6 min. læsetid

Diskussionen om de mange statuer – der repræsenterer nogle historiske figurer – forbigår nogle aspekter, som er vigtige for at forstå datidens og nutidens historie. Forstår vi dem gennem datidens eller nutidens moralske kodeks – og er vores moral bedre?


Af Redi Pecini

De seneste protester i USA og andre dele af verden har (igen) sat fokus på, at nogle statuer og monumenter i vores byer repræsenterer mennesker, der har deltaget i handlinger, vi nu vil betegne som umoralske. En bekymring, man bemærker i de forskellige indlæg i de landsdækkende aviser er, at fjernelsen af statuerne vil medføre retouchering af fortiden eller historie-fornægtelse.

Det er muligt, at Columbus, kong Leopold II af Belgien, eller sydstatsgeneralen Robert E. Lee vil forsvinde fra vores historie, når deres statuer ikke længere findes på byernes pladser og gader. Risikoen er dog på niveau med, at Hitler forsvinder fra Tysklands historie, og at Stalin forsvinder fra Østeuropas historie, fordi deres statuer ikke længere eksisterer i disse lande.

Alligevel mener jeg ikke, at de forskellige statuers skæbne bør afgøres ved en øjeblikkelig beslutning, men efter en åben debat. På den måde er det positivt, at sådan en debat er blevet sat i gang. Jeg ser også frem til den tid, hvor den Vestindiske arv er blevet en del af turistinformationerne om Københavns flotte bygninger fra 1700-tallet.

Det usagte

Hvad der også er interessant i debatten er imidlertid dét, der bliver undladt. F.eks. kritiserede professor emeritus Ole Thyssen i et indlæg i Politiken 16. juni de handlinger, der var sket i datiden, men understregede: “Målestokken kan ikke være datidens moralske kodeks.”

“…når de mænd, hvis statuer bliver væltet nu, er blevet kaldt for ‘store’, bør vi spørge: Store for hvem? Det er nemlig ét af de aspekter, der bliver forbigået i diskussionen”

+

Der er en vis sandhed i dette budskab, men jeg vil omformulere det en smule ved at tilføje: I det omfang, at #MeToo-bevægelsen skyldes, at først nu har kvinderne opdaget det forkerte i at blive voldtaget. Eller i det omfang, at Black Lives Matter-bevægelsen skyldes, at nutidens moralske kodeks har hjulpet de sorte i USA til at indse, at drab mod dem var forkert. Og at slaverne i sydstaterne først i 1861 kunne se det modbydelige i slaverisystemet, men ikke tidligere.

Pointen er, at ‘tiderne’ ikke har nogen moral – det har mennesker. Samtidig ved vi med vores egen erfaring, at ikke alle mennesker har det samme syn på verden. Der er heller ingen grund til at tro, at de tidligere mennesker tænkte ens. Så når de mænd, hvis statuer bliver væltet nu, er blevet kaldt for ‘store’, bør vi spørge: Store for hvem? Det er nemlig ét af de aspekter, der bliver forbigået i diskussionen.

Columbus, Leopold II og general Lee var uden tvivl ‘store’ blandt de segmenter af befolkningen, hvis interesser de beskyttede og promoverede. De var næppe særligt store for de folk, som de dræbte eller tog som slaver. Heller ikke for den del af befolkningen, som kunne se det modbydelige i disse handlinger.

Foto: Christine Vassaux Noe

Er vores moral ‘bedre’?

Et andet aspekt, som bliver forbigået i diskussionen, er spørgsmålet: Hvordan har vi egentlig opnået et højere moralsk niveau i vores samfund i forhold til datiden? Svaret er: Igennem vedvarende aktivisme fra folk, der kunne se og kritiserede det forkerte i måden, hvorpå nogle menneskegrupper er blevet behandlet. Den vedvarende aktivisme nåede på et tidspunkt at ændre bevidstheden i befolkningen, hvorefter forandringen blev skabt. Derefter startede en ny kamp igen, men denne gang fra et højere moralsk niveau. De ‘store’ har nemlig aldrig opgivet deres privilegier frivilligt. De seneste demonstrationer mod racisme i USA og resten af verden er blot et af de mange eksempler i historien.

Diskussionen indebærer også et vigtigt spørgsmål: “Findes der en naturret, som er gyldig til alle tider?” Svaret er: Ja. Den findes, og svaret er baseret på det simple, universelle moralkodeks, som vi forsøger at opdrage børnene med: “Hvis du synes, at noget er forkert, når andre gør det mod dig – så må det også være forkert, hvis du gør det samme mod andre.” Hvis vi ikke tager udgangspunkt i dette mest basale kodeks, vil diskussionen om, hvordan vi opnår yderligere moralske fremskridt i vores samfund – det være sig på spørgsmål om menneskerettigheder, borgerrettigheder, ligestilling, osv. – ligne en ørkenvandring. Det er nemlig dette kodeks, der er den fundamentale filosofi hos mange af såvel datidens som nutidens aktivister.

Den er til stede når fredsbevægelsen minder os om, at krig er moralsk forkert, uanset intentionerne hos dem, der starter krigen. Når anti-atomkraft-bevægelsen påpeger, at menneskehedens overlevelse er i overhængende fare i en verden med atomvåben. Eller når kvindebevægelsen kritiserer mændene for at holde fast på deres privilegier; og når borgerrettigheds-aktivisterne fremhæver det umoralske i burka- og ghetto-lovene. For slet ikke at nævne klimaaktivisterne, som advarer os stort set dagligt om konsekvenserne af vores ‘business as usual’ model.

Kig også på nutidens ugerninger

Fraværet af disse centrale spørgsmål: ‘Hvordan kom den moralske forandring?’ og: ‘Hvem var de folk, der skubbede på for denne forandring?’ er ikke kun et forsøg på at hvidvaske historien, men også et forsøg på at beskytte de nuværende privilegier blandt nogle segmenter af vores samfund. Status quo kan nemlig bedst bevares ved at eliminere det afgørende moralske spørgsmål: ‘Hvad kan vi lære af historien – og hvad kan vi selv gøre?’ Diskussionen om fortidens ofre er værd at tage, som også bl.a. Politiken har fremhævet.

Først og fremmest bør vi lægge mærke til vores egne handlinger og deres potentielle konsekvenser samt deres ofre. I stedet for at fokusere på fortidens ugerninger, vil et fokus på nutidens ugerninger ikke blot være en akademisk øvelse, men en handling med moralsk værdi. Ofte kan vores handlinger betyde, at en person får dén stilling, som vedkommende er berettiget til – uanset køn eller hudfarve – eller at en anden person kan undgå at blive overfaldet og voldtaget. For andre kan det betyde forskellen mellem liv og død.


Redi Pecini er læge bosat i København. Han er medlem af den danske afdeling DiEM25 (Democracy in Europe Movement).