Ill: Party9999999
9 min. læsetid

Dagens kronik handler om røde flertal, og hvad der sker, når mere eller mindre socialistiske partier rent faktisk får magten. Søren Kolstrup analyserer den nuværende situation gennem et historisk blik på dets betydning.



Af Søren Kolstrup

Røde flertal har i Vesteuropas politiske historie skabt store forventninger, men også drama, splittelse, frustration og nedtur – især for juniorpartneren /de mindre støttepartier til en socialdemokratisk ledet regering. Fænomenet er rykket frem med fuld og nådeløs kraft, når juniorpartneren har indgået samarbejde på regeringsniveau, men kun i mindre grad når juniorpartneren har indtaget rollen som støtteparti med mulighed for selvstændige markeringer. – Ja, i enkelte tilfælde har en sådan situation skabt fornyet håb.

I det interne spil mellem koalitionspartnerne har kampen om den økonomiske politik ofte vist sig afgørende for det røde flertals udvikling og skæbne. Udfaldet har været afhængigt af, om der kunne opnås fælles fodslag om de økonomiske instrumenter til omfordeling og velfærd.

Minefyldt farvand under regeringsansvarets åg

Den franske venstreunion, der kom til verden efter en overbevisende venstrefløjssejr i 1981, illustrerer vanskelighederne ved et regeringssamarbejde. En koalitionsregering bestående af socialister og kommunister så dagens lys.

De to første år indledtes en ekspansiv finanspolitik, som skabte øget købekraft, store velfærdsløft – blandt andet fuld pension til alle borgere over 60 år ved 37,5 års arbejdsindsats – alt mens hele banksektoren og 40 pct. af al industriproduktion kom i fælles eje ledsaget af udvidede arbejderrettigheder. 

Medaljens bagside var imidlertid et faretruende betalingsbalance-underskud, som udløste to forskellige strategiske bud: Et flertal i socialistpartiet ville en opbremsning af købekraften, kommunisterne og et mindretal i socialistpartiet svarede igen med krav om protektionistiske reguleringer. Kravet om en social sparekurs bed sig imidlertid fast som nødvendighedens politik … kommunistpartiet blev den store taber.

Historien kan opvise utvetydige eksempler på juniorpartnerens smertefulde nederlag, når det som regeringsdeltager tager medansvar for en økonomisk politik, der underminerede partiets løfter. De franske venstrefløjspartier blev som en del af ’Mangfoldighedens Venstre’ 1997 -2002 straffet hårdt ved det efterfølgende valg, da regeringen i 2000-2001 ændrede kurs fra en lighedsskabende politik med nye faglige og sociale rettigheder – som 35-timers arbejdsugen, universel sundhedshjælp og nye rettigheder for udstødte – til en økonomisk politik med skattelettelser og oplæg til en ”fleksibel” arbejdsmarkedspolitik.

Koalitionens partier og kommunisterne i særdeleshed led nederlag.

Parti Socialiste, der under Francois Mitterand sad på magten i Frankrig fra 1981-1995, er på det nærmeste totalt imploderet. Ved sidste valg fik partiet kun 26 af 577 pladser i Nationalforsamlingen. Foto: Parti Socialiste.

Italien og Danmark

Få år senere (2006 -2008) var det de reformerede kommunister i Italien, der som regeringspartner oplevede en brutal formindskelse. Det nyeste eksempel på et socialistisk partis regeringsdeltagelse i en centrum – venstre regering er SF i Danmark 2011-2015. Her landede partiet på 4,2 pct. af de afgivne stemmer, som var på niveau med partiets laveste tilslutning i 1970erne. Den nye formand Pia Olsen Dyhr mente bestemt, at SF skulle være medlem af en regering igen. Der var dog nogle betingelser, som skulle være opfyldt. SF skulle være et styrket parti, og partiet skulle sikre, at det økonomiske grundlag i en regeringsaftale udtrykte acceptable mål for ligheden og velfærd.

Det tyske modeksempel

Det springende punkt er dog, om der findes et eneste eksempel i Vesteuropa på regeringsbærende venstrefløjskoalitioner på regeringsniveau i efterkrigstidens Vesteuropa, som afviger fra det her tegnede mønster? 

