Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
13. maj. 2022

6 teser om anti-imperialisme efter Putins krig

Ruslands invasion af Ukraine stiller venstrefløjen over for vanskelige spørgsmål om våbenstøtte, sikkerhedspolitik og NATO. Der er brug for en konsistent antiimperialisme, som tør forholde sig til de svære dilemmaer, vi står i, skriver en række fremtrædende medlemmer af Enhedslisten.

Illustration: DelRosso Cartoons.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Ruslands brutale og ulovlige invasion af Ukraine var en overraskelse for mange, og begivenhederne har udfordret venstrefløjen i Norden, inklusive Enhedslisten. Vi er under pres i spørgsmålet om NATO-medlemskab, forsvarskapacitet, og om våbenstøtten til Ukraine.

Det er ikke underligt, at krisen udfordrer vores tænkning. I årtier har vi med rette protesteret mod vores egen magtbloks dominanspolitik rundt omkring i verden, og i krigszoner såsom Irak, Afghanistan, Libyen, Yemen. Men det har betydet, at vi stod alt for uforberedte på krigen i Ukraine.

Vi har over de kommende måneder og år brug for grundige refleksioner om, hvor Ruslands invasion og den nye globale sikkerhedssituation stiller os som socialister og antiimperialister. Her er et forsøg på at tegne nogle første konturer op til, hvor venstrefløjen bør placere sig. Vi ser frem til diskussionen.

1) Anerkend russisk imperialisme

Ruslands krig i Ukraine er en klassisk imperialistisk aggression i stil med krigen mod Irak i 2003. Et angreb på en suveræn nation og et overfald på dens befolknings ønsker. Præcis som amerikanske interventioner i Latinamerika og i andre regioner bygger den på en imperialistisk idé om, at man som stormagt har lov til at dominere og bestemme skæbnen for lande i sin interessesfære.

Krig i Ukraine

Solidaritet giver dig de vigtigste nyheder, analyser og debat om Putins krig i Ukraine.

Læs alle artikler i serien Krig i Ukraine her

+

Mens den vestlige imperialisme er globalt orienteret, har den russiske imperialisme i århundreder først og fremmest været rettet mod nationerne i Østeuropa, Kaukasus, og Central- og Østasien. Men det gør den ikke bedre eller værre. Det er en simpel funktion af magt og rækkevidde. I nyere tid er Putins Rusland også aktivt involveret på diktatorens side i Syrienkrigen, ligesom Rusland er militært involveret i Libyen og flere lande i subsaharisk Afrika ved hjælp af hemmelige og på papiret private militser.

Russisk imperialisme er et faktum. Vi har selvfølgelig som socialister og antiimperialister i vestlige lande et særligt ansvar for at påpege, afsløre og modarbejde vestlig imperialisme. Men det må aldrig få os til at lukke øjnene for eller relativere andre stormagters imperialistiske intentioner.

At se bort fra eller nedtone russisk imperialisme, og i stedet bruge Ruslands invasion til en ensidig kritik af Vestens eller USA’s imperialistiske ambitioner i Østeuropa, er udtryk for en fattig analyse og for en relativisering af imperialistiske aggressioner. Imperialisme er ikke kun et vestligt eller amerikansk fænomen.

Venstrefløjen, der i andre tilfælde støtter folkeretten til at øve modstand imod imperiale invasionskræfter, bør også entydigt fordømme invasionen af Ukraine og stille sig bag den ukrainske modstandskamp og bag et krav om russisk tilbagetrækning. Det gælder, uanset om vi har sympati for Ukraines nuværende regering eller ej. Kun i et suverænt Ukraine kan den ukrainske venstrefløj kæmpe for demokratiske og sociale forandringer.

2) Støt den væbnede modstandskamp

Spørgsmålet om våbenstøtte og militær hjælp er altid svært. Våben dræber og invaliderer. De risikerer at ende i hænderne på kræfter, som ikke vil overdrage dem, når krigen er erklæret afsluttet, og de kan også ende på det sorte marked – en reel risiko i et land som Ukraine, der huser et af verdens største sorte markeder for våbensalg.

“At støtte Ukraine militært står heller ikke i modsætning til at søge en fredelig løsning. Tværtimod. Faktisk hænger det sammen.”

Det må med andre ord aldrig være en ”nem” beslutning at sende våben til en krigsførende part. Men der er situationer, hvor det alligevel er det rigtige at gøre. Det var det f.eks., da Nicaragua forsvarede sig imod den USA-sponsorerede Contra-krig, og det var det, da venstrefløjen samlede penge ind til våben til kurdernes kamp mod Islamisk Stat i Rojava. Og det er det også i Ukraines tilfælde. Ukraine er påført en krig, som de ikke har bedt om. Nu beder de os om militær bistand til at bekæmpe de russiske invasionskræfter. 

