Silvio Berlusconi er død. Hans indflydelse lever videre

Silvio Berlusconi begyndte som forretningsmand. Blev mediemogul og fodboldpræsident. Til sidst premierminister i flere omgange og den altdominerende figur i italiensk politik fra midten af 1990’erne til i dag. Skandalerne var mange, det politiske indhold til at overskue. De populister, som i dag sætter verden i brand, er inspireret af ham. Han døde 12. juni.

Brød og cirkus

Berlusconis politiske succes skyldtes manden selv – ikke hans politiske projekt. Berlusconi havde skabt et forretningsimperium, og han havde gjort AC Milan til tidens mest succesfulde fodboldhold, efter klubben havde flirtet med at gå bankerot i 1980’erne.

På sine tv-kanaler gav han italienerne det, de fleste italienere ville have. Letbenede underholdningsprogrammer med letpåklædte unge kvinder og frygtelige glamour-tv-serier om eftermiddagen til de hjemmegående husmødre. Hans forretningsimperium gav arbejde til mange. Arbejde, fodbold og fjernsyn. Brød og cirkus.

Berlusconi gik ind i politik i 1994. Med et udtryk fra fodbold sagde han, at han gik på banen. Det skete oven på en række gigantiske korruptionsskandaler, som havde revet italiensk politik op med rode i begyndelsen af 1990’erne. Nu kom den succesfulde forretningsmand og fodboldpræsident og lovede, at han ville drive tingene bedre. Han ville dræne sumpen.

Berlusconi tog ikke skatteunddragelse så tungt. Italiens erhvervsliv er præget af rigtig mange små, familieejede virksomheder. De betaler måske ikke alle sammen altid al den skat, de burde. Så kunne det være fordelagtigt med en premierminister, som på et tidspunkt udtalte, at man også skulle respektere skatteunddragernes rettigheder.

Berlusconismen

Brød, cirkus og mindre i skat. Det var en potent cocktail. I begyndelsen af dette årtusinde var Berlusconi blevet så dominerende i Italien, at tilstanden er blevet beskrevet omtrent sådan:

Jeg går på arbejde i Berlusconis firma. Jeg køber ind i Berlusconis supermarked. Jeg kommer hjem og ser fjernsyn på Berlusconis kanaler. Jeg læser Berlusconis avis. Jeg læser bøger, der er udgivet på Berlusconis forlag. Jeg holder med Berlusconis fodboldklub. Og en gang imellem tager jeg ned og stemmer på Berlusconi.

Med andre ord var Berlusconi Italiens altdominerende figur. Det var ikke godt for Italien.

Fra midten af 1990’erne og femten år frem var Italien i økonomisk stagnation. Derefter kom den internationale finanskrise, som sendte Italiens økonomi mod afgrunden. Ingen af delene var Berlusconis skyld. Men Berlusconis skiftende regeringer gennemførte heller ingen politik, som skulle gøre noget ved den økonomiske krise.

Berlusconis skiftende regeringer imødegik disse store udfordringer ved at indføre flere smuthuller i skattesystemet. Det var medvirkende til at sende Italiens i forvejen store statsgæld på himmelflugt, og til sidst blev Berlusconi gået under den europæiske gældskrise i 2011. De internationale finansmarkeder bestemmer over renten på Italiens statsgæld, og de havde ikke tiltro til Berlusconi længere.

I stedet gennemførte Berlusconis regeringer en lang række love, som gang på gang favoriserede Berlusconi og hans interesser. Der blev indført forældelsesfrister på en lang række områder, som Berlusconi var anklaget for. Så kunne sagerne trækkes i langdrag, og hovedpersonen gå fri.

Meme-politikeren Berlusconi

”Har du set den video, hvor Berlusconi går forbi en kvindelig parkeringsvagt og lader som om, han tager hende bagfra?” ”Har du set den video, hvor Berlusconi giver Helle Thorning elevatorblikket?” ”Har du set den video, hvor Berlusconi taler i telefon i ti minutter, mens Angela Merkel venter på ham?”

I omverden blev Berlusconi et meme, før memes var populære. De korte YouTube-klip af Berlusconi, der opfører sig bizart, har gjort Berlusconi til en kilde for morskab blandt mænd, der trænger til et billigt grin.

Italienerne levede i den farce af en virkelighed. Italien blev under Berlusconi gjort til genstand for omverdenens hån. De famøse bunga-bunga-fester i Berlusconis villa, hvor purunge, letpåklædte kvinder servicerede Berlusconis besøgende notabiliteter, trak overskrifter over hele verden.

