Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. februar. 2022

Sofie Lippert: Klimaskammen kan kun dulmes i den øvre middelklasse

Klimakrisen bliver ikke løst af, at alle får råd til at tage toget. Men indtil verdens mest magtfulde mennesker tager sig sammen, er det trods alt et sted at starte. Folketingskandidat Sofie Lippert (SF) skriver om klimahandling nu og her.

Illustration: Jeannie Phan.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det diskuteres ofte, hvordan afgifter for diverse klimaskadelige produkter og ydelser skal indrettes. Hvordan undgår vi, at det rammer skævt, hvis hakkebøffen pludselig koster det dobbelte, eller hvis flyet til Mallorca ikke længere kan betales med feriepengene?

Vi ved udmærket godt, at det grønne og røde hænger uløseligt sammen – at klimakrisen rammer hårdere dér, hvor midlerne er små, og at en verden efter klimaforandringer er endnu mere ulige. Men når det kommer til den konkrete politik, strander vi alligevel i debatter om at sikre, at klimatiltag ikke skal ramme skævt. Det er vigtigt at have for øje! Men jeg er i tvivl om, hvorvidt vi under den debat husker på, hvor skævt manglen på tiltag allerede rammer. Altså ikke at vi glemmer, at manglende handling rammer skævt i det store billede, men helt lavpraktisk i hverdagen.

Husker vi, at elbilen i høj grad stadig er forbeholdt overklassen? Husker vi at flyrejsen ofte er det billige alternativ til togturen?

Aflad for klimasynder

Når vi lader stå til og lader togturen, elbilen og andre grønne valg være det dyre alternativ, accepterer vi, at det kun er nogle, der har råd til at betale sig ud af klimaskammen. Et fænomen, der for mange ikke er fremmed. Blandt andet fordi virksomheder og en lang række politiske aktører har interesse i at gøre det til den enkeltes ansvar at redde kloden, men også fordi den manglende politiske handling skaber afmagt og resulterer i et behov for i det mindste at gøre noget selv.

“Nok er turen gennem det svenske landskab romantisk, men det er totalt uden for rækkevidde for den fattige studerende.”

I januar besøgte jeg min lillesøster i Oslo. Da jeg ledte efter billetter følte jeg, der var noget romantisk ”fattig studerende”-stemning over at ville tage toget, men jeg måtte hurtigt sande, at nok er turen gennem det svenske landskab romantisk, men det er totalt uden for rækkevidde for den fattige studerende. Hvis jeg ville med toget hele vejen, skulle jeg af med 650 kr. for hver vej – var jeg villig til at tage bussen halvdelen af tiden, kunne vi komme ned på 550 kroner.

Det er ikke en formue for høj komfort og venligt togpersonale. Men ikke desto mindre mere end det dobbelte af, hvad en flybillet kostede den samme uge, og betydeligt mere end hvad der er til overs i en studerendes månedlige budget til ”diverse”. Så når vi diskuterer, hvad der ville ske for arbejderfamiliens mulighed for at tage på ferie, hvis vi satte afgifter på flybilletterne ned, er sandheden nok, at det ville blive lige så dyrt som at tage toget.

Der er andre faktorer, som gør flyet mere attraktivt end toget – især at de europæiske storbyer er utrolig dårligt forbundet. Det ses tydeligt når turen fra København til Oslo er så godt som umulig at tage med tog hele vejen. Og man kan argumentere for, at netop dét er vigtigere at fikse end priserne på billetterne. Men accepterer man det argument, accepterer man også at togferien er forbeholdt overklassen og den øvre middelklasse, der hellere vil betale lidt ekstra end at skulle bøvle med logistikken.

Mens vi venter i spænding

Det virker indlysende for mig, at man burde sætte afgifter på flyrejsen og til gengæld fjerne dem på togdriften, mens man sørger for at besparelsen går direkte til lavere billetpriser. Så må vi oplagt også investere massivt i bedre tog. Det er ikke nødvendigvis sekundært. Men det duer heller ikke, at vi venter med at gøre det grønne valg tilgængeligt for alle – uanset om det er den klimaaktivistiske studerende eller arbejderklassefamilien der skal til Italien i uge 29 – til alt det andet er fixet.

Klimakrisen bliver ikke løst af, at alle får råd til at tage toget. Det kræver fundamentale forandringer, som vi stadig må vente i spænding på, at verdens mest magtfulde mennesker leverer. Men en del af de forandringer skal også ske i vores forbrug. Et forbrug som de, der har råd, lige nu kan ændre til et klimavenligt alternativt – mens alle dem, der ikke har, må vælge mellem flyet eller en aflysning af ferien.


Om skribenten

Sofie Lippert

Sofie Lippert

Medlem af Folketinget for SF. Valgt i Østjylland. Ønsker med egne ord "at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for - alt dét, der skal til for at skabe et mere lige samfund. Læs mere