Roger Hallam taler til Shut down London! i april 2019. Hallam er sidenhen blevet arresteret, og har udgivet bogen 'Common Sense in the 21st century' under sit fængselsophold. Foto: Steve Eason / Flickr
15 min. læsetid

Roger Hallam er chefideolog i miljøbevægelsen Extinction Rebellion (XR). Den startede i England, men har også en afdeling i Danmark, som har gennemført ikke-voldelige klimaaktioner med trafikblokader de seneste måneder. 25. september selvudgav Roger Hallam den lille bog ‘Common Sense for the 21st Century’ om Extinction Rebellions ideologiske ståsted, taktik og mål.


Af Vibeke Nielsen

Roger Hallam var med til at starte organisationen Extinction Rebellion (XR) i Storbritannien, sammen med blandt andre Gail Bradbrook og Simon Bramwell. Alle tre er født i oprørsårene 1965-1975. Han har som medstifter høj status i XR, selv om den officielt er en decentralt organiseret bevægelse. 

Roger Hallam: ‘Common sense for the 21st century. Only nonviolent rebellions can now stop climate breakdown and social collapse’ kan hentes gratis her.

Det primære fokus for bogen ‘Common Sense for the 21st Century: Only Nonviolent Rebellion Can Now Stop Climate Breakdown and Social Collapse’ er såkaldt ‘action design’, dvs. planlægning af praktisk taktik. Organisatoriske spørgsmål behandles dog kun tyndt. Til gengæld får man et indblik i de politiske tanker, som ligger bag bevægelsen mod udslettelse. Bogen kan købes trykt, men findes også til fri download som pdf.

Men først kort om XR, for dem der endnu ikke er løbet ind i organisationen. XR har filialer i mange af de mere velstillede lande i verden, fra Sydafrika til Norge. Bevægelsen blev stiftet i april 2018 og er vokset i lyntempo.

I alle dele af XR er man sammen om tre mål:

          •  Regeringerne skal indføre en slags borgerting (‘citizen assembly’), som skal træffe beslutninger om klima- og miljø-spørgsmål, samfundets indretning og økonomi

          • Regeringerne skal fortælle sandheden om miljø- og klima-krisen og tilbagerulle miljøskadelig lovgivning

          • CO2-udledningen skal reduceres til netto nul i 2025.

XR adskiller sig på mange måder fra de miljøbevægelser, vi allerede kender i Danmark. Derfor er det interessant at dykke ned i Hallams nye bog.

Anholdelse i forbindelse med Ende Gelände og Extinction Rebellions fælles blokade af Invalidenstraße i Berlin, hvor det tyske Forbundsministerium for Økonomi og Energi ligger. Foto: Kristoffer Schwetje / Flickr

Et nyt politisk system

Titlen “Common Sense for the 21st Century: Only Nonviolent Rebellion Can Now Stop Climate Breakdown and Social Collapse” henviser til den amerikanske politiske tænker Thomas Paines pamflet “Common Sense” fra 1776, som er den mest læste bog i USA’s historie. Den er krediteret for at være udgangspunktet for den amerikanske revolution i 1700-tallet. Min fornemmelse efter læsningen er dog, at titlen “Common Sense for the 21st Century: Only Nonviolent Rebellion Can Now Stop Climate Breakdown and Social Collapse” primært er valgt for at demonstrere ambitionsniveauet. Der er ingen yderligere sammenhæng mellem de to værker.

Mindst plads i bogen reserverer Hallam interessant nok til det systemskifte, som oprøret i Extinction Rebellion er rettet imod. Hans hovedtese er, at det politiske system er årsagen til klimaændringer og tab af biodiversitet. XR’s oprør skal overbevise befolkninger og regeringer om, at det er nødvendigt at indføre både såkaldte “Citizen assemblies” – nærmest ’borgerting’ på dansk – og såkaldte “Peoples assemblies” – ’folkeforsamlinger’.

“Borgerting” skal vælges ved hjælp af en randomiseret, tilfældig digital udpegning af borgere til tinget. De skal vælges ud fra kriterier for diversitet og repræsentativitet, som ikke beskrives i bogen, ikke ved traditionel afstemning med opstillede kandidater, politiske valggrundlag, samt partier eller organisationer. Han mener, at magten mellem “borgerting” og de, der i dag er folkevalgte i parlamentet, skal vendes om, så de folkevalgte blot er rådgivende over for “borgertinget”. “Borgertinget” skal i stedet beslutte samfundsforandringer og samfundsøkonomi, samt skabe en ny forfatning. Det er en radikal form for direkte demokrati, han vil indføre.

