Dennis Kristensen: Vi må støtte de offentligt ansatte i Ukraine

Brandfolk, ambulancefolk, sundhedspersonale og alle de grupper som midt under krigshandlinger og bombardementer med eget liv som indsats redder menneskeliv holder hospitaler og fødeafdelinger i gang og sikrer vand- og elforsyning og de mange øvrige samfundskritiske funktioner og deres faglige organisationer får brug for støtte udefra.

Deres kolleger og fagbevægelsen i den offentlige service i de øvrige europæiske lande må træde til. Det handler om den grundlæggende solidaritet med dem, der får brug for en hjælpende hånd fra deres kolleger og søsterorganisationer.

“Men ukrainerne, offentligt ansatte og deres fagforeninger får … brug for en kontant håndsrækning fra de øvrige europæiske offentligt ansatte.”

Det russiske overfald skal i mine øjne éntydigt fordømmes på lige fod med andre militære overfald på selvstændige nationalstater.

Men ukrainerne og de offentligt ansatte og deres fagforeninger får brug for mere end fordømmelser fra andre landes fagbevægelser. De vil i høj grad også få brug for en kontant håndsrækning fra de øvrige europæiske offentligt ansatte.

Ukraines fagbevægelse er ung

Den ukrainske fagbevægelse er i sin nuværende form på samme måde som i en række andre Central- og Østeuropæiske lande ret ung og har skullet etablere sig under meget vanskelige forhold efter Murens fald i 1989.

De offentligt ansattes internationale samarbejdsorganisation Public Services International (PSI) tog tidligt kontakt med den polske uofficielle fagbevægelse Solidarnosc.

Efter 1989 støttede PSI og ikke mindst kommunalarbejderforbundene i Norden opbygningen af nye faglige organisationer for offentligt ansatte og deres fagforeningsvalgte. De nordiske kommunalarbejderforbund har siden 1930’erne haft en fælles solidaritetsfond, og det finske kommunalarbejderforbund havde desuden mulighed for at arbejde med statslige udviklingsmidler.

Fra starten var der i en række faglige organisationer ud over Europa tvivl om både de nye fagbevægelsers reelle uafhængighed af staten og om hvilken udviklingsvej, de ville vælge.

Public Services International er en verdensomspændende fagorganisation for arbejdere i den offentlige sektor. PSI har 700 tilknyttede fagforbund i 160 lande, og repræsenterer over 30 millioner arbejdere på globalt plan.

+

Støtten til de nye fagbevægelser i Central- og Østeuropa og optagelsen som medlemmer i PSI kom da heller ikke uden sværdslag.

Det udløste både uenigheder mellem de gamle medlemsforbund om man overhovedet ville samarbejde med fagforeninger, der havde eksisteret før Murens fald og uenigheder mellem de nye og gamle medlemsorganisationer om holdningerne til de fra den offentlige service så afgørende spørgsmål om privatiseringer og fri markedsøkonomi.

Opløsningen af Sovjetunionen skabte i en række af de nye stater en ganske stor begejstring for netop privatiseringer og markedsøkonomi. Sektionen for sundhedsansatte i Solidarnosc gik således tidligt ind for et sundhedssystem som det amerikanske.

I 1992 opnåedes dog enighed mellem PSI og delegerede fra Estland, Letland, Litauen, Tjekkoslovakiet (kort efter delt i Tjekkiet og Slovakiet), de nordiske lande og Tyskland om en fælles holdning til den offentlige sektors rolle, som i min oversættelse lyder:

“De nordiske lande har veludviklede markedssystemer, som nu er truet, og det tyske administrative system beundres af mange. Der var også meget i den offentlige service i Storbritannien, der var værd at forsvare mod Thatcherismens ødelæggelser. Mindre attraktivt er fraværet af et nationalt sundhedssystem i USA, og den systematiske ødelæggelse af offentlig service i Latinamerika gennem strukturelle ændringer.”

Den formulering indeholdt ganske mange kompromisser mellem ret forskellige syn på mulige udviklingsveje.

Samme år fik den europæiske del af samarbejdet selvstændig status med navnet European Federation of Public Service Unions (EPSU). Og en stribe af de Central- og Østeuropæiske landes organisationer for offentligt ansatte er siden blevet optaget som medlemmer af EPSU.

Og året før oprettede PSI sekretariater i Prag, Bukarest og Kyiv.

Fordømmelser er godt, men ikke nok

PSI og EPSU fordømte øjeblikkeligt den russiske invasion og opfordrede samtidig medlemsorganisationerne til at bidrage målrettet til de ukrainske kolleger gennem den internationale fagbevægelses solidaritetsfond.

“De udtalelser og deres støtte til krigen er fuldstændigt uforenelige med de værdier, vi står for i fagbevægelsen”

Og i mine øjne bør de forskellige medlemsforbund også yde solidarisk støtte til deres søsterforbund i Ukraine. Både her og nu, og når krigshandlingerne er bragt til ophør

FOA har netop bevilget en krone pr. medlem til hjælpearbejdet i Ukraine. Og de nordiske kommunalarbejderforbunds solidaritetsfond har sendt 750.000 kroner i samme retning.

Samtidig kræver FOA’s formand Mona Striib, at den russiske fagbevægelse tager afstand fra invasionen, hvis den fortsat skal være medlem af den internationale fagbevægelses samarbejdsorganisation:

“De udtalelser og deres støtte til krigen er fuldstændigt uforenelige med de værdier, vi står for i fagbevægelsen, derfor har vi valgt at tale med store bogstaver.”

Det er eksempler til efterfølgelse.

Faglige organisationer i et krigshærget land skal på mange områder genstarte sig selv, når den tid kommer. Og den genstart bør Europas og de danske offentligt ansatte også til den tid vise deres solidaritet med.