Skal deponering af CO2 i undergrunden være big business i Danmark?

Ville det ikke være skønt, hvis vi kunne sætte et filter på skorstenene og gemme den farlige CO₂ væk under jorden? Det synes i hvert fald olie- og gasselskaber, cementfabrikker og andre klima-storforurenere – såvel som politikere, der gerne vil forsikre vælgerne om fortsat vækst.

I disse dage begynder milliarderne at rulle til den såkaldte ”kulstoffangst og -lagring” eller CCS (Carbon Capture and Storage), hvor CO₂ skal udvaskes fra røggasser, transporteres via rørledninger eller skib, og deponeres 1 til 3 kilometer nede i undergrunden.

Er det win-win for klima og erhvervsliv – som hævdet af regeringen og olie- og gasselskaberne? Eller er det en dyr, usikker lappeløsning på bekostning af en egentlig grøn omstilling – som hævdet af klima- og miljøbevægelser?

Velkommen til Offshore Danmark

Ifølge S-regeringens klimaprogram er CCS svaret på en stor del af målsætningen om 70 procents reduktion af CO₂-udledningerne i 2030 i forhold til 1990. De borgerlige er enige, med de Radikale og Venstre som de mest ihærdige forkæmpere for at støtte CCS massivt. SF, Enhedslisten og Alternativet er også med på holdet bag klimaaftalen om energi og industri m.v. fra juni 2020, som indeholder en milliardstor satsning på CCS.

Energi- og industriaftalen fik kritik for at sikre for små CO₂-reduktioner, bl.a. på grund af manglende krav til industrien, herunder Aalborg Portland med dens voksende mængder CO₂ fra cementproduktionen.

Dengang gik CCS-satsningen under radaren, men nu er det ved at være alvor. Den 4. december 2021 indgik regeringen, de Radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne en delaftale til Finansloven, som giver CO₂-fangst og -lagring 2,5 milliarder kroner frem til 2032 – mere end 75 procent af den samlede pulje til klima- og miljøindsatser.

Samme dag aftalte regeringen sammen med Venstre, Konservative, Radikale, DF og SF, at udvindingen af fossile brændsler i Nordsøen kan fortsætte indtil 2050. Olie- og gasbranchen, der for nylig skiftede navn til ”Offshore Danmark”, fortsætter altså med den gamle forretning, men samtidig presser den på for massiv statsstøtte til at pumpe CO₂ ned i udtjente olie- og gasfelter. Den 8. december fik to alliancer af olie- og gasselskaber tildelt 272 mio. statslige kroner til deres deponeringsprojekter i Nordsøen

Tirsdag den 14. december 2021 enedes partierne bag energi- og industriaftalen om anden del af regeringens CCS-strategi. Den nye aftale skal med egne ord ”bane vej for, at Danmark kan påtage sig et globalt lederskab” på området og gøre Danmark til ”europæisk hub for lagring af CO₂”.

Fastlåser forurenende aktiviteter

Ifølge regeringens Klimaprogram 2021 er der et samlet ”teknisk reduktionspotentiale” i CCS på hele 3,5 til 8 millioner tons CO₂ i 2030 fordelt på el, fjernvarme og biogas (0,8 til 3,3 mio. tons), industri og raffinaderier (0,1 til 3 mio. tons) og affald (0,6 til 2,5 mio. tons).

At gå den vej indebærer omfattende investeringer i at bygge ny infrastruktur i tilknytning til de eksisterende kraftværker, forbrændingsanlæg, cementfabrikker m.m. Det vil sige investeringer, der er knyttet til fortsatte CO₂-udledende aktiviteter, navnlig affaldsforbrænding, fossil energiproduktion, afbrænding af biomasse, biogasproduktion og cementfremstilling.

Dermed opstår en risiko for dét, som Jørgen Steen Nielsen i Information (2.7.2021) har kaldt ”en teknisk-økonomisk fastlåsning til for eksempel fortsat affaldsforbrænding”.

Affald

”En dyr afledning fra cirkulær økonomi” kalder Zero Waste Europe-netværket CCS i en rapport fra oktober 2021.

I stedet for CCS kan man undgå CO₂-udledningerne fra forbrændingsanlæg ved simpelthen at mindske mængden af affald, der sendes til forbrænding.

”Ved at dirigere materiale væk fra forbrænding ville man sænke CO₂-udledningen langt billigere, og med langt mindre risici end ved at bruge CO₂-fangstteknologi.” CCS på forbrændingsanlæg vil ”undergrave mere systemiske forandringer i ressource- og affaldsforvaltningen og skabe uhensigtsmæssige incitamenter til at brænde materiale, der burde have været begrænset, genbrugt eller genvundet,” skriver Zero Waste Europe.

