Foto: Dan Cross/Pixabay
4 min. læsetid

Gennem brugsforeninger over fællesbagerier, og bankvirksomhed har den kooperative bevægelse sat sit præg på Danmark i knap 150 år. Men kooperativer har altid været omstridt i den socialistiske


Af Bjarke Friborg

Verden over har finanskrisen betydet konkurser og nedbemanding, men for de kooperative virksomheder har krisen ramt mindre hårdt – bl.a. pga. begrænsninger på at tage penge ud af virksomheden og på spekulativ kapital. Sådan lyder budskabet fra de kooperative virksomheders
hovedorganisation i Danmark, Kooperationen, samt fra ICA, der samler bevægelsen på verdensplan. Den kooperative tanke får i disse år ny opmærksomhed og for nyligt erklærede FN 2012 for Kooperativernes Internationale År.

Realiteterne er imidlertid, at kooperation altid har været omstridt og i praksis både har budt på sejre, men også ydmygende nederlag. Det er f.eks. kun 12 år siden, at LOs ledelse trak sig ud af det daværende Fællesforbundet, der siden 1922 havde været hovedorganisation for arbejderbevægelsens kooperative virksomheder. Selv om faglige ledere stadig er med i de enkelte virksomhedsbestyrelser, er de formelle bånd mellem hovedorganisationerne brudt. En udvikling, der bl.a. kom som følge af et årti med flere skandaler omkring indspisthed mellem LO, Socialdemokratiet og en række kooperative virksomheder, suppleret med beskyldninger om inkompetent ledelse. I løbet af 1990’erne blev flere hæderkronede virksomheder således enten solgt eller gik konkurs, mens andre som f.eks. Lejerbo og Arbejdernes Ligkistemagasin var med i
højprofilerede retssager på grund af anklager om bedrageri og dokumentfalsk.

I nyere dansk historie er kooperation derfor typisk mest kendt for skandalerne inden for arbejderkooperationen, for andelsslagteriernes fyringer og krav om lønnedgang. Hvad der er mindre kendt, er de progressive rødder i kamp for socialisme og konkret omformning af
samfundet gennem selvorganisering – herunder kampene internt i arbejderbevægelsen, der ofte har været rettet imod Socialdemokratiets skiftende strategier.
Som det dominerende arbejderparti siden slutningen af 1800-tallet har Socialdemokratiet altid haft et anspændt forhold til den kooperative bevægelse. Både på grund af det, der efterhånden blev partiets hovedfokus på at erobre statsmagten gennem valg, men også som følge af udfordringen fra en stærk andels- og brugsforeningsbevægelse med nære bånd til det borgerlige parti Venstre.

Dansk skepsis

Mens den kooperative bevægelse i flere andre lande primært var knyttet til
arbejderbevægelsen, betød splittelsen i Danmark, at mange socialister anså navnlig brugsforeninger som borgerlige arbejderforeninger uden reel brod imod kapitalismen. Selv om bøndernes andelsmejerier m.v. var del af en kamp imod godsejervældet, handlede det ikke om socialisme, men kun om en modernisering af landbruget. Det var f.eks. holdningen hos Louis Pio
og den Internationale Arbejderforening fra 1871, der til gengæld gik ind for
produktionsforeninger, hvor arbejdere sammen kunne oprette værksteder eller fabrikker, hvor de selv kunne nyde det fulde udbytte af deres arbejdsindsats.

På trods af, at mange arbejdere på landet var aktive i brugsbevægelsen, forblev ledende socialister stærkt kritiske. Tankerne omkring produktionsforeninger blev også gradvist trængt tilbage af en stadigt mere udtalt strategi om magt via stemmesedlen, sekunderet af en stærk fagbevægelse som modpart til arbejdsgiverne. Her var både klassiske reformister og ortodokse marxister ganske på linje, bl.a. fordi de simpelthen ikke troede på alternativ produktion i en verdensøkonomi, der var stadigt mere præget af storindustri og jernhård konkurrence. Kræfterne
skulle hellere samles omkring den faglige og politiske organisering.
Med den skærpede klassekamp frem mod år 1900 blev interessen igen vakt for kooperativer, der bl.a. kunne give alternativ beskæftigelse for sortlistede arbejdere og til at skaffe brød på bordet for de fattige arbejderfamilier. Arbejdernes Fællesbageri fra 1886 blev f.eks. på kort tid en stor økonomisk succes, der kombinerede brødproduktion med billigere priser. Det samme gjaldt Mælkeriet Enigheden, der blev startet af fyrede kuske og strejkende mælkedrenge, der havde behov for en indtægt. Efter storlockouten i 1899 fulgte oprettelsen af alt fra brændselsforeninger
til bank, livsforsikring og kooperative byggeforeninger.
Mens mange kooperativer således klart blev brugt som faglige kampmidler – herunder f.eks. frisørernes ”kampstuer”, der benyttes under lockouter – blev andre oprettet med mere langsigtede formål såsom at bygge boliger eller afprøve andre virksomhedsformer, hvor arbejdere kunne øve sig i at overtage den økonomiske magt.

I takt med Socialdemokratiets gradvise overtagelse af både stat og kommuner, blev de samfundsoverskridende perspektiver dog tilsvarende erstattet af partiets behov for effektive forvaltere af kapitalismen. Forestillingen om kooperation som et alternativ til både privat og
offentlig virksomhedsdrift blev fortrængt, og flere af de kooperative virksomheder kom stadigt mere til at ligne de klassiske privatkapitalistiske.

Alternativ til spekulation

Den kooperative bevægelse i Danmark har på godt og ondt udviklet sig i nært samspil med først Venstres og siden Socialdemokratiets forvandling fra protest- til systemtro partier. Følgelig er kooperation stadig omstridt – men også ombejlet i kraft af sit budskab om ikke blot samfundsforankring frem for spekulation, men også selvorganisering på arbejdet, demokrati og ret til fuldt udbytte uden snyltende mellemled. Historien viser til gengæld, at selv de mest vellykkede kooperativer må kæmpe en hård kamp, så længe den omgivende samfundsøkonomi får lov at forblive kapitalistisk.


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet 1, marts 2015


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.