“Folkeforsamlinger” skal der til gengæld være mange af. De ligner det nationale “borgerting”, men skal ikke udvælges ved hjælp af den tilfældige metode, men eksempelvis have fageksperter med. Så vidt jeg kan forstå, svarer de i visionen nærmest til ad hoc-nedsatte råd.

Beskrivelsen af disse nye demokratiske forsamlinger, samt argumentationen for at de skulle være bedre til at træffe beslutninger, der kan sætte en stopper for klima- og miljøkatastrofer, er meget overfladisk. Det betyder, at det positive alternativ til det eksisterende, som XR’s oprør har positiv retning mod, er så løst skitseret, at kraften til at overbevise i positiv forstand og samle omkring en lys vision, går tabt.

Den politiske kulturs revolution

Hvor Hallam kun skitserer det positive mål for revolutionen, der skal lede til standsning af naturens ødelæggelse, bruger han kraftigt krudt på at argumentere for de negative årsager til, at et oprør er nødvendigt. Presset for at overbevise om, at hans metoder er de rigtige, opnår han således ikke ved at stille os en lys fremtid i møde, hvis vi følger ham, men ved at male et skrækkeligt billede af alternativet.

De siddende regeringer i verden er “folkemorderiske” (“genocidal”), mener han. Alle politiske partier, NGO’er og bevægelser, til højre såvel som til venstre, har bragt os frem til de seneste 30 års nederlag i klimakampen. De er den største blokering mod virkelig forandring. Graden af skepsis topper med udsagn som “the political regime which is planning our collective suicide” og “the political system is not working and now it is going to take us to our deaths with the climate crisis”.

Anklagerne bruges som argument for, at reformer er umulige, og at en revolution er nødvendig. Der er dog ikke tale om en socialistisk revolution: Hallam mener en sådan har spillet fallit, og at det vil støde folk bort at argumentere for en sådan.

Kapitalisme og kapitalinteresser er kun nævnt én enkelt gang i bogen, her i skikkelse af brændstof-industriens finanskapital og dens påvirkning af politiske partier og NGO’er. Det nævnes som en del af det erfaringsgrundlag, som Hallam har fra sin tid som kampagnemedarbejder i NGO’erne. Han trækker på det i sin begrundelse for at stifte Extinction Rebellion, som en anden slags organisation. Det økonomiske argument er ikke udviklet videre over de øvrige 79 sider, men Hallams holdning er, at alle kan og skal tage klimakrisen på sig – uanset politisk overbevisning. Hvis alle gør det, kommer løsningen på klima- og biodiversitets-problemet.

Det er en ny politisk kultur, han ønsker, ikke en ny samfundsøkonomi. I stedet for revolutioner af venstreorienteret karakter, nævner han i forbifarten det 19. århundredes borgerlige revolutioner som forbilleder. I stedet for klasse og kapital, fokuserer Hallam på kultur og moral som faktorer, der i hans optik deler samfundet op og forklarer interesseforskellene. Selv XR’s kampagner og organisering skal efter Hallams opfattelse målrettes befolkningsgrupper inddelt efter kultur, hvor arbejderklassen eksempelvis ses som en kulturelt betinget gruppe, man kan støde fra sig, hvis man har en udpræget middelklasse-kultur og laver kampagner på den baggrund.

Kapitalisme og kapitalinteresser er kun nævnt én enkelt gang i bogen. Hallam mener socialistisk revolutionhar spillet fallit, og at det vil støde folk bort at argumentere for en sådan
Solidaritet dækker Extinction Rebellions klimaaktivisme over hele verden. Klik på banneret for at læse om mere fra bevægelsen.

Dommedag og fornuftens stemme

Hallam bruger i ‘Common sense for the 21st century’ tre typer virkemidler i sin kommunikation: Angstprovokation, henvisninger til videnskabelig evidens og ‘framing’, hvilket vil sige tilrettelæggelse af kommunikationen, så nogle aspekter fremhæves, og andre underspilles eller helt fjernes fra det samlede billede.

Hallams kommunikations-taktik emmer af dommedag og visioner om globale sammensværgelser, som er egnet til at udløse panik hos læseren. Han fremstår næsten som en sektleder i nogle afsnit, når han prøver at overbevise om, at hans vej er den eneste rigtige – og at alle alternativer fører direkte i døden. Der er profetiske aspekter, dommedagsperspektiver og noget nærmest manuskript-agtigt i hans strategi, der kan minde om nyreligiøse bevægelser.

