Peter Westermann: Stem for ligestilling – ikke for et køn

De røde kvinder har sejret ad helvede til – og godt for det. Som vælger bør man dog ikke have et princip om at stemme på ét bestemt køn. Man burde i stedet tage stilling i den konkrete situation til, hvilket køn der er underrepræsenteret. Det mener Peter Westermann, der har skrevet dagens Signatur.

Af Peter Westermann

”Du gør det godt, men jeg stemmer altså på en kvinde.”

Sådan sagde en flink kvindelig vælger til mig forleden efter en paneldebat i Europa-Parlamentsvalgkampen. Og hun er ikke den første, der har sagt sådan til mig. Det giver en lidt underlig fornemmelse som mandlig kandidat, sådan at blive bevidst fravalgt på grund af sit køn alene. Især når der i alle de valg, man har opstillet til, er en eller flere kvinder, der har fået flere stemmer end én selv. Dermed ikke sagt, at der er noget unfair over det – blot, at jeg ikke synes, jeg skylder at holde mig tilbage – eller at de kvindelige kandidater, jeg har været opstillet med, har haft behov for positiv særbehandling. Og det har de altså heller ikke i Socialistisk Folkeparti, når det gælder Europa-Parlamentet: Det er 30 år siden, den seneste mand blev valgt hertil for Socialistisk Folkeparti. Siden da er der opnået valg for en kvinde seks gange. Og lur mig om ikke den næste, der opnår valg, også er en kvinde – partiets spidskandidat.

Når jeg næste gang møder en vælger, der fortæller mig, at hun af princip stemmer på en kvinde, kunne jeg svare, at hvis hun stemmer ud fra et internt ligestillingsperspektiv, burde hun stemme på en mand, hvis hun stemmer SF. Det gør jeg kun med et glimt i øjet for at problematisere en dogmatik, der hidtil er båret som et adelsmærke. Spørg dig selv: Hvordan ville du reagere, hvis en person fortalte dig, at vedkommende af princip stemte på en mand. Det kunne i SF’s tilfælde være mindst lige så legitimt, som balancen er i dag. Du ville nok spørge hvorfor. Det ville jeg helt sikkert. Men det vil jeg også, når en vælger, der stemmer på et parti, der har opnået mere end halv kvindelig repræsentation, af princip vil øge den kønslige ulighed.

Det er godt med principper. Jeg synes bare de skal være lige og universelle. Et princip om ligestilling, som kan opnås gennem kulturelle såvel som strukturelle greb, vil jeg støtte og stemme efter. Et princip om at stemme på kvinder, fordi de er kvinder, er forkert. Et princip om at stemme på kvinder, fordi de er uligestillede, er rigtigt. Men så er man nødt til at forholde sig til, om de nu også er det. Og anerkende, at det væsentlige princip handler om ligestilling, ikke det specifikke køn. Ellers kan kvindekamp ikke længere være klassekamp.

Jeg er helt med på, at kvinder op gennem historien er blevet fravalgt på grund af deres køn, og stadig bliver det i en række sammenhænge. I dag er sker det heldigvis ikke med eksplicit henvisning til kønnet. Og ikke med den stolthed, jeg har kunnet spore i blikket hos nogle af de kvinder, der har ladet mig vide, at de af princip stemmer på en kvinde.

Lad mig slå fast, at jeg ser mig selv som feminist. For mig er feminisme en strukturel tilgang til kønslig ulighed, der politiserer det ofte apolitiserede, og som insisterer på ligestilling – for kvinder og mænd, men med den forståelse, at det oftest i dag og vel altid tidligere i historien, har været kvinder, der er blevet ramt af uligestilling. Jeg forarges over uligeløn og går kraftigt ind for øremærket barsel – også selvom vi måtte få det via EU. SF havde forhandlet det ind i regeringsgrundlaget i 2011 og jeg blev rasende, da Socialdemokraterne to år senere pludselig aflyste dette fremskridt. Faktisk bad jeg vores ligestillingsordfører, Özlem Cekic, give kritikken mere volumen. Det var ellers ikke noget, hun normalt manglede. Jeg går også ind for kønskvotering, så der mindst er 40 % af hvert køn repræsenteret i væsentlige ledelsesfora.

De røde kvinder har sejret ad helvede til – godt!

Jeg er stolt af at være kandidat for SF, der nu er et erklæret feministisk parti. Jeg er ydermere stolt af, at vi er lykkedes så godt med ligestillingen i partiet. Vi har eksempelvis fuldstændig ligestilling hvad folketingskandidater angår. Af partiets fem fokuskandidater til Europa-Parlamentet, er Karsten Hønge og jeg de eneste mænd. Det synes jeg er fint. At opstille ligestillede kandidatlister er måske det vigtigste, man kan gøre for en ligestillet repræsentation, for forskningen viser at kvinder faktisk får flere stemmer ved valg når de er opstillet, mens uligheden udspringer af, at færre bliver opstillet. Derfor skal kampen især tages internt i partierne.

