Jens 'Røde Jens' Christensen: 1958-2020 (Privatfoto).
7 min. læsetid

Tirsdag 16. juni kl. 12.05 blev et kraftfuldt og kært menneskes liv slukket. Efter 11 års kamp – en af mange i hans liv – mod kræften, måtte Jens Christensen (Røde Jens – både på grund af hårpragt og sind) give endeligt op.


Af Freddie Nielsen og Charlie Lywood

Heldigvis nåede han at komme hjem i sit elskede, idylliske lille hus i Haveforeningen Frederikshøj, og tilbringe de sidste dage med sin partner i livet, Elisabeth og de mange familiemedlemmer og venner, som ville tage afsked med ham. Han vidste, at hans dage var talte, da han besluttede, at han ikke skulle have flere hospitalsindlæggelser og kaldte flytningen hjem ”det sidste udkald”. Jens blev 61 år.

Ungdommen

Jens voksede op i Søborg med sin mor og to yngre brødre i et hjem, hvor pengene var små. Han var gammel nok til at opleve vingesuset fra 60erne og 70ernes oprørske tid og da han kom i lære som elektriker hos FLSmidth, var tiden stadig præget af oprør og tanken om at lave verden om. Jens blev hurtigt en del af lærlingebevægelsen, som var dybt præget af DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom, red.). Men snart kom han, sammen med andre til at stå i opposition til dem. De var ikke revolutionære nok. Og Jens blev i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne en del af den faglige opposition, som voksede frem til venstre for DKP.

Efter svendebrevet var Jens kort med i arbejdsløshedsarbejde, bl.a. omkring FUGA(Faglig Ungdoms Gruppe af Arbejdsløse, red.), men havde selv kun kortvarige arbejdsløshedsperioder. Han arbejdede i en årrække på B&W, og da værftet begyndte at synge på sidste vers, skiftede Jens spor og blev stilladsarbejder, hvor han også blev involveret i organisationsarbejde i Stilladsklubben af 1920. Men stilladsarbejde er hårdt arbejde, og efter mere end ti år vendte han tilbage til elektrikerfaget og blev ansat ved Metro Service, hvor han hurtigt blev tillidsmand. Det var noget, der passede Jens, for ud over glæden ved at kæmpe for kollegerne, så var han også fagligt dygtig, en problemknuser som holdt af sit arbejde. Og ved Metroen var der masser af problemer at knuse, eller som han en gang kom til at svare en Metro-kunde: ”Det ved jeg ikke, jeg er bare ham, der ordner problemerne”.

Faglig aktivitet ikke nok

Men for Jens var faglig aktivitet ikke nok, han ville også ændre den verden, som gjorde det nødvendigt at slås mod arbejdsgivere og deres parlamentariske klakører. Han søgte radikale politiske svar, og fandt dem i miljøet omkring ‘Faglig Fællesliste’, som var forløber til Internationale Socialister. Da IS blev dannet i 1984, meldte Jens sig ikke ind med det samme, men efter nogle års aktiv deltagelse formaliserede han sit medlemskab. Siden da har han – bortset fra nogle få år, hvor IS var en del af Enhedslisten, en beslutning Jens var uenig i – været et trofast og aktivt medlem af organisationen.

“I Jens har vi mistet en værdifuld personlig ven, en kammerat som vi vil savne frygtelig meget, og en skikkelse som bærer de seneste års klassekamp med sig”

Jens var, hvad man kan kalde en intellektuel arbejder. Han var solidt plantet i arbejderklassen, men bibragte samtidig sine klassefæller en teoretisk forståelse af, hvorfor tingene er som de er. Jens læste marxisme bredt. Det vidner alle de bøger om, som han forærede vores antikvariske boghandel for et par år siden. De fyldte flere reoler. Men der var lige så mange derhjemme. Jens havde stor indsigt og kunne tale med sine arbejdskammerater om alt. Samtidigt kunne han bibringe diskussioner i IS en jordnærhed, som gjorde at han altid blev lyttet til.

