Slavoj Žižek: Glem erhvervslivets plan – der er brug for en socialistisk genstart

Jürgen Habermas pointerede tilbage i april 2020, som en reaktion på Covid-19 pandemien, at ”den eksistentielle usikkerhed nu breder sig globalt, og samtidig også i de medie-opkoblede individers egne hoveder”. Han fortsatte: ”Der har aldrig været så stor viden om vores uvidenhed og om tvangen til at handle og leve i usikkerhed.”

Habermas har ret, når han hævder, at denne uvidenhed ikke handler om selve pandemien – her har vi trods alt eksperter – men mere om dens økonomiske, sociale og psykiske følger. Bemærk hans præcise formulering: Det er ikke bare det, at vi ikke ved, hvad der sker, men vi ved, at vi ikke ved det. Den uvidenhed er i sig selv en social kendsgerning, som er prentet ind i den måde, vores institutioner handler på.

Vi ved nu, at de i f.eks. middelalderen eller den tidlige modernitet vidste meget mindre – men de vidste det ikke, fordi de stolede på nogle stabile ideologiske grundlag, der garanterede, at vores univers var en meningsfuld helhed. Det samme gælder for nogle kommunistiske visioner og selv for Francis Fukuyamas idé om historiens afslutning – de gik alle sammen ud fra, at de vidste hvor historien var på vej hen. Habermas har også ret i at lokalisere usikkerheden til ”de medie-opkoblede individers egne hoveder”: Vores forbindelse til det virtuelle univers udvider vores viden enormt, men samtidig kaster den os ud i en radikal usikkerhed (Er vi blevet hacket? Hvem kontrollerer hvad vi har adgang til? Er det vi læser fake news?). Vira angriber i begge begrebets betydninger: biologisk og digitalt.

“Fremtidsforskningen handler om, hvad der er muligt. Vi er nødt til at gøre det, der – fra den eksisterende globale ordens synspunkt – er umuligt.”

Når vi prøver at gætte på, hvordan vores samfund vil se ud, når pandemien er overstået, er fremtidsforskningen en fælde, vi skal undgå – fremtidsforskningen ignorerer pr. definition vores uvidenhed. Fremtidsforskningen er defineret som en systematisk forudsigelse af fremtiden ud fra de nuværende tendenser i samfundet. Netop deri ligger problemet – fremtidsforskningen ekstrapolerer for det meste, hvad de nuværende tendenser vil føre til. Det fremtidsforskningen imidlertid ikke tager højde for er historiske ”mirakler”, radikale brud, der kun kan forklares ved at se tilbage, når de er sket.

To slags fremtid

Måske skal vi her bringe en distinktion der fungerer på fransk på banen, distinktionen mellem futur og avenir:  ”Futur” er hvad der vil komme efter nutiden, mens ”avenir” peger frem mod en radikal forandring. Når en præsident opnår genvalg, er han ‘den nuværende og fremtidige præsident’, men han er ikke ‘den kommende’ præsident. Den kommende præsident er en anden præsident. Så bliver universet efter Corona bare en anden fremtid, eller noget nyt ”der kommer”?

Det afhænger ikke bare af videnskaben, men af vores politiske beslutninger. Nu er tiden kommet til at gøre opmærksom på, at vi ikke bør have nogen illusioner om det ”lykkelige” udfald af præsidentvalget i USA, der bragte så stor lettelse til liberale overalt i verden. John Carpenter’s They Live (1988), et af Hollywood-venstrefløjens oversete mesterværker, fortæller historien om John Nada – spansk for ”ingenting” – en hjemløs arbejder, der tilfældigvis falder over en stabel kasser fyldt med solbriller i en nedlagt kirke. Da han tager ét par af disse solbriller på mens han går på gaden, lægger han mærke til at en farvestrålende reklameplakat, der vil lokke os til at nyde chokoladebarrer, nu bare viser ordet ”ADLYD”, mens en anden plakat med et glamourøst par i en øm omfavnelse beordrer betragterne til at ”BLIVE GIFT OG FORMERE SIG”.