I vores folketingsgruppe er der et flertal af kvinder – som ser ud til at vokse efter valget, hvis vi får den glædelige og fortjente fremgang, vi står til. Partiets landsledelse har også ligelig repræsentation. Vores formand og begge næstformænd er kvinder. Jeg synes faktisk, at vi skulle skifte titlen ud med forperson, eller som minimum følge den pågældendes køn, så det ville hedde en forkvinde i dag. Det er der en konstruktivistisk, politisk pointe i, men det er ikke en af de vigtigste kampe, jeg vil vælge. Da jeg var næstformand, var min næstformandsmakker en kvinde, og vores formand, som jeg i 2012 kæmpede hårdt for at få valgt, var en kvinde. Den første kvindelige formand i partihistorien. Da hun blev det, var alle partiledere (eller hvordan man nu skulle titulere Johanne Schmidt-Nielsen) til venstre for midten kvinder. I dag er det tre nye kvinder, der står i spidsen for de røde partier.  Og det er fint, for det har varet længe, før der er kommet kvinder til på disse poster. Og de er de bedste til opgaven i hver deres parti.

Det er på sin plads at gentage den mandlige (…) LO-formand Thomas Nielsens berømte ord om at ”vi har sejret ad helvede til – godt!”, når det gælder kvindernes indtog i folketingsgrupper og partiledelser. For det er en sejr, der berettiger lidt kraftsprog. Det, der blev eftertidens forståelse af citatet var, at LO skulle drosle ned på nogle af sine kampe, bl.a. for økonomisk demokrati, fordi man var i mål. I forhold til fagbevægelsens kampe er jeg ikke enig, men når jeg ser på mit partis interne ligestilling, synes jeg, vi er ved at være der. Vel er der nogle kønslige kulturelle barrierer, der gør sig gældende endnu, ikke mindst når det gælder fordelingen af taletid. Her skal vi fortsat opfordre til at flere kvinder tager ordet – og at der gives bedre plads hertil. Måske skal vi endda indføre et klippekort til talerstolen på landsmøder og træf, så førstegangstalere kommer først, og der kunne være et loft over hvor mange gange, man kan gå på talerstolen. Det må vores landsledelse diskutere. Når det gælder ligestilling på partiets poster på landsplan, må man konstatere, at kvinderne har opnået ligestilling. Mindst. Hvis der var et problem i repræsentationen, og det siger jeg ikke at der er, ville det være, at mænd er en smule underrepræsenterede.

Med skævt skal skævt bekæmpes?

Sådan ser det imidlertid ikke ud i dansk politik som helhed, eller i europæisk politik. Det skyldes, at højrefløjens partier i overvejende grad er patriarkalske. I mange andre EU-lande er der en større mangel på ligestilling end herhjemme. Der er en oplagt ligestillingsindsats at gøre. Men den kan og skal ikke gøres ved at lave en lige så uligestillet venstrefløj. Ligesom Danmark ikke skal vælge udelukkende kvinder for at afbøde, at andre lande vælger langt flest mænd. Ej heller bør man gøre som præsident Claire Underwood i ’House of Cards’ og udnævne udelukkende kvinder af princip, for at råde bod på en historisk uligestilling den anden vej.

Det må gælde i vores partier, såvel som i vores ønsker til samfundet, at vi tilstræber en kønslig ligestilling – og først favoriserer det ene køn, hvis det er underrepræsenteret. Ligesom når vi med kønskvotering vil skride ind, når under 40 % af et køn er repræsenteret i ledelsesfora. Eller når man har besluttet, at der skal vælges lige mange af hvert køn til en post. Kommer jeg engang i Europa-Parlamentet, bliver mit arbejde også forankret i det europæiske grønne parti. Her har vi et princip om at have både en mandlig og en kvindelig formand. Det finder jeg umiddelbart tiltalende, men har ikke dannet mig et fyldestgørende indtryk af, hvordan det fungerer i praksis. Principielt set sikrer det i al fald ligestillingen. Det følger af denne logik, at man som vælger ikke bør have et princip om at stemme på ét bestemt køn. Princippet må være at stemme på det køn, der er underrepræsenteret. Og her bør man se på repræsentationen i det pågældende parti, medmindre man ønsker et samfund, hvor kvindepartier står overfor mandepartier. Eller at vi skal have store kvindelige flertal på begge sider af midten, for at hævne en historisk uretfærdighed ved at skifte dens fortegn. Det ønsker jeg ikke. Jeg mener, at den bedste politik – og de bedste resultater i samfundet i øvrigt – opnås, når vi afspejler samfundet omkring os.