Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. februar. 2022

Socialdemokratiets tilstand ─ om partiets selvforståelse i jubilæumsbogen De rejste sig trodsigt i vrimlen

Socialdemokratiet har udgivet en bog i anledning af, at partiet har eksisteret i 150 år -”De rejste sig trodsigt i vrimlen”. Dan Jørgensen har stået for redaktionen, assisteret af Jan Juul Christensen, Martin E. O. Grunz og Jens Jonatan Steen.

 

Af Hans Erik Avlund Frandsen

Bogen handler om ”Socialdemokratiets store personligheder” og præsenterer ”nogle af de flotteste fortællinger i vores folkestyres historie” ─ skriver Mette Frederiksen (der selv portrætteres). Den er ─ fortæller Dan Jørgensen (der selv er en af forfatterne) ─ skrevet af de mest ”markante” og ”engagerede og velskrivende socialdemokrater, der kan mønstres” (s.7f, s.11).

 

Dan Jørgensen bemærker i forordet, at det ikke er ”helgener” vi skal møde, men alligevel står tillægsordene i kø for at forsikre læserne om, at de ledende socialdemokrater har været og er de helt rigtige mennesker til at lede os gennem alle trængsler og problemer:

De er solidariske, ansvarlige, visionære, idealistiske, modige, flittige, har udsyn, er stabile og realistiske, samlende, vedholdende, stædige, intellektuelle, hårdtarbejdende, folkelige, pligtopfyldende, reformorienterede, driftssikre, effektive, konstruktive, energiske, trofaste, engagerede, fornyelsesorienterede, veltalende, indfølende, kreative, snilde, indignerede, saglige, talentfulde, generøse, nysgerrige, charmerende, vitale, kloge, menneskelige og selvbevidste.

 

Historien og nutiden

Socialdemokratiet er ”et historiebevidst parti”, skriver Dan Jørgensen (s.12). Det fremgår desværre ikke af denne bog. Naturligvis er der ”historie” på færde i den forstand, at de 30 udvalgte personligheder har levet på forskellige tidspunkter i partiets 150-årige historie, men bogen rummer ikke ret meget, som man ikke kan finde ved hurtige opslag i leksika som Dansk biografisk leksikon og Den store Danske - Lex.dk. Forfatterne skriver om ”deres personlige forbillede” (s.7). Det viser sig i megen ros - men ikke i en interesse for deres samfundsforståelse og strategiske overvejelser eller i refleksioner over nederlag og problemer. Det er svært at spore nogen reel interesse i at lære noget af de historiske erfaringer.

 

De portrætterede fremhæves først og fremmest for deres ”ansvarlighed”, og læserne opfordres til at lade sig inspirere. Men det ser ikke ud til, at forfatterne selv har hentet nogen inspiration til at tage ansvar for den aktuelle klima- og biodiversitets-krise, en krise der er langt større end noget, socialdemokraterne nogensinde har været ude for. Den unge Holbæk-borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen er en undtagelse. Hun vedkender sig, at der er tale om en udfordring, og at der er brug for politikere, som tør være visionære og tage beslutninger, der er rigtige, også om 50 år. Også Ida Auken kommer ind på klimaet i omtalen af Bodil Koch, der talte ved atommarchen i 1961, hvorfra Auken trækker en linje til dagens klimademonstrationer, som hun anerkender, men ”demonstranter kan tillade sig at kræve det umulige, mens politikere skal komme med løsninger, der kan blive til virkelighed, for politik er og bliver det muliges kunst” (s.146).

Men hvorfor er klimademonstranternes krav ”umulige”? Og hvad nytter snakken om ”det muliges kunst”, hvis denne kunst glider uden om de faktiske problemer i stedet for at konfrontere befolkningen med sagens alvor. Den alvor, som i hvert fald ikke er gået op for uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, der lige får nævnt, at Mogens Lykketoft som formand for FNs generalforsamling kastede sig ”ind i klimakampen”, men har glemt det igen, da han på næste side præsenterer den nuværende regerings opgave, som er at ”løfte kvalifikationerne, investere i arbejdsstyrken og understøtte en høj produktivitet. At tilpasse politikken til den økonomiske situation og med en sund økonomi som fundament at forbedre og udvikle vores velfærdssamfund” (s.237).

​​ 

Om Mette Frederiksen hedder det, at hun hører til blandt de allerstørste i den socialdemokratiske historie, bl.a. fordi hun i sin klimapolitik ”insisterer på, at den store transformation sker i et tæt samarbejde med erhvervslivet, og at teknologiske fremskridt er en vigtig del af svaret” (s.253). Det var så det.

 

Fokus i bogen er i stedet den socialdemokratiske identitet, det der kendetegner partiet gennem hele dets historie. Denne ”røde tråd” er ifølge Dan Jørgensen:

”Alle mennesker hører sammen og har et ansvar over for hinanden. Det ansvar er særlig stærkt over for de svageste” (s.11).

 

Naturligvis er der en signalværdi i dette udsagn. Men problemet er, at enhver ordentlig konservativ eller socialliberal ville kunne sige nøjagtigt det samme. Det er i det hele taget ikke helt let at finde ud af, hvad det særligt socialdemokratiske er, fordi der er en tendens til, at forfatterne fortaber sig i intetsigende fraser, når de skal sige noget om, hvad partiet egentlig har stået og står for:

Socialdemokraterne vil ”tryghed og gode livsmuligheder for flest muligt”, ”skabe forandringer i den virkelig verden”, ”altid insistere på at demokratiet og velfærden er til for borgerne og ikke for kommunen”. ”Mennesker må komme før penge”, og ”vi socialdemokrater tror på, at i morgen kan blive bedre end i går”. ”Politik skal gøre en forskel” og ”systemet skal ikke have lov til at sætte sig selv før de mennesker, Socialdemokratiet fører politik for” (Lykketoft, Auken, Sophie Hæstorp, Nyrup, Jan Juul Christensen, Mette Frederiksen, Martin Rossen, s.232, s.218, s.37, s.229, s.176, s.251).

 

Der er dog en enkelt værdimæssig markering, som dukker op igen og igen: ​​ ”lige muligheder for alle”. Det kæmpede borgmester Bresemann i Nakskov for i begyndelsen af 1900-tallet (s. 39). Det er også Nina Bangs projekt i 1920erne. Da vi når frem til sidste halvdel af 50erne, er det statsminister H.C Hansens drøm: At ”den jævne danske arbejder (…) fik en reel mulighed for at vælge sin egen livsbane ligesom dem, der var født under gunstigere livsvilkår” (s.152ff), og i begyndelsen af 60erne ønsker undervisningsminister K.B. Andersen og det nye partiprogram ”en lige start” for alle (s.176).

