Rødt Venstre har ikke noget tøj på

Hele tre indlæg om Enhedslistens interne, politiske skænderier. Det var, hvad man kunne høre i radioens P1 Morgen d. 24.10. Blandt andet med en analyse af partiets situation fra Noa Reddington, og med et interview med Lars Hansen fra den fraktion, der kalder sig Rødt Venstre, og som efter eget udsagn består af nuværende og tidligere medlemmer af Enhedslisten.

Det sidste slap Lars Hansen ualmindeligt dårligt fra. Det startede med, at han påstod at Enhedslisten er et topstyret parti uden medlemsdemokrati. Men konfronteret med, at væsentlige beslutninger om f.eks. EU, NATO og Palæstina faktisk var truffet af partiets årsmøde, kastede han sig ud i en konspirationsteori om, at der bag det Enhedslisten, som alle kan se, findes en helt anden og åbenbart skjult virkelighed. Og det sluttede med, at Lars Hansen forsøgte sig med en relativisering af de overgreb på civile, som fandt sted d. 7.10. 2023, som jeg gætter på, at de fleste almindelige radiolyttere havde svært ved at finde hoved og hale i.

Manglende forståelse for den palæstinensiske modstandskamp og topstyring af partiet er da også to af de væsentligste, aktuelle angrebspunkter fra Rødt Venstre mod partiets flertal lige nu. De diskuteres heftigt i Enhedslistens interne Facebookgruppe, hvor Rødt Venstres relativt få medlemmer er mere end almindeligt aktive, men også i offentligheden, f.eks. her på Solidaritet.

Reformer gør en forskel

Frem for fortsat at svare på Rødt Venstres skiftende kritikpunkter, må tiden imidlertid være modent til at se nærmere på deres helt overordnede påstand: At Enhedslisten er skredet mod højre, ikke længere er et revolutionært parti – ja, måske ikke en gang et socialistisk parti længere.

Hvad Rødt Venstre selv står for, kan man læse på fraktionens hjemmeside under punktet ”Politisk grundlag”. Her indleder man med at slå fast, at ”Vores mål er socialisme. Afskaffelse af ejendomsretten til produktionsmidlerne.” Det må være gået lidt stærkt med den formulering, for nogen skal vel stadig eje produktionsmidlerne, også under socialismen? Jeg går ud fra, at der menes, at den private ejendomsret skal erstattes med en folkelig og demokratisk ejendomsret? I så fald er der ingen principiel uenighed med Enhedslisten her.

Men en ting er at erklære sig som tilhænger af socialisme og kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne. Det kan enhver, der har læst et par sider af Marx nok formulere. Det svære er naturligvis at finde ud af, hvordan vi kommer derhen i praksis. 

Her er den afgørende uenighed mellem fraktionen og Enhedslistens flertal tilsyneladende synet på det parlamentariske arbejde. Enhedslistens flertal er, hævder fraktionen, ligeglad med arbejdet i bevægelserne, fordi man ”øjensynligt (mener), at samfundsændringer kommer fra Christiansborg.” 

Det er for det første en grov hån mod alle de partimedlemmer, som hver dag gør en indsats i fagbevægelsen, klimabevægelsen, solidaritetsbevægelser og alle mulige andre, udenomsparlamentariske sammenhænge. For det andet er det et godt eksempel på den totale forsimpling, der helt generelt præger Rødt Venstres politiske tænkning.

For ja, naturligvis er aktivitet og pres nede fra en afgørende forudsætning for at skabe politisk forandring. Men i et liberalt demokrati som det danske, er beslutninger i parlamentet en af de afgørende måder, forandringerne bliver knæsat og realiseret på. 

Folkepension til alle, gratis behandling på sygehusene, statsligt støttede almene lejeboliger og gratis adgang til uddannelse, inklusive SU – det er bare nogle af de goder, som er gennemført efter mere eller mindre pres nedefra, men i sidste ende besluttet i parlamentet. 

Og som har gjort Danmark til et ganske andet samfund end det, der fandtes ved starten af det tyvende århundrede. 

Nej, den slags reformer har ikke i sig selv gjort Danmark socialistisk. Men prøv lige at spørge pensionisterne, de syge, lejerne og de studerende om det bare er ligegyldige, ”små forbedringer”, af den slags som Rødt Venstre taler så hånligt om.

Bevægelsesreformisme

”Vi tror ikke på, at socialisme kan indføres gennem folketinget, reform for reform,” skriver Rødt Venstre. Hvad tror de så på? ”Stærke folkelige bevægelser og oprør mod det bestående system på internationalt plan”, lyder svaret. 

Javel, men hvordan skaber vi så det oprør?

