Foto: Philippe Matsas
8 min. læsetid

Den misantropiske stjerneforfatter, Michel Houellebecq, er tilbage i hedonistisk, ironisk og vulgær storform. I sin nye roman Serotonin åbner han sjældne nye døre til ømhed, fortrydelse og kærlighed.

Aske Sparrebro har anmeldt den kontroversielle franskmands nye bog Serotonin for Solidaritet.


Af Aske Sparrebro

Den skandaleombruste Michel Houllebecq er tilbage. Han er uden tvivl en af tidens helt store europæiske forfattere. Bogmennesker verden over vægrer sig: hvad bliver det næste? Houllebecqs vulgære og spydige romaner har skaffet ham et ry som islam- og kvindehader. Men også som en kompromisløs og indsigtsfuld litterær samfundsdiagnostiker, der gennemlyser de vestlige frihedsværdiers utilstrækkelighed fra forskellige vinkler. Disse grundtemaer er vigtige at forstå, for at kunne danne sig et ordenligt indtryk af den nye roman Serotonin.  

Liberale frihedsrettigheder står for skud

Serotonin er oversat fra fransk af
Niels Lyngsø, og kan fra i dag erhverves på dansk.

I sin forrige udgivelse, fremtidsromanen Underkastelse (2015), skildres det hvorledes Det Muslimske Broderskab får magten i Frankrig, og ved Sharia-light sætter ind for at stoppe Vestens moralske og meningsmæssige forfald. Det er dette forfald Houllebecqs hovedpersoner både bidrager til og samtidig er ofre for, som led i en større systematisk, dannelsesmæssig nedsmeltning. De er ofte midaldrende succesfulde mænd, der til trods for deres rigdom har et kedeligt og trøstesløst liv. De forsøger at udsætte meningsløsheden gennem hedonisme, hvilket ikke går særligt godt, og de forbitredes når projektet – som de i stor udstrækning heller ikke selv tror på – mislykkedes.

I den forstand er Houllebecq hverken islamhader eller kvindefjendsk. Eller ikke kun. Dette er de ydre symptomer. Han er i virkeligheden snarere helt menneske- eller livsfjendsk. Bitterheden overfor kvinder er fx udtryk for de midaldrende hovedpersoners simultane begær og vrede overfor livets betingelser som de finder unfair. Houllebecq kører på en hudløs ærlig cocktail af hedonisme, ironi og misantropi, og konkretiserer verdenens uretfærdighed med fx sexisme.


Omslaget til Serotonin, Houellebecqs nye roman. Den er ifølge Aske Sparrebro overraskende øm og kærlighedsfuld.

I Houllebecqs verden er mennesker dybest set for meget aber og for lidt åndsvæsner, og det kan hverken fine ord eller forkromede ideologier ændre på, uagtet hvor meget menneskerne så selv ønsker at tro det. Mennesker er lede og grådige! Det er denne demaskering af det moderne vestlige samfunds kunstige og uholdbare livsmåder, som øjensynligt har skaffet Houllebecq så mange trofaste læsere – han rammer det paradoksale ved den moderne livslede på kornet. Vi har så meget, men er stadigt ulykkelige og usolidariske.

Hovedpersonen i Serotonin, Florent-Claude, er 46 år gammel og ansat hos Landbrugsministeriet i en lukrativ stilling, som han ikke føler den store tilknytning til. Faktisk føler han ikke længere den store tilknytning til noget som helst. Han føler sig fanget i forholdet til sin tyve år yngre japanske kæreste, der kun er sammen med ham for pengene (og som i vanlig vulgær stil har hang til gangbangs og hundesex). Florent-Claude vælger at forlade hende uden at vide hvortil. Han indlogerer sig stædigt på et af Paris’ sidste rygerhoteller, og rejser kun da rygeloven også her gør sit krakilske indtog.

de komplimenter jeg havde fået for min pik, og som havde fyldt mig med så megen stolthed i begyndelsen af vores forhold (behagelig og ikke overdrevet størrelse, usædvanlig udholdenhed), dem så jeg nu anderledes på, jeg betragtede dem som udtryk for en kold og objektiv dom og som et resultalt af hendes vedholdende omgang med et stort antal pikke, snarere end som en lyrisk illusion der var opstået i forelsket kvindes ophedede ånd, hvad jeg, det skal jeg ydmygt tilstå ville have foretrukket, jeg havde ikke nogen særlige ambitioner hvad min pik angår, det var nok hvis man bare elskede den, så ville jeg også selv elske den, det var sådan jeg forholdt mig til min pik”Uddrag fra 'Serotonin'

Fra Paris rejser han ud på landet for at besøge en ungdomsven i en splittet fransk nationalstat, hvis storhedstid er forbi. Igennem denne ydre rejse tager vi samtidig på en indre rejse tilbage igennem Florent-Claudes liv – hans barndom, ungdom og voksenliv frem til romanens nutid. Særligt dvæles ved tre tidligere kærlighedsaffærer, og det er her Serotonin adskiller sig fra de øvrige bøger. Den centrerer sig nemlig i høj grad om sorg og tab fremfor forbitrelse.

