Status over klimaaktivismen. En reportage fra Nødbremsens strategibar

Jo mere tid der går uden reduktion af CO₂, des mere CO₂ vil der hobes op i atmosfæren – og låse os fast til højere og højere temperaturstigninger. Ethvert CO₂-molekyle, der fortsat udledes, tæller. Tiden arbejder imod os.

Men samtidig er det ifølge den amerikanske sociolog Dana Fisher – der samme uge var forbi Danmark – desværre også tid, der må gå og flere ”klimachok”, som må indtræffe, før vi vil se en bredere massebevægelser, der reelt kan udfordre status quo. Tiden arbejder her på en måde for os. Det er en meget underlig, næsten pervers situation at stå i. Vi har brug for mere tid – men det er tid, som vi ikke rigtig har.

Situationen siger noget vigtigt om den måde, som alle oplægsholderne ved strategibaren tænker klimaaktivisme på: Vi kæmper kampe for CO₂-reduktioner lige nu og her, men samtidig ved vi nu, at vi er i det her for det lange træk. Vi må bygge fællesskaber op, som drager omsorg for hinanden og understøtter det lange klimaaktivistiske liv. Strategibaren illustrerede på en måde også dette. Den er første led i flere fremtidige møder, som afholdes af skiftende klimaorganisationer. Formålet er både at understøtte udveksling af ideer og den vedvarende allianceopbygning mellem de forskellige organisationer, netværk og kampagner.

Vi sætter os på tværs af organisationer ved de små øer af aflange borde denne sene fredag eftermiddag, mens Lukas fra Nødbremsen går op på scenen. Her slår han temaet an ved at understrege, at vi på den ene side stadig har mulighed for at påvirke situationen, men han understreger også, at ikke alle strategier er gode.

Alle i lokalet har været klimaaktivister i lang tid nok til at have oplevet både sejre og nederlag, og aftenens oplæg, som bliver holdt af Fossilfri Fremtid (FF), Det Grønne Forskernetværk (DGF), Klimafælden (KF) og Nødbremsen (NB), handler om at dele erfaringer og ideer om forskellige strategier og taktikker til samfundsforandring.

Samtidig deltog aktivister fra Global Aktion, 2040 Collapse, Mellemfolkeligt Samvirke og Greenpeace også i diskussionerne bagefter. Fælles for alle aktivister denne aften er en dyb frustration over den afstand, der eksisterer mellem politikernes retorik om, at Danmark er et grønt forgangsland – og de faktiske politiske beslutninger, som træffes lige nu.

Fossilfri Fremtid og børnefamilie- og omsorgsaktivisme

Denne klimapolitiske modsigelse illustreres for Esther fra Fossilfri Fremtid med Nordsøaftalen i 2020. Hun understreger, at Energistyrelsen lige nu behandler en ansøgning fra den britiske plastikgigant INEOS, som ønsker at udvinde olie fra Hejrefeltet i Nordsøen. Det på trods af, at aftalen aflyste statens ottende udbudsrunde og satte en slutdato for olie- og gasudvinding i 2050.

Men aftalen rummer desværre smuthuller, som muliggør, at staten stadig kan udbyde eksisterende olie- og gasfelter, hvis private virksomheder uopfordret selv ansøger om det. Det skete i 2023, da det norske olie- og gasselskab BlueNord ansøgte om udvinding af gasfeltet Elly-Luke. Efter pres fra bl.a. FF trak de deres ansøgning tilbage. Esther smiler bredt, og vi klapper alle. Det var en stor sejr for organisationen. Men kampen fortsætter mod INEOS her i 2024.

Ifølge Esther har FF indtil videre haft held med at gøre opmærksom på projektet og mobilisere modstand mod det i et sådant omfang, at tilladelsen indtil videre er blevet udskudt flere måneder. En af grundene til at FF har haft relativ succes med deres modstandskampagner, har ifølge Esther været målets konkrethed. Det har været nemt at mobilisere omkring olie- og gasfelterne fordi de har et navn, en konkret geografisk lokation, og der er en specifik virksomhed, som står bag.

Det længere mål for FF er at få åbnet op for en politisk genforhandling af Nordsøaftalen, hvor man både lukker ned for disse udbudssmuthuller og generelt stoppet al fremtidig fossil ekspansion.

