Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
29. januar. 2021

Sidsel Vestertjele: 2020 var kroppens år

“2020 var en renovering af det lille samfundshus, jeg kalder kroppen.” Sidsel Vestertjele gør status på et år, der vendte op og ned på tingene.

“Kroppen defineres og disciplineres ind og ud af systemer, og 2020 var ikke bleg for at markere det”, skriver Sidsel Vestertjele. Privatfoto.
4 min. læsetid

“2020 var en renovering af det lille samfundshus, jeg kalder kroppen.” Sidsel Vestertjele gør status på et år, der vendte op og ned på tingene.


Af Sidsel Lieknins Vestertjele

Kroppen er et besynderligt lille hus. Med farver, folder og hårstrå på taget står det der og blomstrer længselsfuldt i sit eget begyndende forfald. Kroppen er genstand for uendelig debat om BMI, biologisk mestring og skønhedsidealer for blot at nævne et par emner. Det varme legeme kan ligefrem anskues som et politisk forsamlingshus, hvori forhandlinger og fortolkninger af disse kroppe konstant foregår. Kroppen defineres og disciplineres ind og ud af systemer, og 2020 var ikke bleg for at markere det.

Regeringens Corona-restriktioner resulterede i nye møder med 2-meters-afstand, isolationsbobler og opfordring om monogami og mundbind. Men alt det ved du jo.

Mens jeg kiggede på byens tavse lørdagsgader fra min altan under forårets lockdown, opdagede jeg, hvordan de uendelige lysende firkanter fra oplyste vindueskarme åbnede og lukkede byen på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Mit 2-årige barn sang selvopfundne viser om at vaske hænder, og jeg udviklede en tragikomisk mundbindseksem. Det pandemiske udslæt voksede som en tør bemærkning om verdenssituationen og kløede aggressivt på mine kinder, når jeg åbnede de tunge nyhedsstrømme.

Hænder knyttet i fællesskab og forening 

Politisk markerede menneskekroppene sig i fælles march for klimaet og mod den systemiske undertrykkelse som fængsler mennesker i stereotyper og magt. I fællesskab og forening blev hænder knyttet i luften for mindre racisme og mere solidaritet.

MeToo-bølger skyllede ind over brancher og medier som gigantiske og nødvendige flodbølger, der for evigt ændrede samfundets metaforiske strandbred, og efterlod jorden styrket gennem delte vidnesbyrd, sårbarhed og saltvand.  

I Polen (og Danmark) demonstrerede aktivister mod den polske regerings abortstramninger, og Argentina opnåede endelig retten til fri abort. Fra min egen støvede stue forsøgte jeg at morse politiske budskaber gennem sangskrivning. I sofaen og soveværelset skrev jeg aktivistiske sange til Samtykkelov-demonstrationen i København og en århusiansk demonstration for børnene i den brændende Moria-lejr. Aktion Børnehjælp, som er den NGO, jeg er ambassadør for, indsamlede i samarbejde med vores indiske partnere måltider til de fattige familier, som med få timers varsel var blevet erklæret lockdown på det asiatiske subkontinent, hvor uligheden er overvældende.

167 familier i Indien fik et måltid mad i september. Det globale samfundssind på tværs af globale, geografiske skel og lukkede grænser efterlod mig både lettet og trist, mens jeg stirrede ind i mit eget velrustede køleskab. Mæt og dog uendelig sulten efter mere forandring.

“MeToo-bølger skyllede ind over brancher og medier som gigantiske og nødvendige flodbølger, der for evigt ændrede samfundets metaforiske strandbred, og efterlod jorden styrket gennem delte vidnesbyrd, sårbarhed og saltvand.”

Verden i organerne

Verdenssituationen formåede virkelig at kravle ind i mine organer, måske også dine? Til sidst lå jeg ned, pakket ind i politik, apati og privilegieskam, overvældet over hvor ulige verden er og udmattet af hudsult. Jeg vidste jo godt, at verden er i stykker, men her, fra min lille privilegerede boble, var konfrontationen endnu mere tydelig.

I sommeren blev jeg indlagt på hospitalet med åndenød og smerter i brystet. ”Jeg er ked af det, men jeg tror, du skal op på Covid-afsnittet,” forklarede sygeplejersken omsorgsfuldt, mens hun kiggede på termometeret, der viste min febertilstand. Mens jeg lå på min isolerede stue og så læger og sygeplejersker i gule rumdragter stikke nåle, slanger og medicin ind i mit legeme, opdagede jeg atter, hvor heldig jeg var. Og da jeg blev udskrevet med nyheden om, at jeg alligevel ikke havde Corona, var taknemmeligheden over et velfungerende sundhedssystem med så kompetent personale endnu en pointe om mit privilegium.

2020 var en massiv renovering af det lille samfundshus, jeg kalder kroppen. Her blev vægge revet ned, så den kolde vind fór ind i hjørnerne af samfundets dunkle kroge og oplyste nye muligheder for forandring.

Lad vandet fra #MeToo fylde vores stuer så længe der er behov for det, flå det hvide tapet ned i nogle af samfundets værelser for at skabe diversitet, og lad os kæmpe for mere ligestilling – nationalt såvel som globalt i dette nye år.


Om skribenten

Sidsel Lieknins Vestertjele

Sidsel Lieknins Vestertjele

Ambassadør for Aktion Børnehjælp og musiker. Uddannet folkeskolelærer og kandidat i pædagogisk antropologi, og ansat på en folkeskole. Skriver om, hvordan racismen sætter sig igennem i hverdagen, om ligestilling og uddannelse.
Læs mere