Som kapitalismekritik er Dickens-romanen ’Et Juleeventyr’ humbug

En af juletidens uomgængelige klassikere er Charles Dickens’ ’Et juleeventyr’. Den 177 år gamle kortroman dukker op overalt i popkulturen fra film til animation til Muppets til utallige juleepisoder af tv-serier og tegnefilm, der låner fortællingen om den nærige Ebenezer Scrooge: En gammel, kynisk mand, der julenat får besøg af 3 ånder, som lærer ham julens smukke budskaber om familie, generøsitet og velgørenhed.

’Et juleeventyr’ bliver ofte nævnt af socialister, kommunister og andet godtfolk som en fortælling, der nikker mod netop deres politiske overbevisninger og vigtigheden af disse. Og det er forståeligt. Meget af fortællingen er bundet op på forholdet mellem den nærige arbejdsgiver Scrooge og den underbetalte medarbejder Bob Cratchit.

Gode gamle onkel Marx har selv nævnt Dickens som inspiration for sine politiske skrifter, og da ’Et Juleeventyr’ blev publiceret, sad Engels i Manchester og skrev ’The Condition of the working class in England’, der – som Dickens’ litteratur – beskriver arbejdsklassens dystre hverdag.

Det er let læse kortromanen som en kritik af Victoriansk kapitalisme og den magt, en kapitalist som Scrooge har over arbejdere som Cratchit-familien. Fortællingens budskab er dog mere kompliceret end som så.

Velgørenhedskapitalisme

Dickens tilbyder nemlig i kortromanen intet alternativ til kapitalismens åbenhed for, eller afhængighed af, den benhårde udnyttelse af arbejderklassen. Der er intet håb for socioøkonomiske, systematiske forandringer. I stedet må arbejdsklassen håbe på, at overklassen føler en moralsk forpligtelse til at hjælpe dem med velgørenhed – det måske mest urealistiske i en fortælling, der indebærer ånder.

Cratchit-familien starter for eksempel (desværre) ikke en voldelig revolution mod det system, der tillader og opfordrer til udnyttelsen af dem – men det er afgjort et stykke fanfiction, jeg vil sætte mig til at skrive med det samme. – Selvom vi ved fra andet af Dickens’ litteratur, at det er noget, han kan skrive både passioneret og moralsk tvetydigt.

“Scrooges gavmildhed redder også Tiny Tims liv, men han havde formentlig aldrig været døden nær i første omgang, hvis Cratchit-familiens vilkår havde været bedre.”

Cratchit-familiens vrede og afmagt bliver i stedet punkteret af Scrooges pludselige velgørenhed i form af en lønforhøjelse og slagterens præmiekalkun. En velgørenhed, som Scrooge kun er i stand til at give dem og andre, fordi han er en succesfuld forretningsmand. Scrooges gavmildhed redder også Tiny Tims liv, men han havde formentlig aldrig været døden nær i første omgang, hvis Cratchit-familiens vilkår havde været bedre.

Scrooges forsvar for den gamle arbejdsgiver kommer som modsvar til en kommentar, lavet af ånden i forbindelse med Fezziwigs julefest: ”Han har brugt nogle få pund af jeres jordiske penge; måske tre eller fire. Er det så meget, at han fortjener al den ros?” Et spørgsmål, der i historien blot skal få Scrooge til at tænke, men som vi med rette kan tænke mere oprigtigt over.”

Scrooges forsvar for den gamle arbejdsgiver kommer som modsvar til en kommentar lavet af ånden i forbindelse med Fezziwigs julefest: ”Han har brugt nogle få pund af jeres jordiske penge; måske tre eller fire. Er det så meget, at han fortjener al den ros?” Et spørgsmål, der i historien blot skal få Scrooge til at tænke, men som vi med rette kan tænke mere oprigtigt over.

Uambitiøst budskab

For hvor Dickens selv skriver om Scrooge efter den moralske omvending, at ”nogle lo over at se ham forandret, men han lod dem le og ænsede dem knapt,” så ville mange i dag nok møde hans filantropi ikke med latter, men med mistænksomhed. For alle dem, der ikke overværer hans moralske opvågnen, syner Scrooge af en mand, for hvem det pludseligt er gået op for, at han snart skal møde sin skaber – og derfor forsøger at vaske blodet af hænderne med små gaver til lokalbefolkningen.

Selvfølgelig er filantropi ikke en dårlig ting som sådan. For en fortælling, der udkom midt i en politisk og økonomisk voldsom periode i britisk historie, hvor industrialiseringen var løbet amok, og hvor børnearbejde – noget Dickens havde førstehåndserfaring med – var et kæmpe-problem, virker Et Juleeventyr uambitiøs i sin tro på en forbedring af samfundet. Måske siger det mere om kapitalismen end om Dickens; han kunne forestille sig tidsrejsende spøgelser, men så ikke kommunismens spøgelse gå gennem Europa. Den folkekære forfatter kunne ikke forestille sig et bedre system end dét, han allerede befandt sig i, bare befolket af lidt mere generøse rigmænd.

‘Et Juleeventyr’ er nok en klassiker, men dens budskab passer bedre til Elon Musk eller Bill Gates end kommunister. Glædelig jul!