Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. december. 2021

Sovjetunionens undergang fylder rundt

For 30 år siden brød Sovjetunionen sammen. Det fik store konsekvenser for hele verden, og omtales stadig af Vladimir Putin som ‘en geopolitisk katastrofe’. Søren Riishøj tegner et portræt af den hektiske periode i 1991.

Sovjetunionen eksisterede i 69 år, men kollapsede i starten af 1990’erne. Illustration: agustavop / iStock

For 30 år siden ophørte Sovjetunionen med at eksistere. Det skulle få store følger for venstrefløjen i og uden for Danmark. Definitionen af socialisme tog i meget høj grad udgangspunkt i et for eller imod det sovjetiske system, og den sovjetiske politik over for omverdenen. Nogle ikke Moskva-tro kommunister støttede sig til Kina, andre til Albanien, og andre igen til Jugoslavien. Efter 1991 var vi vidner til om ikke historiens død, så i hvert fald et markant fald i opbakning til marxistisk teori og ideologi.

Storhed og fald

Det hele startede 8. december 1991. Her blev der indgået en aftale mellem Ruslands Boris Jeltsin, Ukraines Leonid Kravcuk og Hvideruslands Stanislav Sjuskevich om oprettelsen af ‘SNG’ – Sammenslutningen af Uafhængige Stater. Det betød, som formuleret i aftalen, at Sovjetunionen ophørte med at eksistere som et ”subjekt i international lov og som en geopolitisk realitet”.

“Sovjetunionen forblev en kæmpe målt militært, men en dværg målt økonomisk.”

Sovjetunionen var oprindeligt blevet grundlagt i 1922. I 1956 var den blevet udvidet til 15 forskellige unionsrepublikker, der blev holdt sammen af det kommunistiske parti (CPSU) gennem princippet om ‘demokratisk centralisme’. Det kommunistiske parti havde den førende rolle – og var den ‘ledende kraft’, som det politiske system og organisationer uden for regeringen skulle underordne sig. Stalins styre var som bekendt totalitært, uhyggeligt hårdt, men holdningerne i dagens Rusland til Stalin og hans lange regeringsperiode er tvetydige. Stalins terror erkendes officielt, men Sovjetunionen var et imperium og udkæmpede den sejrrige ”store fædrelandskrig” mod Hitler-Tyskland. Lenin og oktoberrevolutionen er ikke i høj kurs, mens mindet om den forudgående zar-tid siden 1991 har fået en renæssance.

I slutningen af 1950’erne, efter nedkæmpelsen af folkeopstanden i Ungarn, bekendtgjorde Nikita Khrusjtjov optimistisk, at Sovjetunionen i løbet af en årrække ville overhale Vesten økonomisk. De nye våben, opsendelse af Sputnik-satelitten og et mere gunstigt styrkeforhold i forhold til Vesten gav grobund for optimisme. Selv mange i Vesten frygtede dengang en sovjetisk ”opgang”. Der blev talt om en ”missilkløft”, og om en sovjetisk overlegenhed på våbenområdet, som reelt slet ikke eksisterede. Optimismen holdt som bekendt ikke i længden. Der blev godt nok gennemført økonomiske reformer igennem 1960erne, men de løste slet ikke de grundlæggende problemer for den sovjetiske planøkonomi. Sovjetunionen forblev en kæmpe målt militært, men en dværg målt økonomisk.

Krisen og stagnationen, der i sidste ende skulle føre til Sovjetunionens undergang, satte for alvor ind i 1980erne. I 1970erne, under Bresjnev, blev den sovjetiske økonomi et godt stykke båret oppe af de høje priser på olie og gas. Det gav Sovjetunionen mulighed for at følge med i rustningskapløbet. Det blev meget sværere efter olieprisfaldet. Samtidig blev omkostningerne og svaghederne i planøkonomien stadig mere åbenbare. Sovjetunionen sakkede agterud i forhold til Vesten økonomisk og teknologisk. Mikhail Gorbatjov forsøgte forgæves at forandre systemet. Hans reformer med perestroika (omstrukturering) og glasnost (åbenhed) skabte ikke opbakning indadtil.

Brejsnev-doktrinen, der gav Sovjetunionen ”retten” til at gribe ind i de Warszawapagt-lande, der ikke fulgte spillereglerne, blev reelt opgivet. De kræfter, der kæmpede for løsrivelse og selvstændighed, kunne operere mere frit. Den officielle strategi for ”tilnærmelse” – sblizenie – mellem de mange etniske grupper virkede ikke.

