Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
11. februar. 2021

Debat: Om staten og pengenes værdi

Penge og deres værdi er en ufravigelig eksistensbetingelse for kapitalisme, der er fuldstændigt afhængig af den statsmagt, som skaber pengene og sikrer disses værdi. Ulf Olsen svarer Per Bregengaard.

Med afskaffelsen af guldstandarden i løbet af det 20. århundrede, overgik de fleste af verdens valutaer til at være fiat-penge; altså betalingsmiddel uden nogen tilknytning til et virkeligt produkt såsom guld eller andre værdier. Foto fra Metals.com
7 min. læsetid

“Stater skaber penge – men de bestemmer ikke deres værdi”, skriver Per Bregengaard. Men penge og deres værdi er en ufravigelig eksistensbetingelse for kapitalisme, der er fuldstændigt afhængig af den statsmagt, som skaber pengene og sikrer disses værdi.


Af Ulf V. Olsen

Per Bregengaard har i sin kronik 7. januar en række gode betragtninger, som jeg er enig i. Skatten på formuer, ejendomme, arv og spekulation skal øges; ikke kun for at mindske uligheden, men også for at mindske de velstilledes pengerigelighed og risikoen for nye bobler og finanskriser. Jeg er i øvrigt her tiltalt af Pikettys forslag om, at alle ejendoms- og formueskatter skal være progressive og ensartede således, at alle typer af ejendom /formue beskattes med de samme satser.

I denne replik vil jeg imidlertid koncentrere mig om at diskutere et enkelt citat fra Bregengaards kronik, som jeg ikke er enig i: ”Sat på spidsen: Stater skaber penge – men de bestemmer ikke deres værdi”, skriver Bregengaard.

I gamle dage var penges værdi bundet til ædelmetaller; først og fremmest guld. Pengene kunne således veksles til guld, og deres værdi stod altså i forhold til guldets værdi. Det betød så også, at pengene blev mere værd, hvis efterspørgslen efter guld steg mere end efterspørgslen efter andre varer; eller at pengene faldt i værdi, hvis der f.eks. blev gjort store nye fund af guld et eller andet sted i verden. Det er imidlertid 50 år siden, at den amerikanske præsident Nixon afskaffede guld-indløseligheden, altså muligheden for at veksle dollar til guld til en fast kurs.

Ubegrænsede fiat-penge

De fleste valutaer i dag er såkaldte Fiat-penge. De er ikke længere bundet til nogen som helst konkret brugsværdi, og dermed heller ikke til denne brugsværdis bytteværdi. Ganske få penge er mønter, hvis metal muligvis har en smule værdi; andre og oftest nominelt større penge er sedler, dvs. papir med tryksværte, der i sig selv har endnu mindre værdi. Langt de fleste og de største er tal i computere, som kan sendes frem og tilbage mellem os via internettet, mobilepay m.v. – og som uanset deres nominelle størrelse kan tastes ind i saldoen på computerens tastatur med et bagatelagtigt forbrug af arbejdskraft.

Penge er dermed den eneste fuldstændigt ubegrænsede ressource i denne verden. Mængden af penge er principielt uendelig. Det er muligt, at noget tilsvarende gør sig gældende for alle eller nogle grundstoffer i et uendeligt verdensrum – men i den del af verdensrummet, vi har adgang til, er penge den eneste uendelige ressource, jeg kan komme i tanke om.

Ilt er som bekendt en ufravigelig livsbetingelse for ethvert menneske. Få minutter uden ilt – og vi er døde. Men ilt forekommer naturligt i så rigelig mængde, at det ikke koster noget (bortset fra det der kommer i flasker). Selvom mængden af ilt er rigelig, så er den dog ikke uendelig. Det er derfor et mysterium, hvorfor noget – der forekommer i uendeligt større mængde end ilt – kan have værdi, når ilt ikke har?