Hvor modargumentet lyder, at våben vil forlænge konflikten – som i øvrigt er en udsigt, vi heller ikke skal tage let på – så skal man omvendt heller ikke nære illusioner om alternativet. Alternativet er nemlig reelt at foreslå, at Ukraine bare skal kapitulere, overlade deres skæbne til imperialmagten mod øst, og dermed formentlig ophøre med at eksistere som selvstændig nation. Det er ikke vores valg, men ukrainernes, om de vil kæmpe for deres suverænitet, med de ofre det kræver.

At støtte Ukraine militært står heller ikke i modsætning til at søge en fredelig løsning. Tværtimod. Faktisk hænger det sammen. Forudsætningen for en fred, som ikke medfører, at Ukraine ophører med at eksistere, er, at der er militære styrkeforhold, som gør det attraktivt for Rusland at give indrømmelser i en forhandlingsløsning. Betragter man udviklingen i krigen, kan man faktisk se, at denne fremgangsmåde allerede har båret frugt. Rusland gik ind i krigen med langt større krigsmål, end de i dag står tilbage med. Ambitioner om regimeskifte og kontrol med Kyiv, samt forlangender om demilitarisering af Ukraine, er for nu ”taget af bordet”, ligesom det er meget usandsynligt, at sådanne krav vil finde deres vej tilbage til en forhandlingsløsning. Med andre ord er det lykkedes ukrainerne gennem deres modstand at omstøde de mest afsindige russiske krigsmål.

3) Anerkend de østeuropæiske befolkninger vilje

I analyser fra dele af den europæiske venstrefløj opfattes konflikten i Ukraine flere steder som en direkte konsekvens af NATOs østudvidelser efter Murens fald. Og der argumenteres for, at man må forstå Ruslands sikkerhedsinteresser, og at det var ”provokerende” at optage lande i Ruslands interessesfære i en fjendtlig militær alliance. Argumentet er naturligvis ikke, at det var forsvarligt, at Rusland invaderede Ukraine, men at det var forventeligt.

“Hvad end vi måtte mene om NATO, så fordrer en konsistent anti-imperialisme også at forsvare ukrainernes ret til at søge de alliancer, som de ønsker.”

Der er ingen tvivl om, at NATO åbenlyst har haft et ønske om at svække sin gamle rival, og etablere en ny orden med de gamle Warszawapagt-lande, mens Rusland var svagt. Og lige så åbenlyst er det, at det var en fejl efter murens fald ikke at forsøge at etablere en ny sikkerhedsorden i Europa, der omfattede Rusland. Ikke mindst fordi en udelukkelse af Rusland i dette skæbnesvangre øjeblik – midt under omstillingen fra Sovjetunionen til et potentielt russisk demokrati – rent faktisk svækkede reformkræfterne i Moskva, og styrkede de nationalistiske revanchister.

Men problemet ved at lade dette perspektiv være det dominerende, er, at det ser bort fra de østeuropæiske befolkninger og deres ønsker, og fremstiller dem som brikker i et stormagtsspil. Ja, handlekraftige stater, der dominerer NATO-samarbejdet, har haft ekspansive ambitioner i det vakuum, Sovjetunionens sammenbrud efterlod sig – og har offensivt arbejdet for at inkludere de østeuropæiske lande. Men det er i sidste ende disse lande selv, som med et flertal af deres egne befolkningers ønsker har søgt om optagelse. Fordi NATO-medlemskabet har givet dem en beskyttelse mod den russiske imperialisme, som de altid har levet under.

Vi ville aldrig på venstrefløjen have accepteret en argumentation, der gik på, at Nicaragua, Cuba eller andre lande i Latinamerika ikke måtte vælge deres egen fremtid eller alliancepartnere, fordi de ligger i USA’s ”interessesfære”. Hvad vi end måtte mene om NATO, så fordrer en konsistent anti-imperialisme også at forsvare ukrainernes ret til at søge de alliancer, som de ønsker. Man kan kritisere fornuften i NATOs østudvidelser, men det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvorfor lande, som i årtier har levet med nakken under russernes støvle, måtte hige efter eksterne sikkerhedsgarantier.

Når den vestlige venstrefløj peger på NATO’s egen imperialistiske adfærd som argument imod optagelsen af Ruslands nabolande, opfattes det af mange østeuropæiske venstrekræfter som en bedrevidende west-splaining, der ikke tager højde for den faktiske trussel, de står over for. De er, som fx Taras Bilous skriver i sit tankevækkende ”Brev til Vestens venstrefløj”, udmærket klar over, at NATO er en aggressiv militæralliance, der på mange måder har undergravet en regelbaseret verdensorden, men de kan bare samtidig konstatere, at NATO for øjeblikket er deres bedste mulighed for at sikre deres suverænitet.