Den kritiske røst vil muligvis pege på, at De Grønne i Tyskland som juniorpartner i en socialdemokratisk regering (1998 – 2005) gik frem ved valget i 2002 og holdt skindet på næsen i 2005, mens det socialdemokratiske SPD led et forsmædeligt nederlag i 2005. Det kom ovenpå at have indledt en hidtil uset social sparekurs, med bl.a. sænkning af dagpengesatserne til socialhjælpens niveau.

Her er imidlertid tale om en juniorpartner, der næppe kan betegnes som en venstreradikal juniorpartner, men derimod som et humanistisk, grønt parti, der kunne høste gavn af at have fået opfyldt mærkesager til gavn for miljøet, mens de tyske socialdemokrater ramtes af en opslidende krig på de indre linjer.

Det store billede viser, at den socialistiske juniorpartner påføres færre omkostninger i form af mandattab og medlemstab, når partiet indtager rollen som kritisk støtteparti. – Ja, i enkelte tilfælde har denne samarbejdsform åbnet for nye muligheder og fornyet opbakning. Lad os se nærmere på den sidste situation.

Sahra Wagenknecht, der siden 2010 har stået i spidsen for Die Linke. Foto: Wiki Commons.

Svenske erfaringer                                                                        

Under den sidste Olof Palme regering (1982 -1985) var Venstrepartiet Kommunisterne et kritisk støtteparti, og led i modsætning til de svenske socialdemokrater i 1985 et marginalt tab, så den socialdemokratiske regering kunne fortsætte.

Denne lære gentog sig med al ønskelig tydelighed i årene 1994 – 2005. Ved valget i 1994 stod Socialdemokratiet og Venstrepartiet til absolut flertal. Det svenske socialdemokrati genvandt fordums storhedstid med 45,3 pct. af stemmerne, og venstrepartiet VPK kunne notere en fremgang fra 4.7 til 6.2 pct. – kun en kende under partiets højeste resultat i 1948 på 6.3 pct. Også Sveriges grønne parti, Miljøpartiet, valgte nu klart side til fordel for venstrefløjen.

De første måneder byggede socialdemokratiet på et venstrefløjssamarbejde, hvor et dundrende statsunderskud søgtes udbedret gennem beskatning af samfundets overklasse og af spekulative gevinster.

For at skabe sunde finanser inden for et forholdsvis kort tidsrum og vinde finansmarkedets tillid anså den socialdemokratiske ledelse det imidlertid for nødvendigt at indlede en social sparekurs. Venstrepartiet takkede efter svare kvaler nej, hvorefter der var frit løb for Socialdemokratiets ønske om et samarbejde på den politiske midte. Venstrepartiet trådte herefter i karakter som en socialistisk opposition, der i forståelse med fagbevægelsen udtrykte krav om genopretning og fornyelse af faglige rettigheder og svensk velfærd.  

Ved valget i 1998 fordoblede Venstrepartiet sit mandattal og kunne dermed inddæmme Socialdemokratiets tilbagegang. Partiet kunne fremstå som de rene og ranke og bidrog til at fastholde et socialdemokratisk styre med støtte fra Miljøpartiet i de følgende år.

De socialdemokratiske regeringer 1998 – 2005 indledte en moderat social genopretning, men uden at standse privatisering og markedsgørelse af velfærdsstaten. Det var langt fra en ideel situation for Venstrepartiet, der både skulle give medspil til mere velfærd og modspil til markedskræfternes udfoldelse midt i velfærdsstatens hjertekammer. Men det socialdemokratiske centrum-venstre styre fik immervæk forlænget dets levetid efter en barsk hestekur 1995 -1998 takket være juniorpartnerens eksistens og fremgang i 1998.

