Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. juni. 2021

Rød linje overtrådt i Sverige: Vänsterpartiet fastholder mistilliden til Löfven-regeringen

Konflikten om hvorvidt huslejepriserne i Sverige skal liberaliseres, har nu fået drastiske konsekvenser. Statsminister Stefan Löfven er med 181 stemmer blevet tildelt et mistillidsvotum i Rigsdagen. Tungen på vægtskålen blev Vänsterpartiet, der ikke kunne leve med det socialdemokratiske udspil.

Aktivister fra Vänsterpartiet i Karlskrona, til protest mod liberalisering af det svenske boligmarked. Foto fra Vänsterpartiet.

“Det eneste, modstanderne er enige om, er at være imod Stefan Löfven.” Så kontant lød dommen fra Miljøpartiets leder, Isabella Lövin, efter det stod klart, at Venstrepartiet (VP) havde tænkt sig at fastholde mistilliden til landets statsminister. Forslaget kom da også fra en politisk kant, der ikke plejer at have synderlig stor opbakning fra det venstreorienterede VP, der politisk kan sammenlignes med danske Enhedslisten.

“Socialdemokratiet har svigtet alle sine idealer, også på det her spørgsmål. Vänsterpartiet kommer ikke til at støtte op om den her afvikling af velfærdssamfundet”

Nooshi Dadgostar, forkvinde for Vänsterpartiet

Det var nemlig Jimmie Åkesson fra det stærkt højreorienterede Sverigedemokraterna, der havde fremsat mistillidsvotummet. Han havde også sjælden ros til sine politiske modstandere i VP: “Jeg er ikke enig med Vänsterpartiet om meget, men har respekt for, at de holder fast i deres principper”, forklarede Åkesson fra talerstolen i Rigsdagen, kort tid før afstemningen.

Huslejestrid blev afgørende

Hele konflikten er udsprunget af en strid mellem den socialdemokratiske regering og Venstrepartiet om, hvorvidt huslejen i Sverige skal markedsgøres. VP frygter, at Sveriges lejere vil rammes af stigende huslejepriser, hvis regeringens plan om at gennemføre den omstridte lov sammen bliver til virkelighed. Efter det nuværende system er lejere beskyttet af loven om “skälig hyra” (rimelig leje), der betyder, at udlejere ikke selv kan fastsætte prisen på at leje boliger. Den fremsatte plan gælder kun nyopførte boliger, og ville altså kun indirekte ramme folk i nuværende boliger.

181 ud af Rigsdagens 349 medlemmer stemte ja til forslaget, hvilket betyder, at Stefan Löfven nu enten må gå af og bede Rigsdagsformanden udpege en kandidat til at afløse ham, eller udskrive nyvalg. Med 28 mandater kunne Nooshi Dadgostar og resten af Vänsterpartiet altså have afværget mistilliden til Löfven, som partiet pegede på efter valget i 2018. “Vi valgte dengang at støtte Stefan Löfven. Det var ikke en let beslutning”, forklarede Dadgostar inden afstemningen, og understregede, at partiet heller ikke i denne sammenhæng havde haft let ved at komme frem til en beslutning.

“Jeg er ikke historieløs. Jeg ved, hvad Socialdemokratiet har betydet for Sverige. Den politik har også betydet meget for mig personligt. Men Socialdemokratiet har svigtet alle sine idealer, også på det her spørgsmål. Vänsterpartiet kommer ikke til at støtte op om den her afvikling af velfærdssamfundet – det bliver ikke i vores navn”, sagde Dadgostar, inden hun altså sendte Rigsdagen på valgkurs. Ifølge Venstrepartiet er det dog Socialdemokraterne selv, der bærer ansvaret for, at krisen nu ser ud til at vælte Löfven. “Vi har gjort alt for at løse den her situation, men det er ikke Vänsterpartiet, der har svigtet Socialdemokratiet. Det er Socialdemokratiet der har svigtet det svenske folk. Derfor stemmer Vänsterpartiet nu for mistillid”.

Et noget andet syn på sagen blev fremlagt af regeringens juniorpartner i Miljøpartiet. Her beskyldte VP for at løbe højrenationalismens ærinde, ved at støtte Jimmie Åkessons forslag om mistillid. “Rundt om i Europa ser vi, hvordan højrenationalister vinder frem, og afmonterer retsstaten bid for bid. Vi viste en anden vej i Sverige, gennem vores fælles aftale [om at holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse, red.]”. Vi har vist, at vi kunne skabe en anden vej frem.”, forklarede en stærkt utilfreds Isabella Lövin, der mente VP med afstemningen nu har sat den ‘pagt’ over styr.

Dagens begivenheder i Rigsdagen er første gang i Sveriges historie, at en statsminister falder for en mistillidsafstemning. Löfven forventes ifølge svenske politiske eksperter at udskrive et såkaldt suppleringsvalg i den kommende uge.

Artiklen opdateres løbende.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og Europastudier. Redaktør på Verdenspressen og tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER