Sofie Lippert: Er uddannelseskampen tilbage i defensiven?

“En våd klud i ansigtet”, skriver SFU-forkvinde Sofie Lippert om regeringens seneste uddannelsesudspil.

Af Sofie Lippert

Jeg troede jeg skulle bruge mit efterår på at kæmpe for en milliard på finansloven til uddannelse. Sidste år fik folkeskolen en milliard – i år skulle det være resten af uddannelsessystemets tur.

Jeg havde glædet mig til at skrive indlæg om, at der skulle investeres i feedback. Vi får langt dygtigere elever og studerende af, at dialogen med undervisere bliver kvalitativ og ikke kun kvantitativ med karakterer. Men skal vi prioritere feedback over karakterer, er der brug for flere ressourcer i uddannelsessystemet og mere arbejdstid til de lærere, der skal bedømme og rette opgaver.

Jeg havde glædet mig til at skrive indlæg om, at der skulle investeres i fleksibilitet. De besparelser, der har været pakket ind i fremdriftsreform og fortællinger om, at det er vigtigt for samfundet at folk kommer hurtigt igennem systemet, skulle rulles tilbage. Vi skulle prioritere at skabe et uddannelsessystem, hvor der var plads til at tage den vej og det tempo, der passede til en selv, i stedet for at alle skal passe ned i den samme kasse med krav om en bestemt studieaktivitet og et loft over studietiden.

Jeg havde glædet mig til at skrive indlæg om, at der skulle være mere undervisning på de videregående uddannelser. At det ikke kan passe, at lærerstuderende fortæller om uger med under 10 timers undervisning. Det er simpelthen ikke et værdigt uddannelsestilbud, når studerende der skal lære at undervise, forventes at lære det gennem primært selvstudie. Generelt har vi brug for en anerkendelse af at undervisningen er en afgørende del af alle uddannelser. 

Jeg havde glædet mig til, at alle de indlæg skulle være kampe, vi vandt. For jeg troede faktisk, at det flertal, der tegnede sig efter valget sidste forår, var et flertal, der ville fremtiden. Jeg troede, vi kæmpede en fælles kamp for klima og for uddannelse, fordi vi troede på at i morgen skulle være bedre end i går.

Slask!

I stedet sidder jeg nu og skriver et indlæg om alt det vi kunne have fået. For det var som at få en våd klud i ansigtet, da regeringen fremlagde sit udspil til politiforlig, der skulle finansieres af besparelser på uddannelse. Bevares, det var pakket ind i fine spinforklaringer om, at det i virkeligheden var den onde kapitalistiske markedsføring, man sparede på, og ikke selve uddannelserne. Men når det kom til stykket, var det noget værre vrøvl, fordi uddannelsesinstitutioner er selvejende og får en samlet bunke midler – og desuden næppe kan overleve, hvis ikke de må bruge ressourcer på at tiltrække elever.

Slask. Uddannelsesbesparelser lige i ansigtet. Slask. Minder fra en gammel regering, vi helst vil gemme. Slask. Alle illusioner om, at det skulle være sjovt at lave finanslov med en rød regering blev smidt ud med badevandet.

I stedet for at skrive om uddannelsespolitik i offensiven, måtte vi igen i defensiven, som vi har været i de seneste mange år. Heldigvis er vi gode til at kæmpe imod besparelser. Vi er gode til at kæmpe imod forkerte prioriteringer, når den kortsigtede kapitalisme prioriterer at holde restauranter og barer åbent i stedet for gymnasier. Og hvis der er noget, elev- og studenterbevægelsen og alle os, der støtter deres kampe, er gode til, er det at kæmpe indtil vi opnår resultater. Så selvom regeringen hellere vil spare på uddannelse end at investere, skal de nok få kamp til stregen.