Spaniens Vox-parti er centrum for det globale yderste højre

Oversat med tilladelse fra Eoghan Gilmartin, Spain’s Vox Party Is the Center of the Global Far Right, 26. maj 2024

Tre uger før valget til Europa-Parlamentet samledes den globale yderste højrefløj i Madrid sidste søndag i en hidtil uset opvisning i international koordinering. Den tre dage lange begivenhed blev arrangeret af Spaniens neofrankistiske Vox og sluttede med et massemøde med talere, der omfattede Frankrigs Marine Le Pen, Portugals André Ventura, Argentinas præsident Javier Milei og den israelske Likud-minister Amichai Chikli samt, via video, den italienske premierminister Giorgia Meloni og den ungarske premierminister Viktor Orbán.

Afslutningsarrangementet, som blev overværet af mere end 10.000 mennesker, startede med en video, der fordømte FN’s udviklingsmål som en “økofeministisk” sammensværgelse, mens forvrængede billeder af Bill Gates og Greta Thunberg flimrede på skærmen. Det blev hurtigt efterfulgt af den tidligere Donald Trump-embedsmand Mercedes Schlapp, der stod i spidsen for et kor af pro-zionistiske råb “Viva España! Viva Israel!”

Selv om der var klare modsætninger mellem de forskellige højreekstreme diskurser, opvejede den kollektive fjendtlighed over for fælles fjender, der overlappede hinanden, og en trofasthed over for forskellige former for reaktionære, autoritære styreformer alle de faktorer, der adskilte. Vox kunne både invitere den nynazistiske holocaustbenægter Pedro Varela og erklære Israel for “en international reference i kampen mod islamisk terrorisme”, samtidig med, at Mileis anarko-libertarisme og Le Pens chauvinistiske, protektionistiske retorik begge fik en varm modtagelse.

“Vi patrioter skal fortsat forene os,” insisterede formanden for American Conservative Union, Matt Schlapp på mødet. “Vi vil ikke lade George Soros eller Biden splitte os.”

I den henseende var søndagens møde også endnu et bevis på Vox’ stadig mere centrale rolle i at forbinde reaktionære politiske bevægelser fra hele verden med hinanden. Vox fungerer ikke kun som en vigtig bro mellem den yderste højrefløj i Europa og Latinamerika, men arbejder forud for valget til Europa-Parlamentet også på at knytte tættere bånd mellem de to største familier på den yderste højrefløj i Den europæiske Union (EU): Melonis mere traditionalistiske Europæiske Konservative og Reformister (ECR), der er for NATO, og Le Pens mere pro-russiske og ekstremistiske gruppering, Identitet og Demokrati-(ID).

Da meningsmålingerne viser, at det yderste højre går markant frem ved valget i juni, positionerer Vox’ Santiago Abascal sig nu som en central figur i denne “reaktionære internationale” – selv om hans eget parti har tabt terræn på hjemmebane i løbet af det sidste år. En partifunktionær gik endda så langt som til at prale af, at “kun Vox er i stand til at afholde en sådan [højreekstrem] sammenkomst.”

En antikommunistisk internationale

Nyhedsoverskrifterne i forbindelse med mødet har været domineret af det diplomatiske skænderi, der brød ud, efter at Milei fra scenen kaldte den spanske premierminister Pedro Sánchez’ kone for »korrupt«. Men den argentinske præsidents forbindelse til Vox går længere tilbage end hans indtræden på den politiske frontlinje, idet han var en af underskriverne af Madrid-charteret fra 2020 sammen med bl.a. Eduardo Bolsonaro og den chilenske ekstremist José Antonio Kast. Charteret var grundlæggelsesdokument for den anti-venstreorienterede alliance, Madrid-forummet, som under Vox’ ledelse søger at bekæmpe spredningen af »kommunistisk inspirerede totalitære regimer« i Latinamerika.

Som en af Podemos’ grundlæggere Miguel Urbán bemærker i sin bog Trumpismos fra 2024, søger Madrid-forummet at opnå noget, der adskiller det fra Conservative Political Action Conference (CPAC) i USA. Mens sidstnævnte organiserer periodiske begivenheder, der samler internationale højreorienterede ledere og aktivister, stræber Madrid-forumetet efter at blive en permanent »international organisation af højreekstreme partier« med en handlingsplan, der strækker sig over hele året. Som Urbán skriver: »Vox har haft en hektisk dagsorden med netværk, rejser og arrangementer med det formål at opbygge den første stabile ramme for koordineringen af højreekstreme latinamerikanske kræfter, en ramme som desuden skulle have [partiet selv] som centrum.«

Denne grænseoverskridende organisation er stadig i sin vorden. Men ifølge en nylig rapport fra Progressive International har Madrid-forummet »vigtigste virkning« indtil videre »været dets evne til at skabe og mobilisere et netværk … for at underminere venstreorienterede regeringer i regionen.« I den forbindelse viste en større undersøgelse foretaget af et konsortium af latinamerikanske publikationer, at politikere med tilknytning til alliancen har deltaget i koordinerede kampagner med det formål at »delegitimere valgresultaterne i flere lande« – de arbejdede på tværs af grænserne for at forstærke falske nyhedshistorier om valgsvindel i Peru, Columbia og Chile, der blev understøttet af organiserede online troldekampagner.

