Dennis Kristensen: Ryster venstrefløjen også denne gang på hånden?

Det er rigtigt godt, at der for alvor er kommet gang i debatten om en pensionsreform. På den ene side skal den tage afsæt i de jobs, der slider hårdest, og på den anden side i antallet af år, vi vil kunne være på folkepension.

I denne omgang er det Socialdemokratiets pensionsudspil De mest nedslidte fortjener også en værdig pension, der har skudt debatten i gang. Udspillet er et rigtigt godt skridt i den rigtige retning.

Men debatten foregår i øst og vest, og er i al for høj grad grad fokuseret på spørgsmålet om, hvorvidt lønmodtagere, der er for nedslidte til at arbejde, skal kunne forlade arbejdsmarkedet med udsigt til pension. Socialdemokratiet udspil er langt mere end dét. Udspillet indeholder syv fornuftige principper for en pensionsreform.

Værdighed og retfærdighed

Principperne bygger på, at de, der fysisk eller psykisk slides ned i løbet af arbejdslivet, skal kunne stoppe uden usikkerhed om den fremtidige forsørgelse. Og samtidig skal de, der startede tidligst på arbejdsmarkedet, kunne tjekke ud før andre. Og skal have ret til at trykke på stopknappen to til tre år før pensionsalderen uafhængigt af køn og fraværsperioder på grund af barsel, arbejdsløshedsperioder eller deltidsansættelse.

Skal vi kunne se hinanden i øjnene og være stolte af de muligheder, vi tilbyder mennesker for at forlade arbejdsmarkedet, så er værdighed og retfærdighed de afgørende nøgleord. Det var også nøgleord, da FOA i 2015 i samarbejde med forfatteren og debattøren Lars Olsen fremlagde et forslag om at differentiere folkepensionsalderen. Og nøgleordene er centralt placeret i Socialdemokratiets udspil.

Et nyt pensionssystem skal i mine øjne bestå af den eksisterende førtidspension i en opblødt udgave med et større nåleøje som mulighed for alle, en seniorførtidspension også som mulighed for alle med en indgangsdør, der er åbnet langt mere op end den nuværende, en ret til at tjekke ud tidligere for de, der arbejder i de mest belastende brancher og en ret for de, der starter tidligst på arbejdsmarkedet til at gå på tidlig folkepension.

Det har ikke skortet på kritik af Socialdemokratiets udspil fra både højre og venstre side af Folketingssalen. Og ikke mindst fra de, der ønskede efterlønnen hen hvor peberet gror.

En del af kritikken bringer mindelser om debatten forud for Folketingets vedtagelse af efterlønsordningen i 1978. Dengang var DKP og VS’ hovedindvending, at folkepensionsalderen i stedet burde nedsættes for alle.

Den samme kritik mødes Socialdemokratiets pensionsudspil med i dag. En generel nedsættelse af folkepensionsalderen løser imidlertid ikke den grundlæggende ulighed i pensionssystemet mellem de, der lever længst, og de, der lever kortest. Og også med en lavere pensionsalder vil der være brug for en differentiering af retten til tilbagetrækning, hvis pensionssystemet skal være retfærdigt.

Universel velfærd – ikke det samme til alle

Oppe i helikopterperspektivet går kritikken tillige på, at en differentieret folkepension vil bryde med den universelle velfærdsmodel. Den model, hvor alle har lige adgang til alle velfærdsydelser.

SiD (nu 3F) blev mødt med samme kritik, da forbundet i september 1975 lagde et forslag på Folketingets bord, som var målrettet lønmodtagere i særlig hårdt belastende brancher.

På det punkt ligner Socialdemokratiets nye pensionsudspil SiD’s oprindelige efterlønsforslag. Men med efterlønnens sammenkobling med a-kassesystemet blev det en mulighed for alle. En mulighed, men ikke en universel rettighed. I stedet blev retten til efterløn på samme måde som retten til dagpenge til en selverhvervet rettighed. En ret man selv skal tilmelde sig, og som man selv skal betale delvist for.

Jeg er stor tilhænger af den universelle velfærdsmodel, men i mit verdensbillede bygger velfærd på lige adgang til velfærdsydelserne. Målet må være at skabe lige muligheder for alle, samtidig med vi spænder et fællesfinansieret sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs.

Og lige adgang, der skal skabe lige muligheder, betyder, at vi skal gøre mere i fællesskab for nogle end for andre. Det bryder ikke med den universelle model. Tværtimod.

Et tredie led af kritikken går på retfærdighed. At det skulle være uretfærdigt, at nogle erhvervsgrupper efter Socialdemokratiets udspil kan opnå en tidligere folkepension end andre.

Det argument rammer helt ved siden af skiven. Retfærdig folkepension betalt af fællesskabet for alle handler ikke om, hvornår vi kan gå på folkepension, men derimod om hvor mange år vi har udsigt til at modtage folkepensionen.

Samme pensionsalder til alle er ikke universel velfærd. Det er derimod universel velfærd, hvis vi har udsigt til at være nogenlunde samme antal år på folkepension.

---

---

I dag kan en mand, som netop er fyldt 50 år, og som hører til den fjerdedel af befolkningen, der har de højeste indkomster, forvente at leve godt otte år længere end en 50-årig mand, som hører til den lavestlønnede fjerdedel af befolkningen. Velfærdsaftalen i 2006 byggede på en forudsætning om, at vi gennemsnitligt skulle kunne være 14,5 år på folkepension. Det gennemsnit består af ufaglærte og kortuddannede med færre pensionsår og langtidsuddannede, der scorer de ekstra år.