Det særegne ved FF som organisation er, at den eksplicit er tænkt som en familievenlig organisation, der har fokus på, at klimaaktivisme også skal være et sted for småbørnsfamilier. Det har ifølge Esther længe været et velkendt problem i klimabevægelsen, at klimaaktivister forsvinder ud af bevægelsen, når de får børn.

FF forsøger derfor at adressere dette problem ved bevidst at skabe et trygt rum for børnefamilier med kreative aktivismeformer. Og dette fokus på at skabe omsorgsfulde fællesskaber for aktivister, som er forankret i ens lokalområde, og som peger længere ind i fremtiden end den aktuelle sag, er også en central del af Klimafældens strategiske overvejelser.

Klimafælden og klimakampen som social kamp

Den britiske aktivist Kelly gestikulerer med armene, mens hans fastslår, at klimaaktivisme vil gælde hele vores liv. Fremtiden vil byde på vedvarende klimakampe, men også en verden med flere klimakatastrofer. Situationen er potentielt apokalyptisk, som Kelly formulerer det.

Det har betydning for vores strategiske arbejde som klimaaktivister: Vi må forberede os på denne fremtid allerede i nutiden. Klimaaktivisme betyder derfor for Kelly, at vi må organisere for vores egen overlevelse og modstandsdygtighed. Det vil sige, at vi allerede nu må forsøge at skabe selvstændige, alternative omsorgsfællesskaber.

Vi får både brug for disse fællesskaber i fremtiden, samtidig med det kan give os kræfter til at kæmpe i nutiden. En praktisk måde som KF forsøger at engagere almindelige mennesker på i disse overvejelser, er gennem organisering af klimalejre. Her handler det om at give folk en følelse af styrke, at man har magt og ansvar til at gøre ting – i stedet for ”bare” at møde op til noget, som er planlagt i forvejen.

Kelly fastslår, at KF’s grundanalyse af klimakrisens dybere rod ligger i virksomhedernes magt (”corporate power”). Omsorgsfulde fællesskaber er et organisatorisk modsvar til denne koncentrerede magt. Men i forhold til den udadvendte aktivisme og modstand mod virksomhedernes magtcentre, understreger Kelly, at det vigtigste for KF lige nu er at bygge bro og skabe alliancer med andre sociale bevægelser. Det handler derfor om at brede klimkampen ud.

KF’s deltagelse i blokeringen af Terma-fabrikken ved Aarhus 11. og 12. marts sammen med bl.a. Palæstina Solidaritetsnetvæk, Vegan Activism og 2040 Collapse er et eksempel herpå. Blokeringens formål var at lukke fabrikken ned ved at forhindre arbejderne i at komme ind. Det samtidig med, at der blev delt flyers ud til arbejderne, som forklarede aktionens formål, og hvorfor Terma blev blokeret.

Terma sælger som bekendt våbendele til Israels F-35 fly.

Sammen med Israels krigsforbrydelser og den humanitære katastrofe er krigen også en klima- og miljømæssig bombe. Ét studie, som The Guardian har refereret til, understreger, at Israels bombardement og landinvasion af Gaza i de første to måneder mindst har betydet en udledning af ca. 281.000 tons CO₂.

For KF og Kelly giver det derfor ikke mening kun at fokusere på ens egen klimabevægelse og –organisation. Derimod må klimakampen åbne op for og omfatte kampe mod alle former for undertrykkelse og uretfærdighed. Som han understreger: det vigtige er, at vi forstår, at vi både har en fælles modstander at kæmpe mod – det kapitalistiske system – og en fælles fremtid at kæmpe for, en anden, mere retfærdig verden. En fremtid vi allerede skal forberede os på i nutiden.

Nødbremsen – blokader og mobilisering

Blokeringen som taktisk redskab er lige så helt central i Nødbremsens klimaaktivisme. Hvor KF blokerede en fabrik, blokerer NB motorveje og boulevarder.

De gør det, for at gøre opmærksom på regeringens nye motorvejsprojekter, som blev indgået i 2021 med Infrastrukturplanen 2035. Her vil regeringen bruge 26 milliarder kroner på at bygge og udvide 15 motorveje frem mod 2035. Som Oskar, en ung mand der nu er trådt op på scenen, påpeger, så viser disse planer også, at regeringen lyver om, at det går godt med den grønne omstilling.

Ligesom for Esther i FF, understreger Oskar, at det konkrete mål for bevægelsen gør det nemmere for folk at relatere til. For Oskar og NB er der flere grunde til, at man har valgt at blokere veje som en ikkevoldelig civil ulydighedstaktik.