Dette perspektiv fra den østeuropæiske venstrefløj er vi nødt til at acceptere. For dem er NATO og Vesten ikke først og fremmest en imperialistisk aggressor, men tværtimod den mindst ringe mulighed for at sikre sig mod russisk dominans.

Betyder det, at venstrefløjen i Vesten skal opgive al kritik af NATO’s rolle i verden? Nej. På ingen måder. Man kan godt mene, at NATO’s østudvidelser op gennem 90’erne var en fejldisposition, der svigtede den historiske chance til at etablere en inklusiv sikkerhedsorden ”fra Vancouver til Vladivostok”. Ligesom man selvsagt kan og skal kritisere NATO og NATO-landenes egne imperialistiske aggressioner. Vi er blot nødt til at erkende, at NATO samtidig i den eksisterende verdensorden er med til at værne om suveræniteten i en række af Ruslands nabolande.

Da Sovjetunionen faldt fra hinanden i 1988-1991, forpassede NATO-landene chancen for at opbygge en ny sikkerhedsorden, hvor Rusland også blev inkluderet. Men NATO’s fejl retfærdiggør ikke Ruslands imperialistiske kurs, skriver Pelle Dragsted m.fl. Illustration: Encyclopedia Britannica.

4. NATO skal nedlægges, men som del af en ny global sikkerhedsorden

De ovenstående konklusioner udfordrer venstrefløjen på vores tilgang til NATO og den globale sikkerhedspolitik. Det er ikke vores langsigtede visioner, der er problemet. Det er en selvfølgelighed, at vi fortsat skal arbejde for en verden uden imperialistiske stormagter, hvor det er globale, multilaterale samarbejder som FN og OSCE, der skaber rammerne for en regelbaseret international orden. Hvor ingen lande er tvunget til at søge alliancer med den ene eller anden imperialistiske supermagt for at kunne bevare sin suverænitet.

Dét er vores vision – og det vi skal kæmpe for sammen med kammerater på tværs af verden. Men hvordan kommer vi derhen, og hvad gør vi her og nu?

For os er det åbenlyst, at et krav om en øjeblikkelig og ensidig nedlæggelse af NATO eller krav om en ensidig afrustning i NATO-landene ikke bare ville efterlade Ruslands naboer til Putins nåde. Det ville også efterlade to brutale antidemokratiske autokratier som de dominerende militære verdensmagter, og det vil næppe gøre verden til et bedre sted.

En fremtidig nedlæggelse af NATO må være et led i etableringen af ny global sikkerhedsarkitektur, og en afrustning må være gensidig og forhandlet med Kina og Rusland. Ikke ensidig.

5. Hvad med Danmarks NATO-medlemskab?

Men hvad betyder det for venstrefløjens position på det danske NATO-medlemskab. For os at se, er der to veje frem, som debatten i den kommende tid må afklare. Den ene er at fastholde venstrefløjens mangeårige krav om, at Danmark udtræder af NATO og bliver et neutralt land i forhold til supermagterne. Eventuelt i en neutral forsvars-alliance med de øvrige nordiske lande, selvom det ser sværere ud med et muligt svensk og finsk NATO-medlemskab på trapperne.

“Det er en selvfølgelighed, at vi fortsat skal arbejde for en verden uden imperialistiske stormagter, hvor det er globale, multilaterale samarbejder som FN og OSCE, der skaber rammerne for en regelbaseret international orden.”

Fordelen ved denne vej er, at Danmark ved at stå uden for NATO bedre ville kunne kritisere og modarbejde alle imperialistiske aggressioner – også de tidligere NATO-allieredes. Ligesom vi muligvis ville være mindre udsatte, hvis det skulle komme til en egentlig krig mellem stormagterne. 

Men der er noget dilemmafyldt i denne enegangs-position, for hvis alle NATO-landene gjorde det samme, så ville NATO gå i opløsning, og det ville under de nuværende globale forhold efterlade Ruslands nabolande til Putins nåde, og Rusland og Kina som verdens dominerende stormagter.

Hvis vi vælger at holde fast i dansk udmeldelse af NATO, vil det også rejse vigtige diskussioner om Danmarks egen militære kapacitet til at kunne håndhæve vores suverænitet. Også af den grund vil en dansk udmeldelse åbenlyst ikke kunne ske fra den ene dag til den anden, men vil kræve grundige debatter og forberedelser, sådan som Enhedslistens folketingsgruppe også klogeligt har slået fast i den offentlige debat.