​​ 

Det gør partiet stadig. Den nye overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen skriver, at ”arbejdet med at skabe gode liv i København gennem lige muligheder (…) er lige så vigtigt i dag” (s. 37). Socialminister Astrid Krag vil arbejde for ”tryghed og reelle lige muligheder for alle danske børn” (s.69). Mette Frederiksens store mål er, ”at alle børn får en reel mulighed for at række ud efter deres drømme” (s.253).

​​ 

Men hvad mener man egentlig med de ”lige muligheder”? Der er ikke nogen, der forholder sig til det skred, der er sket fra de tidlige socialdemokraters lighedsbestræbelser til kampen for lige muligheder og til Jesper Petersens vision, som gør Poul Nyrup Rasmussens karriere til ”indbegrebet af den socialdemokratiske drøm om materialiseringen af velfærdsstatens idealer. Trods en opvækst i beskedne kår i en arbejderklassefamilie i Esbjerg” lykkedes det Nyrup at få studentereksamen, blive cand.polit., cheføkonom og statsminister (s.223).

 

De mange enslydende lige-muligheder-for-alle-formuleringer peger uforvarende på noget, der burde være et kæmpe problem for socialdemokraterne: - Det ser ud som om, man ikke kommer ud af stedet.

 

Afmonteringen af de mere radikale elementer i den socialdemokratiske historie

Kender man kun Socialdemokratiets historie fra denne bog, får man indtryk af et parti med en fast kerne, solidt stående på det samme fundament. Den fortælling er ikke mulig uden en række udeladelser, omfortolkninger og fordrejninger.

 

Socialdemokratiets fødsel foregår godt nok med en ”revolutionær” sprogbrug hos Pio, men Dan Jørgensen skynder sig at berolige læseren: Pio meldte ganske vist partiet ind i 1. Internationale, og han læste ”selvfølgelig” Marx og Engels, men hans krav var langt mere ”reformistiske og pragmatiske” end dem, de fremførte i London (s.16, s.18).

​​ 

Gad vide, hvad Dan Jørgensen bygger det på? I Internationalens statutter og i Marx’ såkaldte Inauguraladresse fremhæves lovfæstelse af titimersdagen, opbygning af en kooperativ bevægelse, erobringen af den politiske magt og organisering og dannelse af et parti ved siden af de andre partier. Heroverfor står Pios ekstra krav om en opløsning af hæren, omdannelse af politiet og adskillelse af kirke og stat.

​​ 

I 1876 skriver Pio jo Gimleprogrammet, hvor det hedder, at ”arbejdet er kilden til al rigdom og kultur, og [hele] udbyttet [bør] tilfalde dem, som arbejder”, og hvor det kræves, at ”arbejdsmidlerne bliver fælles ejendom og står til afbenyttelse for alle medlemmer i sam­fundet, så at det rene udbytte tilfalder enhver og bliver ud­delt på en retfærdig måde”.

​​ 

Der er heller ikke megen pragmatisme i forhold til ikke-arbejdere: ”Det må være arbejderklassens værk at befri arbejdet. Alle andre klasser er lige over for den kun en reaktionær masse”.

Det citat kan man ikke finde hos Dan Jørgensen, hvis version lyder: Gimleprogrammet ”cementerede, at Socialdemokratiet var et demokratisk parti, der ønskede at opnå en ny og bedre verden via demokratiet og parlamentarismen” (s. 21).

 

Lidt senere hedder det om den næste formand, P. Knudsen, at det var ham, der i 1877 støbte fundamentet for partiets realisme. Jens Jonatan Steens pointe er tydeligvis, at der går en lige linje fra Knudsen til nutidens socialdemokrati. Men hvordan hænger det sammen med, at også han gik ind for, at ”staten skal være ejer af produktionsmidlerne” og var så marxistisk inspireret, at han som den første dansker fik ”en marxistisk artikel” optaget i et udenlandsk tidsskrift? Steen ulejliger sig imidlertid ikke med at antyde, hvad den handlede om, eller hvad det var, Knudsen forklarede sine tilhørere, når han ”redegjorde for sine politisk-teoretiske forestillinger om marxismen” (s.27f.).

 

Denne sjuskede og overfladiske tilgang til de gamle socialdemokraters teoretiske overvejelser finder man også i kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensens omtale af Nina Bang, der angiveligt var ”skarp i sin kapitalismekritik”. Hun var ”optaget af Karl Marx’ teorier og var blandt de mest belæste på feltet”. ​​ Hvad hun har tænkt, må læseren gætte sig til. Vi får heller ikke at vide, hvordan hun med denne marxistiske bagage og kapitalismekritik kan være et forbillede for nutidens socialdemokrater. Det ville ellers være nærliggende, når Nina Bang fremhæves som ”en af Socialdemokratiets store tænkere”, hvis ”bidrag til den danske socialdemokratiske ideudvikling ikke kan overvurderes” (s. 56).

 

Klogere bliver vi ikke, når turen kommer til Hartvig Frisch. Han var ”det ideologiske fundament under det socialdemokratiske projekt” i første halvdel af 1900-tallet. Også for Frisch ”var de marxistiske teorier et vigtigt intellektuelt fundament”, men der er ingen forklaring på, hvorfor Frischs position som fundament forsvandt i sidste halvdel af 1900-tallet. Vi får heller ikke at vide, hvordan sammenhængen er mellem hans rolle som ”forbillede” i dag og de marxistiske teorier og den statsovertagelse af produktionsmidlerne, også han gik ind for (s.111f.).

​​ 

Min pointe er ikke, at disse gamle socialdemokrater var konsekvente marxister. Men de var enige i kapitalismekritikken og i klassekampens realitet. Et historiebevidst parti burde kunne forklare - hvad det mente, og hvorfor man ikke længere mener det. Det sker ikke.

 

Det afgørende er, at de moderne socialdemokrater lader som om, disse analyser er ligegyldige. De gider ikke engang tilbagevise dem, men nøjes med at prale lidt af, at de skam i partiet havde folk, der også var eksperter på den front. Det kunne måske undskyldes, hvis man i stedet fik en alternativ samfundsanalyse. Det gør man ikke. Tværtimod er der en række andre eksempler på, at de mere radikale og ”venstreorienterede” eller ”socialistiske” dele af den socialdemokratiske historie forties eller gøres tandløse.

Bogens redaktører har valgt at tage forfatteren Jeppe Aakjær med som en af de 30 vigtigste socialdemokrater. Det er Kaare Dybvad, der har ham som forbillede. Men hvorfor har han det? Han indrømmer selv, at Aakjærs ”mere agitatoriske sange” efterhånden er ”skrevet ud” af arbejdersangbogen (s. 53). Hvorfor er de det, hvis Aakjær inkarnerer noget ægte socialdemokratisk? Det der er tilbage af ham, er åbenbart kun noget landbonatur-lyrik og så det, at han mente, at provinsbefolkningen skulle spille en større rolle i den nationale debat.

