Vil S og R undgå en ny Irak-kommission?

Der er næppe grund til at have for store forventninger til, hvad der kan komme ud af et regeringsskifte. Som i 2011 byder Socialdemokraterne på statsministerposten uden at have noget markant alternativ til den hidtidige kurs, hverken på den overordnede økonomiske politik eller på bolig-, skat-, energi-, klima-, udlændinge-, rets- eller noget andet område. Der vil næppe heller komme et opgør med den stigende økonomiske ulighed, som partiet selv har bidraget til, såvel i regering som i opposition i den sidste snes år. Forestillingen om, at et ‘rødt’ flertal vil betyde, at SD hovedsagelig vil føre politik med støtte fra RV, EL, SF og Alt, har næppe gang på jorden, end ikke hvis disse partier tilsammen skulle opnå flertal. Med det proklamerede mål at danne en ren SD-regering, har partiet – det må man give dem – klart tilkendegivet, at man frem for at give venstrefløjen indflydelse, foretrækker at krydse sig frem med skiftende flertal, og vel især basere sig på DF.

Der er stadig behov for en kommission – ikke en undersøgelse

Der er imidlertid et andet område, hvor man kan have et måske naivt håb om, at man vil rette op på Lars Løkkes cover up-politik: en solid og troværdig undersøgelse af grundlaget for Danmarks deltagelse i forskellige krigseventyr siden murens fald. Irak-kommissionen var jo knapt nok kommet i gang, før V-regeringen som sin allerførste handling ved tiltrædelsen i 2015 opløste den. Nuvel, der blev i stedet udbudt en historisk undersøgelse, og resultatet, som forelå for nylig, er i sig selv interessant, men slet ikke at sammenligne med en undersøgelseskommission.

En sådan ville kunne kræve adgang til alt, afhøre politikere, embedsmænd osv. – og ikke mindst placere et ansvar. Hvad var grundlaget for beslutningen? Var regeringen i god tro, da den vildledte offentligheden og Folketinget? Det drejer sig ikke om manipulation med landbrugspakken, fiskekvoter, udbytteskat eller tilsvarende snart dagligdags skandaler, men om en beslutning, som var et brud på FN-Pagten og gjorde os medansvarlige for hundredtusinder af irakeres død, et par millioner flygtninge og en destabilisering af hele regionen. En ordentlig belysning af den beslutning forhindrede Løkke-regeringen ved at nedlægge undersøgelseskommissionen umiddelbart før den planlagte afhøring af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Løgnene og vildledningen af Folketinget er for så vidt fuldt oplyst og har været det længe. Påstanden om, at Danmark i modsætning til USA og England ikke gik med på grund af Iraks (ikke-eksisterende) masseødelæggelsesvåben, men havde andre grunde, blev først lanceret, da det efter nogle måneder stod klart, at disse masseødelæggelsesvåben ikke fandtes. Alle husker Foghs påstand om Saddams masseødelæggelsesvåben: ”Det er ikke noget vi blot tror. Vi ved det!” Den efterfølgende påstand om, at det ikke indgik i begrundelsen for krigsdelagelsen, er blot endnu en løgn. Hele 11 (elleve) gange nævnes masseødelæggelsesvåben i bemærkningerne til forslaget.

Både Venstres daværende ordfører, Jens Rohde, og DF’s ordfører, Søren Espersen, har senere klart udtalt, at det var oplysningen om Iraks masseødelæggelsesvåben, som var afgørende. Og udenrigsministeren, som havde været modstander af krigsdeltagelse uden FN-mandat, men som få dage inden beslutningen var vendt på en tallerken, da han af statsministeren og sin egen partiformand, Bendt Bendtsen, fik besked på, at enten støttede han beslutningen, eller også gik han af som minister, udtalte i Folketinget den 26.03.2003, fem dage efter vedtagelsen: ”Vi er gået ind for at afvæbne ham for masseødelæggelsesvåben.”

Først efterhånden som det viste sig, at de ikke eksisterede, fandt man på, at den danske krigsdeltagelse var anderledes begrundet. Og Fogh Rasmussen søgte at bortforklare sin påstand om, at”det er noget vi ved!” med, at det ikke var en oplysning, men en politisk vurdering.

Ynkeligt.

Misinformation

Men hvad var så den danske begrundelse? Jo, sagde man nu, det var at Irak ikke efterlevede kravene i Sikkerhedsrådets resolution 1441 af 08.11.2002. Desværre gik langt størsteparten af pressen ikke denne nye forklaring efter i sømmene. Den er nemlig lige så urigtig og vildledende som den oprindelige om masseødelæggelsesvåben.

Resolution 1441 stiller tre krav til den irakiske regering: 1) FNs våbeninspektører skal tilbage og have fri adgang overalt, inkl. de præsidentielle paladser, hvor de tidligere var nægtet adgang. 2) De skal have ret til uden opsyn fra irakiske myndigheder at afhøre enhver, som kan tænkes at have kendskab til masseødelæggelsesvåben. 3) Den irakiske regering skal inden 30 dage aflevere bevis for destruktion at alle masseødelæggelsesvåben.