Det får vi ikke rigtigt noget at vide om, for resten af Rødt Venstres grundlagspapir består af mere eller mindre spredt kritik af kapitalismen og imperialismen. Kritik, som for så vidt kan være rigtig nok, men som er holdt på så generelt et plan, at det som handlingsanvisning er lige så nyttigt som karamelpapir. 

Det mest konkrete bud man får er, at Enhedslisten ”sammen med FOA og andre faglige organisationer genoptager kampagnen for velfærd.” 

Bortset fra at den kamp vist aldrig har været aflyst fra Enhedslistens side, så lyder det da som en rigtig god idé. Men hvordan det i sig selv skulle bringe os så meget som et skridt nærmere socialismen, er lidt svært at se?

Sandheden er jo, at ligesom reformer vedtaget på Christiansborg ikke nødvendigvis i sig selv fører til socialisme, så gør forbedringer kæmpet igennem af bevægelserne det heller ikke. 

Det er bestemt en sejr og værd at kæmpe for, at vi får bedre normeringer på plejehjemmene, og at SOSU’erne får en anstændig løn. Men bliver man stående der, så er man jo lige så reformistisk, som man beskylder Enhedsledelsen top for at være – man er bare bevægelsesreformist, frem for parlamentsreformist.

Mellem aktuel kamp og socialisme

I P1 Morgen sagde Noa Reddington, at Enhedslisten i dag står på det sted, ”hvor Socialdemokratiet var i 1970’erne, på en god dag”. Det var naturligvis ment som en flabethed. Og for Rødt Venstre er det sikkert også et skræmmebillede. 

Men på en vis måde er det sandt. Læser man det principprogram, som var gældende for Socialdemokratiet i 1970’erne, så står der faktisk mange smukke og rigtige ting om nødvendigheden af at indskrænke markedets og kapitalens magt, og om demokratisk socialisme. 

Men hvad Socialdemokratiet dengang manglede (og i dag næppe ønsker) var en strategi og en praksis for, hvordan man kunne realisere det mål.

Enhedslisten adskiller sig ikke fra Socialdemokratiet i 1970’erne, ved at være imod målet om demokratisk socialisme, eller for den sags skyld en dagsaktuel reformpolitik. 

Vi adskiller os ved, at vi faktisk bekymrer os om, hvordan man komme fra det sidste til det første. For Enhedslisten står med den udfordring som alle socialistiske partier til alle tider har stået med: at finde veje til at mobilisere til politiske forandringer, der i sidste ende bringer os tættere på målet.

Opgaven for et socialistisk parti er ikke at nedprioritere den parlamentariske kamp til fordel for bevægelserne, eller omvendt. Opgaven er, strategisk og i den daglige praksis, at tænke alt det, vi gør sammen, så det til sammen mobiliserer, rykker den politiske dagsorden og i sidste ende bidrager til samfundsforandring. 

Det er bestemt ikke nogen let opgave. Havde det været det, havde vi allerede haft socialisme i Danmark i mindst 100 år. Men det er nu engang den opgave, vi står med.

Duft af gamle dage

Enhedslisten har heller ikke fundet de vises sten. Vi kan helt bestemt blive bedre til at samtænke vores konkrete udspil med det langsigtede perspektiv. Vi kan blive skarpere på at analysere den politiske situation, og se hvor vi kan udnytte de udfordringer, som magthaverne og kapitalen står overfor, til at rejse krav og bevægelser, der skaber nogle af de forandringer, vi ønsker. Vi kan og bør arbejde på at styrke den politiske og teoretiske debat om veje til samfundsforandring.

Men det er tankevækkende, at det er Rødt Venstres hade-objekt nummer et, Pelle Dragsted, som faktisk har bidraget med det mest markante bud på en strategi for socialismen, som er formuleret i regi af Enhedslisten i flere år. 

Hans bud på ”nordisk socialisme” er bestemt ikke den endegyldige sandhed. Den har sine svage punkter, som kan og bør diskuteres og kritiseres – hvad de da også er blevet. Men Pelle Dragsted har trods alt gjort sig den umage at give sine forestillinger en samlet og gennemargumenteret form på mere end 300 sider.

Som alternativ til ”højreafvigelserne” fra Pelle Dragsted og partiets flertal, tilbyder Rødt Venstre os så hvad, der vel svarer til to A4-ark med højstemt tale om socialismens nødvendighed, og generelle betragtninger om kapitalismens nederdrægtighed. 

Men når det kommer til nye og selvstændige bud på, hvordan vi bringer Enhedslisten fremad og Danmark tættere på socialismen, så har fraktionen reelt ikke noget at tilbyde. 

Der udgår i det hele taget en stærk duft af gamle dage fra Rødt Venstres grundlagspapir. Det kunne lige så godt have været skrevet for 50 år siden. Politisk er Rødt Venstre kejserens nye klæder: Den har ikke noget tøj på.