Som gjaldt det om at afpolitisere klimaoprøret

Dagbladet Informations godsindede klimajournalist Jørgen Steen Nielsen har under titlen Som gjaldt det livet skrevet en oplysende bog om klimakrisen. Den træder dog varsomt når det kommer til de nødvendige politiske og sociale ombrydninger af vores samfund.

---

Af Kristoffer Balslev Willert

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Jørgen Steen Nielsens Som gjaldt det livet er en begavet og informativ bog for enhver, der kærer sig bare lidt om fremtidig eksistens på Jorden. Men bogen bærer dog også præg af en vis tilbageholdenhed, på grænsen til inkonsekvens på et afgørende punkt, fordi han for det meste bifalder det mantra, at enhver oprigtig klimakamp også er en politisk kamp imod ulighed og den finansielle fossilelite – men samtidig ikke rigtig tager konsekvensen heraf og kvalificerer, hvad det nødvendigvis må indebære: Et grundlæggende opgør med vore samfunds kapitalistiske organisering af produktion og omfordeling – hvilket er hovedårsagen til den omfattende destruktion af den ikke-menneskelige natur og grundlaget for menneskelig eksistens.

I stedet afpolitiserer forfatteren indirekte den spirende klimabevægelse ved at påstå, at bevægelsen ikke kræver politiske forandringer i form af en revolution eller et opgør med kapitalismen – men at oprørerne bare vil beholde retten til at leve. Det politisk ufiltrerede, biologiske liv. Hvis man er interesseret i politisk teori eller filosofi kan selv digte videre på, hvad Michel Foucault eller Giorgio Agamben ville have at sige til det. Engang var, som Jørgen Steen Nielsen skriver, mange ”drevet af et raseri mod kapitalister og undertrykkere, i dag er drivkraften en kærlighed til selve livet” (s. 131). Hvad forfatteren enten overser – eller i hvert fald ikke evner at gøre klart for læseren – er, at kampen mod kapitalisme og undertrykkelse altid allerede er en kærlighed til selve livet.

Endnu en understregning af, at forfatteren ikke kan mene ”radikal” i nogen nævneværdig forstand i sit oplæg til ”radikale” samfundsforandringer, er når han skyder klimabevægelsen i skoene, at den forsøger at række ud og assistere de ”beslutningstagere, der skal træffe vidtgående og vanskelige afgørelser i klimakatastrofens skygge” (s. 111), og at klimabevægelsens oprør egentlig består af ”tillidserklæringer til demokratiets forvaltere og et tilbud til dem om at hjælpe” (s. 163). Det er efter min bedste overbevisning en fejllæsning af klimabevægelsens oprørske dimension – og en overvurdering af det nulevende demokratiske systems evne til at handle effektivt nok. Hvornår har et ”oprør” været det samme som en ”håndsrækning” eller ”tillidserklæring”?

I det følgende vil jeg lave en række nedslag i bogens positive såvel som mangelfulde sider og ledsage de nedslag med egne refleksioner over klimakatastrofens prekære konsekvenser for det politiske liv – og hvordan klimateknologier kan indtænkes i en venstreorienteret klimastrategi.

”Feedback-sløjferne”

Lad os starte med nogle af bogens ubetinget gode aspekter. Man kan til en start undre sig over det indsatte ”Som” i titlen Som gjaldt det livet, da hverken den virkelige situation eller bogens indhold indikerer, at klimaforandringernes eksistentielle trussel skal forstås i overført betydning. Men lad os betragte det som en sproglig svipser. At vores nuværende måde at forholde os til den ikke-menneskelige natur på sætter liv på spil, er der ikke så meget tvivl om. Klimakrisens levende vidner og ofre findes allerede derude. Først og fremmest massevis af ikke-menneskeligt liv – omkring 1 million dyre- og plantearter er truede lige nu. Men mennesker rammes også i skrivende stund af brændende hjem, økonomisk ustabilitet, fattigdom og ufrivillig migration. Som forfatteren skriver i en af sine mange og minutiøse metaproklamationer:

”Mennesket står for første gang i sin historie over for en selvskabt, global trussel mod sit naturgivne grundlag” (s. 13).

Bogen er vigtig på mange måder. Først og fremmest er den et stykke pålideligt arbejde af en journalist, som er vant til at arbejde grundigt med sit kildemateriale. Læseren oplyses om de nyeste rapporter og artikler om klimaforandringerne inden for alt, lige fra energi, transport og byggeri til klimateknologi og meget mere. Eller om de magtfulde G20-landes opreklamerede greenwashing-politik, hvor de blandt andet fra 10 år siden proklamerede, at de ville udfase støtten til fossil energi – men rent faktisk vokser flere af landenes subsidier. Globalt modtager den sorte energisektor omkring 400 milliarder kroner i subsidier.

