Replik til Enhedslistens NATO-venlige fløj

En række såkaldt ”fremtrædende” medlemmer af Enhedslisten har skrevet om antiimperialisme i et indlæg i Solidaritet 13. maj. Vi mener, det nu træder tydeligt frem, at vi har fået en NATO-venlig fløj i Enhedslisten. Deres antiimperialisme fremstår mest af alt som et postulat, hvis man ser på deres argumenter. Det er et socialdemokratisk manifest, hvor man vil reformere NATO indefra. Man vil knytte sig til den vestlige imperialisme og NATO i opgøret med russisk imperialisme. Det virker både panikagtigt og perspektivløst.

Dragsted m.fl. bruger stråmands–argumenter, og forsøger at tegne et billede af en venstrefløj, som bruger Ruslands invasion til en ”ensidig kritik af Vestens eller USA’s imperialistiske ambitioner i Østeuropa”. Man må spørge, hvem taler de om? Alle på venstrefløjen – også dem, der ligger til venstre for Enhedslisten – tager afstand fra Ruslands forbryderiske invasion. Så det virker utroværdigt at påstå, at venstrefløjen har ”en fattig analyse”, og ”relativiserer imperialistiske aggressioner”. Vi kan kun se dette meningsløse udfald som et røgslør, der skal dække over deres egentlige mission: At lære os at se NATO som det bedst mulige. Det er en politik, som ikke fremmer fred og konfliktløsning, tværtimod.

Modstanden mod Ruslands invasionskrig er både her i landet og internationalt meget stærk, og vi ser også den samlede fredsbevægelse sige fra og mobilisere til protester. Men det er samtidig vigtigt at spørge: Hvorfor opstod denne krig, som er en klar overtrædelse af folkeretten? At stille sig undersøgende og analyserende til hvorfor krigens vanvid igen er sluppet løs, bruges forventeligt af højrefløjen til at svine folk til som ’Putinister’. Nu ser vi en venstreorienteret udgave af det samme udført af ”fremtrædende” medlemmer af Enhedslisten.

Rusland er skyld i krigen. NATO er skyld i konflikten

Man kan sige, at Rusland er skyld i krigen, men at NATO er skyld i konflikten. En sådan tilgang giver muligheder for at forstå årsagerne, og hvad der er sket. Desuden er borgerkrigen i Ukraine 2014-2022 helt fraværende i artiklen. Men analyse er åbenlyst ikke i skribenternes interesse, og igen angribes venstrefløjen (uden at sætte navn på) for at se konflikten i Ukraine ”som en direkte konsekvens af NATO’s østudvidelser efter Murens fald”. Jamen, der er jo ikke i virkeligheden simple årsag-virknings forhold, især ikke når det gælder konflikt og krig. At Rusland prøvede at blive en del af den europæiske sikkerhedsorden, men blev afvist af USA, som under Bill Clinton åbent ville udvide NATO østpå og indlemme Østeuropa i NATO, er nu historie. Men udviklingen kunne have fået et andet forløb, hvis Vesten med især Tyskland og Frankrig som eksponenter, havde fået indflydelse. Men nej, Washington ville ekspansion mod øst, og ønskede at alliere sig med ”det nye Europa” og ”ikke det gamle Europa” som tidl. udenrigsminister under Bush, Donald Rumsfeld, udtrykte det.

“Den voldsomme oprustning af Østlandene har ikke gavnet freden, men været med til at øge risikoen for konflikt og krig.”

Desværre er der mange, som ikke ser USA-imperialismens globale strategi, som Washington selv klart har formuleret. Man tåler ikke, at andre magter vokser sig store, og gør USA rangen stridig som global magt. Rusland og Kina ses som fjender, og det legitimerer en ny kold krig, hvor oprustningen fortsætter voldsomt. Det være sig både med moderniserede atomvåben og nye typer af destruktive våben, herunder også dræber–robotter. Og som en spejlvirkning ruster både Rusland og Kina sig mod denne udfordring.  Et kernepunkt i USA’s strategi er at undgå, at Europa udbygger sit samarbejde med Rusland og Kina. Der er ikke plads til en Oluf Palme og en Willy Brandt, som arbejdede for dialog og afspænding. I stedet har USA støttet de mest russiskfjendtlige kræfter i Østeuropa med det klare formål at forhindre en europæisk enegang, og her har NATO været en egnet organisation, som også tjener den amerikanske våbenindustris interesser.

