Super League fjerner magien ved fodbold – og udstiller de grådige ejeres interesser

”En kæmpe skændsel. Jeg væmmes ved det her. Pinligt for min klub.” Der blev ikke lagt fingre imellem, da den tidligere topspiller Gary Neville, som nu kommenterer for Sky Sports, skulle give sit besyv med om den nye Super League. Og uanset hvilke holdfarver, man normalt iklæder sig om søndagen, er det svært at være uenig med Manchester United-legenden: Super League ligner et katastrofalt projekt for professionel fodbolds fremtid.

’Super League’ er på mange måder kulminationen på en årtier lang proces med at gøre europæisk fodbold så indbringende som muligt. Det har givet sporten en global rækkevidde, og taget spillernes evner på banen til fantastiske højder. Men det er også kommet med en høj pris. De store kampe foregår i dag på polerede, banner,- alkohol- og røgfri megastadions, hvor folk sidder pænt ned som til en tenniskamp, og bruger halvdelen af tiden på at tage billeder og sende snaps på deres telefon. Kommercialiseringen af sporten har været så omfattende, at store dele af klubbernes identitet allerede er blevet frasolgt. Arsenal og Dortmund spiller ikke længere på Highbury og Westfalenstadion, men derimod “Emirates Stadium” og “Signal Iduna Park”, mens Red Bull er gået skridtet videre, og har opkøbt selve navnene for klubber i Salzburg og Leipzig. Gennem afsindige billetpriser i lande som England og Spanien, har den lokale arbejderklasse for længst måttet opgive at se heltene fra Barcelona eller Chelsea live på stadion. Derfor kan man også undre sig over, at reaktionen på Super League-forslaget har været så voldsom. Er det ikke bare mere af det samme?

I fodbold kan den lille kæmpe mod – og fra tid til anden sejre over – overmagten. Den nerve i spillet risikerer at visne, hvis de store klubber laver deres egen lille, lukkede turnering.

Når forslaget om en Super League har vakt så stor vrede, er det fordi, det rokker ved noget fundamentalt ved sportens identitet. Kort fortalt vil de største klubber i de største europæiske fodboldnationer slå sig sammen i deres egen lille liga, begyndende i 2023-2024. Her kan de så spille mod hinanden igen og igen. Ikke flere ture ned til havnebyen Genoa for A.C. Milans vedkommende, eller udebaneture til mudrede nordengelske baner for Liverpool FC. I Super League står den på El Clasico og North London Derby hver weekend i stedet. Klubberne har meldt ud, at de foreløbigt også bliver i deres hjemlige ligaer. Men det er vel kun et spørgsmål om tid, før det ikke kan betale sig at bruge tid og kræfter på? Skal Mohamed Salah og Robert Firmino være friske til at spille mod Juventus i prime time om lørdagen, stiller de næppe op til kamp mod Burnley om søndagen.

Super League er på alle måder en dårlig idé. Først og fremmest fordi det vil fjerne et af de helt afgørende principper for fodbold på eliteplan, nemlig op- og nedrykningskampen, hvor klubberne bevæger sig rundt på den pyramideformede rangstige i de hjemlige tabeller. Det er et system, der har været fundamentet for fodbold i over 100 år. Det nye system minder mere om den amerikanske sportsmodel, som vi kender den fra NBA, NFL osv., hvor et fast antal franchises sidder på de professionelle ligaer, og hvor nye hold kun kommer til, hvis de hovedrige ejere beslutter sig for at udvide kredsen, eller at rykke en klub til et mere lukrativt marked.

En sådan Super League – afskåret fra resten af fodbold-fødekæden – vil betyde, at man risikerer at fjerne den sidste rest af det lokale tilhørsforhold i den globaliserede fodboldindustri. Det er slut med, at West Ham eller Torino kan møde de store by-rivaler fra Tottenham eller Juventus i en ulige kamp om håneretten. Men er det ikke netop dét spændingsfelt – og muligheden for, at lokaldrømme kan blive til virkelighed – der er med til at gøre fodbold til noget særligt? Spillets tiltrækningskraft hænger tæt sammen med fantastiske historier som Leicester F.C., der på 7 år gik fra at spille i tredjebedste række til at blive engelske mestre. Fodbold er den fascinerende historie om en klub som Atalanta B.C., der efter 110 års middelmådighed pludselig er begyndt at bide sig fast i toppen af Serie A. Eller hvad med OB’s Mirakel i Madrid, hvor fynboerne mod alle odds slog mægtige Real Madrid med 0-2 på udebane, og sendte storklubben ud af UEFA Cup’en – endda efter at have tabt den første kamp i Odense. Det er netop dén type historier, som er med til at gøre fodbold til noget særligt for milliarder af mennesker på hele kloden. I fodbold kan den lille kæmpe mod – og fra tid til anden sejre over – overmagten. Den nerve i spillet risikerer at visne, hvis de store klubber laver deres egen lille, lukkede turnering.