CO₂-udledningerne bliver ved med at stige år for år. For eksempel aflæste man i 2019 på Mauna Loa Observatoriet på Hawaii den højeste CO₂-koncentration i Jordens atmosfære i mange millioner år: ”Mennesket har nu pumpet så meget CO₂ ud i atmosfæren, at koncentrationen er øget med omkring 50 pct. i forhold til niveauet, før industrialiseringen og afbrændingen af fossil energi tog fart” (s. 28), som forfatteren skriver. Selvom masser af data viser, at mange nationer har indledt en massiv grøn omstilling, så er det først og fremmest hastigheden, den er gal med. Herhjemme stiger udledningerne for eksempel inden for transportsektoren, mens landbrugets udledninger ikke er faldet siden 2011.

“Bogen er vigtig på mange måder. Først og fremmest er den et stykke pålideligt arbejde af en journalist, som er vant til at arbejde grundigt med sit kildemateriale”

”Ødelæggelserne er i gang”, som forfatteren skriver. Det betyder med andre ord, at udtrykket ’deadline’ er sat ud af kraft. Tidsfristen er i princippet allerede overskredet. Nu handler det bare om at inddæmme eller omvende. Den største frygt hos klimaforskere lige nu er, at klimakrisen sætter uforudsigelige og ukontrollable mekanismer i gang – såkaldte ”feedback-sløjfer”, eller ”dominobrikker”, når vi passerer bestemte ”tipping points” (s. 32). Et eksempel fra en af de nyeste forskningsrapporter er småapokalyptisk læsning om begivenheder, som allerede er trådt i kraft:

”Optøning af permafrosten i Arktis, udslip fra metandepoter på havbunden, svækkelse af evnen til CO₂-optagelse i havene og på land, forøget bakteriel respiration i havene, bortdøen af skovområder i Amazonas og på nordlige breddegrader, svækkelse af snedækket på den nordlige halvkugle, tab af sommer-havisen i Arktis og Antarktis og reduktion af den grønlandske indlandsis” (s. 33).

Den ”navnløse” bevægelse

Forfatteren sætter først for alvor sig selv på spil, når han ikke bare fremlægger tallene og fremskrivningerne, som fylder bogens første dele side op og side ned – men sætter dem ind i en klimapolitisk kontekst.

De politiske, unge klimabevægelser får i den sammenhæng den spalteplads, de fortjener. De har formået at kickstarte en fælles bevidsthed – hvilket i sig selv er tankevækkende. Tænk over, hvor få politiske bevægelser med et ubetinget vigtigt budskab, der har mobiliseret så mange, så hurtigt. Forfatteren kalder det for den ”navnløse, grænseoverskridende bevægelse”. Hen mod bogens slutning skriver han:

”Aldrig før har det stået så klart i den kollektive bevidsthed, hvad vi risikerer ved at fortsætte som nu. Aldrig før har så mange kræfter i civilsamfund, erhvervsliv og den videnskabelige verden været mobiliseret for at bremse den faretruende udvikling og omstille vores økonomi og livsform til noget, der er bæredygtigt” (s. 163).

Den borgerlige modreaktion til den her fælles bevidsthed, som man oftere end som så løber ind i, handler ikke så meget længere om faktuel klimaforandrings-skepsis, men snarere om, at problemerne formentlig kan fixes uden at ændre for meget på business as usual. Det skyldes selvfølgelig, som Jørgen Steen Nielsen også understreger, at enhver type af nødvendig samfundsomstilling vil gå direkte i flæsket på den kapitalistiske elite, dens privilegier og magtpositioner. Den her borgerlige modreaktion pakkes ofte ind i småvulgære lovprisninger af abstrakte pseudoværdier som ‘den ubetingede ret til personlig frihed’ og ‘markedets ret’ til at navigere kompromisløst efter det næste profitfix. Forfatteren leverer, måske med en vis ironi, en metafor, som enhver nedskæringsparat aktør fra samfundets politiske eller kapitalistiske elite ellers må forventes at kunne forstå:

”Sagt i en enkelt sætning handler det om, at vi i vores omgang med kloden og dens ressourcer skal indoptage det grundprincip, som til enhver tid har vejledt og styret ethvert finansministerium: Definér det til rådighed værende budget, og respekter det” (s. 71).

Afpolitisering af det ”nye oprør”

Bogens største styrke, men også største mangel, kommer med mantraet om, at enhver oprigtig klimakamp samtidig er en kamp mod ulighed. At bekæmpe klimaforandringer kræver ”radikale omstillinger af samfundet, dets økonomi, dets magtrelationer og værdier” (s. 16), som forfatteren skriver. Parallelt med klimakrisen, som han skriver, vokser en ”krise af social karakter. Den handler om, at mange mennesker i den vestlige verden oplever at være frataget magten over egen tilværelse” (s. 13).

