Foto: Thea Wiborg
8 min. læsetid

Dennis Kristensen skriver i dagens Signatur om den fælles solidaritetspagt ved sidste forårs overenskomstforhandlinger. Han mener vi kan lære om vigtigheden af at stå sammen, og at vi bør bruge erfaringerne til at gå i offensiven til kommende forhandlinger.


Af Dennis Kristensen

Fra egeninteresse til solidaritet

Solidaritetspagten var ikke en stor forkromet plan, der var forhandlet på plads af organisationerne lang tid i forvejen. Derfor startede forberedelserne til OK 18 heller ikke med solidaritet og brændende fællesskabsfølelse. Forberedelserne startede i stedet med egeninteresse.

Det var summen af forskellige interesser, som ikke var fælles for alle ansatte i stat, kommuner og regioner. Læreres og underviseres manglende aftale om arbejdstid, ligeløn for de kvindedominerede fag, et særligt løft for de lavtlønnede, tabet af særlige fridage på statens område, Moderniseringsstyrelsens angreb på den arbejdsgiverbetalte spisepause. Og med et bagtæppe vævet af afslutningen på den økonomiske krise, af daværende finansminister Bjarne Corydons bagholdsangreb ved de foregående overenskomstforhandlinger. Dette blev udført gennem det såkaldte Privatlønsværn, som ville forhindre en parallel lønudvikling mellem de privat og offentligt ansatte, og af Moderniseringsstyrelsens krav om tilbagebetaling af det påståede løngab mellem de private og offentligt ansattes lønudvikling.

Solidaritetspagten opstod heller ikke på én gang. Den kom til verden bid for bid, i takt med, at organisationerne lagde de særlige problemstillinger på bordet, som den enkelte organisation ikke forventede at kunne løse alene, og endte som et fælles tilsagn om at yde hinanden solidarisk støtte i forsøget på at løse disse problemer.

Selvom afslutningen af OK 18 i sidste ende blev skæmmet af manglende enighed om, hvornår det, der lå på bordpladen, var en sejr, der var større end det, der kunne forventes opnået gennem arbejdskamp, så markerede OK under alle omstændigheder nye takter i samarbejdet mellem organisationerne.

Samtidig slog det også nye takter an i samarbejdet mellem lønmodtagerforhandlerne på det statslige område og de kommunale og regionale forhandlere. Det statslige område har ellers i mange år haft førertrøjen på, i kraft af at have siddet direkte overfor den finansminister, der på folketingets vegne sidder på pengekassen. Den havde man hidtil ønsket at beholde.

Fra defensiv til offensiv

Stiger man op i de højere, iltfattige luftlag, så repræsenterer OK 18 også en kovending fra tidligere tiders holden-hinanden-i-skak-forhandlinger. Forhandlinger med det dobbelte fokus på resultatet og på, hvad organisationerne ikke ville acceptere andre opnåede. De har dermed ogs[ været forhandlinger, som alt for ofte har fastholdt den skæve fordeling af løn og goder mellem de offentligt ansatte, mellem kvinder og mænd, mellem lavt og højtlønnede, og mellem løst og fastansatte.

Kovendingen har betydet, at det i højere grad kom til at handle om, at organisationerne ville slutte op bag hinandens krav, hvis opbakningen blev gensidig. Er der så tale om en varig ændring af samspillet mellem organisationerne?

Kan arbejdet med denne overenskomstfornyelses solidaritetspagt bære frem, og lede væk fra en udpræget defensiv forhandlingsstrategi imod en offensiv? Det vil skabe sammenhold, hvis man skulder ved skulder forsvarer sig mod arbejdsgiverkrav om forringelser og tilbageskridt, og fremsætter direkte lønmodtagerkrav om forbedringer og fremskridt.

OK 18 var i udpræget grad en defensiv overenskomstfornyelse set med lønmodtagerøjne. Defensiv i forhold til forsvar for arbejdstid, spisepause, seniorordninger og lønudvikling. Defensiv for at vinde tabt land tilbage og forsvare sig mod nye tab.

En offensiv forhandlingsstrategi vil kræve sammenhold om ikke blot forbedringer for de enkelte organisationers medlemmer, og højere løn til alle, men også forandringer af mere grundlæggende karakter, hvor solidariteten ikke alene udspringer af noget-for-noget-aftaler på lønmodtagersiden.

OK18-forhandlingerne gav anledning til massive demonstrationer, her fra Blågårds Plads i København. Foto: Klaus Berdiin Jensen

Organisationerne må forholde sig til ikke blot fordelingspolitik i samfundet via skatter og velfærd, hvor vi typisk har haft nemmere ved at blive enige, men også til fordelingspolitik i overenskomstforhandlingerne. Her handler det om i fællesskab at erkende, at overenskomstkampen om prisen på arbejdskraft har to sider: Kampen for en fair prisregulering og kampen for, at lønrelationerne mellem faggrupperne og uligeløn mellem kønnene skal ændres til gavn for de, der får mindst for deres arbejdskraft.

Det er lige der, at solidaritet ikke længere er den nødvendige adgangsvej til varetagelse af egeninteresse, og lige der, hvor OK 18-kampråbet om én for alle og alle for én, for alvor giver mening. Sådan bliver overenskomstforhandlinger til solidarisk lønkamp.

