Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
17. april. 2021

Socialisme og frihed er kampen mod grådig rovdrift på kloden. Victor Serges revolutionære digte

Ny novellesamling af Victor Serge, Jordskælv & andre fortællinger, udgives på dansk i næste uge. Oversætter Thorvald Berthelsen fortæller om den revolutionære forfatters liv, hvor forfølgelse, deportation og sult satte sine spor i litteraturen.

Arkivfoto.
Artiklen tager cirka 10 minutter at læse.

Victor Serge var revolutionær i Belgien, Frankrig, Spanien og Rusland i størstedelen af sit liv og dernæst hovedsageligt romanforfatter fra 1928 til sin død i Mexico 1947. Efter eksklusionen fra kommunistpartiet i 1928 udvikler antifascisten og antistalinisten Serge sit forfatterskab, og revurderer marxismens analyse af kapitalisme og imperialisme – så ikke kun arbejderklassens, men massernes kamp mod kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden og for klassesamfundets afskaffelse med socialisme og frihed bliver det centrale. På trods af knusende nederlag kan den revolutionære bevægelse for hele menneskehedens frigørelse stadig genopbygges med bl.a. revolutionære skjaldes vidnesbyrd, der ligger som så mange indianske begravelsesmasker under lava og askelag – at ”intet er tabt endnu”. Det kan følges i novellesamlingen, hvor man også kan se hans videreudvikling af 1920ernes roman til en dokumentarisk, episodisk kollektivroman med stream of consciousness og essayistik.

Fra 1919 til 1947 deltager han som kommunist og senere venstreoppositionel i den russiske revolution, borgerkrigen, Kominterns arbejde og kampen mod Stalins magtovertagelse. Efter eksklusionen og forvisningen til Orenburg, slipper han ud af Sovjetunionen i 1936 få uger før den første af de retssager, der udsletter den gamle revolutionære garde. Tilbage i Frankrig, arbejder han under Den Spanske Borgerkrig for POUM; efter den tyske besættelse af Frankrig flygter han til Mexico, hvor han dør i 1947.

Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver 20. april en samling af den belgisk-russiske revolutionære forfatter Victor Serges noveller. Den har titlen Jordskælv & andre fortællinger, og er oversat og forsynet med forord og noter af Thorvald Berthelsen.

Han præsenterer den samme tirsdag 20.4. kl. 16-18 online på Det Poetiske Bureaus Facebook-side. Bogen kan købes for 200 kr. i boghandlere eller på Det Poetiske Bureaus Forlag og Boghandel, Fælledvej 13, 2200 Nørrebro.

+

I Mexico danner Serge sammen med en række andre gruppen Socialismo y Libertad (Socialisme og frihed), hvor også landflygtige fra den spanske borgerkrig og frafaldne tyske kommunister deltog, De satte sig for grundlæggende at omvurdere den marxistiske analyse af kapitalismen under indtryk af afsporingen af proletariatets diktatur, samt totalitarismens og de demokratiske staters udvikling: ”Socialisme er umulig uden frihed, uden garanti for alles frihedsrettigheder og uden omfattende og fuldstændig realisering af demokratiet.”. Arbejderklassen er ikke længere den eneste revolutionære klasse, et nyt samfund ”er i hele menneskehedens folkemassers presserende interesse.” Selvom den øjeblikkelige indflydelse var ringe, er det blevet en mere og mere levende diskussion i efterkrigstiden.

Litteratur og revolution

Trods forfølgelse, sult, censur og udgivelsesblokade i Sovjetunionen færdiggør Serge inden 1933 År 1 af Den Russiske Revolution, samt hans hovedværk om litteraturen i den revolutionære epoke, Litteratur og Revolution, novellerne Hvidehavet og Hospitalet i Leningrad. Det er også her han udgiver de tre første romaner i dén romanserie, der bærer vidnesbyrd om Den russiske Revolution og verdensrevolutionens storhed og tragedie, sejr og nederlag: Menneskene i Fængslet, Vores Styrkes Fødsel og Den Erobrede By fra 1929-32.

Serges to-sprogethed og baggrund i både russisk og vesteuropæisk kultur og i de revolutionære brændpunkter efter Første Verdenskrig sætter ham i stand til at videreudvikle den kollektive roman i sine 7 bevarede romaner om verdensrevolutionens storhed, sejr og nederlag.

Serge mente, at verdensrevolutionen er nødvendig for at afskaffe klassesamfundet (og klassebestemt kultur) og udvikle en ny humanistisk kultur i en langvarig epoke, hvor den har brug for sine egne intellektuelle; filosoffer, skjalde, musikere og historiefortællere. Som den irske forsker Neil Cornwell siger:”Serge’s romaner er måske det nærmeste, vi har, der viser hvad sovjettisk litteratur kunne være blevet i 1930erne.”