Det er alt sammen meget fint. Man mangler bare, at forfatteren tager konsekvensen heraf og kalder en spade for en spade: Den omfattende ødelæggelse af naturen skyldes først og fremmest den historisk betingede måde at organisere samfundets produktion og fordeling på, som hedder kapitalisme. Ikke et sted i bogen bliver kapitalismen draget direkte til ansvar. Man savner kort sagt en analyse af, at et kapitalistisk samfund – der er underlagt målene om profit, ekspansion og vækst – ikke er i stand til at opfylde den budgetlov, forfatteren selv skitserer.

Det undrer mig, for det er ellers for det meste den rute, forfatteren ser ud til at følge i bogen. Vores nuværende samfundsorganisering ”fungerer ikke”, skriver han. Den ”formår ikke at løse samfundets mest presserende problemer. Derfor eroderer tilliden til det etablerede politiske system og dets forvaltere” (s. 11). Eller når han beskriver, hvordan den vestlige verdens i-lande har holdt ”fossilt baseret vækstfest”, mens ulandene er blevet efterladt til sig selv og betaler den urimelige pris, at de rammes først og hårdest af klimakrisens konsekvenser.

”Ikke et sted i bogen bliver kapitalismen draget direkte til ansvar. Man savner kort sagt en analyse af, at et kapitalistisk samfund – der er underlagt målene om profit, ekspansion og vækst – ikke er i stand til at opfylde den budgetlov, forfatteren ellers så fint skitserer.”

Et sted fremlægger forfatteren sit ultimative imperativ, der viser sig som noget af en cirkelslutning: Vi må redde demokratiet, for at redde klimaet, for at redde demokratiet. Desværre udebliver forfatterens definition af, hvad han forstår ved demokrati, hvilket gør imperativet flakkende. Er der tale om radikalt demokrati? En form for socialdemokratisme? Handler det om ’mere borgerinddragelse’, hvad end det så vil sige? Eller liberalt demokrati? At dømme ud fra nogle af de konkrete politiske tiltag og bevægelser, som forfatteren besynger i bogen, vil jeg skyde på et sted mellem den anden og tredje mulighed. Blandt andet taler han positivt om muligheden for en såkaldt ”Doughnut-økonomi” – en økonomi baseret på bæredygtighed og genbrug – eller de amerikanske og europæiske bud på en Green New Deal. Eller når de unges klimaaktivisme lovprises ind til benet, som i følgende velskrevne passus:

”Skoleeleverne og de andre unge, der har det meste af livet foran sig og endnu ikke er indfanget af karrierens bånd, endnu ikke presset ind i fornægtelse og moralske kompromiser, har fattet, at vi er ved at brænde vores fælles hus ned, at det er i ellevte time. De har stadig friheden til at sige tingene kompromisløst, uden omsvøb og falske hensyn. De har endnu ikke været udsat for systemmagtens disciplinerende mekanismer, ikke oplevet nederlagene. Derfor taler de direkte og uforfærdet, uden fortrængninger og uden de filtre af taktisk, politisk eller psykologisk art, der så ofte får andre til at holde igen, slå blikket ned eller tale mod bedre vidende. Skoleeleverne er som den lille dreng i Kejserens nye klæder. Når statslederne i kor hævder, at de har styr på tingene, at de hver især er de mest klimaambitiøse, at de bærer den grønne førertrøje, så råber de unge i kor: De har jo ikke noget på. De har slet ikke truffet de beslutninger eller taget de initiativer, der er nødvendige, hvis Parisaftalens mål skal respekteres og klimaændringerne bremses før katastrofen.” (s. 75-76)

Ser man bort fra den performative ansvarsfralæggelse i første del af citatet (vi, de voksne, har ikke handlet, fordi vi er ”indfanget af karriererens bånd”, fordi vi ikke har ”friheden”, fordi vi er ”udsat for systemmagtens disciplinerende mekanismer”, og så videre), så er forfatteren, med god grund, imponeret over det ”nye oprør”, som han benævner den samling af klimabevægelser, der begår civil ulydighed – Extinction Rebellion, for eksempel – eller blot demonstrerer foran parlamenter og fossilindustriens skyskrabere. 

“Når statslederne i kor hævder, at de har styr på tingene, at de hver især er de mest klimaambitiøse, at de bærer den grønne førertrøje, så råber de unge i kor: De har jo ikke noget på.”

