Sofie Lippert: Vi kunne alle sammen tjene 43.000 kr. om måneden. Men det kræver mod at udfordre den politiske kurs

Da Mette Frederiksen for nyligt gjorde klart, at hun vil gøre op med myten om, at det skal være lystbetonet at gå på arbejdet, slog det mig, hvor uambitiøs Socialdemokratiets politik egentlig er. Hvor uambitiøst langt det meste politik egentlig er. Og hvor snævert et manøvrerum for politisk forandring, vi har accepteret, at der er.

For når vi alle sammen er tvunget til at bruge finansministeriets regnemodeller, der insisterer på at en topskattelettelse skaber værdi, mens en sygeplejerske er en udgift, så er vi tvunget ind i en konsensus, hvor få ting kan lade sig gøre. Når vi alle sammen må bruge BNP som målestok for et lands velstand, må vi også alle sammen lade forslag som påvirker BNP negativt blive hældt ned af brættet af en hær af økonomer, der fremstiller deres udtalelser som en objektiv sandhed. Dermed bliver skabt en fælles enighed om, at højt arbejdsudbud er godt, og at høje offentlige udgifter er skidt. Derfor kan det også virke umuligt at ændre på det.

“Jeg håber du stiller dig selv spørgsmålet: Hvorfor er det ikke sådan? Hvad er det, der ligger bag vores nuværende fordeling af løn? Og er alle disse strukturer faktisk retfærdige?”

Men vi må ikke glemme at det der virker umuligt at ændre på, også er resultater af politiske valg. At fordelingen af ressourcer i vores samfund, nærmest pr. definition – i hvert fald hvis man benytter den definition, jeg lærte, da jeg kortvarigt var forbi samfundsfag på universitetet – er politik. Derfor er det også et politisk valg, at alle danske lønmodtagere ikke tjener 43.000 kr. om måneden – det er nemlig den gennemsnitlige månedlige indkomst for lønmodtagere i Danmark.

Hvis vi ville, kunne alle danske lønmodtagere altså have en aldeles hæderlig indkomst, og ingen ville kunne diskutere, om det kunne betale sig at arbejde – ikke en gang hvis vi hævede samtlige sociale ydelser til 25.000 kr. om måneden, som regeringen lige nu foreslår, at dagpengene skal være i de første måneders ledighed efter flere års arbejde.

Bedre valg kræver politisk mod

Du griner måske nu. Du tænker, at det alligevel var lige lovlig kommunistisk for en SF’er. Men jeg håber også du stiller dig selv spørgsmålet: Hvorfor er det ikke sådan? Hvad er det, der ligger bag vores nuværende fordeling af løn? Og er alle disse strukturer faktisk retfærdige?

Det oplagte eksempel at hive frem lige nu, er selvfølgelig tjenestemandsreformen fra 1969, der politisk placerede offentligt ansatte på forskellige løntrin – en politisk beslutning, der strækker sine grene ind i nutidens lønforskelle på det offentlige arbejdsmarked, og tvinger os til at spørge os selv, hvorfor en lærer er mere værd end en pædagog? Fordi vi har taget en politisk beslutning om det – både i form af den over halvtreds år gamle reform, men også hvert eneste år siden, hvor vi ikke har lavet det om.

Også på det private må vi spørge os selv, hvorfor ingeniøren tjener mere end rengøringspersonalet. Er det fordi de har taget en længere uddannelse? Eller fordi de har en mere positiv betydning for BNP? Eller fordi vi som samfund bedre kunne undvære den ene end den anden?

Uanset hvad er det resultatet af politiske valg. Politiske valg om hvad der har værdi i vores samfund. Når nogle tjener 80.000 om måneden, mens vi debatterer om forskellen på kontanthjælpen og et job er stor nok, er det fordi vi har valgt at sige, at nogle menneskers bidrag til samfundet er fire gange mere værd en andres.

Og netop fordi det er resultatet af politiske valg, må vi også politisk have modet til at udfordre disse præmisser af og til. Jeg bilder mig ikke ind, at vi kan gøre op med alverdens uretfærdighed i morgen. Heller ikke om ti år. Men jeg mener at vi skal være bedre til at løfte den politiske samtale til det niveau, hvor vi taler om retningen og målet – ikke bare den næste reform eller det næste udspil.