Sofie Lippert: Hvorfor accepterer vi børnefattigdom?

For to år siden stod jeg på beskæftigelsesministerens kontor med tusind julekort. Kortene var indsamlet som en del af en politisk kampagne i SF Ungdom, der satte fokus på børnefattigdom forårsaget af de alt for lave ydelser, man får som arbejdsløs.

I dag vokser tusindvis af børn stadig op i fattigdom. Indsamlere af julehjælp må stadig lave massive kampagner for at hjælpe familier uden råd til julefejring. Samtidig skal vi høre den tidligere formand for folketinget gøre sig til dommer over hvilke trængte familier, der må få hjælp midt i hjerternes fest.

Jeg skammer mig over at vi i så rigt et land som Danmark ikke lykkes med at bekæmpe fattigdom – og i særdeleshed fattigdom i børnefamilier. Hvordan kan de fleste af os have det så nemt, mens nogle skal have det så svært?

“Uagtet om man er borgerlig eller venstreorienteret, så fatter jeg ikke, at børnefattigdom nogensinde er en acceptabel konsekvens i et land, hvor man har råd til at undgå det.”

Jeg skammer mig endnu mere over at en rød regering efter to et halvt år ikke er kommet med en løsning. Og jeg mindes juledag i 2018, hvor jeg diskuterede med en ældre socialdemokrat på Facebook, der mente at Socialdemokratiets udmelding om kontanthjælpsloftet var klar, og at vi selvfølgelig ville få afskaffet det så snart der kom et magtskifte.

Men afskaffelsen af kontanthjælpsloft og integrationsydelsens ekstra lave sats, der nu er omdøbt til hjemsendelsesydelsen, udebliver. For argumenterne for at beholde ydelserne lavt et mange. Og at det er for dyrt at hæve dem til et værdigt niveau er ikke engang det primære – selvom det trods alt er det eneste jeg køber så længe der af uforklarlige årsager ikke er et rødt flertal for øget omfordeling.  

Men argumenterne er langt mere ideologiske end lavpraktiske problemer med kassebeholdningen. Når det kommer til integrationsydelsen mener selv Socialdemokratiet at den lave ydelse vil motivere kvinder, der er langt fra arbejdsmarkedet, til at finde sig et job. Idéen om at folk skulle få nemmere ved at finde et arbejde, hvis de blev fattigere er håbløst dybt forankret i regnemodeller og den offentlige diskurs.

Ser man bort fra, at det er dyrt, og måske resulterer i en mindre arbejdsstyrke at hæve ydelserne, begriber jeg stadig ikke, at man ikke har hævet de lave ydelser for længst. Jeg begriber ikke at et bredt udsnit af det politiske spektrum virker til at mene, at det er vigtigere at få flere i arbejde end det er at sikre alle børn i Danmark en værdig opvækst.

Selv hvis vi køber præmissen om at værktøjerne virker, synes konsekvenserne ved at skære i forældres ydelser utrolig meget større end gevinsten ved at den danske økonomi vækster en smule mere. Blandt andet fordi børnefattigdom har konsekvenser langt ind i voksenlivet, som også påvirker fremtidens samfundsøkonomi.

Men selv når jeg ser bort fra de åbenlyse negative konsekvenser det får for vores samfund, at vi i dag lader knap trestusinde børn leve i fattigdom, så forstår jeg det stadig ikke. Uagtet om man er borgerlig eller venstreorienteret, så forstår jeg ikke at børnefattigdom nogensinde er en acceptabel konsekvens, i et land, hvor man har råd til at undgå det.

Så i 2022 sender jeg endnu engang et ønske i retning af vores beskæftigelsesminister: Drop idéen om, at det er vigtigere at skaffe nok arbejdskraft til virksomhederne end at bekæmpe børnefattigdom. Det er en fuldstændig tåbelig idé.