Benhård aktivist

Jens var også benhård aktivist. Fra slutning af 1970’erne og indtil helbredet for alvor svigtede for et par år siden, var Jens her, der og alle vegne. Igennem næsten 40 år var han foruden det føromtalte lærlingearbejde og arbejdsløshedsarbejde også aktiv i Påskestrejkerne i 1985, anti-nazi bevægelsen 1991-95, RiBus-konflikten i Esbjerg i 1998, anti-kapitalisme/globaliseringsbevægelsen sidst i 90erne og ind i 00erne, anti-krigsbevægelsen i 2003-05 og velfærdsdemonstrationerne i 2008 som højdepunkter. Og ved utallige andre demonstrationer og konflikter ind i mellem, fandt man Jens. Måske solgte han Socialistisk Arbejderavis, måske stillede han stilladser op til scener, eller stod solidt fast som blokadevagt eller demonstrationsvagt. For Jens var også en handlingens mand. Der var ikke så meget pjat der. Kort sagt har Jens været en vigtig del af de seneste 40 års klassekamp: Både med personligt direkte engagement og med politisk input. Og selv da de revolutionæres rækker skrumpede ind efter stalinismens kollaps i 1989, hvor mange faldt fra, så fastholdt Jens sine revolutionære, socialistiske og internationalistiske holdninger. Kom vind og blæst – og mød modstand!

Når det ikke var det politiske engagement, der optog Jens Christensen, var han ofte at finde på tribunerne i Valby Idrætspark, hvor favoritklubben BK Frem har hjemmebane. Illustration: ‘Paulis Rødder.’

Varm og hjælpsom

Men Jens var også meget mere end sit politiske engagement. Altid varm og hjælpsom. Der er adskillige socialister, som har haft glæde af Jens’ hjælp til deres elektriske installationer, her gik man ikke forgæves. Altid trofast og pligtopfyldende. En mand man kunne regne med. Men også en humørbombe. Mange er de møder, som er blevet afsluttet med en gang whist og øl til de lyse morgener, med Jens og hans smittende latter som det naturlige midtpunkt. Han var en venners ven. Derom vidner alle dem, som har fulgt ham i den sidste, svære tid. Det er noget stort, vi mister.

Ud over politik, bygning af huset i Frederikshøj og Elisabeth, var fodbold og motorcykling hans store passion. Motorcykler var hans store interesse i mange år, og omkring sig har han haft et netværk, som er bestået gennem årtier. Ture overalt i Danmark og Europa er det blevet til. Men også fodboldklubben BK Frem – arbejderklubben fra Valby – har været et omdrejningspunkt for Jens. Ikke som spiller, men som fan. Også dér har han været med til at skabe netværk og venskaber. Han havde set frem til både at nyde Frems første kamp efter corona og at sidde på sin elskede motorcykel igen. Desværre skulle det ikke gå sådan. Heldigvis nåede han at holde sin 60-års fødselsdag, som var en hyldest til en skattet ven, partner og kammerat.

Savnet er stort

I Jens har vi mistet en værdifuld personlig ven, en kammerat som vi vil savne frygtelig meget, og en skikkelse som bærer de seneste års klassekamp med sig. Hans liv og gøren kan vi alle inspireres af. Først og fremmest ville han ikke have, at vi skulle hænge med mulen. Adspurgt for nylig om, hvorvidt han var bange for at dø, svarede han: ”Det ved jeg ikke, jeg har ikke prøvet det”. Det er lige præcis Jens. Ikke så meget føleri, men lige til sagen. Det var hans måde at tackle det på. Lad os andre organisere videre i hans optimistiske, socialistiske ånd. Det er jo ikke altid, at det er muren der holder.

Vore tanker går til Elisabeth og Jens’ familie. Æret være hans minde.


Charlie Lywood og Freddy Christensen er medlemmer af Internationale Socialister.