Funktionsnedsættelse

Men spørgsmålet handler ikke kun om levetid. Uligheden i pensionsalderen handler også om funktionsnedsættelser. Ifølge beregninger foretaget af Henrik Brønnum-Hansen, Københavns Universitet, vil en 65-årig ufaglært eller kortuddannet kvinde, statistisk set løbe ind i funktionsnedsættelser og dermed aktivitetsbegrænsninger, når hun passerer 74 år. Den langtidsuddannede 65-årige kvinde når først dertil når hun passerer 78 år.

Det er de ufaglærte og kortuddannede, der mister de gode aktive pensionsår med børnebørn og familie og alt dét, som tiden ikke rakte til i arbejdslivet. En værdig og retfærdig pensionsreform skal derfor handle om forbedringer for både nedslidte og slidte og om udsigt til samme antal år på folkepension for alle.

---

Ulighedens årsager

Nogle hævder, at hvis dem, der startede tidligst på arbejdsmarkedet, tjekker tidligere ud end andre, vil det betyde tidlig overgang til den absolut ikke-forgyldte folkepension. At differentieret folkepension er et spareprojekt. Det argument går ganske enkelt hen over hovedet på mig.

Havde vi ikke fået den ulykkelige Velfærdsaftale i 2006, ville folkepensionsalderen fortsat være 65 år. Det samme vil den være for den, der vælger at bruge en ret til at gå tre år tidligere på pension, når vi i 2030 når en folkepensionalder på 68 år. Samme alder med samme pensionsbeløb, og dermed ikke et besparelsesprojekt.

Den kritik burde i stedet rettes mod folkepensionens størrelse, med eller uden en pensionsreform. Og mod ødelæggelsen af efterlønnen, som delvist kompenserede for den sociale skævhed.

Socialdemokratiets udspil  er holdt på et meget overordnet plan, som senere skal udformes til en egentlig ny pensionsmodel af Folketinget og i samspil med arbejdsmarkedets parter. Ender det med en model for en differentieret pensionsalder, der både skaber værdighed og retfærdighed på tværs af indtægtsforhold, uddannelseslængde og levetid, så vil det i mine øjne være den mest visionære pensionsreform siden indførelsen af folkepensionen i 1956 og efterlønnen i 1979.

Der vil uden tvivl være mange tekniske diskussioner undervejs, men vi står ikke på bar bund.

Vi har ganske mange data om belastninger i forskellige brancher, og Arbejdstilsynet opstiller allerede oversigter over de mest belastende brancher. Disse data og oversigter må kunne bearbejdes yderligere af forskerne, så vi får alle relevante brancher med.

Muligheden for at tjekke ud tre år tidligere retter ikke fuldt op på uligheden i antallet af år på folkepension. Derfor vil antallet af år i mine øjne skulle øges udover tre år. Socialdemokratiets udspil nævner da også, at et nyt pensionssystem kan tænkes udbygget i de kommende år.

Målet skal i mine øjne være noget, der ligner en kombination af det antal år, ufaglærte og kortuddannede starter tidligere i arbejde, og forskellen i antallet af leveår mellem ufaglærte og kortuddannede sammenlignet med længere og langt uddannede.

En symptombehandling – ikke en kur

En pensionsreform med differentieret pension fjerner ikke årsagen til nedslidning. Den ultimative løsning er i sagens natur et arbejdsmarked, der ikke slider mennesker op. Et arbejdsmarked, der ikke bygger på en brug-og-smid-væk-filosofi. Derfor må Folketinget og arbejdsmarkedet tage et fælles ansvar for at gøre op med nedslidningen i arbejdslivet. Men den ultimative løsning får vi ikke fra den ene dag til den anden. Og derfor har vi brug for en retfærdig pensionsreform nu.

En pensionsreform betyder i mine øjne heller ikke aflysning af kampen mod Velfærdsaftalen fra 2006 med den stigende pensionsalder.

Udsigten til stigende pensionsalder skaber utryghed og bekymring for fremtiden hos en stor del af befolkningen. Ikke hos den del af eliten, der ikke er afhængige af samfundets pensionsalder, og som selv suverænt kan beslutte, hvor langt arbejdslivet skal være. Men derimod hos den store del af befolkningen, som i dag ikke kan se sig selv udføre de samme arbejdsopgaver, når de har nået en alder i 70’erne.

Nu er der omsider udsigt til et pensionssystem, som giver plads til lavere pensionsaldre for både nedslidte og slidte. Det kan føre til den mest visionære pensionsreform i årtier, og vil være et fremskridt for velfærden og en sejr for fagbevægelsen.

Vil venstrefløjen alligevel vælge at trykke på “stemmer ikke-knappen”, når og hvis en sådan pensionsreform kommer til afstemning i Folketingssalen?

Opbakningen blandt danskerne til indførelse af efterlønnen var stor i 1978. Opbakningen til en differentieret folkepension er endnu større i dag. Og fagbevægelsen kastede sig i 2011 ud i en omfattende kampagne for at bevare efterlønnen, fordi vi betragtede den som en afgørende del af det danske velfærdssamfund.

Den model, som VS og DKP på trods af principiel velvilje ved indførelsen anså for at være en forkert udformet ordning. Ja, ligefrem en asocial efterlønsordning. Jeg håber ikke, at venstrefløjen gentager fejltagelsen fra 1978.

Sporene skræmmer.

---

Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk vil han hovedsageligt skrive om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.

---