Han får også øje på, at pengesedlerne har påskriften ”DETTE ER DIN GUD”. Ydermere opdager han hurtigt, at mange mennesker, der ser charmerende ud, faktisk er monstrøse aliens med metalhoveder… På nettet cirkulerer der nu et billede, som genskaber scenen fra They Live i forhold til Joe Biden og Kamala Harris: Set direkte viser billedet de to, der smiler med budskabet ”TID TIL HELING”; set gennem brillerne er det to monstrøse aliens, og budskabet lyder ”TID TIL AT FØLGE I HÆLENE”…

Det er naturligvis en del af Trumps propaganda for at miskreditere Biden og Harris som forklædning for erhvervslivets anonyme maskineri, der vil kontrollere vores liv. Men der er alligevel en kerne af sandhed i det. Bidens sejr betyder ”fremtiden” som en fortsættelse af ”normaliteten” før Trump – det er derfor sejren gav sådan et lettelsens suk. Men denne ”normalitet” betyder den anonyme, globale kapitals herredømme, og det er den virkelige alien i vores midte.

Høflig løgn

Fra min ungdom husker jeg længslen efter ”socialisme med et menneskeligt ansigt” over for den sovjetiske ”bureaukratiske” socialisme. Nu lover Biden global kapitalisme med et menneskeligt ansigt, men bag ansigtet vil det stadig være den samme virkelighed. I uddannelsessystemet har dette ”menneskelige ansigt” taget form af vores besættelse med ”trivsel”: Elever og studerende skal indkapsles i bobler, der redder dem fra den ydre virkeligheds rædsler og beskytter dem med politisk korrekte regler.

Uddannelsen skal ikke længere have den nøgterne effekt, at den gør os i stand til at møde den sociale virkelighed – og når vi får at vide, at denne tryghed vil forbygge nervesammenbrud, bør vi gå imod det med præcis den modsatte påstand: Sådan en falsk tryghed gør os sårbare for mentale kriser, når vi bliver nødt til at møde den sociale virkelighed. Hvad denne ”trivselsaktivitet” gør, er at den bare giver vores virkelighed et falskt ”menneskeligt ansigt” i stedet for at gøre os i stand til selv at ændre virkeligheden. Biden er den ultimative ”trivsels”-præsident.

Så hvorfor er Biden stadig bedre end Trump? Kritikere peger på, at Biden også lyver og repræsenterer storkapitalen, bare i en mere høflig form – men desværre betyder den form også noget. Med sin forfladigelse af den offentlige samtale tærede Trump på vores livs etiske substans, det Hegel kaldte Sitten [sæderne], som står i modsætning til individets personlige moral.

“Så hvorfor er Biden stadig bedre end Trump? Kritikere peger på, at Biden også lyver og repræsenterer storkapitalen, bare i en mere høflig form – men desværre betyder den form også noget.”

Denne forfladigelse finder sted på verdensplan. Tag f.eks. tilfældet i Europa med Szilárd Demeter, der er embedsmand og leder af Petőfi Litteraturhistoriske Museum i Budapest. I november 2020 skrev Demeter i en aviskommentar, at ”Europa er George Soros’ gaskammer. Giftgassen breder sig fra det multikulturelle, åbne samfunds kapsel, og er dødbringende for den europæiske livsstil”. Han fortsatte med at karakterisere Soros som ”den liberale Fører” og insistere på, at hans ”liber-ariske hær tilbeder ham mere end Hitlers egen”.

Hvis Demeter blev spurgt, ville han sandsynligvis slå disse udtalelser hen som retoriske overdrivelser; det fjerner bare ikke på nogen måde deres forfærdelige implikationer. Sammenligningen mellem Soros og Hitler er dybt antisemitisk: den sætter Soros på linje med Hitler og hævder, at det åbne, multikulturelle samfund, som Soros vil fremme, ikke bare er lige så farligt som Holocaust og den ariske racisme, der lå til grund for den (”liber-arisk”), men ligefrem værre, og endnu farligere for den ”europæiske livsstil”.

Værn mod socialt sammenbrud

Findes der så et alternativ til denne skræmmende vision ud over Bidens ”menneskelige ansigt”? Klimaaktivisten Greta Thunberg kom for nylig med tre positive ting, vi kan lære af pandemien: ”Det er muligt at behandle en krise som en krise, det er muligt at sætte folks helbred over den økonomiske interesse, og det er muligt at lytte til videnskaben.”

