SU-debatten afslører en generationskamp

At højrefløjen vil holde fast i forringelser af SU’en kan ikke overraske nogen. At ældre mennesker på venstrefløjen også er imod bedre SU-forhold, afslører imidlertid en generationskløft.

Af Sofie Lippert

Igen er debatten om SU’en blusset op. For en gangs skyld er det ikke en debat mellem, om vi skal omlægge til lån eller bevare SU’en, men i stedet en debat hvor også en forbedring af de studerendes levevilkår er et muligt standpunkt. 

Denne gang er fortalerne gået i offensiven. Venstrefløjsdebattøren Jens Philip Yazdani lagde ud med et blogindlæg i Jyllands-Posten om de 100.000 studerende, der lever i relativ fattigdom. Jeg fulgte selv op med et oplæg til debat af, om det virkelig kan passe, at studerende skal nedprioritere deres studier til fordel for et fritidsjob, som skal give dem råd til at overleve.

Som forventet er højrefløjen lodret imod det. Yazdani og jeg er eksempler på “en privilegie-blind curlinggeneration med krævementalitet”, hvis man spørger dem. Jeg havde ikke forventet mindre. Men det, der undrer mig er, at der internt på venstrefløjen også findes kraftig modstand. Selvfølgelig er højreorienterede i alle aldre imod forslaget. Men hvorfor er ældre, venstreorienterede mennesker også imod? Hvorfor møder jeg i lige så høj grad fra ældre generationer i egne rækker argumenter om, at der ikke er råd, at vi skal hjælpe de gamle først, og at studerende er sådan nogle ressourcestærke nogle, der sagtens kan arbejde 10-15 timer ved siden af et fuldtidsstudie?

”Faktum er, at SU’en er blevet forringet hvert år siden 2013. Uddannelserne er blevet slagtet af årlige besparelser. Boligpriserne på både ejer- og leje-boliger er på himmelflugt. Priserne på kollektiv transport er steget – mimrekortets ungdomsudgave er fx dobbelt så dyrt på trods af, at SU’en er halvt så høj som folkepensionen.”

Selvfølgelig må jeg melde mig på holdet, der peger på, at et løft af SU’en ikke er det allerøverste punkt på den politiske prioriteringsliste, at ændre reguleringen, så den følger lønudviklingen, står dog ret højt, så studerende i det mindste ikke bliver systematisk fattigere end resten af befolkningen. Men jeg er også virkelig træt af idéen om, at vi kun skal tale om de allermest presserende udfordringer i vores samfund, det ville jo ikke efterlade megen tid til at tale om andet end klima. 

En doven fortælling om dovenskab

Ligeledes er jeg utrolig træt af argumenter om, at studerende i Danmark allerede har det så godt, at det nærmest ville lede dem i fordærv, hvis vi gjorde deres vilkår endnu bedre. Derfor kastede jeg mig ind i debatten med et argument, jeg synes, vi på venstrefløjen er blevet alt for dårlige til at holde fast i: Jeg synes, det er utroligt uambitiøst at afvise politik, der forbedrer menneskers liv, blot fordi vi allerede har det bedre end mange andre. Vi bør skabe det bedst mulige samfund – ikke bare et samfund, der er bedre end de andres.

Selvom jeg er sikker på, at det argument var faldet i god jord hos de fleste venstreorienterede i de fleste andre tilfælde, var det, som om det i denne debat fløj fuldstændig hen over hovedet på nogle af dem. For fortællingen om den dovne ungdomsgeneration lever stærkt, også på venstrefløjen! Idéen om, at vi har en krævementalitet, ligger dybt i manges bevidsthed. Men faktum er, at SU’en er blevet forringet hvert år siden 2013. Uddannelserne er blevet slagtet af årlige besparelser. Boligpriserne på både ejer- og leje-boliger er på himmelflugt. Priserne på kollektiv transport er steget – mimrekortets ungdomsudgave er fx dobbelt så dyrt på trods af, at SU’en er halvt så høj som folkepensionen. Alt i alt er vilkårene for unge mennesker blevet ringere, og som den første generation ser vi frem til dårligere levestandarder end vores forældre, og så på en klode hvor klimakrisen for alvor kan mærkes. 

Drop curling-stemplet

Alligevel er det en udbredt misforståelse, at vi er en curlinggeneration, der er blevet båret på hænder og fødder, og måske fordi det synspunkt er så udbredt, bliver nogle provokerede, når vi foreslår at forbedre vilkårene for studerende. Ikke bare for de dårligst stillede studerende, der bryder den sociale arv, men for alle studerende, fordi ingen i vores samfund fortjener at leve under fattigdomsgrænsen – heller ikke dem, der kan se frem til høje lønninger på et andet tidspunkt i deres liv, eller dem der har forældre med penge nok. Fordi det også er en socialistisk kamp at sikre ordentlige vilkår for de midlertidigt fattige, selvom de langvarigt fattige selvfølgelig altid fortjener en større del af vores opmærksomhed. 

Jeg ved ikke, om mine ældre medsocialister blot går til angreb, fordi de ikke mener prioriteringen er den rette, eller om der rent faktisk er grund til at tale om en generationskamp. Men jeg frygter det sidste. Hvis argumentet imod enhver forbedring af studerendes vilkår er, at andre dele af samfundet har det værre, spilles forskellige samfundsgrupper ud mod hinanden, nøjagtig som højrefløjen gerne vil have det.

Nøjagtig sådan at vi netop ender med at tro på, at det ikke er muligt at få råd til at skabe gode liv for alle, men at nogle må holde for, for at andre kan få det bedre.

Så har vi alle tabt, men især den ungdom, der skal leve i fremtidens samfund.