Pilnyak som forbillede og afsæt

Han tilslutter sig også Bukharins synspunkt i starten af 1920erne, og ser partikontrol – i stedet for fri kappestrid – som kvælende for den nye litteratur, der var opstået efter revolutionen. Serge mente ikke, at partilitteraturen var den virkelige nyskabelse. Det var derimod den litteratur, der skrev sig ind i og ud fra den revolutionære proces. Boris Pilnyak var som mange andre af de nye romanforfattere ikke bolsjevik.

I sin positive, men kritiske anmeldelse af Boris Pilnyaks roman Nøgent år afslører Serge, hvor han gerne selv vil hen: “Der er ingen lineær fortælling… Men masser i bevægelse – hver enkelt er en verden og et mål i sig selv – begivenheder der smelter sammen, vikler sig ind i hinanden, kolliderer og overtrumfer hinanden, mangfoldige livsforløb som dukker op og forsvinder, alle sjældne, enestående, centrale, fordi de er mennesker, alle ubetydelige i ‘Rusland, Tordenstormen, Revolutionen’… “Hvad ønsker denne Revolution? Den læser, der er uvant med revolutionær tankegang, må være helt besat af det spørgsmål… forfatteren kan ikke ignorere de ideer, som han udmærket ved har indflydelse på adfærden. En social klasses ideologi i kampen for magten, i sejrssituationen og som magthaver, bliver mellem linjerne en magtfuld faktor i omformningen af adfærden. Denne nye forfatter har ikke alle midlerne til at bidrage til dette.” (Boris Pilnyak, Clarté, no. 36, 20. maj 1923.)

Serges æstetik: En ny fortællemåde

Det er netop rollen som revolutionens skjald og historiefortæller, Serge vil udfylde med sine vidnesbyrds romaner. Han forstod dog godt, at kun en forfatter – som havde taget ”det væsentligste af den moderne kultur til sig” – kunne påtage sig rollen som de revolutionæres skjald og historiefortæller.

Efter Serges mening er digtere og romanforfattere ikke rationelle, politiske aktører, der underordner deres virkemidler under klart definerede politiske mål. ”Kunstneren derimod henter altid sit materiale fra underbevidstheden, fra det før-bevidste, fra intuitionen, fra et indre poetisk liv, som er ret svært at definere; han ved ikke med nogen sikkerhed, hvor han går hen, eller hvad han skaber.” Fra sin tid som Komintern-udsendt i Wien havde Serge et indgående kendskab til psykoanalytikerne Freud og Adler.

Det var Serges ambition at udvikle en ny fortællemåde. Det var nødvendigt for at kunne skildre revolutionen og den moderne verdens opbrud. Og han ville gøre det ved at udfolde massernes både materielle og underbevidste liv gennem denne revolutionære epoke i sine kollektivromaner og noveller. Resultatet blev en syntese af kollektivroman, realisme og stream of consciousness (bevidsthedsstrøm) i hans vidnesbyrds-romaner og noveller.

“Serge mente, at verdensrevolutionen er nødvendig for at afskaffe klassesamfundet og udvikle en ny humanistisk kultur i en langvarig epoke, hvor den har brug for sine egne intellektuelle; filosoffer, skjalde, musikere og historiefortællere.”

I novellesamlingen Jordskælv & andre fortællinger kan man i koncentreret form følge disse bestræbelser, f.eks. i novellen Hvidehavet om en økonomisk og sundhedsmæssig inspektionsrejse gennem Hvidehavskystens vinter i samojede-land, hvor vi både følger de to inspektørers, bondefiskernes og samojedernes tanker og barske livsvilkår efter starten på den første Femårsplan med tvangskollektiviseringen af landbruget, fiskeriet, jagten og rensdyr-opdrættet.

I den korte novelle Hospitalet i Leningrad, slår inspirationen fra Freud måske tydeligst igennem. Den er skrevet i 1932 og omhandler det stalinistiske undertrykkelsesapparats udelukkelse af modstandere fra almindeligt arbejde og udnyttelse af psykiatriske tvangsindlæggelser og de indlagtes neurotiske angst, ’selvom de ikke har noget reelt at være bange for’ – med den ironiske twist at de i høj grad har det stalinistiske terrorregime at være bange for, hvilket sætter GPUs sindssygebegreb i relief.

Victor Serges skrivestil er præget af hans livssituation. Bestandigt fængslet, deporteret eller på flugt udviklede han en staccato telegramstil, hvor han uden rettelser skrev i afsluttede episoder, som kunne smugles ud til de små, venstreorienterede forlag i Frankrig, Belgien og Spanien.