Vi får at vide, at ”vi er nødt til at erkende, at NATO samtidig i den eksisterende verdensorden er med til at værne om suverænitet i en række af Ruslands nabolande”. Men har den massive våbenopbygning fra NATO til Ukraine gavnet Ukraine? Er det ikke lige omvendt? At den voldsomme oprustning af Østlandene ikke har gavnet freden, men været med til at øge risikoen for konflikt og krig? Suverænitet sikres vel bedst gennem sikkerhedsaftaler og traktater om fred, dialogskabende mekanismer og beskyttelse af mindretal samt sikring af grænser?

Det fremføres, at hvis Ukraines venstrefløj vil være medlem af NATO, så skal vi respektere det som den ”mindst ringe mulighed for at sikre sig mod russisk dominans”. Så skal vi altså støtte dem,  selv om alt peger på, at et neutralt Ukraine langt bedre ville kunne sikre freden.

Forfatterne forfægter en uindskrænket frihed for ethvert land til at have alliancer med hvem, de måtte have lyst til. Men man kan ikke fuldstændig se bort fra de realpolitiske forhold – slet ikke i en atomvåben-æra. Set fra Ruslands side vil det være katastrofalt, hvis USA kan stille atomvåbenraketter op ved den ukrainsk/russiske grænse. Vi har allerede oplevet én storkrise med fare for atomkrig via et sådant tema med Cubakrisen i 1962. Er det altså klogt, at vi skal støtte, at NATO kan opstille atomvåben tæt på Ruslands grænse med ingen eller meget kort varslingstid? Nej, og det advarer de fleste ædruelige fredsforskere da også mod.

Det er jo ganske tankevækkende, og en fallit for en venstrefløj, som altid har støttet den alliancefrie bevægelse i kampen mod kolonialisme og imperialisme. Hvor Norden med Sverige og Finland har været eksempler på en anden vej. Verden udenfor Europa er underligt fraværende i de 6 teser, selv om konsekvenserne af krigen for de fattige lande og for fattige generelt er voldsomme. USA står stadig mere isoleret i FN, og afstemninger om Ukraine har vist, at et stort antal lande, svarende til halvdelen af verdens befolkning, hovedrystende ser på denne tragiske krig. USA er ligeglad med FN og satser, når det gælder krig og intervention, på dem som vil gå med i en koalition af villige. Rusland fordømmes med rette for invasionen, men verdens lande kan også med rette spørge: Er der en voksen til stede? Måske skulle man finde en fredsmægler fra Det Globale Syd.

Imperialisme

Vi præsenteres for en teori, som minder om kinesernes gamle supermagtsteori, hvor Sovjet og USA var lige farlige. Rusland og USA sættes på lige fod som imperialistiske magter, men en sådan ligestilling er falsk og kommer til at dække over USA’s hegemoniske rolle og ønske om globalt herredømme, som afspejles i de skiftende strategier fra Washington. Her kan f.eks. nævnes Project for an American Century, som er en nærmest patologisk tvangsforestilling om, at USA skal være verdens leder, og The Defence Planning Guidance fra 1991 efter Sovjets opløsning – også kaldet for Wolfowitz doktrinen – hvor USA’s udenrigspolitik skal være rettet mod at udelukke enhver ny global konkurrent.

Resultatet af denne teori er, at NATO bliver fremstillet som noget, vi skal støtte, indtil noget bedre dukker op. Men det kan ikke være socialistisk politik. Det er ren kapitulation over for verdens stærkeste militærmagt!

Rusland og Kina udfordrer USA’s hegemoni, som i dag udøves gennem NATO og USA’s kontrol af finansinstitutioner som Verdensbanken og Den iInternationale Valutafond samt dollarens rolle som førende valuta. Begge stormagter (Rusland og Kina) er blevet en del af kapitalsystemet, støtter dog officielt FN’s folkeret og kritiserer USA for ikke at følge folkeretten. Men begge optræder imperialistisk som følge af deres øgede integration i den internationale økonomi og ønske om at kontrollere deres nærområder. Rusland er svagest med sin noget ensidige rolle som råstofleverandør og Kina stærkere gennem Vestens massive investeringer i landet.

