Replik: Staten tjente ikke penge på sygeplejerskestrejken i 2008. Tværtimod!

Er strejker et effektivt kampvåben i den offentlige sektor? Den aktuelle sygeplejerskestrejke har genoplivet den klassiske diskussion. En fortælling, der ofte går igen er, at modsat det private område er det kun arbejdstager der har økonomiske tab ved en konflikt. Arbejdsgiver slipper for at betale sine medarbejdere, men har ikke tabt indtjening. Dette, sammen med det forhold at arbejdsgivere og lovgivere er de samme, bliver typisk brugt til at forklare et ulige magtforhold, der gør arbejdskamp til et svært projekt i det offentlige.

Strejke koster statskassen dyrt

Men fortællingen om, at det offentlige skovler penge ind under strejker, er unuanceret. For at illustrere, hvorfor strejker kan koste statskassen penge, vil jeg bruge sygeplejerskestrejken i 2008 som eksempel, da det er netop den strejke, der så tit henvises til i den aktuelle debat.

“For regionerne har strejken i 2008 altså påvirket dem på en måde, som havde de været private kapitalister, der ejede en fabrik, hvor arbejderne gik i strejke”

For det første vil jeg kort anholde påstanden om at sygeplejerskerne ikke fik noget ud af det. De fik en lønstigning, der var cirka 1 procentpoint højere end resten af det offentlige. Det forslår som en skrædder i helvede når det gælder det generelle løngab og efterslæb fra Tjenestemandsreformen, men det er ikke ingenting. I størrelsesorden er det meget lig det, man normalt får ud af strejke i det private.

En af årsagerne til, at de faktisk fik noget ud af det skyldes, at det – modsat den populære fortælling – ikke var en gevinst at have sygeplejerskerne i strejke fra statskassens perspektiv. For at forstå dette er det nødvendigt at dvæle ved, hvordan den offentlige sektor strukturelt er organiseret. Sygeplejersker arbejder primært på hospitaler, som ligger under regionerne og arbejder altså ikke for staten. Regionerne får deres penge fra staten, både igennem bloktilskud og igennem aktivitetsbestemt finansiering. Den aktivitetsbestemte finansiering er penge, som regionerne får afhængigt af, hvor produktive hospitalerne er.

Når der er operationer, fordi sygeplejerskerne strejker, så falder det aktivitetsbestemte tilskud. For regionerne har strejken i 2008 altså påvirket dem på en måde, som havde de været private kapitalister, der ejede en fabrik, hvor arbejderne gik i strejke. Regionerne tjener deres penge ved at sælge en vare (operationer m.m.) til staten, som betaler for den. For regionerne var regnskabet forholdsvist simpelt og nedslående. I en artikel fra TV2 om konsekvenserne blev det forklaret ret enkelt ud fra Region Syddanmark: Man har sparet 100 mio. kr. i løn, men mistet 200 mio. kr. i tabte indtægter for aflyste operationer. I samme artikel anslås det samlede tab for regionerne til at være en milliard kroner.

Dyr ekstraregning til privathospitalerne

Den kvikke læser vil sikkert påpege at det manglende aktivitetstilskud betyder at staten så indkasserer gevinsten i stedet for regionerne. Og det kunne også være sket, men i det års økonomiaftale mellem staten og regionerne valgte staten at holde regionerne skadesfri. Det aktivitetsbestemte tilskud blev omlagt til bloktilskud for 2008. Staten indkasserede altså ingen økonomisk gevinst ved strejken.

Man betalte regionerne for en vare de ikke leverede, fordi alternativet var at tage 1 milliard fra sundhedsvæsnet.Det havde været politisk uacceptabelt, og havde forårsaget kaos i sundhedsvæsnet. Men selve strejken er kun ét aspekt af regningen. En kæmpe pukkel af udskudte operationer var ophobet – og den skulle afvikles. Her måtte man tage privathospitalerne til hjælp, og det koster penge. Ifølge Danmarks Statistik steg regionernes betaling til privathospitaler fra 775 mio. i 2007 til 1.246 mio. i 2008. Et markant hop i udgifterne. Så i sidste ende kostede strejken cirka en halv milliard. Dertil kommer øgede udgifter til sygedagpenge og tabte skatteindtægter på grund af sygdomsforløb, der trækker i langdrag. Og nå-ja, så endte staten også med at skulle punge ud for en højere lønstigning til sygeplejerskerne.

Pointen med dette er ikke at påstå, at det altid er dyrt for staten at konflikte. Lærer-lockouten i 2013 var et godt eksempel på en konflikt, hvor man reelt blot indkasserede en besparelse. Men det er en usund automatreaktion at tænke, at det altid er en gevinst for statskassen, når offentligt ansatte strejker. Det afhænger af situationen og af faggruppen. Det tager tid, før sygehusene får en reel pukkel oparbejdet, som skal afvikles enten med privathospitaler eller med dyrt overarbejde. En langvarig strejke gør langt mere skade end en kortvarig.

Samtidig er det også i en vis grad et politisk spørgsmål om man indkasserer gevinsten. Regeringen kunne godt have valgt i 2008 at indkasserede en gevinst på 1 mia. fra regionerne, men det ville være det samme som en stor nedskæring på sundhedsområdet, det var politisk uspiseligt. Endelig står det også klart, at regeringen er langt mindre økonomisk sårbar end andre arbejdsgivere. Statens finanser har en evne til at klare næsten hvad som helst, sålænge det er midlertidigt, hvilket coronakrisen også har vist os.

Strejken skal målrettes

At konflikt skulle være en gratis omgang for staten er en misforståelse. Der er intet, som er gratis. Tværtimod er der både økonomiske, samfundsøkonomiske og politiske omkostninger forbundet med konflikt i det offentlige. Men det kræver en strategi der er tilrettelagt efter at få strejken til at gøre ondt på arbejdsgiveren.

“Fagforeningerne udtog ved OK18 kun 10% til strejke, men valgte systematisk at udtage de funktioner, der kunne skabe mest rod i samfundsøkonomien og skabe problemer også for det private erhvervsliv”

Strejkestrategien op til OK18 er et godt eksempel på dette: Fagforeningerne udtog kun 10% til strejke, men valgte systematisk at udtage de funktioner, der kunne skabe mest rod i samfundsøkonomien, og som kunne skabe problemer – også for det private erhvervsliv. De gode eksempler på det valg var nøglemedarbejdere, der vedligeholdte Statens IT, eller udtagelsen af fødevarekontrollen, som er en forudsætning for dansk fødevare-eksport. Med få medarbejdere kan man skabe store omkostninger for sin modstander. Og det virkede også i den forstand, at arbejdsgiveren gav efter på mange centrale krav. 

Den aktuelle sygeplejerskestrejke er ikke virkningsløs, men kunne godt med nogle enkle greb gøres mere effektiv. Det er ikke ambulante konsultationer eller manglende medicindosering til ældre, der koster for staten. Det er aflyste operationer der skal til. Hvis DSR skal sætte arbejdsgiverne under pres med 10% i strejke bør fokus være næsten udelukkende på at oparbejde en pukkel af operationer, en pukkel som det bliver dyrt at afvikle og en pukkel, der koster dyrt i forlænget sygefravær.