”Danmark er et af verdens mest affaldsproducerende lande,” konstaterede Henrik Beha Pedersen bestyrelsesformand for Plastic Change, i Politiken. ”Der er helt op til 87 procent energibesparelse, når vi genbruger produkter mange gange. Hvad venter vi på?” spurgte han og konkluderede:

”Vi skal have lagt de hede teknologifantasier om en ’end of pipe-teknologi’ som CCS i graven. […] Det er en fastholdelsesteknologi, der håndterer, men ikke forebygger mere overforbrug.”

Fossil energi

”I Danmarks undergrund kan der ifølge Klimaministeriet deponeres, hvad der svarer til 400-700 gange Danmarks årlige CO₂-udledning, og derfor ses CO₂-deponering som en lokkende mulighed for at tjene penge på også andre landes behov for at komme af med indfanget CO₂,” skrev Jørgen Steen Nielsen i den nævnte lederartikel.

Importstrategien kan ”give andre lande incitament til at fastholde deres kul- eller gasfyrede værker”, bemærkede han.

Der er da heller ingen tegn på, at man vil stille betingelser til lande, der vil være kunder i den danske CO₂-deponeringsforretning. Den radikale Rasmus Helveg Petersen, formand for Folketingets Klima- og Energiudvalg, har klart afvist det:

»Det kan jeg ikke se nogen som helst fornuft i. Hvis folk har brug for at deponere noget CO₂ under betryggende vilkår, så er jeg helt parat til at stille undergrunden til rådighed for det, uanset hvad det er for noget CO₂.”

Biomasse

En stor del af energiforsyningen i Danmark er blevet omlagt fra at afbrænde kul og olie til at afbrænde træpiller og anden biomasse, som bogføres som klimaneutralt, trods protester fra grønne bevægelser.

Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace, kommenterer planerne om CCS på biomasseafbrænding sådan:

”Træerne vokser ikke ind himlen, og af de fire-ni millioner tons, som Dan Jørgensen tror, vi kan fange og lagre inden 2030, udgør CCS fra biomasse en væsentlig del. En træafbrænding, vi skal have udfaset (som også klimaministeren nu har erkendt), hvorfor vi ikke skal levetidsforlænge det yderligere ved at investere i dyre CCS-anlæg her.”

Biogas

Også biogasproduktionen vil man videreføre med tilføjelse af CCS, men er støtten til biogas overhovedet bæredygtig?

”De fleste former for biogas er langt fra klimaneutrale,” skriver Jacob Sørensen fra NOAH og Henning Bo Madsen fra Vestjyllands Energi- og Miljøforening i Folkeavisen – Et bæredygtigt Danmark.

De peger på, at biogas fra gylle er ”betinget af, at mange millioner husdyr lever hele deres liv i stalde, hvor gyllen kan opsamles. Deres foder er enten importeret fra fjerne lande, hvor produktionen belaster klimaet, eller også kommer det fra intensivt europæisk landbrug, hvor sprøjtning og kunstgødning belaster miljøet.”

Cement

En anden artikel i Folkeavisen forklarer, hvorfor det er uholdbart og unødvendigt at understøtte fortsat cementproduktion og dermed betonproduktion i det nuværende omfang.

”I Danmark bygger vi som aldrig før, og de største byer som København og Aarhus hører til frontløberne i udbygningen. Alle bygger – og lader samtidig, som om byggeriet ikke har nogen konsekvenser for klimaet, selv om al forskning fortæller, at det har enorme konsekvenser,” skriver Jettie Nielsen, initiativtager til Grobund Brenderup, og Niels Aagaard, formand for Det Fælles Bedste.

”Vi bygger i beton, i glas, stål, tegl, der alle er energislugere og storudledere af CO₂. Vi bygger højhuse, stadigt højere og tættere – med et enormt CO₂-aftryk til følge.”

De har også en række forslag til løsninger, hvor der bygges langt mindre og bruges træ frem for beton.

Misbrug af penge og ressourcer

Vi hører ikke meget fra politikerne om den energi, de råstoffer og den arbejdskraft, der skal bruges til at bygge CCS-installationerne, rørledningerne og transportmidlerne eller til at drive indfangningen, transporten, pumpningen osv.

Danmarks Naturfredningsforening påpeger, at det ”kræver lagring af CO₂ […] enorme mængder af ekstra energi. Det betyder, at hvis et kraftværk lagrer CO₂, skal det bruge 25 % procent af sin energi på at opfange, lagre og pumpe CO₂’en ned i undergrunden.”

CO₂-fangsten fjerner vel at mærke ikke al CO₂ fra røgen, og jo mere effektivt man vil indfange CO₂’en, desto mere energi kræver det.

“Hvis et kraftværk lagrer CO₂, skal det bruge 25 % procent af sin energi på at opfange, lagre og pumpe CO₂’en ned i undergrunden.”

“Selv om det anses for teoretisk muligt for teknologien at indfange over 95 % af CO₂’en, betyder det øgede energiforbrug og omkostningerne derved, at de nuværende projekter som regel sigter mod 90 procents fangst ved spidsbelastning,” skriver Friends of the Earth Scotland på baggrund af en rapport fra forskere ved det ansete Tyndall Centre for Climate Change Research.