Ruslands invasion af Ukraine har styrket den vestlige imperialisme, som ser muligheden for at svække Rusland. Men indtil videre har Rusland fastholdt sin rolle som råstofleverandør og tjener massivt på det.

Vi synes, det er frugtbart at tage udgangspunkt i den uafhængige marxist Samir Amin (1931-2018), som sagde, at imperialismens historiske centre (USA, Vest- og Centraleuropa samt Japan, af Amin kaldet TRIADEN) forsøger at bevare deres kontrol over planeten gennem en kombination af:  Neoliberal globalisering, som sikrer Triadens finanskapital afgørende indflydelse, og militær kontrol over planeten med henblik på at nedbryde og stoppe ethvert forsøg fra noget land på at bryde med dette globale regime.

Imperialismen er tæt knyttet til den transnationale monopol-finanskapitalisme, som forsvares af G7-landene, der koordinerer deres kontrol med verdensøkonomien sammen med Saudi Arabien og Qatar. Lande, som ikke underordner sig det såkaldt ”internationale samfund”, betragtes som potentielle fjender og ender let på USA’s stadigt længere sanktions–liste.

Imperialismebegrebet er af de ”fremtrædende medlemmer” blevet udvandet til at være stormagtspolitik, og uden relation til den internationale klassekamp og den transnationale kapitals dominans. Dvs. antikapitalismen røg ud med badevandet.

Skal der sendes våben?

Venstrefløjen har jo som sagt næsten uden undtagelse fordømt den russiske invasion. En vigtig uenighed drejer sig om, om det er rimeligt at ”stille sig bag den ukrainske modstandskamp” og sende våben. Forfatterne til tese-artiklen mener, at det ikke at sende våben er det samme, som at Ukraine skal overgive sig. Men vi mener, at der er et alternativ, nemlig at der skal skabes et massivt pres fra den omgivende verden for, at der skabes en fredsaftale, som ikke er en ydmygelse af nogen af parterne.

Selvfølgelig er ukrainernes forsvarskamp legitim, og vi bør kræve, at Rusland trækker sine tropper ud. Men er det socialisters opgave at sende våben? Et flertal i Enhedslistens ledelse har vist deres opbakning til NATO, som massivt sender offensive våben ind i Ukraine. Vi synes, det er mere rimeligt – a la problemstillingen fra 1. verdenskrig – at støtte krigsmodstanderne, dvs. dem som ikke ønsker, at hverken russiske eller ukrainske arbejdere/unge mennesker skal slagtes i en meningsløs krig. Vi ser en krig, hvor en stormagt bruger militær magt mod et naboland, og hvor det ikke er lykkedes gennem forhandlinger at komme ind til kernen af problemerne, til kernen af konflikten. I stedet for at kræve øjeblikkelig våbenhvile og fredsforhandlinger tror man i NATO, at man kan vinde en sejr med militære midler, og hvert eneste våben der sendes ind i konflikten er bare med til at forlænge civilbefolkningens lidelser. Man opmuntrer regeringen i Kiev til at tro, at krigen kan vindes på slagmarken. USA har tydeligt sagt, at de satser på et svækket Rusland.

Men det er en kamp, som politikerne i USA og NATO ikke selv udkæmper. Soldaterne i Ukraine, hvad enten de er fra Ukraine eller Rusland, er blevet kanonføde i en stedfortræderkrig med enorme lidelser. Krigen er dækket tæt af medierne, og med en blokade af russiske medier får vi kun synspunkter fra den ene part. Militarismen dominerer, og man styrter som lemminger mod afgrunden med en øget risiko for et atomragnarok.  Rosa Luxemburgs og Karl Liebknechts appeller om ikke at støtte krigsbevillinger under 1. Verdenskrig, hvor arbejdere skulle myrde (og kom til at myrde) arbejdere, synes glemt. Man risikerer ligefrem udskamning, hvis man indtager dette synspunkt i den almindelige krigsophidselse. Pacifister, som altid har været en vigtig del af fredsbevægelsen, er sat i skammekrogen af venstrefløjens nye militarister.