​​ 

Også digteren og journalisten Oskar Hansen er kommet med i det fine selskab. Ham fortæller landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn om. Oskar Hansen har bl.a. skrevet ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. Han var langt mere venstreorienteret end partiet generelt, men de mere radikale indslag i hans sange er der ifølge Rasmus Prehn ingen, der lægger mærke til mere: ”de færreste af os forbinder sangen med andet end samhørighed, stolthed og nostalgi” (s.122). At socialdemokraterne får et sug i maven, når de synger den gamle sang, er åbenbart den eneste grund til, at han er taget med.

 

Er Socialdemokratiets historie en sejrshistorie?

Jeg har nævnt eksempler, der tyder på, at socialdemokraterne ikke kommer ud af stedet, men bestandigt må bøvle med de samme problemer, der åbenbart ikke kan overvindes. Partiet vil imidlertid helst se sig selv som et sejrende parti, og gang på gang fremhæves ”den solidariske samfundsmodel, vi så succesfuldt har opbygget i Danmark” (Jesper Petersen, s.237).

 

Tvetydigheden viser sig også i den bygge-metaforik, der gennemsyrer bogen. Man vil gerne vise, hvor betydningsfulde de forskellige personligheder er, og det understreges på en måde, der reelt fortæller, at man aldrig er kommet længere end til fundamentet. Der lægges grundsten og banes vej i en uendelighed.

 

Det starter med, at Pio lagde ”grundstenene” (s.21), P. Knudsen ”banede vejen”, Stauning lagde ”grundlaget” i 1920erne, og således videre. H.C. Hansen fik i 50erne ”lagt de reformorienterede trædesten” (s.153) samtidig med, at Viggo Kampmann ”banede vejen” for velfærdsstaten (s.161) og er en af dens vigtigste ”grundlæggere” (s.159).

​​ 

I slutningen af 60erne kunne chefredaktør på Aktuelt, Bent Hansen imidlertid i bogen ”Velstand uden velfærd” vise, hvordan velstanden i samfundet generelt var steget - men at der ikke var rokket ved uligheden -ligegyldigt hvilke parametre, man målte på.

 

Denne interne kritik nævnes ikke i denne bog. Det gør heller ikke næstformand Kjeld Olesens debatbog fra 1975, Danmark hvad nu? hvor der peges på en række problemer ved det samfund, man har bygget op.

 

I De rejste sig trodsigt er der kun antydninger af, at der er problemer. Jan Juul Christensen mener, at velfærdspolitikken i begyndelsen af 1970erne var baseret på en forestilling om, at ”jo flere gaver alle giver til alle betalt af alle, desto mere velfærd”. I stedet burde man have fokuseret på ”hvordan der kunne skabes muligheder for den enkeltes og det fælles liv” (s.177). Hvad der nærmere skal forstås ved det, fremgår ikke.

 

Senere får vi at vide, at Danmark stadigvæk i 70erne stod ”midt i opbygningen af det velfærdssamfund, man i dag så let kan komme til at tage for givet, men som dengang var en socialdemokratisk kamp, der blev kæmpet i lange og tunge politiske ryk” (s. 203). Fie Hækkerup skriver imidlertid lidt senere, at ”det lykkedes at bevare velfærden” (s.204).

​​ 

Hvis man i 70erne var i gang med ”opbygningen”, så kan det undre, hvordan man så samtidig kan påstå, at man bevarede velfærden. Og hvornår fik man bygget færdig, så velfærdsstaten i dag opleves som noget naturligt?

 

Anker Jørgensens regeringer kørte jo fast i løbet af 70erne, og da socialdemokraterne endelig kommer til igen i 90erne, er en ”fornyelse af velfærdssamfundet” en af hovedopgaverne (s.225). En fornyelse forudsætter, at der er noget at forny, og da vi forlod socialdemokraterne i slutningen af 70erne, så det ikke for godt ud, så hvad mon der er sket? Det får læserne ikke noget at vide om, kun at fornyelsen går ud på, at man styrkede den aktive arbejdsmarkedspolitik ”med både pisk og gulerod i form af henholdsvis en sænkelse af dagpengeperioden til fire år samt bedre muligheder for efteruddannelse” (s.225). Anne Paulin glemmer at fortælle, at formueskatten blev afskaffet. Senere blev efterlønsperioden sat ned. Det er en politik, som kan være svær at forklare for dem, det går ud over. Nyrup mener da også, at efterlønssagen blev kommunikeret for dårligt, og Anne Paulin tilføjer: ”Økonomiske reformer kræver en velforberedt offentlighed” (s.228). Mon ikke det primært gælder nedskæringsreformer?

​​ 

Dette blik fra oven afspejler sig også i sproget. De ældre socialdemokratiske ledere bliver beskrevet som solide håndværkere, der lagde grundsten, mens Jens Otto Krag kaldes for ”velfærdsarkitekt” (s. 167) og Mogens Lykketoft ”kan indskrives i rækken af højtbegavede samfundsingeniører, som Socialdemokratiet har fostret” (s.236) (jeg kursiverer, HEAF). Der er ingen diskussion af, hvordan denne ingeniørkunst spiller ind i forhold til et levende folkeligt demokrati. Tværtimod fremhæves den som ”et højdepunkt for socialdemokratisk regeringsførelse i Danmark” (s.232).

 

I 2005 bliver Helle Thorning formand for partiet. Baggrunden skildres på en underlig distanceret måde og uden vilje til at overveje, hvad det egentligt handlede om. Man stod ikke samlet bag Lykketofts valgkampagne i 2005, skriver Christel Schaldemose, som tilføjer, at socialdemokratismen dengang syntes ”at have mistet sin kraft og sin orienteringsevne” (s.242) - men vil det så sige, at valget af New Labour som forbillede var et udslag af forvirring? Hvad var det, der var så svært at orientere sig i forhold til? Helle Thorning lagde ikke skjul på, at hun var inspireret af Tony Blairs neoliberalistiske Tredje vej, og hun fik opbakning til at ”flytte partiet ud af tryghedszonen” (s.243). I 2011 bliver hun så statsminister og går ”reformamok”.

​​ 

Det er åbenbart ikke noget, vi skal bore i. De mange reformproblemer antydes, men nærmest undskyldende (lærerkonflikten, DONG, trængselsringen, fædrebarsel). Ingen forklaring på hvad de indeholdt, og hvorfor det gik, som det gik. Det er symptomatisk, at neoliberalismen slet ikke diskuteres, at Bjarne Corydons ”nødvendighedens politik” ikke er nævnt, og at det eneste eksempel på en velfærdsreform, der får et par linjer, er ”nedskæringen af dagpengeperioden til to år”. Den ”gjorde ondt på Socialdemokratiet” (s.244). Mette Frederiksens bidrag nævnes ikke. Det kunne ellers være interessant at have fået en vurdering af det kontrol- og aktiverings-helvede, hun som beskæftigelsesminister fik sat i gang med reformen af kontanthjælpen og førtidspensionen. En reform som hun selv dengang betegnede som et eksempel på socialdemokratisk politik. Det var ikke kun ─ som i forbindelse med efterlønnen ─ noget, de radikale fandt på.