Alle tre punkter blev faktisk opfyldt, måske ikke med Iraks gode vilje, men fordi man var under massivt pres, og fordi Bush-regeringen tydeligvis gik efter en militær indgriben. Der var lidt knas i starten mht. våbeninspektørernes beføjelser, men det var gået i orden. Irak afleverede inden for tidsfristen et materiale på 12.000 sider, som skulle dokumentere destruktionen af masseødelæggelsesvåben. Det var for så vidt ikke overraskende. Destruktionen var Irak blevet pålagt af FN efter Kuwait-besættelsen i 1991, den havde været overvåget af FNs våbeninspektører, hvis leder, Richard Butler, i sin seneste rapport fra 1998 havde konkluderet, at 95% af Iraks masseødelæggelsesvåben nu var dokumenteret ødelagt, og USA’s udenrigsminister Colin Powell havde så sent som i sommeren 2002 udtalt, at kravet om destruktion nu i alt væsentligt syntes opfyldt. Ikke desto mindre kunne Bush-administrationen på mindre end 12 timer uden begrundelse erklære Iraks 12.000 sider utilstrækkelige.

Det korte af det lange: Fogh-regeringens nyopfundne begrundelse for at gå i krig holder heller ikke vand. Alt dette og mere til var fuldt oplyst allerede få måneder efter den fatale beslutning. Hvad vi mangler er den grundige afdækning af, om regeringen talte mod bedre vidende, eller hvad den byggede sin misinformation på.

Et sygt embedsapparat

Men især er der grund til at få klarlagt, hvordan tjenstvillige jurister i Udenrigsministeriet i et notat af 18.03.2003, et par dage efter Per Stig Møller var banket på plads, og kun tre dage før Folketinget med snævert flertal vedtog krigsdeltagelsen, kunne legitimere beslutningen. Det stred mod den folkeretlige ekspertise i stort set alle andre lande end USA og England, det stred mod opfattelsen i hele resten af Sikkerhedsrådet, og det stred mod FN’s generalsekretær, Kofi Annan, som erklærede invasionen i strid med FN-pagten.

Det pågældende notat er spækket med selvmodsigelser, og er politisk farvet af den bestilte konklusion. At Sikkerhedsrådet efter alt at dømme ikke vil give mandat til militært indgreb beskrives som, at der er ”stor risiko for”, at det ikke vil ske. At flere af Sikkerhedsrådets permanente medlemmer har tilkendegivet, at de i givet fald vil nedlægge veto mod et sådant mandat, beskrives i udenrigsministeriets notat således, at de ”har truet med” at nedlægge veto. Der efterlades ingen tvivl om bagmændenes politiske opfattelse. Det er nok det groveste eksempel jeg har set på den syge kultur, der kan få centraladministrationens jurister til at give afkald på både faglighed og intellektuel hæderlighed, for at legitimere regeringens ønsker.

Vi har oplevet det når en justitsminister ønsker mulighed for frihedsberøvelse i op til fem dage uden varetægtskendelse, selv om Grundloven fastslår, at ’forlænget anholdelse’ højst kan vare tre dage. Vi har set det når forfatterne legitimerer afskaffelse af nævningebehandling til trods for, at det er en Grundlovssikret rettighed. Men at lægge til grund, at et par følgagtige embedsmænd i udenrigsministeriet kan afgøre, at Sikkerhedsrådets udmeldinger skal fortolkes i strid med sine egne resolutioner, er dog at gå et skridt længere. Og ethvert ønske om en uvildig ekspertvurdering er afvist med den begrundelse, at ministeriet råder over den højeste ekspertise, og at den selvfølgelig er uvildig.

Det ville være ønskeligt for en gangs skyld at få belyst tilblivelsen af sådanne bestillingsnotater. At selv Fogh Rasmussen var klar over, at han trods notatet var på gyngende grund, fremgår af, at han før fremsættelsen af beslutningsforslaget om krigsdeltagelse fik sine jurister til at undersøge, hvorvidt han og udenrigsministeren kunne risikere at blive stillet for Den Internationale Straffedomstol. Det beroligende svar var, at det kunne han ikke. Ikke fordi der ikke var juridisk grundlag – det forholdt man sig ikke til – men fordi Irak ikke havde ratificeret domstolens statut. Også dette forekommer at være en tvivlsom fortolkning: domstolen er nemlig beføjet til at efterforske en sag, når den mistænkte er borger i en stat, der har ratificeret statutten.

Undersøgelsen må også omfatte S og R

Når man kan have sine tvivl om, hvorvidt S og R vil støtte en kommissionsundersøgelse, er det fordi de selv som regering fem år tidligere fik Folketingets flertal med på en beslutning om at følge USA i en krig mod Irak. I 1998 blev det ikke til noget, fordi Kofi Annan i sidste øjeblik fik forhindret det. Det ændrer ikke ved, at SR-regeringen foreslog og fik vedtaget dansk krigsdeltagelse uden FN-mandat.

Også dengang rekvirerede regeringen legitimation fra embedsværket. Notatet konkluderede, at militær indgriben havde hjemmel i to resolutioner fra Sikkerhedsrådet i forbindelse med Kuwait-krigen syv år tidligere. Det var der ganske vist ikke mange eksperter, der var enige i, og slet ikke Sikkerhedsrådet selv. Men juristerne i de danske ministerier er altid leveringsdygtige.

Helveg forsøgte senere at forklare forskellen på de to situationer. I 1998 havde Irak smidt våbeninspektørerne ud, hævdede han. Det er endnu en løgn i nyere dansk krigshistorie. Det var FN selv, der trak inspektørerne ud, og det skete på anmodning fra den amerikanske præsident Clinton, som planlagde at bombe Irak, og ikke ville risikere at slå FN-personel ihjel. En kommissionsundersøgelse af grundlaget for dansk krigsdeltagelse vil med rette blive beskyldt for at være partipolitisk, hvis den ikke også omfatter SR-regeringens optræden i 1998. S og R må tåle en konfrontation med egne ugerninger. Det var dér man startede på skråplanet.

Principløshed koster.