I virkeligheden er Madrid-forummet også en del af en bredere højreekstrem infrastruktur af ekstremistiske katolske sammenslutninger, latinamerikanske eksilpersoner og reaktionære tænketanke i den spanske hovedstad, som også har været med til at gøre byen til et vigtigt mødested for autoritære kræfter på verdensplan. Madrid-regionens førsteminister, Isabel Ayuso, fra den radikale fløj af det konservative Partido Popular, har taget det eksilcubanske slogan “Frihed eller kommunisme” til sig, og under en måneds voldelige gadeprotester mod Sánchez’ genvalg i november sidste år blev det samme højreekstreme netværk og den samme oprørsretorik mobiliseret i et forsøg på at så tvivl om legitimiteten af hans parlamentariske flertal.

Magtbalancen tipper

Milei overførte denne taktik til Vox’ kongres, da han fløj til Spanien for at lægge sig ud med landets centrum-venstre premierminister – han gik endda så langt som til at fordømme Sánchez’ “totalitarisme” og beskrive ham som en “arrogant og vanvittig socialist”, da han vendte tilbage til Buenos Aires. Det efterfølgende diplomatiske skænderi, som fik Spanien til at trække sin ambassadør i Argentina hjem, satte med et brag gang i Vox’ europæiske valgkampagne.

Men Abascal havde også håbet på at starte kampagnen med både Le Pen og Meloni på scenen sammen med sig selv, da han søgte at skabe yderligere international opmærksomhed ved at fremme øget samarbejde mellem de to eksisterende fløje på det europæiske ekstreme højre. Både Melonis postfascistiske Fratelli d’Italia og Le Pens Rassemblement National fører i øjeblikket i meningsmålingerne i deres respektive lande, mens de samlede, forventede mandater for deres to grupperinger i Europa-Parlamentet ville gøre det ekstreme højre til den næststørste kraft i Europa-Parlamentet.

Da De Grønne og Macrons liberale Renew-gruppe desuden begge forventes at lide store tab, kan Europa-Parlamentet potentielt få et højreorienteret flertal af MEP’er for første gang i sin historie. Det vil ikke nødvendigvis fortrænge den dominerende store koalition af midterpartier, men kan gøre det muligt for det konservative Europæiske Folkeparti (EPP) at sikre et alternativt flertal i visse afstemninger – f.eks. om miljøspørgsmål, borgerrettigheder eller indvandring.

Men som forskeren Cas Mudde bemærker, kan denne historiske fremgang for det yderste højre »blive en pyrrhussejr, hvis [partierne] forbliver så splittede.« ECR, som omfatter Fratelli, Vox og Éric Zemmours Reconquête, adskiller sig mest fra Le Pens gruppering Identitet og Demokrati på det udenrigspolitiske område – og som følge heraf også på den grad af respektabilitet i forhold til mainstream, de har. Med sin faste pro-NATO-positionering har Meloni dyrket tættere forbindelser med EPP, siden hun blev premierminister, og ønsker at holde døren åben for en pagt med Ursula von der Leyen om dennes genvalg som leder af Europa-Kommissionen efter valget i juni.

I den henseende var hendes beslutning om ikke at deltage personligt i sidste søndags arrangement en svær balancegang, hvor hendes videoindlæg var designet til hverken at spærre for Vox’ tilnærmelser til Le Pen eller for selv at alliere sig med Le Pen. »Lad os se, hvad der sker efter valget,« insisterede en funktionær fra Vox på – og partiet ser sig selv som bedst placeret til at fungere som omdrejningspunkt for de forskellige grupperinger i den kommende periode.

Især meddelelsen i tirsdags fra Le Pen og Matteo Salvini om, at deres partier ikke længere vil sidde i samme gruppe som Tysklands Alternative für Deutschland, åbner for muligheden af en betydelig omrokering på den yderste europæiske højrefløj efter valget – det samme gør den forventede optagelse af Orbáns Fidesz i ECR.

Under alle omstændigheder er truslen om en større fremgang på den yderste højrefløj klar. »Vi patrioter må besætte Bruxelles,« proklamerede Orbán i sit indlæg på Vox’ kongres, mens Chegas Ventura forsikrede: »Europa er vores. Europa er vores!« I kølvandet på afstemningen den 9. juni vil det vise sig, hvor realistisk dette perspektiv er.

Oprindelig trykt i Tribune.