Den tyske filosof Theodor Adorno (1903-1969) holdt i 1967 et foredrag om den højreradikalisme, han igen så på fremmarch. Som vidne til 2. Verdenskrigs rædsler bekymrede det ham dybt. Foredraget er nu genudgivet på dansk af Forlaget Klim. Illustration fra Spiegel (1969).
8 min. læsetid

Ny bog præsenterer foredrag af Adorno om bekæmpelse af fascisme. Det er yderst relevant læsning, skriver Reinout Bosch.



Af Reinout Bosch

En filosofisk flaskepost fra fortiden rammer efter et halvt århundrede vor tids kyster. Således præsenteres det 53 år gamle foredrag, som den tyske filosof Theodor Adorno holdt i Wien i 1967, der sidste år blev udgivet i Berlin – og som nu er kommet i en udmærket dansk oversættelse.

Det kalder selvfølgeligt også på en forklaring, når en så antikvarisk tekst – der i sin samtid hævdede at præsentere noget nyt – også i vores århundrede introduceres som relevant. Når den alligevel er det, skyldes det mestertænkerens evne til på tværs af perioder at identificere træk i højreradikalismen, der går igen. Således kan vi også i dag genkende datidens tanker i nutidens politiske landskab.

Theodor Adorno: Aspekter af den nye Højreradikalisme. Forlaget KLIM, 2020.

Denne identifikation af højreradikalismens materielle årsager vil ikke være ukendt for de læsere, der er bekendt med Adornos tanker i Oplysningens dialektik (1947 – på dansk v. Gyldendal 1996). Adornos tanker tager i foredraget udgangspunkt i den kapitalistiske produktionsmådes almene koncentrationstendenser, der bestandigt skaber usikkerhed om deklassering for mange samfundslag. Det efterlader dem med, hvad der dybest set er en angst for den generelle samfundsudvikling, som kan overflødiggøre dem. Den angst får den autoritære personlighedstype – som Adorno og hans samarbejdspartner Max Horkheimer analyserede i Studies in Prejudice (1949/50) – til at gribe efter faste holdepunkter, der kan mediere, forlige følelsen af social nedstigning, og hævde deres selvopfattede overlegenhed over for afvigerne. 

Et spøgelse af et spøgelse

Det nye ved denne højreradikalisme er, at mange af de holdepunkter der i optakten til og under 2. Verdenskrig var centrale for bevægelsen – nu synes at være opløst i det moderne. Det er korrekt foregrebet af forfatteren, når vi også i det 21. århundrede kan nikke genkendende til denne tendens, der ustoppeligt opløser familie, hjemstavn og nation til fordel for mere moderne identitetsmarkører. Det er dog her, advarer Adorno, når ideologien mister sit substantielle grundlag, at den først for alvor viser sine dæmoniske sider – sine virkeligt destruktive sider. Villig til at bringe samfundet til fald for at redde de værdier, som den også selv erkender kun lever videre i fortiden. 

Det er også her – og det er igen særligt interessant for os – at Adorno udstiller højreradikalismens katastrofepolitiske træk. Den brændende platform der kan retfærdiggøre gennemgående kontrareformer og en tilbagevenden til den forestillede idyl. Nu er det bare ikke længere jøderne, men andre indvandrede grupper der udgør den ’farlige anden’ … der med tiden vil komme til at udskifte den ’naturlige’ befolkning, hvis altså ikke katastrofen over dem alle – klimakrisen – bruges som overtrumfende argument for ekstreme tiltag. Igen er krisen her ikke vigtig i sin realitet, men i sin fortælling. Som substitut for den almene, udefinerbare katastrofe som samfundet altid må være på vagt over for. Kriseforventningen – der ideologisk opløser enhver bestræbelse på forandring til fordel for den lystfulde apokalypses retorik. 

… Adorno udstiller højreradikalismens katastrofepolitiske træk. Den brændende platform der kan retfærdiggøre gennemgående kontrareformer og en tilbagevenden til den forestillede idyl. Nu er det bare ikke længere jøderne, men andre indvandrede grupper der udgør den ’farlige anden’

+

Det er i retorikken, ikke virkeligheden, at højreradikalismen finder sit egentlige udtryk. Eller som Adorno skriver: ”Det karakteristiske ved disse bevægelser er tværtimod en overordentlig perfektion af midlerne, nemlig først og fremmest af de propagandistiske midler i den bredeste forstand, kombineret med blindhed, med en dyb uigennemskuelighed, ja, uforståelighed, i forhold til hvilke formål, der forfølges med disse midler.” Højreradikalismen bliver af Adorno således kendetegnet ved at være ikke-teoretisk i sin politiske tilgang, således at den kun i begrænset omfang har et egentligt kognitivt indhold, som kan begrebsliggøres og argumentatorisk forsvares eller tilbagevises. 

