Anmeldelse: Gamle idéer i ny, interessant indpakning

Hvad nu, hvis kapitalismen som økonomisk system slet ikke var så dominerende, som vi almindeligvis forestiller os? Hvad hvis de ejerformer, der ikke er aktieselskaber eller familieforetagender, i virkeligheden er socialistiske elementer, som historisk er indlejret i vores økonomi? Hvad hvis en gradvis udvidelse af disse sektorer udgør en trinvis overgang til en mere socialistisk økonomi?

Den type grundlæggende spørgsmål er udgangspunktet for Pelle Dragsteds nye bog, Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi. En bog, der dels er en analyse af den nuværende økonomi, og dels indeholder 10 konkrete forslag, som venstrefløjen ifølge forfatteren bør arbejde for. Politiske perspektiver som Dragsted – der i andre medier gennem mange år er blevet skildret som ‘Enhedslistens chefideolog’ eller ‘grå eminence’ – har udfoldet i artikler og kronikker, men aldrig før har præsenteret i sammenhængende form.

Bogen er Dragsteds forsøg på at relancere socialisme i en nordisk kontekst – ved at knytte den an til eksisterende tendenser i samfundet, med perspektiv for hvordan disse kan videreudvikles, for derved at inddæmme kapitalismens ødelæggende kræfter. Den åbner derved op for perspektiver for en mere lige verden, der kan opnås uden et brud med de eksisterende institutioner. Udgangspunktet for analysen er, at det danske samfund allerede i dag indeholder en række elementer, der kan ses som socialistiske – eller skulle jeg nærmere sige demokratiske, for de to begreber er i bogen analytisk udskiftelige.

Den demokratiske sektor

Dragsted identificerer en demokratiske tendens i samfundet – i modsætning til hvad han kalder kapitalismens oligarkiske tendens. Kapitalejernes evne til, i kraft af deres rigdom, at få indflydelse på alle dele af samfundets udfoldelse.

Den demokratiske tendens er bredt sammensat. Den består af både den offentlige sektor, almensektoren, kooperationerne, andelssektoren og pensionskasserne – altså sektorer, hvor markedet på den ene eller anden måde er indskrænket eller begrænset af demokratiske processer. Sektoren blev i 2019 opgjort til at bestå af 18.000 selskaber, svarende til knap 10 procent af landets samlede økonomiske omsætning. Hvis tallet kan virke højt, skyldes det, at man skal indtænke virksomheder som Danish Crown, Arla og Coop i, hvad forfatteren med et samlet begreb kalder den demokratiske sektor. 

I denne sektor spiller det offentlige og de forbrugerejede forsyningsselskaber strategisk en stor rolle, og også disse ses af forfatteren som den modmagt, der både tidligere og i nyere tid har udfordret kapitalismens dominans. 

Der er selvfølgeligt mange ansatte og forbrugere i den demokratiske sektor, som ikke oplever den som særligt demokratisk. Sygeplejersker, der trods deres ønske om mere tid, oplever forringelser på arbejdspladsen; ansatte i SuperBrugsen – som ikke har indflydelse på deres arbejdsvilkår eller kunder i samme butik – der er uvidende om, at butikken i virkeligheden ejes af mange venner og kollegaer. Disse åbenlyse demokratiske mangler leder forfatteren til en diskussion af, hvordan demokratiet i de forskellige sektorer og virksomheder kan udvides. Hvorved analysen byder på en række eksempler fra både ind- og udland på, hvordan demokratiske selskaber kan organiseres, støttes og styrkes. 

Ved siden af udvidelsen af demokratiet i de allerede demokratiske virksomheder og udvidelsen af det offentlige ejerskab, genfremsættes ideen om Økonomisk Demokrati. Dvs. ideen om at arbejderne gennem en fond, gradvist, skal få mere ejerskab over deres egne virksomheder. Diskussionen for og imod Socialdemokratiets forslag fra begyndelsen af 1970erne leder gradvist over i en diskussion af lignende ideer, fremsat af Bernie Sanders og Jeremy Corbyns kampagner, samt eksempler fra Sverige og Alaska. Det fører til en diskussion af forskellige fondskonstruktioner, hvormed yderligere socialistiske elementer ifølge Dragsteds ræsonnement kan tilføjes økonomien. 

Socialdemokratisk best practice

Set i lyset af den nuværende politiske debat på den danske venstrefløj, kan Dragsteds forslag fremstå ganske valide og i visse tilfælde visionære. Tager man imidlertid et historisk vue over arbejderbevægelsens politiske udvikling i de seneste 100 år, er mange af ideerne velkendte. Ovennævnte forslag er blandt nogle af dem, der kan ses som en opsamling på Socialdemokratiets best practice gennem et århundrede, set med venstrefløjens øjne. Ideer der godt nok havde deres udspring i det 19. og det 20. århundredes økonomi, men som Dragsted med mere eller mindre drastiske forbedringer håber også kan give svar på nutidens økonomiske udfordringer. 

“Set i lyset af den nuværende politiske debat på den danske venstrefløj, kan Dragsteds forslag fremstå ganske valide og i visse tilfælde visionære. Tager man imidlertid et historisk vue over arbejderbevægelsens politiske udvikling i de seneste 100 år, er mange af ideerne velkendte.”

