Social retfærdighed betyder noget

Venstrefløjen havde i årtier monopol på kampen for social retfærdighed. Men nu forklarer højrefløjen nedskæringer som retfærdighed. Lad os prøve at generobre begrebet.

Af Niels Rosendal Jensen

Lad os begynde med et paradoks: Venstrefløjen havde i årtier monopol på kampen for social retfærdighed. Det har ændret sig i den forstand, at nedskæringer forklares som retfærdighed af højrefløjen. F.eks. iscenesættes kontanthjælp, hjemsendelsesydelse osv. – som reelt er programmer for at skabe fattigdom og marginalisering – som værende retfærdigt i forhold til de hårdtarbejdende, der står op kl. 5 om morgenen og smører leverpostejsmadder til deres børn. Mens andre – helst etniske minoriteter og ’Dovne Robert’ – ikke bidrager til samfundskassen, men udelukkende tager for sig af den. Det minder en hel del om ”Alice i eventyrland”, hvor begreber, praksis osv. vendes på hovedet.

For højrefløjen er retfærdighed ganske enkelt et udtryk for, hvad der er bedst for de herskende. Det hverken kan eller skal vi affinde os med. Det skal bekæmpes.

Tag social retfærdighed tilbage

Lad os derfor prøve at generobre begrebet, og overdrage det til de retmæssige arvinger. Social retfærdighed skal forstås som alle borgeres ligeværd; en lige ret til at være i stand til at opfylde sine basale behov; en videst mulig udbredelse af muligheder og livschancer; et krav om at reducere og helst udrydde uretfærdige uligheder.

Udgangspunktet er rettigheder og ikke bedsteborgerlig veldædighed. Social retfærdighed angår samfundet som helhed og ikke en ’underklasse’. Grundlæggende placerer denne forståelse de strukturelle uligheder i fokus, når det gælder politiske initiativer og programmer. Det bør medføre, at politiske initiativer ikke skal rettes mod de fattige – f.eks. hjemløse, unge mødre eller psykisk syge. Politikken skal derimod angribe strukturelle uligheder, sikre en retfærdig omfordeling af samfundets goder og ikke affinde sig med den absurde ophobning af rigdom i toppen af samfundet. 

Muligheder og livschancer skal være andet og mere end chancen for at komme i lønnet arbejde – uanset løn og arbejdsvilkår.

Syge rige behandles bedre

En dugfrisk registeranalyse af behandlingskvalitet på sygehusene viser endnu engang, at de velbjergede får den bedste behandling, mens den ringeste leveres til patienter, der har en lav husstandsindkomst og et lavt uddannelsesniveau. Mon ikke det brede flertal finder det uacceptabelt?

Uddannelse og indtægt – gode eksamenspapirer og en velspækket tegnedreng – afgør simpelthen kvaliteten af den behandling, patienterne modtager. Sælsomt, uhyrligt og uretfærdigt!

Social retfærdighed vedrører både fordeling af ydelser og bidrag til fællesskabet. Befolkningens syn på økonomisk lighed og retfærdighed drejer sig ikke alene om, hvad mennesker har ret til, men også hvad de kan bidrage med. Det er et udbredt synspunkt, at alle skal bidrage efter deres formåen, i det mindste når de er i stand til det. Dvs. at der er en rimelig forståelse af, at ældre, syge, udviklingshæmmede og børn ikke forventes at yde noget. Enten har de allerede gjort det, eller de er ikke i stand til det for tiden eller for unge til at medvirke. Dog skal det ikke forbigås i tavshed, at dette fornuftige hensyn i disse år har ændret retning, nemlig i form af at underkende at mennesker kan være ude af stand til at arbejde på grund af handicap, stress o.s.v. – samtidig med at de anklages for at være snyltere eller nassere på fællesskabet. Bare tænk på borgerlige politikeres pludselige omfavnelse af kassedamen i Netto.

Samtidig er billedet ganske modsætningsfyldt. Der er nemlig også en anden side af medaljen, som tit betragtes som en selvfølge, fordi vi er vænnet til at betragte forskelle i indkomst på den måde: Nogle leverer tilsyneladende større og mere værdifulde bidrag end andre. Nogle er ufaglærte arbejdere, mens andre bestrider komplekse, krævende og ansvarlige job. Denne forskel bliver set som en retfærdiggørelse af ulige økonomiske vilkår. Dårlige lønninger og et spark ud i arbejdsløshed i bunden går side om side med ekstremt høje lønninger og gyldne håndtryk i toppen. Det er ingen tilfældighed, men en følge af økonomi som social praksis. Der er ganske almindelige lønarbejdere, som får deres løn for at producere varer og service, som andre efterspørger. De skaber brugsværdi – det gode og nærende måltid, den gode og berigende time i matematik, varmen i radiatoren. Indkomsten afhænger altså både af arbejdsindsatsen og af brugsværdien.