​​ 

Én ting kan man dog godt kreditere Helle Thorning for: ”at hun gjorde det. At hun som kvinde kæmpede sig igennem det solide glasloft og satte sig på den øverste post i det danske demokrati” (s. 245).

 

Når problemer bliver omtalt, fører det ikke til nogen refleksion over partiets kurs og samfundsforståelse. Det gælder Maria Stærkes bemærkning om, at noget faktisk er blevet værre med tiden. Det er svært at bygge billige boliger, fordi kommunerne skal ”sælge jord til markedspris” (s. 45), og Sophus Bresemann ville ”se med hovedrysten på hvilke regler kommuner i dag er underlagt. At skoleskemaet i høj grad er bestemt fra Christiansborg, at krævende udbudsregler gør det svært og ofte dyrt at få ting udført. At beskæftigelsespolitikken er en jungle af regler” (s.44). Det gælder også Jacob Bundsgaards lille pip om, at den socialdemokratiske succes har en skyggeside i form af ”fremmedgørelse eller manglende personligt engagement”. Han efterlyser ”værdighed”, men forklarer ikke, hvad der er gået galt.

 

Den fraværende diskussion af problemer

Da vi kommer frem til den tyske besættelse af Danmark, står partiet over for nogle svære valg. Det er karakteristisk, at man sprogligt pynter på samarbejdspolitikken ved at kalde den ”forhandlingspolitik”, men vigtigere: Alt kontroversielt er stort set udeladt. Der var simpelthen tale om ”en nøgtern politisk vurdering” af situationen (s.97). Staunings famøse tale i Studenterforeningen hvor han siger, at det nok ikke er så galt, når Danmark nu kan se frem til at blive indlemmet i det planøkonomiske tyske storrige, er slet ikke nævnt.

​​ 

Jeg siger ikke, at samarbejdspolitikken ikke kan forsvares. Min pointe er, at Grunz, der skriver om det, lader som om, der ikke er noget at diskutere. Det er der, og det kommer også frem i Rabjerg Madsens kapitel om Hedtoft, men kun som et argument i forsøget på i slutningen af 40erne at overtale de genstridige partikammerater til at gå med i NATO. Er det ikke sandt, spørger Hedtoft, ”at vi alle sammen dengang nøjedes med at knytte hænderne i bukselommerne og forlange at de andre demokratiske lande skulle gøre noget?” (s.138).

 

Partiets forhold til modstandsbevægelsen er særligt betændt. ​​ Buhl holdt den berygtede tale til det danske folk, hvor han gjorde det klart, at det var en borgerpligt at melde alle formodede modstandsfolk (inklusive sympatisører) til myndighederne. Nu fortæller Martin Grunz, partiets historiker, at Buhl i virkeligheden var i overensstemmelse med briternes ønsker. Denne overraskende melding står bare og blafrer, og man får ikke at vide, hvad han bygger den påstand på. Det er rigtigt, at der i dele af det engelske efterretningsvæsen var en irritation over Christmas Møllers ageren i London, men den overordnede strategi var at få en modstandsbevægelse i gang i alle de besatte lande.

 

De første agenter fra England blev kastet ned med faldskærm i Danmark i 1941 ─ altså før Buhls tale ─ med henblik på oprettelsen af en hemmelig hær og udførelse af strategisk sabotage, men de fik først fodfæste i landet i 1943. Det danske politi bekæmpede alt modstandsarbejde i landet og dermed også de engelske agenters virke. Det førte til flere tilfangetagelser af agenter og også til skudvekslinger med tab af menneskeliv på begge sider.

​​ 

Selv om der også var nationalt sindede modstandsgrupper, får Grunz det bekvemt til at se ud som om, den begyndende modstandsbevægelse kun bestod af kommunister, og de var jo stalinister og gik kun i gang, fordi Sovjet havde beordret det (s.98f.). Når Buhl advarer mod modstandsbevægelsen, så er han derfor ”parlamentarismens, folkestyrets og Rigsdagens stejle forkæmper imod alle der ønskede eller accepterede en magtglidning til totalitarismens fordel”. Interneringen af kommunisterne foregik ”inden for folkestyrets rammer” (s.98), skriver Grunz - uden at nævne, at der var tale om et grundlovsbrud. Politiets særlige indsats for at fange langt flere kommunister end tyskerne havde bedt om, omtales heller ikke.

 

I stedet opvurderes den socialdemokratiske indsats i modstandskampen: Det er den ”kernedemokratiske Hedtoft der i 1943 spiller en nøglerolle” i den aktion ”der reddede over 90 % af de danske jøder fra deportation” (s.139). Han var ikke alene: H.C. Hansen ”spillede sammen med Hedtoft og andre socialdemokrater en helt afgørende rolle, da hovedparten af de danske jøder undgik nazistisk internering” (s.153). Ingen andre er nævnt.

​​ 

Forholdet til USA efter krigen var i første omgang problematisk for Socialdemokratiet, men igen træder den store personlighed i karakter og får sat tingene på plads. Hedtoft ”cementerede én gang for alle Danmarks plads blandt de vestlige demokratier”, da han ”med to politiske og oratoriske kraftpræstationer” (s.136f.) får overtalt socialdemokraterne til at gå med i NATO. Det var ikke nogen let opgave, for NATO-projektet ”var meget kontroversielt i DSU og store dele af Socialdemokratiet” (s.187). Tilsvarende fremhæves Per Hækkerup, fordi han slås for at bekæmpe den stærke ”antimilitarisme” i DSU (s.187). Der skal ikke herske tvivl om Danmarks loyalitet over for USA. Det er symptomatisk, at DSU-formand Frederik Vad i forbindelse med Vietnamkrigen taler om en kritik af, ”hvad der blev opfattet som det imperialistiske USA” (s.188) (jeg kursiverer, HEAF).

 

Den interne modstand i partiet får ikke nogen stemme her i bogen. Oskar Hansen var kritisk, men når han ikke var helt på linje med ”Hedtoft og H.C. Hansens frihedselskende og demokratiske alliance med USA”, var det kun, fordi han lod sig forblænde af ”romantiske følelser” (Prehn, s.124).