De historiske sejre

Vi har tidligere i den offentlige sektor – før den store liberale storm hærgede landet – kunnet gennemføre overenskomstfornyelser, som sikrede alle faggrupper reallønsfremgang, men samtidig også ændrede lønrelationer til gavn for de lavest lønnede. Metoderne har været forskellige: Ensartede kronestigninger til alle, kombinationer af procentvise lønstigninger og kronebeløb, særlig forhøjelse af de laveste løntrin, løft fra det nederste løntrin og overspring af trin. osv.

Men det er lang tid siden, at organisationerne for alvor i fællesskab rykkede ved de grundlæggende forskelle mellem faggrupperne, og rykkede ved lønrelationerne. De højestlønnede har for længst genvundet det forspring, som svandt lidt ind under 1970’ernes solidariske lønpolitik. Det er ikke mindst sket ved hjælp af de lokale lønforhandlinger, som i en vis udstrækning, og med de offentlige arbejdsgiveres begejstrede tilslutning, leverer omfordeling fra lavtlønnede til højtlønnede.

Der er ganske vist siden 1970’erne opnået en række forbedringer af andet end løn, som de højtlønnede ikke har haft den fulde glæde af. Her kan nævnes den fælles nedre bund indenfor pension, ansættelsestryghed, og løn under fravær. De højtlønnede har dog oftest kunne sikre sig kompensation for forbedringer, som de selv havde i forvejen.

Lønnen er også forhøjet ved overenskomstforhandlinger med procentvise lønstigninger, og de aftalte reguleringer i løbet af overenskomstperioderne er forhøjet på samme vis. Det er den form for lønpolitik, der støber afstanden mellem den højtlønnedes og den lavtlønnedes lønseddel i beton.

Det er samtidig lykkedes de højtlønnede og arbejdsgiverne at kapre sproget omkring de offentligt ansattes lønrelationer. Hvis de lavtlønnede skal have en større procentvis lønfremgang end de højtuddannede, så er det de højtuddannede, der skal afgive. Det er virkelig at vende sproget på hovedet.

Hvis man under en højkonjunktur kan sikre alle reallønsfremgang og samtidig mindske løn-afstanden indenfor de offentligt ansatte, så afgiver de højtlønnede ikke til de lavtlønnede. Så vil det i stedet være de lavtlønnede, som afgiver mindre til de højtlønnede.

Når de lavtlønnede og de højtlønnede står henne ved kasseapparatet i Brugsen, så spørger ekspedienten ikke til årsindkomst for at kunne indtaste forskellige priser til henholdsvis den lavtlønnede og den højtlønnede for mælken og leverpostejen. Varerne koster det samme for dem begge, men de sluger en større del af den lavtlønnedes løn end af den højtlønnede, og det vil de blive ved med, så længe varer, tjenesteydelser og lønninger til offentligt ansatte stiger med samme procentsats for begge grupper.

Det ser desværre ikke ud til, at de nye generationer af akademikere skal nyde noget af solidaritet, hvis det ikke er noget for noget, og hvis de ikke selv som modydelse får direkte glæde af andres solidaritet. Det er en skam. På samme måde kniber det voldsomt mellem organisationerne med at finde fælles fodslag om, hvordan man for alvor kan få skævdelt et overenskomstresultat, til fordel for de typiske kvindefag.


“En løsning for alle” hed parolen under OK18-forhandlingerne. Vi skal ifølge Dennis Kristensen bruge erfaringerne fra den kamp til at gå mere i offensiven.

Potentialet i FH

I fremtiden kommer de tidligere FTF- og LO-faggrupper til at udgøre en sammenhængende gruppe ved overenskomstforhandlingerne, efter sammenlægningen af FTF og LO til Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Det er spændende, hvordan organisationerne i FH vil bruge deres nu sammenlagte medlemstal i den offentlige sektor, og omsætte det til større indflydelse og slagsstyrke til de mellem- og lavtlønnede i overenskomstforhandlingerne.

Jeg kender det offentlige forhandlingssystem tilstrækkeligt godt til at kunne fastslå, at den øvelse næppe er noget, der falder på plads på en lørdag formiddag. Det indeholder dog potentialet til at skabe en betydelig større modvægt til akademikere og arbejdsgivere, som har sammenfaldende interesser i at opretholde den såkaldte lønspredning i den offentlige sektor – og gerne øge den yderligere.

Det er spændende om FHs glimrende kampagne Stop uligheden. Styrk velfærden, med fokus på den stigende ulighed mellem fattige og rige i Danmark, kan oversættes til andet end solidarisk lønkamp med ekstra løft til de lavest lønnede. Kan vi genopfinde den solidariske lønkamp? Vi kan hvis vi vil. Vi kan, hvis solidaritet ikke kun er noget for noget. Vi kan, hvis vi mener det samme om ulighed på arbejdsmarkedet som i samfundet.

Hvis opfølgningen på OK 18 går i den retning, så vil OK 18 for alvor have sat sig afgørende og varige spor i den offentlige sektor.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk vil han hovedsageligt skrive om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.