Dertil kommer udgifterne til i al fremtid at overvåge, at der ikke sker udslip fra lagre og transportled – og i værste fald de uforudsigelige omkostninger ved at håndtere udslip.

Det er alt sammen dyrt. Olie- og gasselskaberne vil ganske vist gerne stå for at pumpe CO₂ ned i undergrunden, men hvis staten betaler.

Derfor er der en konkret konflikt: De penge og ressourcer, der går til CCS, kan ikke også bruges på rigtige reduktioner gennem energirenovering af bygninger, landbrugsomstilling og udtagning af lavbundsjorder, bedre kollektiv trafik, fremme af genbrug, deling og reparation, udbygning af vedvarende energi, energilagre osv.

Vi har ikke tid til CCS

“CCS på fossile brændsler er en afledning fra udbygning af vedvarende energi, lagring af den og øget energieffektivitet – de ting, der er afgørende for hurtigt at reducere udledninger over det næste årti,” skriver Friends of the Earth Scotland på baggrund af den nævnte rapport.

Sammen med andre miljøbevægelser advarer de om, at det vil tage for lang tid, før CCS kan levere nogen væsentlige reduktioner, og at drivhusgasbudgettet kan være næsten brugt op i 2030.

Olie- og gasbranchen i Danmark hævdede for nylig, at man kan komme op på at deponere 8 mio. tons CO₂ om året i 2030 og 30 mio. tons i 2040. Det anfægtes dog af professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet. Han er ”en smule skeptisk over for ambitionshøjderne med store mængder af CO₂-lagring i Nordsøen, når det ikke er lykkedes for lande som USA, Frankrig, Norge, Storbritannien og Australien. De har ellers arbejdet meget intenst med CCS i årtier.”

”Det er vanskeligt at finde et CCS-projekt de sidste 20 år, som ikke er gået over budget eller har opfanget og lagret markant mindre end projekteret,” skriver KlimaMonitor den 8. december 2021 og nævner verdens største CCS-projekt, som findes i Australien: ”Olieselskabet Chevron har modtaget over 60 millioner dollars i subsidier til dette projekt. Fra 2016-2019 opfangede anlægget ingen CO_2. Samlet set har projektet blot opfanget 30 procent af sine emissioner fra sin egen drift.”

Det vil kræve ”op til 8-10 år at afklare, om vi kan identificere og klargøre så store deponier i den danske undergrund samt etablere den nødvendige regulering i forhold til mulige lækager og andre skadesrisici”, skriver 92-gruppen, der samler 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, i et notat fra februar 2021. Her tager 92-gruppen afstand fra CCS som del af regeringens ”hockeystav-strategi”, der ”baserer sig på, at umodne tek­nologier, både ift. manglende effektivitet og store om­kostninger, skal stå for store reduktioner i årene lige før 2030”.

Kom i gang med det, der virker

På EU-plan kritiserer den store paraplyorganisation Climate Action Network Europe, at EU-Kommissionen har tildelt CCS en betydelig rolle i sin klimastrategi, og advarer om, at CCS kan ”aflede opmærksomheden fra, at politikerne må og skal sætte ind over for ubæredygtige produktioner, forbrugsmønstre og -strukturer”.

“CCS kan blive et opgør om, hvilken vej samfundet skal tage over for klimakrisen.”

”CCS understøtter en populær fortælling om, at man kan fortsætte med at fyre kulstofholdige brændsler af, fordi ny teknologi i fremtiden kan suge CO₂ fra skorstene og atmosfæren og lagre det for altid,” skriver Jacob Sørensen fra NOAH og Henning Bo Madsen fra Vestjyllands Energi- og Miljøforening i Folkeavisen – Et bæredygtigt Danmark, august 2021. Dermed tegner CCS til at komme i fokus for et opgør om, hvilken vej samfundet skal tage over for klimakrisen.

”De politiske, administrative og økonomiske magthavere mener ikke, vi skal skifte kurs og udfase miljøskadelig produktion og ændre forbrug. Al produktion i landbrug og industri skal fortsat stige. Transporten skal stige. De mener, at miljøproblemer skal løses med tekniske fix og ’end of pipe’- løsninger, hvor højst 90 % af forureningen renses fra. Det er miljøpolitik fra forrige århundrede,” skriver Jacob Sørensen og Henning Bo Madsen.

”Vejen frem vælger vi selv,” skriver Helene Hagel fra Greenpeace i sin kommentar til CCS-satsningen.

”Vi kan komme i gang med det, vi ved virker: Vedvarende energi, energieffektiviseringer, skovbevaring og -genplantning, mindre animalsk landbrug, genopretning af økosystemerne og et stop for vores forurenende overforbrug i den rige verden. Eller vi kan satse hele biksen på en uprøvet, usikker, dyr og langsommelig ny teknologi.”

---