 

Modstanden mod bare at nikke ja til den amerikanske politik fik nyt liv i 80erne med den såkaldte ”fodnotepolitik”, hvor Socialdemokratiet tog forbehold over for det rustningskapløb, det mente ville blive resultatet, hvis NATO gjorde alvor af at opstille atombevæbnede mellemdistanceraketter i Vesteuropa. Denne begrundelse får vi intet at vide om. Jan Juul Christensen slår uden nærmere forklaring fast, at fodnotepolitikken var en ren og skær ”indenrigspolitisk opportunistisk kurs i håb om at bringe den daværende borgerlige regering til fald” (s.181). Og Anne Paulin kan fortælle, at Poul Nyrup ”for alvor” gjorde op med denne politik (som heller ikke her forklares) ”og stemplede fuldt og helt ind i NATO-samarbejdet og rollen som vigtig allieret for USA” (s.226).

 

Et helt afgørende konfliktpunkt for socialdemokraterne er udlændingepolitikken. Her gås der på listefødder. Anker Jørgensens udlændingepolitik var fejlhåndteret, men han frikendes, og Auken får skylden for ikke at have haft ”modet til at gennemføre anbefalingerne fra Vibeke Storm-udvalget” (s. 197). Men hvad mente de socialdemokratiske kritikere af dette udvalg? Det diskuteres heller ikke, hvordan Anker Jørgensens generelle inkluderende attitude lader sig forene med Rasmus Stoklunds sprogbrug og argumentation. Aukens holdninger omtales slet ikke, og om Nyrup får vi at vide, at han forsøgte at ”holde balancen i debatten”. Det aktuelle fokus ligger alene på de ”mørkemænd som forsøger at nedbryde danske værdier og vores demokrati” (Wammen, s.157) med ”krav om begrænsninger af ytringsfrihed og andre frihedsrettigheder” (Fr. Vad, s.183).

 

Den socialdemokratiske realisme og kapitalismen

I partiets selvforståelse er der tale om en særlig form for realisme. Allerede P. Knudsen lagde i 1877 ”fundamentet for det realitetsbetonede socialdemokratiske folkeparti”, hævder Jens Jonatan Steen (s.25), men for det første var Knudsens parti ikke et folkeparti, og for det andet handlede det for Knudsen om at afskaffe kapitalismen. Det kan man forvisse sig om i en artikel, han skrev i 1892 (se Claus Larsen: Forén jer, s. 43ff). Steens særlige finte er, at han lader som om, partiet kontinuerligt har stået for det samme. Men i hvert fald op til omkring 1920 og også i en vis udstrækning i mange år senere opfattede man sig som et parti, der varetog arbejderklassens interesser. Julius Bomholt mente i 30erne, at der skulle skabes en ny kultur baseret på arbejderklassens værdier. Det var noget Bomholt gik op i ”i sine yngre år”, fortæller fhv. fødevareminister Mogens Jensen, men han ”blev med tiden klogere” (s.131f), og partiet skifter over til en kulturpolitik, der støtter kunst i al almindelighed og vil ”sikre den enkelte borger adgang til kulturen gennem skabelsen af faktiske kulturmuligheder” (s.130). Heller ikke her får man nogen forklaring på, hvorfor man forlader den gamle position. Det er en smule forvirrende, for Bomholt var i 30erne på linje med Hartvig Frisch, og om ham får vi at vide, at han lagde ”grunden” til den kultur- og undervisningspolitik der fortsat præger Socialdemokratiet” (s.117, jeg kursiverer, HEAF).

 

Dan Jørgensen medgiver, at i 1871 var ”klassekampen den dominerende konflikt i samfundet”, men ─ og det er næsten pinligt at skulle gentage det ─ uden nogen form for begrundelse tilføjer han, at ”i dag forholder det sig heldigvis meget anderledes” (s.9). Her kan man passende citere Anker Jørgensen, som i 1983 skriver, at ”det er naturligvis en floskel,” når man påstår, ”at klassekampen er et overstået stadium i Danmark”, og at de, der hævder det, da også ”bliver svar skyldig, når man spørger dem om, hvem der så vandt” (Claus Larsen (red.): Foren jer! s.98).

 

Det problematiske er ikke, at man gerne vil forbedre her og nu, så godt man kan. Tværtimod: Der er mange, som har meget at takke socialdemokraterne for. Kritikken her går på, at man lader som om det er uproblematisk at omdanne partiet til et parti for hele ”folket”. Den teoretiske baggrund ─ som ikke omtales i bogen ─ er et skift i forståelsen af kapitalismen. Det fandt sted i tiden efter første verdenskrig, hvor tanken om, at produktionsmidlerne skulle overtages af staten, mere og mere glider i baggrunden til fordel for en ”gartnerstrategi”: Kapitalismen er god nok. Ukrudtet skal bare luges væk, og vildskud skal beskæres. Man skal bare, som det hedder i Fremtidens Danmark - Jens Otto Krags socialdemokratiske manifest fra 1945 - sørge for at ”markedet kan blive tjener i stedet for herre” (s.169). Hvordan det skal foregå, indvies læserne ikke i. Klogere bliver man ikke af Svend Aukens ønske om at gøre ”den socialdemokratiske model” international. Den globale markedsøkonomi skulle ─ ”præcis som vi havde erfaret i Danmark ─ underlægges faste regler, hvis vi skulle sikre retfærdighed og beskyttelse af borgere og miljø” (s.221).

 

I betragtning af at enhver analyse af eller teori om denne markedsøkonomi er fraværende, er det svært at se en sådan formulering som andet end en tom gestus. Realiteten er da også, at socialdemokraterne tilpasser sig. ”Konjunkturerne” er som de er, og dem indordner den dygtige samfundstekniker sig under. Her er Mogens Lykketoft mesteren: ”Efter kickstarten skulle der siden træffes mindre populære beslutninger. Konjunkturerne tilsagde nu en opbremsning” (s.231).

​​ 

Jan Juul Jørgensen mener, at man i 1970erne havde ”en manglende forståelse af samfundsudviklingen” (s.177). Men hvad det var, man ikke havde forstået og hvilken ny forståelse, man er kommet frem til, end ikke antydes. Det er åbenbart nok med en konstatering af, at der jo var ”generel nedgang i de internationale konjunkturer” (s.197). Det er Peter Hummelgaards analyse af krisen. Og den eneste forklaring, man får på, at det ikke gik så godt for Helle Thornings regering, er ”Danmarks økonomiske situation i 2011” (s.44). Det er alt det med finanskrisen ─ som ikke analyseres.

 

Kapitalismen er som en blind skæbne, et naturfænomen det ikke giver nogen mening at modsætte sig. Det man kan gøre noget ved, er personer og partier, der stritter imod, men som alligevel altid kan forhandles på plads. Dvs. at partiet er blindt over for eller lukker øjnene for den logik og den stumme tvang, der er indbygget i selve det kapitalistiske system. ​​ Det betyder bl.a., at man overser eller bagatelliserer de borgerlige eller ”kapitalistiske” interesser, der er i de forskellige kompromisser. De reformer, der gennemføres, fremstår som ”rene” sejre og ikke som problematiske landvindinger, hvis negative konsekvenser man så på anden vis måtte søge at modgå.

