Rusland og Kina samarbejder stort om energi

En kæmpe aftale om gasleverancer til Kina er på vej. Det handler om forsyningssikkerhed – og knap så meget om klimaet.

Af Søren Riishøj

En ny ‘kold krig’ er ved at forme sig, og klimaet indtager samtidig en stadig større rolle på den internationale dagsorden. Derfor er også energisamarbejdet mellem Rusland og Kina kommet mere i søgelyset. Men samarbejdet handler mere om forsyningssikkerhed end om klima.

Rusland er i dag Kinas næststørste leverandør af olie, kun overgået af Saudi-Arabien. Eksporten af gas fra Rusland til Kina er indtil videre forholdsvis beskeden,men det kan ændre sig. Kina kan tilbyde russerne forbrugsgoder og arbejdskraft, mens Rusland fortrinsvis kan tilbyde tung industri, våben, energi og råvarer.

Power of Siberia

Både Kina og Rusland har store interesser i Arktis, især når det gælder områder som energi og transport. I begyndelsen af december 2019 blev ”Power of Siberia” – den mere end 8.000 km lange gasledning mellem Rusland og Kina – indviet officielt. Projektet er en del af ”århundredets kontrakt”, som blev indgået  mellem Rusland og Kina i 2014. I alt  vil projektet koste omkring 47 mia. dollar og er det største enkeltprojekt i Gazproms historie. Det samlede projekt rækker ud over gasleverancer og er beregnet til at koste hele 400 mia. dollar.

Efter planen skal den nu åbnede gasledning fra Irkutsk-Baikal området i Sibirien til Beijing levere 38 mia. m³ russisk gas til Kina om året. Først i 2025 vil ledningen dog kunne levere gas  med fuld kapacitet. Russisk gas skal da efter planen dække omkring  40 pct. af det samlede kinesiske forbrug. Fra grænsen til Rusland har Kina gennemført en deregulering, har oprettet to selskaber til handel med gas, og derudover får vi en selvstændig operatør til leverancer af gas.

Gaskontrakten med Rusland bygger på ”take-or-pay” princippet, dvs. at der skal betales for bestemte mængder uanset faktisk forbrug.

Nyt gasprojekt i ‘pipelinen’

Der foreligger også planer for bygning af en anden ny gasledning, ud over ”Power of Siberia”. Det drejer sig om ‘Altai-ledningen’, også kaldt Fjernøsten-linjen. Men det projekt er lige nu usikkert på grund af uløste diskussioner om gasprisen. Kina ønsker selv at udvide produktionen af flydende gas (LNG) i mindre, decentrale anlæg. Egenproduktionen af skifergas lå i 2018 på 10 mia. m3, hvilket var under det planlagte niveau.

“Det tættere samarbejde mellem Kina og Rusland på energiområdet blev en realitet lige efter den russiske annektering af Krim – og de vestlige økonomiske sanktioner mod Rusland – men før handelskrigen mellem USA og Kina.”

+

De små anlæg for LNG er tiltænkt at dække forbruget i mindre befolkede områder. Flere spørgsmål rejser sig ifølge Carnegie-analysen, når det gælder de fremtidige energileverancer fra Rusland til Kina: Hvor meget vil Kina helt præcist satse på gassen? Hvor meget kan Kina producere selv? Hvordan ser markedet for flydende gas ud? Hvor meget vil Kina satse på vedvarende energi? Og hvor hårdt vil Kina trække fronterne op på spørgsmålet om gaspriserne?

Det tættere samarbejde mellem Kina og Rusland på energiområdet blev en realitet lige efter den russiske annektering af Krim – og de vestlige økonomiske sanktioner mod Rusland – men før handelskrigen mellem USA og Kina. Kina har ikke anerkendt den russiske annektering af Krim, men afviser at indføre sanktioner over for Rusland. Rusland ønsker også tættest mulige kontakter til Vietnam og Japan, uanset at de to lande er i strid med Kina om grænsedragningen i Det Sydkinesiske Hav. Konflikterne omkring grænsedragningen i det Sydkinesiske Hav involverer i høj grad også energipolitik.

I takt med den forøgede spænding mellem USA og Kina er samarbejdet mellem Rusland og Kina intensiveret, også militært. Både Kina og Rusland modsætter sig vestlig dominans, og energisamarbejdet drejer sig om forsyningssikkerhed og – for Ruslands vedkommende – om eksportindtægter. Klima og bæredygtighed spiller til gengæld ikke nogen nævneværdig rolle.