Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. oktober. 2021

SF-kandidat: Drop alders-diskriminationen mod unge

Unge, der vover at blande sig i politik, bliver ofte talt ned til af både online-trolde og folkevalgte politikere. Vil man have flere unge til at deltage i demokratiet, kunne man starte med at tale ordentligt til dem, skriver SF-kandidat til Odense Byråd, Silas Lønborg.

Silas Lønborg er kandidat for SF Odense ved kommunalvalget i november. Pressefoto: SF

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Da jeg officielt blev valgt som byrådskandidat af min lokale afdeling af SF Ungdom, må jeg indrømme at jeg var stolt. Her stod jeg, kun 20 år gammel, og skulle officielt stille op til et valg. Der gik dog ikke lang tid før nervøsiteten ramte mig. Det havde intet at gøre med rampelyset, valgplakatbilleder eller de mange timer, en valgkamp kræver. Det, der skræmte mig, var mediedækningen.

Jeg har tidligere set, hvordan folk tager imod unge kandidater, og det var egentlig ikke noget jeg ønskede at opleve på egen krop. Jeg havde dog slet ikke forventet, at apatien imod unge kandidater havde vokset sig så stor, som den har på det halvandet år, siden jeg blev bekræftet som kandidat.

Fordomme og uvidenhed i kommentarsporet

For nyligt var jeg nødt til at forsvare en partikammerat, der stiller op til kommunalvalget i Middelfart Kommune. Den pågældende person er 18 år gammel, og var med i en artikel i Fyens Stiftstidende, der netop omhandlede det spændende ved at stille op i en ung alder. Efter min mening var det et enormt godt indlæg, men det var ikke alle, der var enige i den betragtning. Hun fik kommentarer med på vejen som ’Prøv nu bare lige at få noget livserfaring og vær på arbejdsmarkedet i minimum 15 år’, ’Nej tak til flere børn’ og Vi behøver ikke flere børn uden livserfaring ind Folketinget, der er så rigelig’.

“Vi unge bliver altid skudt i skoene, at vi skal deltage noget mere i demokratiet. Vi skal stemme mere, vi skal kunne tage ansvar. Men når vi så deltager… bliver vi mødt af de her kommentarer, både fra hæren af Facebook-brugere og folkevalgte politikere”

Kommentarerne afslører ikke bare en modvilje mod faktisk at læse indlægget – Anna stiller op i Middelfart kommune, ikke til Folketinget – men viser også, at det er for nemt at gemme sig bag anonymitet på Facebook og andre sociale medier.

Havde det nu kun været helt almindelige danskere, der sad bag deres computere og skrev de her ting, ville jeg nok kunne leve med det. Men vi er nået til et punkt, hvor tendensen også viser sig blandt valgte politikere. Den 30. august i år, reagerede MF for De Konservative, Mette Abildgård, på en SF-kandidats indlæg i Jyllands-Posten, ved at skrive: ’Sådan skriver den 21-årige kandidat’.

Hvorfor behovet for at nævne hans alder? Jeg skriver jo heller ikke: ’48-årige Jakob Ellemann-Jensen mener, dimittenderne skal betale for klimakrisen’. For hans alder er slet ikke relevant for spørgsmålet. Det er hans politik derimod, ligesom det er den fremsatte politik fra SF-kandidaten, som er relevant.

Drop aldersargumenterne

Det her er desværre en tendens, der har været under udvikling i lang tid. Det var den samme form for kritik, som ramte Greta Thunberg, da hun først dukkede op i mediebilledet. Hun var kun et barn, og havde derfor ingen ret til at blande sig i snakken. Hvorfor blander hun sig i debatten, hun burde bare sendes direkte tilbage i skolen. Hendes kritikere havde absolut intet at kritisere når det handlede om, hvad hun sagde. Det var hendes alder, og psykiske tilstand de hev fat i. Det er ikke et debatniveau, der er demokratiet værdigt.

Jeg kan ikke undgå at tænke på sangen ’Vi er ikke rigtigt voksne’ fra filmen Bølle-Bob. For vi unge bliver altid skudt i skoene, at vi skal deltage noget mere i demokratiet. Vi skal stemme mere, vi skal kunne tage ansvar og vise, at vi ønsker at tage del i samfundets mest hellige disciplin. Men når vi så deltager i samtalen og ytrer vores holdninger, bliver vi mødt af de her kommentarer, både fra hæren af Facebook-brugere, men tydeligvis også fra vores folkevalgte politikere.

Det er fuldt forståeligt, at ungdommen ikke tør eller har lyst til at deltage i den demokratiske samtale, når de bliver skudt ned så snart de gør det. Hvis man vil have de unge til at deltage i demokratiet, kunne man derfor starte med at tale ordentligt, droppe aldersargumenterne, og i stedet argumentere politisk med dem – ganske som med alle andre.


Om skribenten

Silas Lønborg

Silas Lønborg

Medlem af SF Odenses bestyrelse og byrådskandidat for SF Ungdom i Odense. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER