Sex og samfundskritik 

Mine forventninger var nemlig himmelhøje til dette andet bind i Asta Olivia Nordenhofs romanserie om “Scandinavian Star” – efter at have nydt at læse første del  “Penge på Lommen”.

Forfatteren stiller sig i denne bog til opgave at prøve at svare, om det er muligt at elske under kapitalismen. Spørgsmålet er unægtelig rigtig stort, og svaret er meget krævende. Men jeg må sige, at jeg ikke helt ved, hvad svar bogen giver. Det irriterede mig også. Djævlebogen har for mange skud i det blå, tit for meget af det helt personlige, for lidt samfundsanalyse og alt for meget litterært sjusk, syntes jeg til at begynde med.

Men så opdagede jeg langsomt flere og flere aspekter af bogen, der pegede i andre retninger. Djævlebogen du’r stadig ikke rigtig som roman, men det betyder ikke, at den ikke har andre kvaliteter. Forfatterstemmen har en kraft, som er helt usædvanlig. Asta Olivia Nordenhof tør skrive om ydmygelser, nederlag, men også udtrykke håb som kun få andre i dette land. 

Autofiktion på bordellet

“Djævlebogen” er autofiktiv. Det vil sige, at det “jeg”, der fortæller historien, er forfatteren selv. Historiens jeg hedder Asta og er en person, der skriver bøger, ligesom hun selv.

Vi får brudstykker af et liv, der var godt på vej til at blive knust, og et individ der var stærkt på vej til at knuse sig selv. Men også et fortæller-jeg, der er sig helt bevidst om, at vejen ud ikke bare er at komme overens med sig selv – for man kommer ikke overens med sig selv, uden at det også sker i et større fællesskab. Det er et “vi”, der skal forløses, ikke kun et “jeg”.

I første hovedafsnit kan hun med et dobbelt fortællerlag berette om 14 dage, hvor hun deler bord og seng med “en forretningsmand”, og samtidig se tilbage på sit tidligere liv som sexarbejder i bordellet Velvet Deluxe. Et job, der ender med mødet med den mystiske person “T”, der betaler hende for at ledsage ham til Milano.

Men ved fortælleren egentlig helt selv, om mødet med “T” er en sand historie? I et senere afsnit åbnes for muligheden af, at det vist kun er en vrangforestilling.

Misbrugt og indlagt

Så følger et langdigt om at åbne sig trods meget smertelige erfaringer med at være seksuelt misbrugt af sin far.

Tredje hovedafsnit hedder “Djævelen taler fra galehuset”, og her fører fortæller-jeg’et os ind i oplevelser, hvor virkelighedsopfattelsen ikke er en given sag. Afsnittet handler om, at fortæller-jeget bliver ufrivilligt indlagt til psykiatrisk behandling.

En behandling, der i sig selv fremstår som bare en række nye overgreb, fordi hun ikke bliver set som andet end objekt for behandling. På hospitalet medicinerer man hende, man påtvinger hende bestemt adfærd, man tester hende, og ikke mindst skriver man rapporter – men ingen ser hende som menneske, og ingen vil høre hende. 

Et sidste afsnit udtrykker i digtform et mere forsigtigt håb fra digter-jeg’et. Et håb der kommer igennem på trods af den omfattende naturdestruktion og økologiske katastrofe, som ligger lige foran, mens der er personer på spil, “der stifter brande”, (mordbrande forstås) motiveret af profit, en hentydning til Scandinavian Stars sandsynligvist påsatte brand tilbage i 1990.  

Systemet er uhelbredeligt på skideren

Under hele teksten fornemmes en bevidsthed om, at den virkelighed, digter-jeget ikke kan komme overens med, heller ikke bare kan repareres. Jeg fornemmer en revolutionær radikalitet i ordene:

“en gruppe eksperter
skal undersøge
økonomien bag
scandinavian star
mon vi så nu
får svar på
hvem der ejede 
døden
og hvis vi gør
hvad skal vi 
stille op
hvis bødlen
ligner det hus
hvor vi lærte at leve”

Sex har flere ansigter

Fortæller-jeget kan berette om sex som et middel til selvfornedrelse, for et jeg der mangler basal kærlighed:

“Jeg ville ikke være blevet så klam, hvis I havde elsket mig. Hvorfor tror I, jeg stak fissen op i hovedet på alle mulige gamle mænd? Det var ikke, fordi jeg syntes de duftede dejligt”.

Andre steder i bogen finder jeg befriende forståelser af sex og glæde ved sex, som er helt usædvanligt. Man skal vist helt tilbage til 1960’erne for at finde en utopi, hvor det muntre kødelige kærlighedsliv og et samfundsforandrende fællesskab glider sammen.

Jeg må smile og le, når fortæller-jeg’et meddeler at 

“kære 
venner
jeg har et
ret stort
libido 
som
vi skal 
ha omsat
i praksis”

Det lyder jo helt festligt og meget inkluderende: “vi”!

Sex bliver også en politisk – og selvironisk –  kraft, så Asta Olivia Nordentoft kan bebude (med venlig hilsen til Jeremy Corbyns Labour):

“jeg vil 
radikalisere 
min kærlighed
til gavn 
for de mange
jeg regner med
det går godt”

Som sagt kan jeg sandelig have mange indvendinger mod “Djævlebogen”. Men litteratur er aldrig entydig. Trods bogens hyppige og lange udredninger, som efter mit bedste skøn ofte ender i uforståeligt spin, har bogen så stærke kvaliteter sine steder, at den kan blive en vigtig del af vores fælles forståelser af verden.      

Djævlebogen vil blive læst og diskuteret.