Det er en ikke uvæsentlig detalje, fordi vi ser nogle arbejde uden at producere nyttige varer eller services. De hiver penge ud af folk uden at levere noget igen. Dem vender vi tilbage til.

Men vi kender også til personer, hvis indkomst består i overførselsindkomster og service. Det gælder f.eks. ældre, syge, handicappede samt børn og unge. I familierne sørger forældrene for børnene, mens det offentlige leverer folkepension, uddannelse, sundhed, boliger, dagpenge og sygedagpenge for blot at nævne nogle eksempler. I familierne varetages indsatsen direkte af forældrene; i det offentlige indirekte gennem en demokratisk proces. Kendsgerningen er, at vi alle er afhængige af omsorg og hjælp fra andre i store dele af vores liv, hvilket vil sige, at intet samfund kunne reproducere sig selv uden. Mennesker er sociale væsener og dermed afhængige af andre. Passende ydelser bliver en nødvendighed for social retfærdighed. At nægte hjælp til dem, der er afhængige af hjælpen, er altså en uretfærdighed. 

De uproduktive

Lad os nu tage dem, der ikke giver noget igen. Deres indkomst har intet at gøre med at bidrage til samfundet; den bygger på magt, som igen bygger på ejendomsret til land, bygninger eller noget udstyr, andre gerne vil have, og som de nærmest suverænt fastsætter prisen på. Det gælder boligspekulanter såvel som Google og Facebook, der er såkaldt naturlige monopoler (Standing 2016). Dertil kan så lægges renter, hvor låneren er ulige stillet i forhold til udlåneren. Og desuden også profit, som knytter sig til kontrol over produktionsmidlerne, og hvor ejendomsretten giver mulighed for at bestemme, hvad overskuddet skal bruges til. Hvor vildt og samfundsmæssigt urimeligt det kan gå for sig, afhænger af styrkeforholdet mellem arbejde og kapital, altså mellem samfundsklasserne. I de fleste tilfælde har de, der skaber produkterne, ingen indflydelse. Ejerskab af aktier kan være særdeles lukrativt, og med nye spillere på banen som ”leverandører af kapital” har pensionsfondene bidraget til at drive kurserne opad og dermed sikre aktieejerne ekstra indkomster. Desuden har vi set banker deltage i hvidvask af gigantiske beløb af tvivlsom herkomst. 

Endelig kan man også her knytte en kort bemærkning om arv. At arve rigdom er en indlysende form for ufortjent indkomst. Der er tale om, at de rige lader deres formue gå videre. F. eks. har Thomas Piketty (2014) vist, at de riges andel af indkomster og rigdom er vokset over de seneste tre årtier, hvilket vil sige, at vi er ved at vende tilbage til en situation, hvor arv eller mangel på samme bliver til en bestemmende faktor i den enkeltes livschancer. 

Social retfærdighed har altså mange ansigter, og er derfor et multifacetteret begreb. For at få greb om noget, der kan minde om gelé, må man ganske konkret undersøge forskellige aspekter af et menneskes liv: i hvor høj grad grundlæggende behov tilgodeses, hvilke ressourcer der er til rådighed, og hvordan man får adgang til dem, grader af frihed såvel negativt som positivt og desuden også personens status og den anerkendelse, hun/han nyder. De aspekter kan ikke adskilles. De er indbyrdes forbundne: Fordeling og anerkendelse, anerkendelse og en stemme der lyttes til, og retfærdighed både i offentlige og private sfærer. For at komplicere sagen yderligere skal vi ikke glemme de globale udfordringer – f.eks. kan de alvorlige trusler omkring miljø og klima kun håndteres ved at knytte dem sammen med social retfærdighed og menneskerettigheder (Barry 2005).

Summa summarum: social retfærdighed kan kun begribes i en bredere forstand – som politiske mål, der kan indfries gennem sociale, økonomiske, miljømæssige og politiske politikker, som på deres side bygger på accept af forskel og diversitet og trækker på værdier som retfærdighed, resultatlighed, anerkendelse af værdighed og ligeværd, imødekommelse af basale behov, reduktion af uligheder i rigdom, indkomst og livschancer samt alles deltagelse i alle samfundslivets sfærer.

Niels Rosendal er lektor på DPU, Aarhus Universitet. Han er ansat som programme director for PhD-Act, der er et europæisk samarbejde om et fælles modul på Ph.d-niveau i socialt arbejde og socialpædagogik. Læs mere om hans forskning her.