Kan NATO forandres indefra?

Militær sikkerhed igennem NATO beskytter Ruslands naboer, påstås det. Danmark vil være ubeskyttet, hvis vi ikke bliver i NATO, siges det. Alt tyder på det modsatte. Danmark er langt mere udsat for at blive krigsoffer i tilfælde af storkrig (hvilket tese-forfatterne også når at nævne). Ruslands forsøg på at forhandle en ny sikkerhedsarkitektur blev afvist af resten af verden med USA i spidsen, og siden er vi gledet stille og roligt mod øget risiko for krig.

Vi skal arbejde for reformer, der kan fredeliggøre NATO, anføres det. Der tegnes et billede af muligheder for at forandre NATO indefra, så den bliver en ren forsvarsalliance, som ikke deltager i aggressive krige og regimeskifte–operationer rundt omkring i verden. Det kræver et opgør med NATO’s rolle som verdens politibetjent, siges det. Det svarer snarere til at sige til en krokodille, at den ikke længere skal være en krokodille! NATO er en militæralliance opbygget af den vestlige imperialisme i systemkonkurrencen med det daværende Sovjet, i dag kædet tæt sammen med USA’s strategiske koncept om global dominans i systemkonkurrence med Rusland og Kina. Siden Sovjets opløsning har NATO/USA haft travlt med at finde nye fjender, med at opruste og føre en voldsom ideologisk krig mod Rusland og Kina, – stormagter, som ellers er gået langt for at tilpasse sig den neoliberale globalisering.

NATO en trussel mod verdensfreden

Lad os kort opsummere. Vi udsættes for massiv propaganda. NATO præsenteres som et værn mod diktatur og en garanti for demokrati. Det skal vi ikke tro på. NATO har altid været et redskab for USA’s geopolitiske ambitioner, og med NATO’s overlegne militære slagkraft, vanvittige oprustning og atomvåbenstrategi, umættelige ekspansionstrang og magtambitioner globalt, er denne USA-styrede militæralliance den største trussel mod verdensfreden samt en trussel mod alt liv på vores planet. Verden ville blive et mere trygt sted uden NATO. NATO repræsenterer også den mest destruktive form for miljø- og klimaødelæggelse, og hvad man ikke hører i debatten er, at militære klimagasudslip holdes uden for internationale klimaaftaler. Det amerikanske militær er nok den største enkeltstående kilde til klimagasudslip globalt.

“Mens et flertal af verdens lande i FN har vedtaget et forbud mod atomvåben, bygger NATO på gensidig afskrækkelse med atomvåben.”

Vores medlemskab af NATO har betydet, at Danmark har deltaget i krige mod stater, som aldrig har angrebet os, krige som bygger på løgn og bedrag med katastrofale følger. Lad os nævne Libyen, Irak og Afghanistan. NATO er ikke en forsvarsalliance, som vi får fortalt. Den bygger på grænseløs militarisme for at opnå politiske mål, som gavner USA og det samfundssystem, som USA repræsenterer, dvs. grænseløs kapitalisme og angreb på ethvert land, som vil hævde sin nationale suverænitet til at indrette et andet samfundssystem.

Styrk fredsbevægelsen

Vi har ingen illusioner om, at man kan ændre på NATO, medmindre der sker afgørende politiske ændringer i USA og EU. De, som hylder disse illusioner, bør følge nøje med, når NATO på sit møde i Madrid her sidst i juni skal vedtage ny strategi. EU er også før Ukraine rykket tættere på USA og NATO, og der er desværre en øget risiko for verdenskrig. Mens et flertal af verdens lande i FN har vedtaget et forbud mod atomvåben, bygger NATO på gensidig afskrækkelse med atomvåben.

De nordiske lande vil med Sveriges og Finlands NATO-medlemskab ikke længere være en stemme for fred og nedrustning. I stedet tror ledende politikere på, at man kan forhindre krig gennem oprustning og afskrækkelse med stadig flere destruktive våben. Derfor må fredsbevægelsen styrkes, og alliancer må opbygges med de bevægelser og lande, som afviser stormagternes dødedans. En ny alliancefri bevægelse må opbygges, som bryder med militarisering og opdeling af verden i to lejre.