Solidaritet eller grusomheder: EU indgår ny asylaftale

EU har hidtil fordelt ansvaret om modtagelse af flygtninge og asylansøgere gennem den såkaldte Dublin-forordning. Ifølge Dublin-forordningen skal det EU-land, som asylansøgerne ankommer til, stå for den pågældende persons asylsag.

Mange af EU’s asylansøgere ankommer ad søvejen. De kommer fra Afrika og ankommer derfor til landene ved Middelhavet – Italien, Grækenland og Spanien.

Det betyder, at landene ved Middelhavet står med en stor opgave i behandlingen af de asylansøgere, som ankommer til Europa ad søvejen. Udover det administrative arbejde med behandlingerne af asylsagerne, står disse lande også med en humanitær opgave, for turen over Middelhavet er farlig.

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR var 2.550 døde på Middelhavet i 2023’s tre første kvartaler. Det er langt højere end de 1.680, som døde i 2022, og på højde med niveauet under flygtningekrisen.

Landene ved Middelhavet – især Italien og Grækenland – har derfor længe forsøgt at overtale EU-systemet til at ændre Dublin-forordningen, så de ikke står så alene med arbejdet.

Ny asylaftale

20. december 2023 blev EU-landene så enige om en ny asylaftale. EU’s kommissær for indre anliggender, svenske Ylva Johansson, udtalte i den forbindelse, at aftalen vil lette trykket på de lande, som modtager.

Aftalen er blevet modtaget med afmålt begejstring i Italiens højrefløjsregering, fortæller Alberte Bové Rud, som er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier med ekspertise i italiensk politik.

”Italiens regering tager først og fremmest godt imod, at EU er nået til enighed. Der er kommet en forståelse for, at der er brug for at lave fælleseuropæiske løsninger for at hjælpe de lande – som for eksempel Italien – der på grund af deres geografiske position modtager mange asylansøgere. Alt i alt er aftalen bedre end ingenting, men ikke det italienerne havde drømt om”, siger Alberte Bové Rud til Solidaritet.

Princippet om at det første land, som migranterne ankommer til, skal stå for asylbehandlingen, bevares i den nye aftale. Spørgsmålet er så, om aftalen betyder en reel forbedring af forholdene for landene ved Middelhavet. Solidaritet har derfor talt med senioranalytiker ved Tænketanken Europa, Ditte Brasso Sørensen.

”Landene, som migranterne ankommer til, skal stadig stå for asylbehandlingen. Men landene får bredere beføjelser til hurtigt at kunne afvise de migranter, som ikke opfylder betingelserne for at få asyl. Det skal så virke afskrækkende for de folk, som ved, at de ikke opfylder betingelserne for at få asyl, hvis de bliver klar over, at de skal tilbringe kort tid i et asylcenter i Europa, før de sendes tilbage”, siger Ditte Brasso Sørensen til Solidaritet.

Aftalen er indgået af alle partier i EU-parlamentet på nær venstrefløjen. De Grønne og The Left i EU-parlamentet stemte imod aftalen.

Venstrefløjen og Amnesty kritiserer aftalen

Som en del af aftalen bliver det nemmere for landene at tilbageholde folk, der venter på en afgørelse i asylsager. Det møder skarp kritik.

”Aftalen er kompromisets kunst. Logikken i aftalen bygger på at afskrække folk fra at tage til Europa, og det taler nok mere til højrefløjens logik og de løsninger, som højrefløjen ønsker på problemstillingen”, siger Ditte Brasso Sørensen til Solidaritet.

De Grønne i EU-Parlamentet, som er SF’s europæiske parti, har kritiseret aftalen. SF’s EU-parlamentariker Kira Marie Peter-Hansen, har ingen kommentarer til aftalen, men henviser i stedet til svenske Alice Bah Kuhnke fra Miljöpartiet, som var De Grønnes forhandler.

”Miljöpartiet har indset behovet for en reform af EU’s migrationspolitik. Men det er ikke det her, der er brug for. Aftalen svigter EU’s borgere, og den svigter mennesker på flugt. Jeg skammer mig over EU i dag”, skriver Alice Bah Kuhnke i en mail til Solidaritet.

Alice Bah Kuhnke kritiserer også dele af aftalen, som gør det nemmere at tage fingeraftryk og lave ansigtsgenkendelse af mindreårige.

”Det er utroligt, at der findes et flertal i EU, som mener, at børn skal kunne spærres inde i flere måneder ved EU’s grænser, og at børn ned til seks år skal kunne tvinges til at afgive fingeraftryk. Børn skal mødes med kærlighed og respekt og ikke spærres inde som forbrydere”, skriver Alice Bah Kuhnke.

Det europæiske venstrefløjsparti The Left, hvor Enhedslisten er medlem, er også ude med riven. I en pressemeddelelse kalder de aftalen for en ”sorgens dag for menneskerettigheder i Europa”.

Enhedslistens spidskandidat ved næste EU-parlamentsvalg, Per Clausen skriver videre i en mail til Solidaritet:

”Jeg havde virkelig håbet at se en solidarisk fordeling af flygtninge mellem EUs medlemslande.
I stedet ser vi, at de rige medlemsstater i nordvest Europa kan betale sig fra at tage ansvar, og
at EU accepterer finansiering af overvågningsdroner og pigtråd som acceptable
solidaritetsbidrag! Det er under al kritik.”