​​ 

Fx omtaler Jacob Bundsgaard arbejdsløshedslovgivningen alene som et ”udtryk for en stigende offentlig hjælp” (s.89), mens realiteterne er, at de borgerlige partier tog sig betalt med en svækkelse af arbejdsløshedskassernes selvstændighed. Det handlede helt enkelt om at forhindre kassernes hjælp til strejkende arbejdere: Når statskassen bidrog, skulle lovgivningen sikre at pengene i arbejdsløshedskassen kun gik til arbejdsløse, der ikke var i konflikt.

 

Den modstand mod partiets projekt, der omtales i bogen, er da heller ikke en klassemodstand, men primært en almindelig borgerlig forstokkethed, og den får de socialdemokratiske personligheder som regel kål på. Borgmester Bresemann i Nakskov havde nogle ”sværdslag med højre”, som indimellem kom ”op af stolene” (s.43f.), men så fik han en fornuftig snak med ØKs direktør, H.N. Andersen. Steincke mødte ”hård kritik” fra både Venstre og Det konservative Folkeparti (s.90) og fra private velgørenhedsorganisationer, men han forhandler sig til løsninger. Det kan han gøre, fordi borgerskabet og arbejderklassen dybest set har samme interesse. Alle burde derfor stemme på Socialdemokratiet. Partiet varetager ikke særinteresser, men repræsenterer en almen interesse, som varetages ud fra ledelsens tolkning af folkestemningen og af de parlamentariske manøvremuligheder.

 

Det betyder, at partiets vigtigste modstandere bliver dem, der ikke vil acceptere disse spilleregler, dvs. arbejdere der aktionerer på egen hånd, en selvbevidst og krævende fagbevægelse og politiske positioner, der ligger til venstre for Socialdemokratiet, herunder venstrepositioner inden for partiet.

 

I forhold til fagbevægelsen er det karakteristisk, at der i det tidlige socialdemokrati blev lagt vægt på ”organiseringen af fagbevægelsen” (s.34). Ganske vist er det lederne (P. Knudsen og Jens Jensen), der får æren, ligesom Stauning gør det, da han ”tog ansvaret på sig” og fik overtalt kongen til at droppe planerne om et statskup. Men baggrunden er vigtig: Det var nok ikke Staunings talegaver og ansvarlighed, der var udslagsgivende, men snarere de mange demonstrationer og truslen om generalstrejke, som ”fagbevægelsen støttede” (s.81).

 

I 1956 var der meget omfattende protester, da regeringen ophøjede et forkastet mæglingsforslag til lov. Der var uro på arbejdspladserne og i store dele af fagbevægelsen og en kæmpe demonstration foran Christiansborg. Det affejer Nicolai Wammen som ”en markant kommunistisk mobilisering”. Men heldigvis havde man statsminister H.C. ​​ Hansen, der var mand for både ”kynisme og brutalitet”, når det var nødvendigt. Han var ikke i tvivl om sin stilling, når han stod over for kommunister, der ”prøvede at spænde ben for det som han mente var vigtigt at gøre for Danmark” (s.155), og han ”fik det under kontrol”, hvorefter Wammen direkte fortsætter: ”og fik lagt trædestenene til at ”den almindelige dansker skulle få råd til et hus, en bil og en ferie” (s.153) ─ noget alle de demonstrerende arbejdere stod i vejen for, må man forstå.

 

Nogle år senere har vi Jens Otto Krag, der ifølge Mogens Lykketoft benytter sig af, at der ikke er andre egnede end ham til at overtage statsministerposten efter H.C. Hansens død, til ”med utrolig snilde og fremsyn at få fagbevægelsens ledere med på en indkomstpolitisk helhedsløsning”, der handlede om, at arbejderne ikke skulle stille lønkrav (s.170, jeg kursiverer, HEAF). Lykketoft viser også, hvordan Krag i forbindelse med afstemningen om EU (EF), hvor der også var en del modstand i fagbevægelsen, ”underbetoner” planerne om en union ”af angst for at tabe flertallet”. Det fremstilles som ok: Krag havde ”mere ret end mange af os dengang kritiske unge” (s.173). Og så er det jo ligegyldigt med metoderne.

 

Når fagbevægelsen overhovedet nævnes, er det således primært som et problem. Fx i slutningen af 70erne, hvor finansminister Knud Heinesen sammen med Per Hækkerup ”bar ansvarets åg” og ”balancerede” andre socialdemokraters bundethed til ”fagbevægelsen eller den nye venstrefløj” (s. 205).

 

Socialdemokratiets forhold til venstrefløjen

Forholdet til kommunisterne er et kapitel for sig. Man kan ikke komme udenom, at deres følgagtighed og blindhed over for det sovjetiske undertrykkelsessystem gjorde dem til en oplagt syndebuk. Det har været en alt for fristende løsning for socialdemokraterne i svære situationer, hvor DKP ofte havde nogle kritikpunkter, der var vigtige for danske arbejdere. Som Frederik Vad formulerer det: Per Hækkerups indædte kamp mod kommunisterne skyldtes det klarsyn, hvormed han så, at de var ”endnu farligere”, fordi de spillede på ”en genkendelig virkelighed for arbejderklassen og kom med logisk appellerende løsninger” (s.189).

 

Socialdemokraterne bruger da også kommunisme-etiketten konsekvent om alt, hvad der rører sig til venstre for partiet. En egentlig analyse af fænomenet eller bare nogle nuancer får man ikke. Det er det totalitære aspekt alene, der trækkes frem. Nazismen og kommunismen sidestilles og bruges som et argument hver gang, der er kritik af Socialdemokratiets politik. Således var Kanslergadeforligets sigte ─ skriver Poul Nyrup Rasmussen ─ at undgå, at ”kommunismen eller nazismen ville få ny næring og underminere vores demokrati” (s.83). Denne sammenkobling var nyttig, fordi der var mange, der ikke kunne forstå, hvad partiet havde gang i: ”det var svært for alle i Socialdemokratiet at se perspektivet i Kanslergadeforliget i starten, og (Stauning) måtte bruge hele sin enorme autoritet og gennemslagskraft i arbejderbevægelsen for at overbevise dem”. Men, siger Nyrup, det var kun ”på overfladen”, at det lignede en lille sejr til Venstre ”med strejkeforbud, fastfrysning af overenskomster og støtte til landbruget” (s.83).

 

I det hele taget bruges kommunisterne som undskyldning for lidt af hvert. Bomholts kulturpolitik, tilslutningen til NATO, de stigende militærudgifter, det blev alt sammen begrundet med, at man måtte forsvare sig mod ”DKPs landsskadelige femtekolonnevirksomhed” (s.136). Og når Buhl efter besættelsestiden i strid med alle kendsgerninger påstod, at socialdemokraterne havde været enige med modstandsfolkene, så undskyldes det med, at han løj, fordi han var bange for kommunisterne.