En anden taktik er brug af videnskabelighed, som skal tjene til at overbevise fornuften. Hallam argumenterer med naturvidenskabelige forskningsrapporter om klimaets tilstand på vej mod katastrofen. Men lige så gennemgående er hans anklager mod det eksisterende politiske system. De angreb og hans strategi og taktikker til at opnå systemforandring underbygges ikke på samme måde med indsamlede videnskabelige data, referencer og litteraturlister. “Common sense” er ikke en akademisk bog, erklærer Hallam. Alligevel henviser han til videnskabelige beviser og “evidens” fra socialvidenskaben som grundlag for, at samfundet skal laves om, hvordan det skal laves om – og hvad det skal laves om til.

Han er særdeles selektiv i sit valg af pointer fra de få værker, han faktisk henviser til, men begrunder ikke sin udvælgelse. Et eksempel er den amerikanske politolog Theda Skocpols “States and social revolutions: A comparative analysis of France, Russia and China” fra 1979, som han demonstrativt lægger en reference ind til, men faktisk ikke reelt bruger. Set i et venstrefløjsperspektiv er det iøjnefaldende, at han fjerner klassekampen fra hendes klassiker fra 1979 om årsagerne til sociale revolutioner. Tilbage ligger hos Hallam få splinter af pointer, som helt misser Skocpols hovedpointer.

Det er den tredje form for virkemiddel i kommunikationen – den selektive indramning af budskaberne – som er mest karakteristisk for “Common sense in the 21st Century”. Her mærker man virkelig, at Hallam er tidligere kampagnemedarbejder fra ngo-verdenen. Bogen er rig på taktiske fif, men samtidig afslører han også, at han bevidst bruger virkemidler til at manipulere med folk for at få dem til at gøre, som man vil – i en god sags tjeneste forstås.

Han fremlægger XR’s kommunikationsstragier og taktikker og begrunder dem. Det kunne man ønske, at andre politiske aktører også ville gøre – for det giver faktisk et bedre grundlag for at diskutere, om de har fat i den lange ende, når kommunikations-masterplanen lægges åbent frem, inklusiv de mere irrationelle og kontroversielle idéer.

Men det er svært at tage hans synspunkter seriøst, når man rundt om i bogen kan finde decideret løgn. Eksempelvis hævder han at være den første nogensinde, der har organiseret en husleje-strejke i London. Men det kan faktisk dokumenteres ved hjælp af historiske kilder, at de første husleje-strejker i London lå helt tilbage i 1800-tallet. Roger Hallam er født i 1966.

Historien om huslejestrejken benytter han til at forklare, hvordan man organiserer såkaldt “canvasing”, det er et udtryk sælgere bruger om opsøgende dør- og telefon-salg til potentielle kunder, som er hidtil ukendte i forretningen. Her er et element, som er meget symptomatisk for Hallams tekst. Han forklarer, at folk endelig ikke må få den følelse, at de er de eneste, der deltager og at planen ikke på forhånd er dømt succes. Ellers tør de ikke være med. – Man får derfor på fornemmelsen, at argumentationen i resten af bogen også er gennemført “framet”.

Konsekvensen er, at han – hvis man skal være lidt ond – mere fremstår som en blanding af en profet og en reklamemand, der bruger skræmmekampagnens og den videnskabelige indpaknings overbevisningskraft, end som en seriøs og saglig videnskabsmand og politisk aktør.

Klimaengle ved ‘Extinction Rebellion Declaration Day’ i Melbourne, Australien. De religiøse overtoner er til at tage og føle på, når bevægelsen laver konkret ‘disruption’ på gaden, mener Vibeke Nielsen. Foto: Takver / Flickr

Det symbolske offer

Størstedelen af “Common sense” handler om taktikker til at skabe en revolutionær tilstand.

XR er mest kendt for deres ikkevolds-taktik, hvis formål er at skabe ‘disruption’ – altså forstyrrelse – i det offentlige rum. Også i den sammenhæng er de religiøse overtoner fremherskende. Hallams foretrukne taktik er blokaden, hvor gerne tusinder almindelige mennesker i alle aldre og fra alle dele af samfundet deltager. Han opregner flere muligheder i bogen: blokader af infrastruktur, herunder havne med videre, samt blokader af offentlig trafik i bykerner. Byen er den foretrukne scene – her skaber man størst synlig forstyrrelse.

