Topchef i Shell praler af virksomhedens indvirkning på Parisaftalen

Shell Oil hjalp med at skrive Paris-klimaaftalen, ifølge en topchef i Royal Dutch Shell. Læs Kate Aronoffs beretning fra 2018, der belyser de multinationale virksomheders lobbyarbejde i forbindelse med klimamålene.

Oversat af Marianne Vanghøj

Af Kate Aronoff

Shell Oil er verdens 9. største producent af drivhusgasser.

Shell’s ‘Chief Climate Change Adviser’ (hovedrådgiver på klimaforandring) David Hone, fremsatte fredag (7. december 2018, red.) sine kommentarer på den internationale klimakonference. COP24. Hone var ærlig om, hvor meget indflydelse hans virksomhed har haft på udfærdigelsen af Paris-aftalen, gennem deres engagement i ‘International Emission Trading Association’.

Aftalen er midtpunkt i konferencen i Polen, hvor delegerede forsøger at udarbejde retningslinjer for, hvordan den skal implementeres. IETA er en forretningslobby, der består af virksomheder, herunder producenter af fossilt brændstof og de presser på for “markedsbaserede klimaløsninger”, også ved De Forenede Nationers klimaforhandlinger.

Ifølge David Hone har deres deltagelse i processen været helt vildt vellykket. ”Vi har haft en proces kørende i fire år for at sikre os, at behovet for handel med CO2-enheder bliver en del af Paris-aftalen. Vi kan tage noget af æren for, at artikel 6 [i Parisaftalen] overhovedet er med. David Hone sagde ved et IETA-arrangement i konferencecentret i Katowice i Polen. ”Vi sammensatte et ‘halmstrå-forslag’. Mange af elementerne i dette forslag er med i Paris-aftalen. Vi sammensatte et andet halmstrå-forslag til retningslinjerne for implementering, og noget af dét er kommet med.”

Jesse Bragg, der er kommunikationsansvarlig for Corporate Accountability (virksomhedsansvarlighed, red.), sagde til mig, ”På en måde er jeg temmelig taknemmelig for, at Shell var så ærlig omkring, hvad mange længe har påpeget: at netop de virksomheder, der skabte denne krise, sidder med ved bordet og formulerer mulige løsninger til at få os ud af den.”

I henhold til FN’s rammeaftale om klimaændringer, er det kun statslige aktører, der officielt kan forhandle om teksten til klimaaftaler, herunder Paris-aftalen. Fagforeninger, civilesamfundsgrupper og virksomheder kan dog være observatører i denne proces.

Hone tilføjede, at han har “chattet med nogle af delegationerne”, og at “EU’s holdning ikke er så forskellig fra Shell’s.”

Artikel 6-bestemmelsen, som Shell tager æren for, skitserer CO₂-markeder som en af de vigtigste måder, som olieselskaber og andre store forurenere kan tæmme deres emissioner på. Den giver dem mulighed for at købe reduktion af emissioner andre steder, i stedet for at reducere dem direkte. Sådanne systemer betragtes som kontroversielle og gør stort set ikke noget for at reducere de lokale virkninger af olie/gas udvinding.

Artikel 6 (ud af 29) handler om reduktion , og hvad både statslige og ikke-statslige aktører vil gøre for at reducere emissionerne i overensstemmelse med hvert lands ‘Nationalt Bestemte Bidrag’ (overs. fra Nationally Determined Contribution, red.) Langt størstedelen af artiklen omhandler såkaldte markedsmekanismer og handelssystemer for udledning – for at give mulighed for internationalt samarbejde. Kun ét afsnit i artikel 6, stk. 6.8, vedrører nogle udefinerede, ikke-markedsmæssige mekanismer.

CO2-afgifter & olieudvinding

Så hvorfor er Shell så indhyllet i markedsmekanismerne?

I den perfekte verden for Shell, og andre producenter af fossilt brændstof, ville disse mekanismer være den eneste regeringsbegrænsende politik på området. ”Det ideelle for et cap-and-trade-system er ikke at have et politisk system, der overlapper… hvis man virkelig ville have det til at fungere så effektivt som muligt,” fortalte Hone mig efter sessionen, idet han generelt henviste til systemer til at handle med emissioner. ”Men jeg er lidt idealistisk her, formoder jeg.”