Det svenske Vänsterpartiet til pride i Gotland. Partiet har ifølge Søren Kolstrup “kunnet fremstå som de rene og ranke og bidraget til at fastholde et socialdemokratisk styre.” Foto: Vänsterpartiet Östergötland

Enhedslisten mellem opposition og indflydelse

I Danmark søgte Enhedslisten i årene 2011 – 2015 at forene rollen som socialistisk oppositionsparti med forsøg på at opnå indflydelse. Partiet kaldte Socialdemokratiets forlig med de borgerlige partier i sommeren 2012 for en svinestreg, der gik ud over alle på overførselsindkomst. Partiet kritiserede i de følgende måneder ved enhver given lejlighed regeringen for passivitet over for de arbejdsløse, og det deltog ihærdigt i bevægelsen mod salget af DONG aktier til Goldman Sachs.

Men partiet lagde også stemmer til tre ud af fire finanslove, der blot mildnede luften en kende for alle dem, der faldt ud af dagpengesystemet og mærkede sociale nedskæringer på kroppen. Ved valget i 2015 havde Enhedslisten fremgang, men langt fra nok til at opveje SFs og Socialdemokratiets mandattab. Det kritiske støtteparti kan forlænge livet for centrum-venstre (Sverige 1985 – 1998), eller i det mindste reducere dets tilbagegang (Danmark 2015).

Det portugisiske eksempel

Siden 2015 har man i Portugal set, at Socialistpartiet, det Økologiske parti, Kommunistpartiet og Venstreblokken har udgjort en forholdsvis gnidningsfri rød koalition. Man har opnået enighed om en betydelig økonomisk omfordelingspolitik, som sikrer et provenu til gavn for både sociale og faglige rettigheder – så som forhøjet mindsteløn, 35 timers arbejdsuge og skattelettelser i bunden – men også systematisk afvikling af statsgæld. Der føres både konsolideringspolitik og ekspansiv velfærdspolitik.

Bloco de Esquerda; det portugisiske socialistparti, der ifølge Kolstrup “har fundet et økonomisk manøvrerum inden for EUs spilleregler”. Ill.: Wiki Commons

Man har fundet et økonomisk manøvrerum inden for EUs spilleregler, der vel at mærke er hjulpet frem af opadgående konjunkturer – turismen blomstrer som ingensinde før i Portugal, det samme gælder byggeriet. Kravet om en demokratisering af det økonomiske liv er ikke på koalitionens dagsorden, men Venstreblokken og Kommunistpartiet har – støttet af fagbevægelsen – med held insisteret på at tilbagerulle privatisering af busdrift og luftfart.

Venstrefløjssamarbejdet mellem Socialistpartiet og de tre venstrefløjspartier står til genvalg – med marginal tilbagegang for juniorpartnerne. Efterårets valg i Portugal vil – med EP-valget sidst i maj som en strømpil – vise, om meningsmålingernes profeti holder vand.  

Kun fremtiden kan vise, om den portugisiske udgave vil være historiens undtagelse eller et modeldannende forbillede for venstrefløjen!

Historiens erfaringer

En foreløbig refleksion over de røde flertals skæbne i efterkrigstidens Vesteuropa peger frem mod tre kritiske overvejelser:

a) I hvilket omfang er der enighed om den økonomiske politik med sigte på social retfærdighed og vilje til at støtte de sociale kræfter, som vil social retfærdighed og socialisme? – Ellers krakelerer koalitionen.

Søren Kolstrups bog De Røde Flertal er udgivet på Selskabet for Arbejderhistorie. og kan købes via deres hjemmeside. Foto: Arbejdermuseet.

b) Har de enkelte partier mulighed for at ytre egne synspunkter og mobilisere herfor? Ellers risikerer juniorpartnerne at blive kvalt.

c) Er partierne indstillet på at gå hver til sit, hvis der opstår opslidende uenighed om den økonomiske politik – for at holde troværdighed og perspektiver intakt ved et kommende valg?

Det er offensive svar på disse spørgsmål, der erfaringsmæssigt peger frem mod mulighed for succes.

Endnu en kritisk røst vil afslutningsvist anføre, at denne systematisering af historiske erfaringer ikke direkte berører nutidens flygtninge- og migrations-bevægelser. Det er såre rigtigt.

En simpel observation lyder imidlertid: – Fælles remtræk omkring det sociale, faglige og økonomiske felt er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at vinde slaget på de øvrige, politiske slagmarker!


Søren Kolstrup er forfatter til bogen De røde flertal – håb, sejre, nederlag.