Hvis målet er demokratisk og strukturel forandring, handler det om at skabe en massebevægelse, en kritisk masse, som kan lægge det nødvendige pres på det politiske system. For at nå frem mod denne kritiske masse er brugen af ikkevoldelig civil ulydighed et nødvendigt taktisk redskab, som både fungerer som en protestform og en rekrutteringsstrategi: på den ene side synliggør protester og blokering bevægelsen selv og regeringens klimahykleri, og på den anden side kan denne synlighed bruges til at rekruttere på gaden og organisere efter protesterne.

Denne dynamik mellem protest og organisering vil forhåbentlig være med til at kunne udvide bevægelsen, så den bliver stor nok til at udfordre regeringens legitimitet og forhindre udbygningen af motorvejene.

Denne sejr vil så selv blive grundlag for næste mål og kamp, som så igen vil danne grundlag for videre opbygning af bevægelsen osv., indtil man når den kritiske masse, som for alvor kan udfordre det eksisterende system. Blokader som fredelig men konfrontatorisk modstand regnes blandt mainstream forskere i sociale bevægelser – som den førnævnte Dana Fisher – som en del af den mere ”radikale flanke” af klimabevægelsen.

Det Grønne Forskernetværk og teorier om sociale bevægelser

Det første, Mads fra Det Grønne Forskernetværk understreger, er, at forskningen i sociale bevægelser og samfundstransformation ikke ved særlig meget. Han siger det med et smil, og hele salen griner, mens han videre fortæller, at samfundet er et meget komplekst system, og det er svært at kvantificere og måle virkningerne af forskellige bevægelsers taktikker.

Modsat de andre klimaorganisationer i dag organiserer forskernetværket ikke selv protester på gaden. Formålet er derimod at blande sig i den offentlige debat, arbejde for at universiteterne selv bliver mere grønne, og at være en slags ressource for den bredere klimabevægelse i form af vidensdeling. I den forstand søger netværket at understøtte og skabe fællesskaber med andre grønne bevægelser.

Med forbeholdet om forskningens generelle mangel på viden in mente går Mads i gang med at opsummere nogle af de ting, som han mener, at forskningen trods alt ved. Det første er, at fordi det politiske system er et komplekst system, er der ikke én strategi eller én taktik, som vil være den mest succesfulde.

Det betyder, at vi må forkaste den simple model for påvirkning, som tilsiger, at borgere påvirker politikere, som så påvirker parlamentet til at lave lovgivning, som løser det, borgerne protesterer over. Mads fremhæver også teorien om den ”radikale flanke effekt”, som er baseret på historiske erfaringer – for eksempel den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Den går grundlæggende ud på, at den mere radikale del af en bevægelse, som kan være upopulær i øjeblikket, kan skabe større opbakning til den fredelige del af bevægelsen, og dermed øge dennes politiske påvirkningskraft og indflydelse.

Som følge heraf understreger Mads, at man netop skal være påpasselig med at vurdere effekter af aktivisme ud fra, hvad der er populært og upopulært: Det der umiddelbart skaber modstand kan på sigt skabe tilslutning.

Den historiske og sociale kontekst spiller også ind, hvorfor man skal være påpasselig med analogier til andre historiske perioders sociale bevægelser. Hvad der virkede før, vil ikke nødvendigvis virker nu.

Som det tredje og sidste fremhæver han, at vi derfor som klimabevægelse er nødt til at eksperimentere med, hvad der virker i forskellige kontekster og lære fra forskellige bevægelser i samtiden, for eksempel Palæstina-bevægelsen.

I den forstand er vi tilbage hos Kelly fra Klimafælden og nødvendigheden af solidarisk tværbevægelsesarbejde. Både fordi kampene er forbundne, fordi vi kan lære af hinanden, men også – som Mads slutteligt formulere det – fordi vi er her for det lange træk. Derfor er det afgørende, at man skaber en bevægelse, hvor der er rart at være.

Omsorgsfællesskaber, klimakamp som social kamp, allianceopbygning og behovet for en radikal flanke i form af ikkevoldelige civile ulydighedstaktikker. Det var nogle af de ideer, som vi alle tog med os videre ind i aftenen. Aftenen fortsatte med diskussioner ved de små øer af aflange borde, og senere var der gratis vegansk aftensmad og hyggesnak på tværs af organisationer. Lige i det omsorgsfulde fællesskabs ånd.