Det stemmer overens med de holdninger, som Shell og andre olieselskaber har indtaget med hensyn til prisfastsættelses-mekanismer for CO₂. Mange olieselskaber ser dem som et redskab til at fjerne andre begrænsninger (dvs. regler) for deres aktiviteter. En repræsentant fra British Petroleum fortalte mig i sidste måned, at en hovedårsag til, at de brugte 13 millioner dollars på bekæmpelse af en CO₂.afgift i delstaten Washington, var fordi det “ikke ville kunne forhindre andre statslige og lokale CO₂-bestemmelser,”. En lignende logik kan findes i Climate Leadership Council’s forslag til CO₂-afgift i USA.

Det stemmer ikke overens med den seneste rapport fra ‘Intergovernmental Panel on Climate Change’, der understreger behovet for at skære 45 % af CO₂-emissionerne i 2030, og nulstille dem i 2050. Uden massiv opskalering af såkaldte negative udledningsstiltag – en pakke med stort set uprøvede eller uoverkommelige dyre teknologier, såsom CO₂-fangst og -lagring, vil olie- og gasanvendelse – Shells kerneydelser – falde med henholdsvis 87 % og 74 %.

Philip Jakpor, der er medie- og kampagneleder for miljørettigheder i Niger-deltaet, så tidligt virkningerne af Shells olie- og gasbusiness. Virksomheden driver omkring 200 gasbrændere i regionen. De brænder 24 timer i døgnet, på trods af, at de gentagne gange er blevet erklæret ulovlige. Lokalsamfundene i nabolaget er ramt af bl.a. udslæt og åndedrætsproblemer, og landbrug og fiskeri er også ramt som et resultat gasafbrændinngen, udtaler Jackpor.

De har kæmpet i årevis for at få Shell til at stoppe denne praksis. ”Shell gasser disse samfund, så de ikke kan eksistere,” fortalte han mig. Nu vil virksomheden så kunne sælge CO₂-kreditter – de såkaldte ‘carbon credits’ – så de kan udbygge infrastrukturen, der gør dem i stand til at blive i området. ”Lokalsamfundet siger ikke bare ‘tjen penge’. Vi  siger stop gasbrænderne” tilføjede Jakpor. Sammen med 366 andre organisationer i 129 lande er han medunderskriver på ‘People’s Demands for Climate Justice‘, der udover at kræve udfasning af fossile brændstoffer, afviser flere af de bestemmelser, som Shell og andre virksomheder presser på for at få inkluderet i artikel 6.

“Vi har gentagne gange sagt, at løsningen er mekanismer, der ligger uden for markedet. Vi er imod, at miljøet bliver gjort til en handelsvarer. Hvis vi tillader dette, bliver vi selv og den luft, som vi indånder, en handelsvare. Den vej vi skal gå er i stedet at afslutte udvinding af fossilt brændsel. Vi vil ikke have, at virksomheder som Shell og deres kumpaner kryber rundt overalt, og prøver at påvirke vore samtaler” sagde Jackpor.

Det er simpelthen for meget at bede Shell om. ”Vi vil ikke lande på nuludledning i 2070, fortalte Hone mig. ”Jeg kan ikke se det ske. Man kan lande på en nettoudledning på nuludledning, men ikke nuludledning. Og man rammer det mål, fordi man er i gang med at fjerne udledningsanlæg i stor skala”- ved hjælp af negative emissioner.

”De har brug for, at vi tror det er umuligt,” sagde Bragg, der er kommunikationsansvarlig for Corporate Accountability. ”De har brug for vi tror, at vi har brug for deres uprøvede, farlige og falske løsninger for at komme ud af denne klimakrise. Det er umuligt at se, at det ske, hvis Shell og andre skriver reglerne, der skal tage fat på klimakrisen. Det er derimod ikke umuligt, hvis vi får videnskaben til at guide vores beslutninger, og ikke lader den fossile brændstofindustri kapre den politiske beslutningsproces”

Oversat fra “Shell oil executive boasts that his company influenced the paris agreement”. Første gang bragt på The Intercept 8. december 2018.

Solidaritet er et demokratisk netmedie. Vi er uafhængige af partier og organisationer, selvom vi ikke er politisk neutrale. Solidaritet bringer nyheder, debat og analyser fra Danmark og verden. Her kan du læse den kritiske vinkel, som de andre medier ikke bringer, og det sidste nyt fra de aktivistiske bevægelser. Her kan du være med til at skabe et socialistisk medie.
Følg os på Facebook for daglige opdateringer.