Til best practice-forslagene knytter sig andre ideer, som er mere originale. De kredser om problemstillingen, hvordan private virksomheder skal kunne indpasses i en økonomi domineret af den demokratiske sektor. Et af forslagene til denne problemstilling er et to-kammer system i de private virksomheder, hvor de nuværende bestyrelser på hver virksomhed erstattes af et råd bestående af to kamre. Et for aktionærerne og et for de ansatte. Mens der således stadig vil være en professionel direktion, skal begge kamre have en vetoret mod forslag fra det andet, for på denne måde at sikre, at begge gruppers interesser varetages i virksomhedens drift og virke. På denne måde gentænkes arbejderrepræsentationen i virksomhederne – uden at forfalde til den tyske Mitbestimmungs model, hvor arbejderne i sværindustrien nok har lige under halvdelen af bestyrelsespladserne, men derved ikke halvdelen af magten. 

Også det store fokus på alternativer til finanssektoren afslører, at vi befinder os på den anden side af årtusindskiftet. Her fremsættes ideen om en offentlig bank som et alternativ til den private finanssektor, som også Dragsteds eget parti Enhedslisten har foreslået det i Folketinget, og ideen udvides til også at foreslå banker tilknyttet den andelsbaserede og kooperative sektor. Gennem disse er det ideen, at den demokratiske sektor vil kunne finde finansiering til udvidelse til andre dele i samfundet.

Gennemgående for disse forslag er målet om at gøre op med koncentrationen af økonomisk ejerskab og den skævvridning af magt og demokrati som følger af dette. Af denne grund er det magtpåliggende for projektet, at Nordisk socialisme skal forstås som en styreform – hvor magten i samfundet ikke samles i ét bestemt center, men i stedet bredes ud over stat, marked, civilsamfundet og den demokratiske sektor i sine forskellige former. Den nuværende økonomi skal således, ifølge Dragsteds vision, ikke udfordres af en Sovjet style statsplanlægning, men skal i stedet opbygge et pluralistisk landskab af demokratiske ejerformer. 

Oligarki, bureaukrati og parlamentarisme

Ved første gennemlæsning kan det virke lidt vel utopisk alt sammen – også set med venstreorienterede øjne. Forfatteren er dog ikke blind for de udfordringer, som hans forslag står over for. Selv fremdrager han eksempler som Syriza i Grækenland eller Podemos i Spanien, der viser, hvordan den internationale kapital reagerer selv over for de mindst radikale ændringsforslag, der skal ændre på den økonomiske magtfordeling i det givne samfund. Som han skriver, kan regeringer, der går imod den økonomiske elites interesser, ”blive presset til at tilpasse sig eller tvunget væk af kapitalinteresserne, uden at der løsnes så meget som et skud.”

På samme måde nævnes også tendensen til, at demokrati eroderes af bureaukrati – en bevægelse der har fundet sted i de fleste af Dragsteds eksempler, som startede med demokratiske intentioner, men siden er skredet fra dette udgangspunkt. Det gælder særligt andelsbevægelsens konglomerater, men også Nykredits forsøg på at blive børsnoteret og fagbevægelses-toppens salg af ALKA nævnes. Indsigten rykker dog ikke ved Dragsteds grundlæggende opfattelse, at den demokratiske magt kan være selvforstærkende, og det er venstrefløjens opgave at sørge for, at den bliver det. Spændende er hans eksempler på de områder, hvor der allerede i dag har fundet en demokratisk genrejsning sted. Både hvor det gennem protest er lykkedes medlemmer og befolkning at modsætte sig yderligere markedsgørelse, og hvor det som i pensionsselskaberne er lykkedes at styre investeringerne og sætte en politisk dagsorden.   

Rammen for de 10 konkrete forslag, som bogens analyse leder op til, er nationalstaten og det parlamentariske demokrati, der præsenteres som den mest realistiske ramme inden for hvilken, samfundsmæssige forandringer kan finde sted. Samtidig er forfatteren dog ikke blind for det store problem, det er at forestille sig, at sådanne forandringer kunne implementeres i et så lille land som Danmark. 

Det afsluttende kapitel Spørgsmål og svar forsøger på forhånd at imødegå dele af den kritik, der må forventes af disse uudfoldede perspektiver. På sine ti sider berører kapitlet dog kun overfladen af den større diskussion, som Nordisk socialisme åbner. Det vil kræve et selvstændigt værk at få uddybet, hvordan de foreslåede ideer reelt realistisk skal kunne gennemføres – uden at blive fejet af banen af oligarki, som Dragsted opstiller som demokratiets hovedfjende. 

Metodiske svagheder

Dragsteds bog lider umiddelbart af nogle metodiske svagheder, der trækker tråde gennem hele analysen. Disse svagheder består i en gennemgående forenklet, dikotomisk tilgang, hvor politiske positioner optegnes som absolutte ekstremer, som Dragsted kan formulere og placere sin egen position imellem. Sideløbende med kritikken af fortidens dikotomiske opfattelser, der i forfatterens øjne leder den revolutionære venstrefløj til utopiske positioner, introduceres nye dikotomier til at erstatte de gamle. Modsætningen mellem arbejde og kapital erstattes hos Dragsted således af demokrati og oligarki, der svarer til en økonomisk opdeling mellem kapitalistiske og ikke-kapitalistiske virksomheder. 

“Som læser savner man en redegørelse for, hvorfor disse ideer ikke tidligere har slået igennem – eller hvorfor de tidligere kooperationsforsøg ikke i højere grad har været en succes.”

Grundlæggende for argumentationsformen bogen igennem er det, at Dragsted skriver sig op mod en tænkt position, der skulle eksistere blandt hans egne ligesindede på venstrefløjen, hvor den kapitalistiske produktionsmåde anses for at være enerådende, uden hverken levn fra tidligere produktionsmåder eller tendenser til nye. En position, det er uklart, hvor Dragsted skulle have mødt. Den skitserede opfattelse skulle siden have ført til, at venstrefløjen diskursivt har tildelt kapitalismen egenskaber, der får den til at fremstå mere magtfuld og omfattende end den er. En opfattelse af kapitalismen som et sammenhængende system, der er grunden til, at produktionsmåden synes så svær at overvinde eller overskride. ”For hvis der ikke findes noget uden for eller ved siden af kapitalismen, så er der jo ikke noget rum for at opbygge alternativer eller for, at socialismen kan vinde gradvist frem.” skriver Dragsted.

Både hvad angår socialismens tendenser i den kapitalistiske produktionsmåde og dennes forhold til andre produktionsmåder, bruger Dragsted begreberne anderledes, end vi normalt kender dem fra den marxistiske analyse. For at overvinde denne niveauforvirring af produktionsmåde-begrebet, der her optræder i analysen, bruger Dragsted et semantisk greb, hvor han omdefinerer kapitalismebegrebet, så det ikke længere i klassisk forstand er dækkende for den herskende produktionsmåde i samfundet, men i stedet indsnævres til at være et begreb, der kun er dækkende for økonomien. Her dækker begrebet så igen kun de dele af økonomien, der ikke drives ’demokratisk’, ligesom det er opfattelsen, at der skulle eksistere en række produktionsmåder, der alle i nutiden konkurrerer med den kapitalistiske. Præmissen for analysen bliver således, at den socialistisk produktionsmåde – der findes i den demokratiske sektor – kan vinde denne konkurrence over den kapitalistiske … ved gradvist at gøre indhug i denne. 

Uanfægtet semantiske spidsfindigheder virker det dog tvivlsomt – at Fakta og Netto skulle operere i forskellige produktionsmåder, drevet af forskellige interne logikker, og det er derfor tvivlsomt, om denne analysestrategi er værd at forfølge fremadrettet. 

Ved på denne måde at svække opfattelsen af kapitalismen som den dominerende produktionsmåde, åbnes der for, at også socialisme kan forstås som andet end en selvstændig produktionsmåde, men at de tendenser – der eksisterer inden for kapitalismen – allerede i sig selv udgør socialisme. Her hævder forfatteren, at venstrefløjen ikke tidligere har været i stand til, ”at se og erkende lommer af demokratisk økonomisk forvaltning og ikke-kapitalistiske produktionsmåder”, som kooperationer, andelsvirksomheder, enkeltmandsvirksomheder og små familielandbrug udgør. Derved overser den de ansatser, hvorfra socialismen kunne udvikles. 

Det kan igen virke som en tænkt påstand, at denne diskussion ikke tidligere har haft en prominent placering på venstrefløjen. Der overses derved mange tidligere forsøg på at fremsætte de samme tanker, som Dragsted her gør sig systematisk. Som læser savner man derfor en redegørelse for, hvorfor disse ideer ikke tidligere har slået igennem – eller hvorfor de tidligere kooperationsforsøg ikke i højere grad har været en succes. 

Befriende læseoplevelse

Genfremsættelsen af en socialistisk reformstrategi i en bredere og konkretiseret ramme er dog forfriskende. Trods bogens metodiske mangler, giver den anstød til mange gode refleksioner om, hvad der er muligt inden for det nuværende samfunds rammer. Særligt for de læsere, der ikke på forhånd definerer sig som stående politisk til venstre for socialdemokratiet, er den en god indførelse i venstrefløjens demokratiske udgangspunkt. Ligesom de forhåbentligt også bliver klogere gennem Dragsteds letforståelige indførelse i marxistisk økonomi. 

Der vil for mange læsere således være tanker, de ellers aldrig ville stifte bekendtskab med, mens det for de af os, der kender disse indgående, er en befrielse under samlet tag at kunne læse de tanker, der har ligget til grund for Enhedslistens politiske kurs det seneste årti. 

Og de ti konkrete forslag? De er gode, spændende og tankevækkende. Alene for dem kan bogen anbefales. De er formuleret forståeligt og i øjenhøjde med den almindeligt politisk interesserede. Man kunne faktisk få det indtryk, at de kunne gennemføres i morgen – hvis det altså ikke lige var for oligarkerne.