Ja, men det er muligheder – det er også muligt at behandle en krise på en måde, så man bruger den til at lægge et røgslør over andre kriser. Det sker for eksempel, når man siger: ”På grund af pandemien er vi nødt til at glemme den globale opvarmning”. Det er også muligt at bruge krisen til at gøre de rige rigere og de fattige fattigere, hvilket faktisk skete i 2020 med en hidtil uset hastighed, ligesom det er muligt at ignorere videnskaben, eller at sætte den i bås. Tænk blot på vaccinemodstanderne, den eksplosive vækst i konspirationsteorierne osv. Scott Galloway giver et mere eller mindre nøjagtigt billede at tingene i vores Coronatid:

”Vi iler af sted mod en nation med tre millioner herskere, der betjenes af 350 millioner slaver. Vi er ikke glade for at sige det højt, men jeg har det som om denne pandemi i det store og hele er blevet opfundet for at gøre de 10% i toppen til 1% i toppen, og sende de resterende 90% ned ad bakke. Vi har besluttet at beskytte de store selskaber, ikke folket. Kapitalismen vil bogstavelig talt falde sammen om sig selv, med mindre den genopbygger sin søjle af empati. Vi har besluttet, at kapitalisme betyder at være kærlige og empatiske over for de store selskaber og darwinistisk og barsk over for individer.”

Hvad er så Galloways udvej? Hvordan kan vi forebygge et socialt sammenbrud? Han svar er, at ”kapitalismen vil falde sammen om sig selv uden mere empati og kærlighed”: ”Vi er på vej ind i den Store Genstart, og det sker hurtigt. Mange virksomheder vil tragisk nok bukke under for pandemiens økonomiske nedtur, og de der overlever, vil findes i en ændret form. Organisationerne vil være meget mere tilpasningsdygtige og fleksible. Adskilte teams der nu trives med mindre opsyn vil kræve den samme autonomi i fremtiden. Ansatte vil forvente at lederne fortsætter med at lede med gennemsigtighed, autenticitet og menneskelighed.”

Men hvordan skal det så ske? Galloway foreslår en kreativ destruktion, der lader fejlslagne virksomheder bukke under, mens man beskytter folk, der mister arbejdet: ”Vi lader folk blive fyret, så Apple kan komme frem og udkonkurrere Sun Microsystems, og så tager vi denne utrolige rigdom, og vi er mere empatiske over for folk.”

Problemet er selvfølgelig, hvem det mystiske ”vi” i den sidste sætning i citatet er; dvs. præcis hvordan foregår omfordelingen? Lægger vi bare mere skat på vinderne (Apple i dette tilfælde), mens vi tillader dem at beholde deres monopolstilling? Galloways idé har en vis dialektisk tæft: Den eneste måde at reducere uligheden og fattigdommen på er ved at tillade konkurrencen at gøre sit grusomme arbejde (vi lader folk blive fyret), og … hvad så? Forventer vi, at markedsmekanismerne selv skaber nye arbejdspladser? Hvordan omsætter man ”kærlighed” og ”empati” i praksis? Eller stoler vi på vindernes empati og forventer, at de alle sammen vil opføre sig som Gates og Buffett?

Jeg finder denne supplering af markedsmekanismerne med moral, kærlighed og empati yderst problematisk. I stedet for at lade os få det bedste af begge verdener (markedsegoisme og moralsk empati) er det meget mere sandsynligt, at vi får det værste af begge verdener.

De menneskelige ansigter, der tilhører denne form for ”ledelse med gennemsigtighed, autenticitet og menneskelighed”, er Gates, Bezos og Zuckerberg, den autoritære storkapitalismes ansigter, der alle poserer som humanitære helte, som vores nye aristokrati, der bliver fejret i medierne og citeret som vise humanister. Gates giver milliarder til velgørende formål, men vi skal huske på, at han var modstander af Elizabeth Warrens plan om en lille skattestigning. Han lovpriste Piketty og har en gang erklæret, at han var socialist – sandt nok, men på en meget speciel, fordrejet måde: Hans rigdom kommer af en privatisering af det, Marx kaldte vores ”fælleder”, vores fælles sociale rum, hvor vi færdes og kommunikerer.