Succeskriteriet for blokaden er hos Hallam den stærke symbolik, der ligger i en forstyrrelse, som samtidig er en form for offerhandling (“symbolic sacrifical disruption”). Formålet med blokaden er ikke at standse eksempelvis transport af kul eller produkter fra en destruktiv og udbyttende industri, som mange historiske og nutidige bevægelser på venstrefløjen ellers gør. For ham er meningen med blokaden først og fremmest aktivisternes selvopofrelse for klimaet, der skal vække tilskuernes medlidenhed som en massepsykologisk effekt.

Han bruger udtrykket ‘teater’ om de optrin, der kan vække så stor harme, at regeringen er nødt til at træde tilbage og indføre et systemskifte. Masseanholdelser og fængslinger kan være gode for kampen, idet staten fremstår repressiv og demonstranterne som ofre. Men politiet og sågar retten skal alligevel i hans øjne betragtes som samarbejdspartnere, der selv kan være ofre for et undertrykkende statssystem.

Det siger næsten sig selv, at Hallams argumenter her kan virke stødende på gamle aktivister, der kender folk, hvis liv er skadet af fængselsophold. Men Hallam er god til at få retssager til at lyde som noget, man bare klarer med et snuptag, fordi retten vil være forstående over for gode argumenter for en sag. Den opfattelse er endnu et eksempel på, hvordan hans evne til at ‘frame’ kommer ind i billedet. Han viser fra sit eget liv en retssag om klimaaktivisme, hvor han blev frikendt, fordi dommeren viste forståelse for ham.

I det store billede kan det være svært at vurdere, om Hallam er naiv eller blot en dygtig retoriker, der bevidst prøver at få så mange som muligt med på idéen om, at anholdelser og fængslinger kan udløse en revolution. Men efter læsningen af bogen som helhed får jeg en følelse af, at han bevidst manipulerer, især fordi resten af bogen er én stor øvelse i kampagnedesign, og i at tilrettelægge kommunikation for at opnå et bestemt mål med andre mennesker. Det var måske ikke Hallams hensigt, men en effekt af det dobbeltsidede i, at han lægger sin rationelle kommunikationsplan frem, samtidig med at han tordner følelsesladet om dommedag og offerhandlinger.

‘Sund fornuft’ – med 250 års mellemrum

Hallams ‘Common Sense for the 21st Century‘ kan ikke levere det argument-skyts og den politiske vision, som den amerikanske revolutionære tænker, Thomas Paine kunne for 250 år siden i sin pamflet, ‘Common sense‘. Det er en skam, at Hallam bevæger sig helt op på hysterisk niveau i sin retorik, for sloganet “System Change, Not Climate Change” er vidt udbredt. Med sit enkle bud at vi er nødt til at ændre vores politiske system for at gøre noget ved klimaet.

Den engelsk-amerikanske filosof, Thomas Paine udgav i 1776 pamfletten ‘Common Sense’, hvori han – ligesom Roger Hallam – opfordrede ‘almindelige’ mennesker til at engagere sig i den politiske kamp. Arkivfoto / CC

Han skal have ros for, at han – i modsætning til de fleste der bruger det slogan – faktisk tør sætte billeder på, hvilket politisk system han vil have systemet forandret til. Og måske ligger der vigtige pointer i, at samarbejdspolitikken mellem NGO’er, erhvervsliv og regeringer er en hovedårsag til, at det er så svært at gøre noget, selv om grundene til det ikke rigtigt udfoldes i hans bog. Men det positive modbillede – et samfund ledet af “borgerting” og “folkeforsamlinger” skabt efter hans model – formår han ikke at male på en måde, så det fremstår flot og overbevisende.

Jeg kan her på falderebet ikke lade være med at tænke, at XR måske ikke har den store fremtid for sig, bare tænk på masseanholdelses-strategien med følgende udmattelse og opslidning af aktivister. Det har man i hvert fald set før for andre bevægelser, hvor anholdelser og fængslinger var dagens ret. Hvilket Hallam – selvfølgelig – ikke nævner. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at jo tættere vi kommer på klimakatastrofen, jo mere desperate og irrationelle bevægelser af nærmest nyreligiøst tilsnit kommer vi til at se. Og det her er så måske den første.

“Common Sense for the 21st Century: Only Nonviolent Rebellion Can Now Stop Climate Breakdown and Social Collapse” er anbefalelsesværdig læsning, idet bogen giver et godt indblik i Extinction Rebellion’s politiske og taktiske idéer. Hvis man vil forstå nogle af de centrale tanker, der ligger bag organisationen på godt og ondt, er den et must.


Solidaritet bringer dig nyheder, baggrundsartikler og debat fra et venstreorienteret perspektiv.