På grund af Serges særlige situation var han den eneste overlevende, der frit kunne fortsætte udviklingen af en revolutionær litteratur. Som den irske forsker Neil Cornwell har udtrykt det: “Selvom de er skrevet på fransk, er Serge’s romaner måske det nærmeste, vi har, der viser hvad sovjettisk litteratur kunne være blevet i 1930erne.”

Forvisning og modstand

I 1933 blev Serge deporteret til Orenburg nær Kazakstan fra 1933-36. Her skrev han de næste romaner i serien, de konfiskerede og forsvundne Les Hommes perdus og La Tourmente sammen med L’An II de la révolution russe (også konfiskeret og forsvundet) og Destin d’une révolution. Han skrev også den eneste digtsamling, han udgav i sin livstid, La Résistance. Den blev også konfiskeret, men genskabt i Frankrig 1938. Den er udgivet på dansk som Så gløderne ulmer i ørkenen af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2016.

De sidste romaner i serien med revolutions-vidnesbyrd behandler modstanden mod de kontrarevolutionære stalinistiske, fascistiske og nazistiske diktaturer. De er skrevet under lige så vanskelige forhold som fattig, forvist, statsløs og på flugt fra både nazister, fascister og stalinister i Frankrig og Mexico – efter at Stalins styre blev tvunget til at lade Serge rejse ud af Sovjetunionen i 1936: Når det er midnat i århundredet handler om den forfulgte venstreopposition, mens Toulaév-affæren handler om skueprocesserne og udrensningerne. I De Sidste Tider beskriver Serge Frankrigs nederlag til nazismen og den begyndende modstandskamp, mens han i den sidste roman, De Utilgivelige År, og i novellen Jordskælv fra 1944 skriver om planetens ødelæggelse, naturkatastrofer og formørkelsen af de undertryktes revolutionære bevidsthed på baggrund af Leningrads belejring, bombardementerne af Berlin, mexicanske vulkanudbrud og jordskælv under Anden Verdenskrig.

Her er modstanden næsten bukket under, og den revolutionære bevidsthed hænger i neglene i menneskehedens reaktion på kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden: ”Det er ikke en vision om kosmisk kraft, om verdens fødsel, som den jeg havde her første gang. Det er en vision af monstrøs kvælning, af verdens ende. Den mexikanske vulkan Paracutins dødskamp er begyndt, fortæller de mig, selvom dens kraft nogle dage stadig bryder ud i storslåede ildstorme. Dødskamp? Hvad ved vi? Jeg kan godt lide dette ord, der ansigt til ansigt med jordens undergang understreger vores samhørighed med planeten.” (Jordskælv & andre fortællinger). I de sidste værker bliver hans karakteristiske syntese af episodisk kollektivroman, realisme og stream of consciousness iblandet en god del dokumentarisme og essayistik.

Intet er tabt endnu

Grundtonen i Serges prosa og digte er en atmosfære af identifikation og fællesskab med landet og dets folk, hvad enten det er Rusland eller Mexico. Kort sagt solidaritet med menneskeheden og dens vilkår under kampen mod kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden og for socialisme og frihed. Forfatterskabets rolle er at være ”et middel, der kan skabe fællesskab, et vidnesbyrd om det liv, der strømmer igennem os, og hvis væsentlige sider vi må prøve at fastholde til gavn for dem, der følger efter os.”

Romanernes og novellernes udgangspunkt er en fremstilling af mange enkeltpersoner i deres situations barske realiteter. Men Serges universelle og globale perspektiv sprænger teksten og udvider den i tid og rum. Sådan skriver han en retning frem af det samvittighedsfuldt sandfærdige vidnesbyrd og udvider tidens problematiske og modsætningsfyldte dynamik med aktuelle, universelt menneskelige svar på det brændende spørgsmål – Hvorhen?

I Jordskælv skriver han: ”Hvilken stilhed i destruktionen! Hvis vi stoppede op et øjeblik for at se indgående på os selv herfra, ville vi måske forstå ordet intethed. Lad os ikke stoppe. Vi har ikke tørst efter den slags forståelse. Vores stædige fremmarch er en insekternes kamp mod universet. Vi har travlt med at nå frem.”

For Serge er revolutionen aldrig død, men lurer altid under overfladen. En revolutionær bevægelse for hele menneskehedens frigørelse kan stadig genopbygges, fordi revolutionære skjaldes karakterdannende vidnesbyrd ligger som ”frø under sneen”, som indianske ”begravelsesmasker” bevaret ”under lava og askelag, hvor der er så mange af dem, at ”intet er tabt endnu”.

Om skribenten

Thorvald Berthelsen

Thorvald Berthelsen

Digter, f. 1948. Udgav sin første digtsamling, Utidig i tide, i 2009 og har herefter udgivet 6 digtsamlinger, senest Huds tektoniske plader i 2018 og Sakskøbing Blanding II i 2021. Læs mere