Formen kan virke forståelig, da højreradikalismen forfølger ”irrationelle mål med rationelle midler” – hvorfor realistisk funderede politiske retninger hurtigt løber hovedet mod muren i forsøget på en fornuftig diskussion. For højreradikalismen selv spiller det ikke-eksisterende mål en underordnet rolle i forhold til propagandaen – der er selve substansen i højreradikalismens politiske virke. 

Symbolernes selvstændiggørelse

Propagandaens rolle er – som både bogens for- og efterord gør opmærksom på – særligt tydelig under ’trumpismen’. Særligt styrkes højreradikalitetens tendenser til paranoia og selvoverdrivelse, når også de almindelige medier flytter deres fokus fra en given sags kerne og over på brugen af bots, internet-trolde eller fake news. 

Særligt henleder Adorno vores opmærksomhed på den karakteristiske brug af symboler i højreradikalismens politiske projekt. Den opnår gennem sin propagandistiske praksis som en selvstændiggørelse af symboler, der for andre forstås som stedfortrædende – men gennem højreradikalismen får en betydning i sig selv. Vi har den seneste tid fået demonstreret, hvordan det i praksis udfolder sig, når navneforandring for en is med en outreret etiket bliver gjort til et spørgsmål om traditionernes og frihedens sammenbrud, og endnu en bekræftelse på den endelige samfundsapokalypses snarlige komme. 

Adorno forklarer i et filosofisk sprog at: ”Grunden er sandsynligvis den, at symbolernes udtryksgehalt (indhold) har en resonansbund med helt andre undertoner end det nationale, som de angiveligt står for, og at de ubevidst reagerer på helt andre trusler, når disse symboler altså angiveligt ikke respekteres nok.”

OK-håndtegn eller ‘White Power’-gestus? Højreradikale ynder at bruge symboler, der kan være dobbelttydige, og som kan indeholde et skjult budskab, der kan tydes af de ‘indviede’. Foto: Southern Poverty Law Center.

Om at tale med fascister

Foredragets form giver Adorno muligheden for også at adressere – når ovenstående er givet – hvorledes den højreradikalisme, han frygter, skal imødegåes. Først og fremmest giver han, der selv oplevede mange venner og kollegaer forsvinde i hitlerismens dødslejre, ikke meget for den såkaldte hush-hush taktik. Håbet om at kunne tie fascismen ihjel, har ifølge forfatteren hidtil vist sig ikke at være holdbar.

I stedet opfordres vi som læsere til at lede efter den spalte i bevidstheden mellem de langsigtede utopier og den kortsigtede egeninteresse, der skulle eksistere blandt højreradikalismens tilhængere. Mens der er en afgrund mellem os og dem, når det gælder abstrakte og illusoriske forestillinger, kan vi nærme os hinanden – der hvor konkrete interesser kan gøres gennemsigtige for subjekterne selv. Med andre ord handler det om at advare tilhængere af højreradikalisme om de konsekvenser, som politikken vil have for dem selv. 

Da propagandaen spiller en særlig rolle for de højreradikale, er det inden for dette særlige domæne, at højreradikalismen bør konfronteres. Man må dog ikke forledes til at vende højreradikalismens våben mod den selv. Man bør derfor, siger Adorno: ”Ikke stille løgn i løgnens sted, ikke forsøge at være lige så snu som den, men tværtimod modarbejde den med en fornuftens gennemtrængende styrke, med den virkelige, uideologiske sandhed.”

På få sider formår Adorno at give både en karakteristik af højreradikalismen og give anvisninger til handling mod den på tværs af et halvt århundrede. Både forordet af Malte Frøslee Ibsen og efterordet af Volker Weiβ bringer Adorno tilbage til sin samtid, og fremlægger hans daværende frygt for den senere historiske udvikling. Der trækkes også tråde fra foredraget op til vores samtid med både danske og tyske eksempler, ligesom sammenhængen forklares til andre af Adornos værker og foredrag. Derved danner både forord og efterord en fin ramme om en meget relevant udgivelse.  


Reinout Bosch er gadeplansarbejder. Han er uddannet historiker fra Københavns Universitet, og er bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København. Han er medstifter af Institut for Marxistisk Analyse.