 

Efter 1956 bliver tilslutningen til DKP hurtigt mindre og mindre. SF bliver dannet, og nye grupperinger opstår på venstrefløjen i de kommende år. Det stemmer dog ikke socialdemokraterne mildere. Og det er slående, at flere af bogens forfattere (Nyrup, Bundsgaard, Mogens Jensen, Staunsager, Prehn, Rabjerg Madsen, Wammen og Vad) uden nogen nuancer reproducerer billedet af den totalitære kommunisme. At venstrefløjen siden 1956 ─ bortset fra det mere og mere betydningsløse DKP ─ har taget fuldstændig afstand fra den sovjetiske kommunisme, er åbenbart ikke blevet en del af det socialdemokratiske tankegods.

Således forklarer Frederik Vad, at Per Hækkerups ihærdige forsøg på at få ødelagt samarbejdet med SF og hans beskyldning mod alt, hvad der lå til venstre for hans egen position, for at være forklædt kommunisme, måske nok en gang imellem manglede et par nuancer ─ som når han beskrev kritikere af Vietnamkrigen som ”bare nogle kommunister og idioter” ─ men det bør ikke overskygge ”hans ædle motiv”. Han ville bare ”hellere være overforsigtig end undervurderende” (s.188f.).

 

Det vil Peter Hummeltoft måske også. Hummeltoft har tidligere optrådt som en mere venstreorienteret socialdemokrat. Det mærker man ikke i hans portræt af Anker Jørgensen, hvor han effektivt distancerer sig fra det ideprogram fra 1961, som Anker havde en andel i: ”Man forestillede sig naivt, at befolkningens flertal med grupperingens foregangsmænd og -kvinder som det gode eksempel ville tilslutte sig en venstreorienteret (…) socialdemokratisk samfundsudvikling”. Det forklares ikke, hvad der var det naive, eller hvilke argumenter disse venstresocialdemokrater selv havde. Det lyder ikke helt realistisk, at de bare forestillede sig, at deres eget personlige eksempel ville slå til. Deres anliggende affejes med en påstand om, at ”det var en bestræbelse der lå i pagt med en tid, der var præget af kulturradikalisme, politisk opbrud med SF og med ungdomsoprøret lurende lige om hjørnet” (s.194). Og så er der jo ingen grund til at tage det alvorligt.

 

Peter Hummeltoft er også ude efter venstrefløjen, fordi den ikke støttede ØD-forslaget: ”Venstrefløjen spændte ben” (s.196). Det var altså venstrefløjens skyld, at det ikke blev til noget. Men der var ikke tilslutning i arbejderklassen, måske bl.a. fordi forslagets sigte var, at arbejderne skulle holde igen med lønkrav for at skaffe risikovillig kapital til erhvervslivet. Til gengæld kunne fagbevægelsens topfolk beslutte, hvor der skulle investeres og hvor ikke. Så kunne man som arbejder bare håbe på, at man ikke var ansat på en af de virksomheder, LO-bosserne ikke prioriterede. Min pointe er: Der var mange problemer forbundet med det forslag, men det er en doven form for argumentation, når Hummeltoft glider fuldstændig uden om dem og alene gør ’venstrefløjen’ til problemet.

 

Glider udenom - gør bogen hele vejen igennem, når det drejer sig om, hvor de reelle teoretiske og konkrete uenigheder ligger. Man vil gerne ”fange de vælgere som endte med at vandre til SF”, for det var, skriver Fie Hækkerup, dengang i 50erne og 60erne og er det stadig i høj grad i dag ”en ubetinget fordel for Socialdemokratiet”, hvis partiet tillader, at man i Frit Forum opererer med ”en bredere forståelse af socialdemokratisme end den smallere og noget mere dogmatiske opfattelse af Socialdemokratiet, som bestemmes af dagsaktuel politik”. Man ville jo gerne undgå, at de studerende ”blev indfanget af tidens ideologiske sværmerier” (s.201). Men igen: Hvad går disse ”sværmerier” ud på, og hvad er det for en ”dogmatik” der er på færde i partiet? Og hvad er det for et ”teoretisk grundlag”, de studerende ”blev gjort bekendt med (og præget af)” i Frit Forum? Ingen svar.

​​ 

Hvor står Socialdemokratiet i dag?

Bogen er fortrinsvis skrevet af ledende politikere. ​​ Hvad vil de med Danmark?

 

Partiet præsenterer sig selv som fællesskabets parti, men det bliver aldrig rigtig klart, hvad dét betyder, og hvem der hører med. Kommunisterne hørte i hvert fald ikke med. Det ser heller ikke ud til, at aktionerende arbejdere og dem til venstre for partiet rigtig hører til. Og så er der jo alle de ”mørkemænd, som forsøger at nedbryde danske værdier og vores demokrati”. De er åbenbart så mange, at Nikolai Wammen mener, at H.C. Hansen ville være blevet ”ulykkelig” hvis han havde oplevet det (s.157). Endelig har vi de uspecificerede borgere, der ikke forstår, ”at man skal yde, før man kan nyde” (s.253).

 

Der er også en mærkelig modsætning mellem den megen snak om fællesskab og bogens ensidige fokusering på de ”store personligheder”. Det centrale synes ikke at være det fælles slidsomme arbejde og det konkrete sammenhold i opbygningen af klubber, partiforeninger, fagforeninger, forlag, oplysningsvirksomhed, kooperative virksomheder etc. - men derimod enkeltpersoners indsats. Det er lederne, der ordner sagerne. Det var P. Knudsen, som ”sikrede organisationens opbygning” (s.29) og borgmester Bresemann i Nakskov, der ”byggede et nyt sygehus” og ”opførte nye skoler” (s.39) og sådan videre.

 

Når der er modstand, klarer den dygtige socialdemokratiske forhandler ærterne. Som da de borgerlige partier i begyndelsen af 1970erne var voldsomt imod en udvidelse af undervisningspligten fra 7 til 9 år og det lykkedes Heinesen ”at forhandle det igennem” (s.203). I 90erne har vi Mogens Lykketoft, den politiske strateg og snu politiske operatør, ”der kunne få mere igennem end hvad man kunne forvente”, og som ”forandrer dansk politik” (s.233).

 

Over for dem har vi først arbejderklassen, siden folket som en diffus masse, der er genstand for denne behjertede indsats. Som det fremgår, er det ikke i denne bog, man får nogen sammenhængende og dybtgående tanker serveret, men der tegner sig et mønster: - Socialdemokratiet repræsenterer simpelthen den sande folkelige danskhed og falder nærmest sammen med de bærende institutioner i samfundet.