Menneskeheden er håbløs

Houllebecqs hovedpersoner – også Florent-Claude – kropsliggør materialismens håbløshed. De ved godt, at verden er uretfærdig, og at de er ulykkelige – men de kan ikke korrigere. Når venstrefløjen farer i flint over Houllebecqs portrættering af kvinder og indvandrere, overser de ofte en noget mere grundlæggende, langt dødeligere kritik: hans blotlægning af håbløsheden. Håbet har alle dage været nødvendigt for at holde venstrefløjen levedygtig – håbet om, at mennesket i sidste ende er i stand til at gøre mere end at mele sin egen kage. Det håb er tidligere blevet udfordret af diverse regimer, som påstod at repræsentere venstrefløjens verdenssyn, og udfordres til stadighed af den generelle højredrejning i europæisk politik.

Houllebecqs forfatterskab virker til at dreje sig om en negation af håbet om en grundlæggende verdensforandring, og derfor som konsekvens menneskehedens og samfundsordenens uundgåelige forfald. Her skriver han sig ind i traditionen fra de franske eksistentialister. Verden er uden iboende mening eller håb, men den kan tilføres et vist lys hvis man selv formår det. Men det er helvedes svært – for ikke at sige praktisk talt umuligt hos Houllebecq. Det nægter han at tage let på. Håb er for fjolser.

På den måde er den nye roman, Serotonin, en fortsættelse af det tidligere opus. Florent-Claude Labrouste siger rammende:

”Der lå en bar overfor […] og det var den løsning jeg nåede frem til mens jeg ventede på at kræfterne eller lysten til at leve eller noget anden i den retning skulle vende tilbage”.

Interesseret i mere om Michel Houellebecq? Hør også Eksilårene #6, hvor
hans forrige roman Underkastelse diskuteres.

Melankoli som perspektiv

Den nu håbsløse Florent-Claude udtrykker nemlig både fortrydelse og ømhed overfor den kærlighed og det liv, som han har formået at tabe på gulvet. Fortrydelsen og ømheden er et tema, som hidtil har været udgrænset i Houllebecqs forfatterskab, og som mest har beskæftiget sig med at udpensle selve meningens og moralens forfaldsproces. Florent-Claude holdes imidlertid kun oppe af stadig større doser af antidepressivet Captorix, og det smadrede håb om at kunne opleve, hele og genoptage fortidens muligheder og kærlighed, som han ikke formåede at gribe. Han valgte som ung nærmest instinktivt one-night-stands og ludere i stedet for en dybere relation. Som ældre er han i stand til at gennemskue patologien i sine egne handlinger, men ser sig ude af stand til at ændre sin egen skæbne. Serotonin farves altså af ægte tristhed og melankoli i stedet for ironi og enstrenget håbløshed, som det har været tilfældet i tidligere værker.

sandheden er at der er ét eneste menneske man savner og så er alt andet dødt, verden er død, og man er selv død eller forvandlet til en keramikfigur, og de andre er også keramikfigurer, som ikke leder hverken elektricitet eller varmeUddrag fra 'Serotonin'

Modet til at være sårbar

Houllebecq er en forfatter som de er bedst – en slags tidssvarende shaman med en frygtindgydende indsigt som almuen bævende og varsomt føler sig draget af. Denne slags indsigt er ikke én-til-én med virkeligheden naturligvis, men slags forstærket essens eller spejling vi kan drage nytte af hvis vi formår det. Shamanen levede også på kanten af sit samfund, på en gang udstødt og i centrum. Ligeså med Houllebecq og hans hovedpersoner. De befinder sig på kanten af den verden resten af os har taget for givet, og kan derfor se på det med en anden klarhed.

Fortrydelsen og melankolien er en på én gang naturlig og fremmed i forlængelse af Houllebecqs litterære projekt. Den punkterer med ét den dødforagtende, ironiske gavtyv, som pludselig bliver i stand til at sørge og føle sig inderligt bevæget. Ironien viser sig at være for anstrengende og for det meste uholdbar som utvetydig livsholdning, fordi den noget forenklet tvinger det alvorlige ned i det ikke-alvorliges form. Med modet til at være sårbar hæves den skarpe, politiske, ironiske, vulgære og lidt overmodne drengerøvslitteratur til et højere niveau af oprigtig, emotionel menneskelig indsigt. Serotonin er litteratur i verdensklasse, såfremt man læser sig ind under overfladen af skråsikker, kynisk patos og diverse skamløse grovheder

Serotnin er udgivet på dansk fra Forlaget Rosinante.


Aske Sparrebro er uddannet cand.mag i dansk og filosofi, og er med egne ord ‘rød kulturskribent og aktivist extraordinaire.’