Forslaget om at lave en eksklusiv liga for topholdene er allerede blevet mødt af massiv kritik: Af tidligere spillere som Neville og Micah Richards, af fan-sammenslutninger som Arsenal Supporters Trust, samt af det europæiske fodboldorgan UEFA, der har afvist alle tanker om en Super League. Også statsoverhoveder som Boris Johnson og Emmanuel Macron har kritiseret forslaget. Men trods den umiddelbart vrede reaktion på initiativet, er det svært at blive overrasket over, at den nu tager form. Idéen om en eksklusiv liga for de europæiske tophold har været i støbeskeen siden 1990’erne, og med milliardær-ejere i de fleste af klubberne er det indlysende, at de før eller siden ville forsøge at kopiere den amerikanske sportsmodel. Der er kun én ting, som driver beslutningen, og det er uhæmmet grådighed. Så længe de største fodboldklubber bliver drevet af folk, der er totalt ligeglade med sporten, og kun ser klubberne som investeringsobjekter på linje med sukkerroer eller højhuse, er det den naturlige udvikling, at de søger i retning af at tjene mere, mere, mere. Er det ikke nok for FC Barcelona at have omsat for knap 7 milliarder i 2020? Nej, lyder det svar, der runger gennem søndagens annoncering: Det er aldrig nok.

“Lad os under alle omstændigheder få smidt de grådige ejere ud af sporten, sammen med deres elendige idé om en Super League, og få magten tilbage på tribunerne.”

Utilfredshed fra fans virker desværre ikke til at have haft nogen betydning for sportens udvikling. Glazer-familien i Nevilles gamle klub er fx blevet mødt med massive protester fra klubbens fans gennem årtier, men når klubben samtidig har fordoblet sine indtægter på 10 år, falder de protester for døve ører. Mens United og City skraber milliarder ind til sine ejere, kæmper andre traditionsrige klubber i Manchester-området, som Oldham, Bolton og Wigan med gæld og konkurs. Super League er et naturligt næste skridt for de klubber i toppen, for hvem grådighed er en drivkraft, og som altid leder efter nye måder at presse flere penge ud af fansne på. På den måde er udviklingen i topfodbold et prisme på resten af samfundets udvikling, hvor de rige bliver rigere, mens taberne er alle andre. Hvis den nye liga bliver en realitet, kan det blive dødsstødet for sporten som vi kender den. Det kan skabe en præcedens for at droppe hele pyramidestrukturen, og dermed rive det drømmestof itu, der gør sporten til noget særligt. Hvis klubberne i toppen river sig fri af det omkringliggende økosystem i ligaerne, hvad skulle så stoppe det næste lag af klubber i at følge deres fodspor?

Udviklingen har været i gang i mindst 30 år, og Super League er en naturlig forlængelse af profitmaksimeringens klamme styring af fodbold. Men måske er topklubbernes griskhed omsider blevet for meget for sportens fans? “Vi bliver nødt til at tage noget af kontrollen tilbage fra klubberne i toppen af ligaen, herunder også min egen”, sagde Gary Neville i søndagens udbrud, hvor han kaldte milliardærerne for enden af bordet for “en flok bedragere”. Et sted at starte kunne være at kigge på den tyske model, hvor klubberne ifølge 50+1-reglen skal have fansne som majoritetsejer. Det har blandt andet været med til at holde billetpriserne nede på et niveau, hvor almindelige mennesker stadig har råd til at komme på stadion. Måske er det også en del af grunden til, at ingen af de tyske klubber endnu er hoppet med på det nye forslag.

UEFA har allerede meldt ud, at de 12 klubber måske bliver udelukket fra europæisk fodbold. Det bliver afgjort fredag. Lad os under alle omstændigheder få smidt de grådige ejere ud af sporten, sammen med deres elendige idé om en Super League, og få magten tilbage på tribunerne. For som et andet Manchester United-koryfæ, Matt Busby, engang sagde: “Fodbold er ingenting uden fans”.