Sandhed pakket ind i løgn

Gates formue har intet at gøre med produktionsomkostningerne for de produkter, Microsoft sælger. Man kan ligefrem hævde, at Microsoft betaler sine intellektuelle arbejdere en relativt høj løn; dvs. at Gates’ formue ikke er et resultat af, at det er lykkedes ham at producere god software til lavere priser end hans konkurrenter, eller at han i højere grad har ”udbyttet” sine ansatte intellektuelle arbejdere. Gates blev én af verdens rigeste mænd ved at tilegne sig afgiften for at tillade millioner af os at kommunikere via det medie, han har privatiseret og kontrollerer. På samme måde som Microsoft har privatiseret den software, de fleste af os benytter, bliver vores personlige kontakter privatiseret gennem vores netværksdannelse på Facebook, vores bogindkøb på Amazon eller vores Google-søgninger.

Der er altså et gran af sandhed i Trumps ”oprør” mod de digitale stormagter. Det er værd at se den største ideolog bag Trumps populisme, Steve Bannons podcast War Room: Man kan ikke undgå at blive fascineret af, hvor mange delvise sandheder, han blander ind i en overordnet løgn. Ja, under Obama voksede skellet mellem rige og fattige enormt, og de store virksomheder blev stærkere. Men under Trump fortsatte denne proces bare, og ydermere sænkede Trump skatterne, der blev trykt penge hovedsagelig for at redde de store selskaber osv. Vi står altså over for et forfærdeligt valg mellem to falske alternativer: De store virksomheders genstart eller nationalistisk populisme, som viser sig at gå ud på det samme. ”Den Store Genstart” er en formel for, hvordan nogle (også mange) ting skal ændres, for at det hele kan blive ved med at være det samme.

En rigtig genstart

Er der så en tredje vej uden for de to ekstremers råderum – at genoprette den gamle normalitet og en Stor Genstart? Ja, en virkelig stor genstart. Det er ingen hemmelighed, hvad der er brug for at gøre – Greta Thunberg har gjort det klart. For det første skal vi anerkende pandemi-krisen som det, den er: En del af en global krise for hele vores livsstil, fra økologien til de nye sociale spændinger. For det andet skal vi indføre en social kontrol med og regulering af økonomien. For det tredje skal vi stole på videnskaben – stole på den, men ikke bare simpelthen acceptere den som en besluttende instans.

Hvorfor ikke? Lad os vende tilbage til Habermas, som vi begyndte med: Vi står i den klemme, at vi er nødt til at handle, selv om vi ikke kender alle faktorerne i den situation, vi er i, og ikke at handle ville også fungere som en handling. Men er det ikke den grundlæggende situation for enhver handling? Vores store fordel er, at vi ved hvor meget vi ikke ved, og denne viden om vores uvidenhed, åbner et frirum for os. Vi handler selv om vi ikke kender hele situationen, men det er ikke blot vores begrænsning: Det der giver os frihed er, at situationen – i hvert fald i vores sociale sfære – i sig selv er åben og ikke fuldstændig (præ)determineret. Og under pandemien er vores situation helt bestemt åben.

“Jeg er ved at være træt af den evige gentagelse af påstanden: ”Ja, kineserne fik inddæmmet virussen, men hvad var prisen?” …det er et faktum, at de lige så snart epidemien eksploderede i Wuhan, omgående indførte en nedlukning og satte størstedelen af produktionen i hele landet i stå, og dermed helt klart prioriterede menneskeliv over økonomien.”

Vi har nu lært vores første lektion: ”En delvis nedlukning” er ikke nok. De fortæller os, at ”vi” (vores økonomi) ikke har råd til endnu en hård nedlukning – så lad os lave om på økonomien. Nedlukningen er den mest radikale, negative forholdsregel inden for den eksisterende orden. Vejen ud over det, frem mod en ny positiv orden, fører gennem politikken, ikke gennem videnskaben. Det, der skal gøres, er at ændre vores økonomiske liv, så det bliver i stand til at overleve nedlukninger og nødsituationer, som vi helt bestemt har i vente – på samme måde som når en krig tvinger os til at ignorere markedets begrænsninger og finde en måde at gøre det, der er ”umuligt” i en fri markedsøkonomi.