Denne spot fra udlandet var med til at holde Berlusconi ved magten. Så godt som alle vestlige medier – The Economist var det mest markante – kørte med god grund kampagner mod Berlusconi under hans tid som premierminister. Berlusconi forstod at benytte disse kampagner til sin fordel.

Han fremstillede dygtigt de britiske medier og de tyske pengemænd omkring den europæiske centralbank som en samling udenlandske besserwissere, der ikke skulle fortælle italienerne, hvordan de skulle indrette deres samfund.

Det er i den sammenhæng, man skal forstå videoen med Berlusconi, der lader Angela Merkel vente, mens han færdiggør sin telefonsamtale. Damen måtte forstå, at han lige havde gang i noget vigtigt, og at det var ham, der havde bukserne på. Det er stor politisk propaganda for de trodsige vælgere i hjemlandet.

Mindre heldigt var det, da han omtalte Angela Merkels udseende i vendinger, som jeg ikke vil viderebringe her, og da han foreslog det tyske medlem af EU-parlamentet Martin Schulz, at han skulle spille en rolle som kapo i en film om koncentrationslejrene, som de var ved at optage i Italien. Ingen af delene fik nogen konsekvenser for Berlusconi hjemme i Italien.

Selvfølgelig gav Berlusconis opførsel anledning til nogle pip fra venstrefløjen og Italiens intelligentsia. Men så kunne han stemple dem som en samling elitære, bedrevidende kommunister, der var i ledtog med de udenlandske medier.

Den første af de nye populister

Berlusconis legacy vil være, at han banede vejen for de populister, vi ser over hele verden. De populister, som mener at repræsentere et autentisk folk over for eliten. Eliten, som jo Københavns saloner, du ved.

Uden Silvio Berlusconi ingen Viktor Orban, Marine Le Pen og Giorgia Meloni. Ingen Vladimir Putin og ingen Donald Trump.

Donald Trump har – ligesom Berlusconi – ført et politisk projekt, der udelukkende drejer sig om hans egen person. Berlusconi ville gennemføre un miracolo italiano (et italiensk mirakel), mens Donald Trump vil gøre America great again. Hvad det helt konkret betyder er i begge tilfælde ikke så vigtigt.

Donald Trump, Vladimir Putin og Silvio Berlusconi har alle udnyttet tv-mediet med stor effekt. I den schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empolis nye bog Troldmanden fra Kreml beskrives udviklingen i russisk tv. Ud med de gamle mænd og de kedelige nyhedsudsendelser. Ind med letpåklædte kvinder og bedøvende shows. Men Berlusconi gjorde det samme i Italien, før Putin gjorde det i Rusland.

Berlusconi var mindre højrerabiat og mindre autoritær end de populister, der rydder forsiderne i dag. Berlusconi opildnede ikke til væbnede opstande, når han havde tabt et valg – hvilket han dog oplevede – og han foretog ikke angrebskrige mod Italiens nabolande.

Men nutidens populister har taget ved lære af den måde, Berlusconi dygtigt splittede Italiens befolkning mellem dem, der bakkede op om Berlusconi og dem, der ikke gjorde. Den brede italienske venstrefløjs eneste reelle politiske sag gennem mange år var, at de da ikke var Berlusconi. På den måde definerede Berlusconi hele det politiske spektrum.

Rehabilitering af fascismen

Hvor Berlusconis politik ikke var højrerabiat, var han for Italiens vedkommende med til at reetablere det yderste højre, som i dag er kommet til regeringsmagten. Ligesom det skete i Danmark, benyttede Berlusconi sig af den yderste højrefløjs mandater for at holde sin regering ved magten.

På den måde var Berlusconis regeringer med til at byde efterkommerne af Italiens fascistiske fortid ind i magtens centrum.

Berlusconis udtalelser om Benito Mussolini var medvirkende til denne rehabilitering af fascismen. Som det er gængs lingo blandt Italiens fascister i dag, har Berlusconi udtalt, at Mussolinis største fejl var at alliere sig med Nazityskland og at indføre racelovgivning. Det var ikke det fascistiske regime i sig selv, der var problemet. Mange steder i Italien er det i dag helt socialt acceptabelt at være fascist.

Nu er Berlusconi død. Men højrepopulismen og Berlusconismen lever.