​​ 

Ida Auken fremhæver Bodil Koch som en helt afgørende skikkelse i denne sammenhæng. Socialdemokratiet havde traditionelt været for en adskillelse af stat og kirke, og Hartvig Frisch mente ligefrem, at man lige så godt kan tilbede ”et kronisk maveonde” som en almægtig gud (s.112). Bodil Koch derimod ser folkekirken ”som en statsbærende institution”, og det, den bærer for samfundet, er ”åndeligheden ─ og svaret på mange af tilværelsens store spørgsmål” (s.148). Hendes tilgang til kristendommen blev ”af største betydning for (…) Socialdemokratiet” (s.148). Og i betragtning af at det i øvrigt er svært at finde en socialdemokratisk åndelig ballast i bogen, og da Ida Auken fremfører budskabet med et overbevisende engagement, må man vel konkludere, at nu er folkekirken, kristendommen og Socialdemokratiet smukt vævet sammen. Som Bodil Koch selv siger det: ”Jeg begriber ikke, at man som kristen kan stemme andet end socialdemokratisk” (s.149).

 

En anden gammel og ”bærende” institution er kongehuset. Også her er socialdemokraterne godt med. Sønderjyske I.P. Nielsen arbejder sammen med kronprinsesseparret fra 1936. Det er trafikminister Benny Engelbrecht så benovet over, at han nævner denne alliance med kongehuset 7 gange og næsten bruger en hel side på det i alt (s.74-77). Mens den unge I.P. Nielsen mente, at kongehuset burde afskaffes, mener han i 1933, at ”kongehuset var et værn om landets demokrati” (s.76). Men da har han også drukket adskillige håndbajere med kronprins Frederik (s.77).

 

Også H.C. Hansen havde i 50erne et nært forhold til kongehuset og mente, det var et stort fremskridt, at skomagerens søn og møbelsnedkerens datter (ham og konen) kunne være private venner med kongen og dronningen (s.157). Og når arbejderdigteren Oskar Hansen kritiserer partitoppens leflen for kongehuset, bliver han belært af Rasmus Prehn: Han har ikke forstået, at kongehuset er ”et element i Socialdemokratiets etablering som reelt førstevalg for danskerne og strukturelt magtparti i Danmark”. Han ”havde ikke blik for den folkelige legitimitet dette samarbejde medførte” s.125).

 

Med bogens komposition viser det sig imidlertid, at alt dette samler sig i Mette Frederiksens person.

 

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet som garant for Danmarks fremtid

Bogen er bygget op som en helgenkåring af en ny dronning. Tidslinjen, der er placeret forrest i bogen, nævner kun formandsudnævnelser 3 gange: De to første og Mette Frederiksen. Derefter kommer hendes eget forord, hvor hun fortæller, at hun ”elsker de historier”, altså beretningerne om de store personligheder i Socialdemokratiet. Undervejs følges der op med en række referencer til Mette Frederiksen. Først Dan Jørgensen der som de sidste af tre eksempler på det særlige socialdemokratiske mod til at trodse sig op ”imod vrimlen” fremhæver Mette Frederiksens undskyldning til Godhavndrengene. Her trodsede hun nemlig både embedsapparat og jurister (s. 11).

 

Derefter har vi Ane Halsboe-Jørgensen, der ikke kan fortælle om Nina Bangs kamp i 20erne for lige uddannelsesmuligheder uden at pege på, at det netop var, hvad Mette Frederiksen talte om ved afslutningsdebatten 2021 (s.60). Og når Astrid Krag skriver om Peter Sabroe, skal vi også lige vide, at han ”har inspireret landets nuværende statsminister til at ville være børnenes statsminister” (s.64).

 

Bogens sidste kapitel handler kun om Mette (her er vi på fornavn). Martin Rossen fører pennen. De positive egenskaber står i kø: Hun har ”en stor portion politisk mod og vilje” (s.247), power, energi, lederskab, social indignation, omsorg, empati, engagement. Hun er fokuseret på de svageste, de udsatte, dem samfundets sikkerhedsnet ikke evnede at gribe (s.248) og insisterer på, at ”værdierne skal altid sætte kursen” (s.250). Den omsorgsfulde side har altid været tydelig i hendes måde at være politiker på” (s.251). - Ja, det synes de syriske flygtninge og børnene i lejrene sikkert også.

 

Som beskæftigelsesminister ville hun sikre, at ”systemet” ikke” sætter sig selv før de mennesker, Socialdemokratiet fører politik for”. Rossen glider her helt uden om den faktiske politiks forringelser og stramninger – det gælder også udlændingeområdet, som nu endelig er ”blevet forankret i socialdemokratiske værdier”. Mette har vist, at hun ”er ikke en politiker der bare vil gå i seng med rene hænder og pletfri samvittighed, mens de svære valg er overladt til andre” (s.253).

 

Det er et særligt sprogligt trick, Rossen brillerer med her. Enhver, der følger med i flygtninge- og indvandrerdebatten, ved at både tone og praksis er hård, og at det går ud over mange konkrete mennesker. ​​ Pointen er imidlertid, at det ikke er dem, det går ud over, det er synd for, men den der eksekverer dommen. Det er Mette, det er synd for, fordi hun må tage ”svære” beslutninger. Kritikernes synspunkter nævnes ikke, det er jo bare dem, der ”har det lettere i selskabelige cirkler”, mens ”Mette har vist, at hun er en af dem, der har modet til at tage ansvar” (s.252). Hun er en jesusfigur, som tager vores skyld på sig, for vi vil jo alle sammen det her, men en del af os vil ikke se det i øjnene og foretrækker at bevare de rene hænder, mens vi lader hende gøre det beskidte arbejde.

 

Mette er imidlertid ikke bare et storslået menneske i al almindelighed. Hun inkarnerer i selve sin personlighed på én gang socialdemokratismen og danskheden. Hendes ”socialdemokratiske kompas (er) finjusteret på en måde kun de færreste kan prale af”. Og det falder heldigvis sammen med det at være dansk. Rossen ”har tit haft den oplevelse at Mette nærmest fysisk kan mærke hvilke problemer som optager danskerne”. Der er et ”fællesskab” som Mette er garant for. Desværre er der ”polariserende kræfter som river i vores samfund og fællesskab”, men dem har Mette ”vilje til at bekæmpe”. Her er der altså nogen, der ikke hører med! Men godt at vi har Mette til at udgrænse de farlige. Hun ”mestrer alle tangenterne på klaviaturet” og hendes ambition er ”en samlende dagsorden for det gamle arbejderparti”, som hun nu er i gang med at genrejse.

 

I betragtning af sammenfaldet mellem Socialdemokratiets og de danske kerneværdier er konklusionen klar: Vi kan trygt lægge vores skæbne i Mette Frederiksens hænder, hun kommer til at gå over i historien som ”en af de absolut største socialdemokratiske statsministre” (s.250f.).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om skribenten

Hans Erik Avlund Frandsen

Hans Erik Avlund Frandsen

Læs mere