Det ukendt kendte

Tilbage i 2003 forsøgte Donald Rumsfeld, den daværende amerikanske forsvarsminister, sig med lidt amatørfilosofi om forholdet mellem det kendte og det ukendte: ”Der er erkendte kendsgerninger. Det er ting vi ved, at vi ved. Der er det kendte ukendte. Det vil sige, at der er ting vi ved, vi ikke ved. Men der er også det ukendte ukendte. Det er ting vi ikke ved, at vi ikke ved.” Hvad han glemte at tilføje var den fjerde og afgørende kategori: det ”ukendte kendte”, ting vi ikke ved, at vi ved – det er lige præcis det freudianske ubevidste, den “viden der ikke kender til sig selv”, som Lacan (Jacques Lacan, fransk psykoanalytiker og filosof, red.) plejede at sige.

Hvis Rumsfeld troede, at de største farer under konfrontationen med Irak var det ”ukendte ukendte”, Saddam Husseins trusler, hvor vi ikke engang havde en mistanke om, hvad de kunne være, så må vi svare, at de største farer tværtimod i virkeligheden var det ”ukendte kendte”, de fornægtede antagelser og formodninger, som vi ikke engang selv var klar over, at vi troede på.

Vi bør læse Habermas påstand om at vi aldrig har vidst så meget om, hvad vi ikke ved, gennem disse fire kategorier: Pandemien rystede det, vi (troede vi) vidste, at vi vidste. Den gjorde os opmærksom på, hvad vi ikke vidste, at vi ikke vidste, og i den måde vi håndterede den på, stolede vi på, hvad vi ikke vidste, at vi vidste (alle vores antagelser og fordomme, der bestemmer vores handlinger, selv om vi ikke engang er bevidste om dem). Her handler det ikke om den simple overgang fra ikke at vide til at vide, men om den meget mere subtile overgang – fra ikke at vide til at vide, hvad vi ikke ved. Vores positive viden er stadig den samme i den overgang, men vi opnår et frirum at handle i.

Kinesisk forbillede?

Det er med hensyn til hvad vi ikke ved, at vi ved, vores antagelser og fordomme, at Kina (og Taiwan og Vietnam) klarede sig meget bedre end Europa og USA. Jeg er ved at være træt af den evige gentagelse af påstanden: ”Ja, kineserne fik inddæmmet virussen, men hvad var prisen?” Jeg er enig i, at vi har brug for én som Julian Assange for at få at vide, hvad der virkelig foregik der, hele historien; men det er et faktum, at de lige så snart epidemien eksploderede i Wuhan, omgående indførte en nedlukning og satte størstedelen af produktionen i hele landet i stå, og dermed helt klart prioriterede menneskeliv over økonomien. Der var ganske vist nogen forsinkelse, men de tog krisen ekstremt alvorligt.

Nu høster de belønningen, selv i økonomien. Og – lad os gøre os det helt klart – det var kun muligt, fordi Kommunistpartiet stadig er i stand til at kontrollere og regulere økonomien: Der er social kontrol med markedsmekanismerne, selv om den er ‘totalitær’. Spørgsmålet er imidlertid ikke, hvordan de gjorde i Kina, men hvordan vi bør gøre det. Den kinesiske måde at gøre det på er ikke den eneste effektive måde. Det er ikke ”objektivt nødvendigt” i den forstand, at man ud fra en analyse af data bliver nødt til at gøre det på den kinesiske måde. Epidemien er ikke kun en viral proces. Det er en proces, der finder sted inden for bestemte økonomiske, sociale og ideologiske koordinater, der lader sig ændre.

En moderat, konservativ kommunisme

Ved indgangen til 2021 lever vi i en tosset tid, hvor håbet om, at vaccinerne vil virke, er blandet med stigende depression – eller lige frem desperation – der skyldes det voksende antal smittede, og den næsten daglige opdagelse af nye ukendte sider af virus. I princippet er det let at svare på spørgsmålet: ”Hvad må der gøres?” Vi har midlerne og ressourcerne til at omstrukturere sundhedsvæsnet, så det kan imødegå folks behov i krisetider. Men for at citere sidste linje af Brechts ”Kommunismens Pris” fra skuespillet ”Moderen”: ”Det er de simple ting, der er så svære at gøre.”