Også en række NGO’er har kritiseret aftalen. Herunder Amnesty. I en pressemeddelelse skriver direktøren for Amnestys EU-kontor Eve Geddie, at ”aftalen vil sætte EU’s asyllovgivning tilbage med årtier. Aftalens sandsynlige resultat vil blive flere lidelser på alle dele af en asylansøgers rejse til Europa”, udtaler Eve Geddie i en pressemeddelelse.

Solidaritetsmekanisme

Som en del af den nye aftale indgår en såkaldt solidaritetsmekanisme. Den skal kunne tages i brug, hvis trykket på de EU-lande, som modtager migranterne, bliver stort nok. Hvis solidaritetsmekanismen tages i brug, kan man sende asylansøgere til andre EU-lande, men de andre EU-lande kan også betale sig fra at modtage disse asylansøgere.

Det har skabt nogen kritik i Italien:

”Flere italienske politikere har oplevet det som vanærende for Italien, at EU-lande kan betale sig fra at tage del i solidaritetsmekanismen”, fortæller Alberte Bové Rud til Solidaritet.

”Samtidig er det uklart, hvad der skal til for at udløse solidaritetsmekanismen, så de andre EU-lande skal hjælpe de lande, der modtager flest asylansøgere. Det er heller ikke klart, hvem der kan udløse solidaritetsmekanismen. Og vi står faktisk i en situation med det højeste antal asylansøgere i EU siden flygtningekrisen i 2015”, fortsætter Alberte Bové Rud.

Højeste antal asylansøgere siden flygtningekrisen

Om vinteren tager færre migranter turen over Middelhavet for at ankomme til Italien og Europa. Om vinteren er vejret til søs hårdere, og de gamle både – som bærer de mennesker, der håber at skabe sig en bedre tilværelse i Europa – kan ofte ikke klare turen.

Det kan derfor forekomme som en stille periode i det sydlige Italien, hvor mange af disse mennesker ankommer. Men situationen er alt andet end stille. Italien har i 2023 (indtil 14. december) modtaget 153.407 migranter. Flere end 17.000 af disse er uledsagede børn. Italien er ifølge UNICEF destinationen for omtrent 60 procent af de flygtninge, som tager søvejen over Middelhavet til Europa.

Omfanget i 2023 er sammenligneligt med de 153.842 migranter, som ankom til Italien under den såkaldte flygtningekrise i 2015.

I 2016 slog Italien sin egen rekord, hvor flere end 181.000 mennesker ankom ad vandvejen til Italien. I de følgende år faldt disse antal betragteligt. Det skete, efter EU fra 2017 og frem har investeret små 60 millioner euro i øget bevogtning af de flygtninge og migranter, som befinder sig i Libyen.

Italiens daværende premierminister Paolo Gentiloni indgik i februar 2017 også en bilateral aftale med sin libyske kollega Fayez al-Sarraj, hvor Italien donerede penge til Libyen, mod at Libyen holdt styr på de mange mennesker, som forsøger at nå til Europa gennem libysk territorium.

Italien har yderligere doneret skibe til den libyske kystvagt for at sørge for, at så få migranter som muligt får held med at begive sig ud på Middelhavet. I Libyen udsættes mange af disse flygtninge og migranter ifølge FN for forbrydelser mod menneskeheden.

Politiske konsekvenser

De mange år med mange asylansøgere og flygtninge ved Italiens kyster har haft politiske konsekvenser for Italien, som i dag har en regering med en premierminister, hvis politiske rødder står i den nyfascistiske bevægelse.

Premierminister Giorgia Meloni fra det højreorienterede parti Fratelli d’Italia (Italiens Brødre), dannede i efteråret 2022 en regering med det ligeledes stærkt højreorienterede parti Lega og den nu afdøde Silvio Berlusconis parti Forza Italia. Højrefløjen gik dengang til valg på drakoniske løsninger til at holde migranterne væk fra Italiens kyster. De talte blandt andet om en flådeblokade i Middelhavet.

”Flygtningespørgsmålet har fyldt meget i Italien i tyve-tredive år. Det har haft stor indflydelse på folkestemningen og på valgresultaterne og var medvirkende til, at højrefløjen vandt valget i 2022”, fortæller Alberte Bové Rud til Solidaritet.

Hun fortæller dog også, at noget har flyttet sig i italiensk flygtningepolitik.

”Spørgsmålet fylder dog mindre i dag, end det har gjort tidligere. Der er også en større forståelse for, at mennesker kan have behov for at flygte. Det kan man også se på den nuværende regerings politik. Den har slet ikke sat så hårdt ind over for flygtningene, som man kunne frygte”, siger Alberte Bové Rud.

”Det sker ikke kun af humanitære årsager, men også af rent realpolitiske grunde. Man har fundet ud af, at man ikke kan stoppe folk fra at flygte. Der også kommet en forståelse for, at man må se på de strukturelle vilkår for, at folk flygter, og at man må se på legale måder at komme til Italien, som også godt kan bruge migranternes arbejdskraft. Rent politisk har man ikke leveret ret meget på de her områder, men der er dog kommet en forståelse for det”, fortæller Alberte Bové Rud.

Artiklen er støttet af Europanævnet og 15. septemberfonden.