Resonans

Hartmut Rosa overfører den smukke metafor om resonans på samfundet og menneskelige relationer, idet han giver et billede af det moderne samfund på såvel nationalt som personligt plan.

Han skriver, “at jo stærkere en person befinder sig i sin egen resonans, desto mere virker denne også inducerende for andre personer, både så de går i en tilstand af egen resonans og kommer i resonans med andre mennesker”.

Der opstår selvfølgelig også ikke-resonans eller “stumme” relationer, hvilket ifølge Hartmut Rosa er karakteristisk for det moderne samfund. Hele den logik, som præger og styrer det moderne samfund, er fremmedgørende, da vores nuværende samfund er præget af fokus på vækst, acceleration og innovation på alle felter.

Disse tre karakteristika har medfører mange forstyrrelser og krisetendenser på flere fronter. Klima, arbejdsmiljø, ulighed og i vores psyke. Der er så mange krisesignaler, men alligevel virker det som om, at vi er døve og blinde for, at noget er helt galt med den måde, som vores samfund er organiseret på.

Resonans i økonomien – eller mangel på samme

Evig vækst er naturstridig, men stik mod al fornuft er økonomisk vækst fortsat svaret på alle de kriser, der omgiver os. Ud over de tidligere nævnte kriser er der økonomiske krisetendenser, hvor økonomien slet ikke opfører sig, som den plejer at gøre.

Derudover er der tydeligvis også en demokratisk krise i mange lande, fordi befolkninger ikke længere stoler på politikerne, som er alt for tæt sammenvævet med kapitalen og eliten.

Tendenserne ses både i USA og Frankrig, hvor den økonomiske ulighed buldrer derudad. På samme måde har besparelser og nedskæringer gennem de sidste mange år udhulet velfærden herhjemme.

Alligevel tør ingen politikere tale om at hæve skatten for de rigeste – hvoraf mange slet ikke betaler skat, fordi de placerer pengene i skattely. Der er ikke resonans mellem politikere og befolkninger.

Politisk tillidskrise

Der har aldrig været så meget politisk kommunikation og så mange politiske kampagner som i dag. Alligevel er også den politiske sfære præget af mangel på resonans.

Vælgersegmenterne analyseres for at finde den rette politik med det resultat, at mange partier i store træk fører den samme politik.

Der gives løfter om stadige forbedringer, større vækst – meget, mere, mest. Den samme logik som i vækstsamfundet. Kan man forestille sig en politiker, som tør love sine vælgere, at nu skal vi standse væksten? Nej vel. Er der nedskæringer, bliver de altid solgt som nødvendighedens politik, hvis logik er den bagvedliggende vækstpolitik m.m.

Derfor er det kun politikerne, der er i resonans med den førte politik. Borgerne og vælgerne svinger ikke med, og det udløser frustration, vrede og politikerlede. Det kan iagttages i den mere og mere aggressive fremfærd i forskellige lande. Politikerne har slået sig sammen med eliten og lytter ikke længere til, hvad vælgerne mener. Kommunikationen mellem eliten og borgerne er blevet “stum” (Rosa).

Fremmedgørelse i kommunikationen

Vi har aldrig haft så mange muligheder for at kommunikere med hinanden, men alligevel går det så ofte galt. Jeg ringer op til en øjenlæge og får at vide, at jeg er den første i køen. Det fortsætter sådan de næste ti minutter.

Måske har man købt en vare på nettet og skal i forbindelse med virksomheden. Det er ofte næsten umuligt at finde nummeret, og hvis man endeligt finder nummeret, er det umuligt at komme igennem.

Der kunne nævnes talrige andre eksempler. Vi har alle prøvet afmagten og frustrationen ved ikke at kunne komme i kontakt med en person i den anden ende. Der er ingen resonans, fordi der er effektiviseret og sparet både i virksomheder og i det offentlige.

I effektivitetens navn har man skruet tempoet i vejret og indført systemer og administrativt personale til at sikre og styrke effektiviteten. Imens er den personlige kontakt forsvundet i såvel virksomheder som i offentlige institutioner.

Den enkelte medarbejder fratages ansvar, handlemuligheder og egne kompetencer, så arbejdet bliver mekanisk, ud fra fastlagte regelsystemer. Medarbejderne oplever selvfølgelig den manglende/“stumme” resonans og det ulige forhold, ligesom vi gør. Det gør Hartmut Rosa også opmærksom på i ”Resonans”:

“Læger og lærere, forskere og journalister, plejere og pædagoger, kunstnere og politikere, men i sidste ende selv bagere og rengøringsassistenter, stålarbejdere og kokke beklager unisont, at forøgelsestvangen og tidsnøden, men også de normerende krav og dokumentationspligten hindrer dem i at gøre deres arbejde godt og rigtigt.”

Vi vil alle gerne gøre vores arbejde godt, lave god kvalitet og vil gerne skabe resonans med andre mennesker. Men er arbejdsvilkårene stressende og tidspresset sådan, at vi ikke kan opfylde resonansbehovet, bliver medarbejderne syge, går ned med stress eller må arbejde på nedsat tid for at klare presset.

Det er samfundets skyld

Det stadigt højere tempo og den evige konkurrence har gjort depressioner og udbrændthed til en folkesygdom, hvilket Hartmut Rosa beskriver i bogen ”Det Ukontrollerbare” fra 2020:

“Det er en tilstand, hvor alle resonanslinjer er blevet døve og stumme for os, så der ikke mere er noget der bevæger os, og hvor vi samtidig har fornemmelse af, at vi ikke mere kan nå nogen, at vi er “indefrosne” og dermed ikke i stand til at forvandle os. Udenfor er alting dødt og tomt, og inden i mig er alting stumt og koldt.”

Derfor opstår der et stort behov for “resonans-oaser”, hvor vi et kort øjeblik kan flygte ind i skovbade, meditation, wellness og mindfulness eller psykologsamtaler, sådan at vi kan klare det opskruede tempo på sociale medier, på arbejde og i fritiden, hvor vi skal gestalte, at vi har styr på os selv og vores liv.

De sociale medier skulle egentlig kunne dække menneskets behov for resonans, men selv der overfører vi normerne fra konkurrencesamfundet. Menneskelige relationer bliver et spørgsmål om antal likes eller simpelthen endnu en kanal for forbrug og underholdning, som fjerner os fra virkelige resonante relationer.

Vi sidder alle steder med hovedet i mobilen, selvom der er mennesker i nærheden, som vi kunne tale med og opnå virkelige relationer til. Men det gør os ikke lykkelige, som Rosa skriver:

“Følgelig skal resonans altså give målestokken for et vellykket liv, en målestok, der tillader ikke længere kun indirekte at måle livskvalitet ud fra forøgelsen af velstand, muligheder og ressourcer i materiel henseende, men direkte ud fra kvaliteten af forholdet til verden. Et godt liv er da et sådant, der er rigt på resonanserfaringer og råder over stabile resonansakser.”

Hartmut Rosas ”Resonans” er lang og omstændelig at komme igennem (584 sider), men man bliver belønnet med en større forståelse for, hvorfor det går, som det går i det moderne samfund. Rosa giver kun få bud på, hvordan vi kan komme videre.

Det virker også næsten umuligt, når den nuværende samfundstilstand – altså det neoliberale samfund fremstilles som den eneste mulighed. Fremsætter nogen et alternativ, affejes det som naivt og utopisk, men behøver det virkelig være naivt og utopisk at fokusere på reel livskvalitet frem for vækst og effektivitet?