Der er mange forhindringer, som gør det svært, frem for alt den globale kapitalistiske verdensorden og dens ideologiske overherredømme. Har vi brug for en ny kommunisme? Ja, men jeg fristes til at kalde den en moderat konservativ kommunisme: Alle de forholdsregler der er nødvendige, lige fra global mobilisering mod virale og andre trusler til fastsættelsen af procedurer, der kan inddæmme markedsmekanismerne og socialisere økonomien, men gjort på en konservativ måde (i betydningen en bestræbelse på at bevare betingelserne for menneskelivet – og det paradoksale er, at vi er nødt til at forandre tingene netop for at kunne bevare disse betingelser) og moderat (i betydningen at vi omhyggeligt tager højde for uforudsigelige bivirkninger ved vores forholdsregler).

“Vi kan aflæse den måde, den globale kapitalisme reagerer på pandemien, netop som en serie af reaktioner på den kommunistiske tendens: den falske Store Genstart, nationalistisk populisme, solidaritet reduceret til empati.”

Som Emmanuel Renault har påpeget er den centrale marxistiske kategori – der indfører klassekampen i selve hjertet af kritikken af den politiske økonomi – den, der handler om de såkaldte ”love om tendenser”, love der beskriver nødvendige tendenser i kapitalismens udvikling, som f.eks. profitratens faldende tendens. I sin beskrivelse af denne ‘tendens’ gør Marx selv brug af begrebet antagonisme: Profitratens faldende tendens er en tendens, der tilskynder kapitalisterne til at styrke udbytningen af arbejderne, og tilskynder arbejderne til at gøre modstand mod det. Derfor er resultatet ikke forudbestemt, men afhængigt af kampen – for eksempel organiserede arbejdere, der i nogle velfærdsstater tvinger kapitalisterne til at gøre betydelige indrømmelser.

Den kommunisme jeg taler om, er netop sådan en tendens. Begrundelserne for den er indlysende, vi har brug for global handling for at kæmpe mod trusler mod sundheden og miljøet, og økonomien bliver nødt til at blive socialiseret. Vi kan aflæse den måde, den globale kapitalisme reagerer på pandemien, netop som en serie af reaktioner på den kommunistiske tendens: Den falske Store Genstart, nationalistisk populisme, solidaritet reduceret til empati.

En gudløs virus

Så hvordan vil den kommunistiske tendens slå igennem, hvis den gør det? Et sørgeligt svar er: Gennem flere gentagne kriser. Lad os gøre det helt klart: virussen er ateist i begrebets stærkeste betydning. Ja, det bør analyseres hvordan pandemien er socialt betinget, men den er grundlæggende et produkt af en meningsløs tilfældighed. Der er ikke nogen dybere mening med den, på samme måde som det heller ikke var tilfældet, dengang folk fortolkede pesten som Guds straf i middelalderen.

Freud valgte Virgils berømte linje om ”acheronta movebo” som motto for sin bog Drømmetydning: ”Hvis jeg ikke kan bevæge de højere magter, vil jeg flytte Acheron (flod i græsk mytologi, som de døde skal passere i Charons båd for at komme til Underverdenen, red.).” Forinden havde han dog overvejet en anden kandidat, nemlig Satans ord fra Miltons Det Tabte Paradis: ”Hvilken styrkelse kan vi ikke få fra håbet / og hvis ikke; hvilken beslutsomhed kan vi så få gennem desperation.”

Hvis vi ikke kan få nogen styrke fra håbet, hvis vi er tvunget til at indse, at vores situation er håbløs, bør vi søge beslutsomhed i desperationen. Det er sådan vi – de moderne Satan’er der ødelægger vores jordklode – må reagere på de virale og økologiske trusler. I stedet for forgæves at lede efter en styrkelse fra et eller andet håb, må vi acceptere, at vores situation er desperat og handle beslutsomt efter det. For igen at citere Greta Thunberg: ”At gøre vores bedste er ikke længere godt nok. Nu er vi nødt til at gøre det tilsyneladende umulige.”

Fremtidsforskningen handler om, hvad der er muligt. Vi er nødt til at gøre dét, der – fra den eksisterende globale ordens synspunkt – er umuligt.

Oversat af Poul Bjørn Berg for Solidaritet. Oprindeligt bragt i Jacobin Magazine 31. december 2020: ‘We Need a Socialist Reset, Not a Corporate “Great Reset”.

---