Et spørgsmål om tillid

Det almindelig svar på det spørgsmål er tillid. Pengene har værdi, fordi vi har tillid til, at de har værdi: En tillid der i sidste ende baserer sig på, at alle andre også har tillid til dem. Vi tager altså imod penge fra andre i tillid til, at andre også vil tage imod pengene fra os – i tillid til, at andre igen vil tage imod pengene fra dem…

Men hvad sikrer så denne tillid og dermed pengenes værdi? Det har Modern monetary theory-teoretikeren (MMT) Warren Mosler et svar på, som for mig at se er indlysende rigtigt. Det, der sikrer penge værdi, er, at de opkræves i skat. Staten opkræver sin egen valuta i skat. Det behøver den sådan set ikke gøre, for den har jo principielt altid lige så mange penge, som den har brug for. Når staten opkræver sine egne penge i skat, er borgerne imidlertid nødt til at få fat i pengene for at kunne betale skatten. Alternativt vil borgerne jo miste den ejendom – altså de konkrete brugsværdier f.eks. en bil eller et hus, som har værdi for borgeren – som staten pålægger dem at betale skat af. Og dermed får statens penge også værdi for borgeren! Læseren kan her standse op i læsningen og se Mosler selv forklare det. Det er ganske underholdende:

Den mest afgørende sætning i indslaget er den sidste: “Hvis man ikke kan håndhæve skatteopkrævning, ville dollarens værdi falde til nul.

Forudsætningen for, at man kan opkræve skatter, er selvsagt, at man har midlerne til at gøre det. Bag skatteopkrævningen står således statens magt udtrykt ved dens voldmonopol med tilhørende voldsapparat. Pengenes værdi sikres altså ultimativt af statsmagt.

Dette gælder også i eurozonen, hvor det netop er medlemsstaternes skatteopkrævning, der sikrer euroen værdi. Her er det som bekendt ikke de enkelte stater, der skaber pengene, men derimod den Europæiske Central Bank. Men ECBs penge (euro) ville være værdiløse uden medlemsstaternes skatteopkrævning og den statsmagt, der står bag denne skatteopkrævning. Det samme gælder selvfølgelig også de penge, som private banker skaber i forbindelse med udlån.

Det er ikke noget tilfælde, at dollaren har en særstatus og fungerer som international reservevaluta. Det hænger uløseligt sammen med, at denne valuta er udstedt af verdens stærkeste statsmagt. Der er en lige linje fra dollarens status til amerikanske atomvåben, hangarskibe og F35 fly. Da det britiske imperium ”ruled the waves”, var det tilsvarende pundet, der var foretrukken reservevaluta.

Amerikanerne frygter i dag, at den kinesiske valuta skal udfordre dollarens status i takt med, at Kina bliver stadig mere magtfuld. Den dag, det måtte ske, vil resten af verden formentlig ikke længere være helt så indstillet på at levere til amerikanernes overforbrug som i dag, hvor man gladeligt veksler varer for de dollar, som den amerikanske centralbank, The Federal Reserve, til stadighed øger mængden af. I bogen Krigen der måtte komme angives det i øvrigt som hovedforklaring på Irak-krigen, at Saddam Hussein havde fået den ide at handle olie i euro i stedet for dollars. Krigen var jf. denne analyse et led i at opretholde dollarens status og værdi.

Kapitalen har brug for staten – men ikke omvendt

Kapitalismens essens er som bekendt kapitalakkumulation. ”Akkumuler, akkumuler, det er Moses og profeterne,” som Marx skrev. Samme Marx satte kapitalismen på den simple formel P-V-P: Penge veksles til varer (produktionsmidler og arbejdskraft, der fremstiller en varekapital), som igen veksles til endnu flere penge, der atter investeres i varer med henblik på at tjene endnu flere penge. Kapitalisme er et system, hvor det handler om at tjene penge, for at tjene penge, for at tjene penge, for at…

“Det er ikke noget tilfælde, at dollaren har en særstatus og fungerer som international reservevaluta. Det hænger uløseligt sammen med, at denne valuta er udstedt af verdens stærkeste statsmagt. Der er en lige linje fra dollarens status til amerikanske atomvåben, hangarskibe og F35 fly.”

Penge og deres værdi er således en ufravigelig eksistensbetingelse for kapitalisme. Det følger heraf, at kapitalisme som system er fuldstændigt afhængig af den statsmagt, som skaber pengene og sikrer disses værdi gennem (bl.a.) skatteopkrævning.

Statens magtposition i forhold til kapitalen er dermed stærkere, end vi har vænnet os til at tro på venstrefløjen, hvor man ofte har det med at beklage sig over (national-)statens magtesløshed i forhold til kapitalen. Kendsgerningen er, at kapitalen ikke kan leve uden staten. Omvendt kan staten godt eksistere uden kapitalen.

Og netop det åbner, på godt og ondt, et større rum for politik. Og på godt for venstreorienteret politik. Det rum og de muligheder bør venstrefløjen gribe!


Om skribent

Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen er medlem af Enhedslisten, og har tidligere været medlem af partiets hovedbestyrelse og rejsesekretær i partiet. Læs mere