystelse i den vestlige økonomi, som kan true dollarens status. I Kina er der ingen privat pengeskabelse, og spørgsmålet er, om vi i Vesten vil være nødt til at stramme kontrollen over vores egne valutaer, hvis vi skal konkurrere med en kinesisk verdensvaluta. En kinesisk trussel mod dollarens status er et scenarie, som ligger mindst 20 år ude i fremtiden. P.t. er der ingen internationale investorer og ingen nationalstater, som sætter spørgsmålstegn ved dollarens status, og USA’s gæld har netop sneget sig op over 100 procent af det amerikanske BNP. Det er lavere end USA’s gæld efter afslutningen af 2. verdenskrig.

Men PBOC’s status som internationalt clearing house ligger måske kun et par år ude i fremtiden. En sådan ny international mastodont-bank vil svække den vestlige verdens kontrol over internationale kapitalbevægelser. Dermed vil vores kontrol over skattely også lide endnu et knæk. Den finansialiserede og globaliserede kapitalisme vil gøre ”skattens skarpe klo” endnu mere sløv, end den er i forvejen.

Gæld og vækst.

Bregengaard forstår ikke, hvordan privat pengeskabelse som gæld og et pres på økonomisk vækst hænger sammen. Jeg forsøger en gang til: Hvis Bregengaard låner en million kroner i banken, så skaber banken denne million kroner ved at taste tallet 1.000.000 ind på hans konto. Lad os antage, at Bregengaards lån har kostet ham 300.000 kroner, når millionen er tilbagebetalt. Altså når gælden er afviklet, har Bregengaard betalt i alt 1,3 millioner kroner, hvoraf banken kun har skabt 1 million. Hvor kommer de 300.000 kroner fra? Eftersom penge skabes som gæld, kan de kun komme fra bankerne, for så vidt som der skabes gæld et andet sted i systemet. Set fra de enkelte debitorers synsvinkel kan de udelukkende reagere ved at forsøge at øge deres indkomst og tilegne sig gæld, som andre stifter – medmindre debitoren forsøger at betale sin gæld med mere gæld.

En forgældet virksomhedsejer vil forsøge at øge virksomhedens produktivitet, og en forgældet lønarbejder vil forsøge at øge sin lønindkomst. Jeg påstår derfor, at gæld skaber et pres på den økonomiske vækst. Jeg påstår ikke det modsatte, som Bregengaard skriver, men jeg påstår, at hvis man vil begrænse det kapitalistiske systems tendens til evig vækst, er man nødt til at starte med at begrænse eller helt afskaffe den private pengeskabelse. Det er jeg ikke den eneste, der foreslår. F.eks. skriver Kate Raworth i Doughnut Economics om ”folkets QE” og ”state-led monetary redesign”: ”Centralbanker kunne kanalisere nye penge ind i nationale investeringsbanker til grønne og sociale infrastrukturprojekter såsom lokale alternative energisystemer, der udgør en del af en langsigtet og nødvendig transformation af infrastrukturen”. Men Enhedslistens offentlige investeringsbank skal for alt i verden holde sig langt væk fra statsligt skabte penge, for det skaber jo inflation. Og endda mere inflation end den de private banker allerede skaber, og som de helst skal opretholde deres monopol på, hvis det står til Enhedslisten.

Mainstream-økonomi i et mainstream-parti

Svaret på mit indledende spørgsmål om, hvorfor Enhedslisten undgår at tage stilling til bankernes pengeskabelse, ligger måske i Margit Kjeldgaards kronik, Solidaritet 12. februar 2021. Kjeldgaard skriver: ”Ethvert parti ønsker at blive større, forstået som flere stemmer og flere medlemmer. Men der kan meget vel være en pris, som også kan blive for høj. At maksimere antallet af stemmer vil for et parti på venstrefløjen indebære at dreje politikken til højre – i hvert fald så længe der ikke stiftes et nyt parti til venstre. Det kan betyde, at den politiske kamp kan gå fra at ville omstyrte det kapitalistiske samfund og samle masserne i en bevægelse med slagkraftige aktioner – til at konkurrere om stemmerne med det nærmeste parti, SF.”

Hvis man satser parlamentarisk, forventer partiets vælgere, at man leverer resultater i form af reformer, som understøtter vælgernes umiddelbare interesser. Vælgerne interesserer sig ikke for, om partiet har den korrekte analyse – og i øvrigt har vælgerne ringe indsigt i økonomiske forhold og i sammenhængen mellem de overordnede økonomiske forhold og deres egen situation. Følger man Enhedslisten på Facebook, vil man finde, at Enhedslistens parlamentarikere gør meget ud af at fremhæve, hvilke resultater man har opnået. Enhedslisten kan ikke i den nuværende parlamentariske situation levere de resultater, som vælgerne forventer uden at alliere sig med Socialdemokraterne.

“Magten over penge-skabelsen og -fordelingen er klassekamp. Og den klassekamp er tabt på forhånd, hvis man tror, at man kan løse problemet alene med beskatning.”

Strategien indebærer, at man er nødt til at holde sig inden-for mainstream-økonomiens rammer, og mainstream-økonomien påstår som bekendt, at staten er nødt til at opkræve skatter og afgifter for at dække statens udgifter, og at statslig pengeskabelse er mere inflatorisk end privat pengeskabelse. Hvis man ikke holder sig inden for denne ramme, kan man ikke forvente at skabe parlamentariske resultater, og man kan derfor ikke forvente at få flere stemmer ved næste valg. Vi har derfor en politisk situation, hvor Enhedslisten er nødt til at gentage løgnen om en statskasse, som skatteydernes penge flyder ind og ud af, for at kunne indgå i en konkurrence om stemmerne med SF. Det er prisen, som et venstreorienteret politisk parti er nødt til at betale, når man ensidigt satser på en parlamentarisk strategi.

Spørgsmålet om Karl Marx

Lad os afslutningsvist inddrage Karl Marx, når Bregengaard gerne vil det. Marx påstod, at det kapitalistiske system består af blinde mekanismer, som sætter sig igennem bag om ryggen på økonomiens aktører.  Hans påstand ligger i forlængelse af Hegels beskrivelse af økonomien som en slags “anden natur” med sine egne lovmæssigheder. Løsningen er, at vi bliver bevidste om disse lovmæssigheder og de blinde mekanismer og overtager styringen af økonomien. Vi bør lade staten styre pengemængden og inflationen suverænt, og ikke overlade det til finansielle markeder, som ikke bestiller andet end at skabe bobler.

Men Enhedslistens politisk-økonomiske udvalg har besluttet at gøre en undtagelse og overlade pengeskabelsen til det finanskapitalistiske marked – i stedet for at lade staten fastlægge et acceptabelt inflatorisk mål i forhold til lønmodtagernes interesser. Med  andre ord kunne man vælge at skabe (grønne) arbejdspladser og lade lønninger stige i stedet for aktiekurser og ejendomspriser – hvis man altså vil. Som bl.a. Kate Raworth har påstået i den ovenfor citerede bog, så har den måde pengene er designet på ”vidtrækkende fordelingsmæssige konsekvenser”.

Magten over penge-skabelsen og -fordelingen er klassekamp. Og den klassekamp er tabt på forhånd, hvis man som Bregengaard tror, at man kan løse problemet alene med beskatning.

Om skribenten

Ivan Breinholt Leth

Ivan Breinholt Leth

Pensioneret finansiel rådgiver. Har arbejdet 12 år i Afrika med bl.a. opstart af små virksomheder på statsligt og NGO-niveau. Læs mere