Men problemet med de her beskrivelser og lovprisninger – i en ellers informationsrig og godsindet bog – er, at forfatteren flere steder forsøger at afpolitisere det ”nye oprør”. Han går ud fra den Habermasianske (fra Jürgen Habermas; tysk filosof ud af Frankfurterskolen, som blandt andet er kendt for begrebet ‘den herredømmefri samtale’, og teorien om, at mennesker kan finde et fælles fodslag gennem samtale red.) grundantagelse, at den demokratiske samtale fungerer som en form for tryllestav. Det skal nok løse sig, hvis vi informerer og påtaler de beslutningsdygtige aktører (den politiske elite, inklusiv fossilmastodonterne) længe nok. Han skriver: ”Deres oprør er en håndsrækning til demokratiet og til de beslutningstagere, der skal træffe vidtgående og vanskelige afgørelser i klimakatastrofens skygge” (s. 111). Og et andet sted bliver det endnu værre: ”Det er tillidserklæringer til demokratiets forvaltere og et tilbud til dem om at hjælpe” (s. 163). Siden hvornår, som jeg skrev i begyndelsen, har tillidserklæringer og håndsrækninger haft noget som helst at gøre med oprør?

Klimaaktivisterne taler ikke, skriver han, om politiske forandringer i form af ”socialisme eller revolution”, men blot ”om at få en fremtid” (s. 131). Forfatteren afpolitiserer dermed det ”nye oprør” ved at appellere til det rene biologiske liv. Engang var mange ”drevet af et raseri mod kapitalister og undertrykkere, i dag er drivkraften en kærlighed til selve livet” (s. 131), som han skriver. Hvad han ikke har blik for er, at kampen mod kapitalisme og undertrykkelse allerede og altid er en kærlighed til selve livet.

Klimateknologi – et fælles projekt

En sidste, men afgørende pointe er, at forfatteren kun ganske overfladisk berører spørgsmålet om komplekse klimateknologier som såkaldt geoengineering. Der er en hurtig tendens til på venstrefløjen at betragte det som et borgerligt bud på et hurtigt fix, en appel til at bevare status quo. En sovepude. Det er en tendens, som forfatteren skriver sig ind i.

Jeg tillader mig at afslutte min kommentar til Jørgen Steen Nielsens udmærkede, men også mangelfulde bog, med en lille detour omkring det politiske mulighedsrum for de her teknologier.

Geoengineering står for massive indgreb i vores klimasystemer, som kan nedbringe atmosfærens CO₂-indhold.

De mere anvendte, og mindre kontroversielle indgreb, er biologiske, som er med til at fremskynde processer, der allerede finder sted i biosfæren. For eksempel diverse CO₂-lagringer i havhabitater (”blue carbon”), omfattende skovbeplantning, eller regenerativt landbrug (et eksempel herhjemmefra er projektet CarbonFarm).

Det eneste problem med dem er, at hvis de strækkes til deres socio-teknologiske ekstremer, så kan de måske fjerne mellem 10 – 20 gigaton CO₂ om året. Lige nu udleder vi omkring 50 gigaton årligt, og vores maksimale budget er på omkring 1.000 gigaton, hvis man tager afsæt i Parismålene. Det betyder, at vi har opbrugt det tidligere omtalte ”budget” inden for 20 år.

Det kan altså meget nemt vise sig nødvendigt at anvende andre typer af indgreb, såsom fjernelse og lagring af CO₂ fra atmosfæren (CCS, engelsk: Carbon Capture and Storage).

Det umiddelbare problem med CCS er, at det lige nu hovedsageligt anvendes i forbindelse med afbrænding af fossile brændsler og olieudvinding, hvor den opfangede CO₂ pumpes ned i oliefelter, hvilket øger trykket og presser større mængder olie ud af undergrunden. CCS står altså lige nu til tjeneste for fossiløkonomiens interesser.

Men hvad nu hvis det ikke var olie- og kulindustrien, som besad magten til at støvsuge atmosfæren for CO₂? Hvad nu hvis det ikke blev anvendt i en profitlogisk sammenhæng?

Hvis klimabevidste organisationer og folkeflertallet får demokratisk kontrol over klimateknologien, så kan vi sikre, at den bruges til de rigtige formål. Vi skal kort sagt rive magten over teknologierne ud af hænderne på Big Agra og Big Oil – frem for at udrydde teknologierne.

Vi skal holde op med at tro, at moderne klimateknologier per definition ikke kan udgøre et vigtigt element i venstrefløjens klimastrategi. Det handler nemlig ikke så meget om selve teknologierne, men først og fremmest om måden hvorpå de kontrolleres og anvendes.

Det handler om at afmontere kapitalismens profithungrende og forandringsforskrækkede anvendelse af de her klimateknologier. Det er og bliver et politisk projekt.

Jørgen Steen Nielsen: Som gjaldt det livet (2019) er udgivet på Informations Forlag.

---

Kristoffer Balslev Willert er ph.d.-studerende i filosofi ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Forsker blandt andet i spørgsmål om moralsk værdi i forhold til klimaforandringer samt relationen mere generelt mellem menneskelig og ikke-menneskelig natur.