Den anden vej er at forblive i NATO, mens vi arbejder for en ny fredelig, multilateral global sikkerhedsorden, og i mellemtiden arbejde for, at organisationen udvikler sig til en ren forsvarsalliance. En alliance, som ikke længere deltager i aggressive krige og regimeskifte-operationer i fjerne afkroge af verden, men tværtimod arbejder for fredelige løsninger, respekt for folkeretten og for gensidig afrustning, sådan som NATO’s charter faktisk foreskriver. Det ville kræve et opgør med det nuværende strategiske koncept, der betoner NATO’s rolle som verdens politimand. Med et medlemskab fra Sverige og Finland vil de mindre militaristiske kræfter i NATO måske stå stærkere end i dag?

NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg mødes med Finlands premierminister, Sanna Marin 11. april 2022. Efter Ruslands invasion i Ukraine er finsk NATO-medlemsskab lige om hjørnet – kan det give de mindre militaristiske kræfter bedre plads i alliancen? Video fra pressekonference.

6. Opbyg en lokal og international bevægelse for fred og afrustning

Uanset hvilken vej vi vælger, når det gælder NATO, er det en helt central opgave for venstrefløjen at bidrage til at opbygge en stærk globalt orienteret fredsbevægelse, der kan imødegå den voksende militarisme, og arbejde for et stop for aggressionskrige, for gensidig afrustning af supermagterne – ikke mindst atomvåben – og respekt for en regelbaseret international orden, der gælder alle stormagter, og hvor  alle landes suverænitet og sikkerhed respekteres.

Så længe vi er medlem af NATO er det også afgørende, at venstrefløjen og fredsbevægelsen på tværs af NATO’s medlemsstater udvikler et fælles program for reformer af NATO, og med krav om, at NATO ikke deltager i militære aggressioner, men i stedet bidrager til diplomati og gensidig afrustning.

Vi har med glæde kunnet se, at der allerede er taget de første skridt til en ny fredsbevægelse med etableringen af netværket: Nej til Oprustning, Ja til en bæredygtig sikkerhedspolitik.  

Enhedslisten skal placere sig på den rigtige side af kampen

Krigen i Ukraine startede kort tid før fristen for forslag til Enhedslistens årsmøde, så det bliver ikke i år, at vi i Enhedslisten kan konkludere endeligt på de ovenstående spørgsmål.

“Så længe vi er medlem af NATO, er det også afgørende, at venstrefløjen og fredsbevægelsen på tværs af NATO’s medlemsstater udvikler et fælles program for reformer.”

Der ligger dog to gode forslag, som peger i den rigtige retning. De anerkender begge, at udmeldelse af NATO kræver grundige debatter og overvejelser om alternativer, og at vi har brug for en udvikling af vores politik, der giver bedre og mere overbevisende svar både på kort, mellemlangt og langt sigt.

Derfor vil vi opfordre delegerede på Enhedslistens årsmøde til at stemme for de forslag (5.18 og 5.20). Den debat vi over de kommende måneder og år skal tage, må selvsagt ikke stå i vejen for, at vi hver eneste dag placerer os på den rigtige side af kampen mod imperialistisk aggression, og ikke lader den nødvendige debat gøre os handlingslammede.

Endelig er det værd at huske på, at vi skal lytte til venstrefløjen i Østeuropa. Der er i de seneste måneder skrevet en række vigtige indlæg fra venstrefløjen i Rusland og dets nabolande, som kritiserer dele af den vestlige venstrefløjs analyser af krigen i Ukraine. De er virkelig værd at læse: Taras Bilous: A Letter to the western left. Russian Socialist Movement og Ukraines Social Movement: Stop Russian Imperialism.


Om skribenten

Frank Aaen

Frank Aaen

Næstformand for Statsrevisorerne. Tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten (1994-2001, 2005-2015). Læs mere

Om skribenten

Mikkel Warming

Mikkel Warming

Tidligere socialborgmester i Københavns Kommune (2005 - 2013). Forhenværende medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten (1998-2013)  og Socialborgmester 2006-2013. Tidligere medlem af SF (1994-1996), og medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse 2013-2019. Næstformand i Boligselskabet AKB, København. Læs mere

Om skribenten

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen

Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten, hvor han sidder i venstrefløjsgruppen LEFT. Læs mere

Om skribenten

Pelle Dragsted

Pelle Dragsted

Bachelor i historie med en master i retorik. Dragsted er tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten (2015-2019), og har desuden arbejdet som strategisk rådgiver for partiet. Læs mere

Om skribenten

Poya Pakzad

Poya Pakzad

Udenrigspolitisk rådgiver for Enhedslisten. Medstifter og redaktør på tidsskriftet Eftertryk. Læs mere