Nikita Khrusjtjov stod i spidsen for Sovjetunionen fra 1953 – 1964. Dengang var der en udbredt tro på, at Sovjetunionen økonomisk kunne måle sig med Vesten på lang sigt. Det viste sig dog ikke at holde stik: De grundlæggende problemer for den sovjetiske planøkonomi var for store i længden, skriver Søren Riishøj. Foto: Bettmann Archive

Unionen slår sprækker

I de baltiske lande begyndte bevægelsen for uafhængighed i 1988. Estland, Letland og Litauen forlangte statslig suverænitet, senere uafhængighed. Kravet bredte sig i 1989-90 til andre republikker. De anti-armenske pogromer i byen Sumgait var det værste eksempel på etnisk vold siden starten af perestroika.

Samtidig hermed udbrød der væbnet konflikt i den armenske enklave Nagorno-Karabakh i Adserbajdan, mens også Kazakhstan, Usbekistan og Moldova så uroligheder. Mange sovjetborgere var i løbet af 1980erne blevet åbenlyse modstandere af kommunistisk ideologi og status quo.

“Kuppet blev gennemført amatøragtigt og mislykkedes. Men det blev alligevel starten på Sovjetunionens totale undergang. Planen om en ny unionstraktat var reelt død.”

I anden halvdel af 1990 udvidede Boris Jeltsin den russiske regering og magten hos landets institutioner i forhold til de sovjetiske. Under det kommunistiske partis sidste 28. kongres 2.-13. juli 1990, erklærede Gorbatjov, at der skulle underskrives en ny unionstraktat. Sovjetunionen skulle bevares, men i begrænset form. De centrale myndigheder skulle primært tage sig af emner relateret til forsvar, udenrigspolitik og den generelle økonomiske udvikling. Republikkerne skulle have ‘suveræn’ status.

På den fjerde folkedeputeredes kongres i december 1990, foreslog Gorbatjov folkeafstemninger om forslaget til en ny ‘føderal union af suveræne stater’. Folkeafstemningen blev afholdt 17. marts 1991. Her deltog 9 af de 15 unionsrepublikker, og omkring 80 pct. af de stemmeberettigede. 76 pct. ønskede at bevare unionen, 22 pct. var imod.

Næsten 70 pct. stemte for at indføre præsidentposter i republikkerne. Ruslands første præsident blev Boris Jeltsin. Mellem april og juli 1991 blev der forhandlet om etablering af en ny Union af Sovjetiske Suveræne Republikker. I juli 1991 blev der opnået enighed herom. Derefter blev forslaget sendt ud til debat i de enkelte republikker. For at forhindre traktaten – og undgå Sovjetunionens totale opløsning – blev der 18.-19. august forsøgt gennemført et kup rettet mod Gorbatjov, som blev ledet af betonkommunister i ledtog med vicepræsidenten, Gennadij Janajev.

Kuppet blev gennemført amatøragtigt og mislykkedes. Men det blev alligevel starten på Sovjetunionens totale undergang. Planen om en ny unionstraktat var reelt død. Azerbajdan erklærede uafhængighed 30. august, Usbekistan og Kirgisistan dagen efter. Sidste i rækken var Kazakhstan. 23. august underskrev Boris Jeltsin et dekret, som helt forbød det kommunistiske parti. Gorbatjov trak sig som generalsekretær for partiet. 

Imperiers undergang

Aftalen mellem Rusland, Hviderusland og Ukraine om oprettelsen af SNG blev også kaldt Belovezh-aftalen. Den fik sit navn efter det sted i Hviderusland, hvor mødet mellem de politiske ledere blev afholdt. Efterfølgende forsvandt de sovjetiske statslige strukturer helt. 25. december 1991 vedtog den Øverste Sovjet i Rusland at oprette Den Russiske Føderation.

Ruslands nye forfatning blev efterfølgende vedtaget ved en folkeafstemning, som blev afholdt 12. december 1993. På TV erklærede Gorbatjov, at han nu også trak sig som præsident. Det sovjetiske flag vejede ikke længere over Kreml. Imperiet var ophørt.

Vladimir Putin har senere kaldt Sovjetunionens undergang en ”geopolitisk katastrofe” og sagt, at ”den, der ikke beklager imperiets undergang, har ikke et hjerte”. Men han tilføjede også, at den, der tror på imperiets genoprettelse, ikke har nogen hjerne. Sådan virker det imperiale syndrom også i England og andre tidligere stormagter. Rusland er i dag langt fra den stormagt, der gik endeligt under i disse dage for 30 år siden.


Om skribenten

Søren Riishøj

Søren Riishøj

Lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).   Læs mere