Holland: Tabernes sejr

Geert Wilders Frihedsparti fik et dårligere valg end ventet. Men ellers er der ikke meget at juble over i hollandsk politik efter valget.

Af Pepijn Brandon, historieprofessor, Amsterdam

Holland vågnede op dagen efter valget til usædvanlig varme, der varslede forår. Men de internationale mediers kommentarer til valget fik det til at se ud, som om landet var sprunget direkte fra vinter til sommer.

Måned efter måned havde meningsmålingerne forudsagt, at Holland ville blive det næste land, hvor det yderste højre sejrede. At resultatet så blev, at Geert Wilders ’Frihedsparti’ PVV endte med at komme på andenpladsen, kunne udlægges som en sejr for moderate politiske kræfter. Men venstrefløjen kan ikke stille sig tilfreds med det.

Borgerlige kommentatorer gjorde valgresultatet til en succes for centrum. Men faktisk var det en dobbelt sejr for det yderste højre. For det første gik eenmandspartiet PVV frem i stemmetal. Det lykkedes Wilders at øge sin stemmeandel fra 10 til 13 procent, som gav ham en fremgang fra 15 til 20 af de 150 pladser i parlamentet.

Mens de to regeringspartier – det største, Venstre-lignende VVD, ’Folkepartiet for Frihed og Demokrati’, og centrum-venstre Arbejderpartiet, PvdA, tabte væsentligt. VVD gik 8 pladser tilbage fra 41 til 33 mandater, med en stemmeandel på 21,2 procent.

Trods tilbagegangen forbliver partiet det største i et stærkt opdelt parlament med 13 partier. Det socialdemokratiske Arbejderparti led et historisk ydmygende nederlag – det mistede 29 mandater og gik fra 38 til 9 pladser, høvlet ned til ¼!

Til PVVs fem ekstra pladser bør vi lægge de to sæder vundet af det ny FVD – Hollands svar på USA’s ’alt-right’. Under valgkampen talte partileder Thierry Baudet for at stoppe »udlændinges udtynding af det hollandske folk«. Og at alle kvinder hemmeligt længes efter at blive voldtaget.
Udover fremgangen i mandater lykkedes det for det yderste højre at sætte dagsordenen for hele valgkampen. Både statsministerpartiet VVD og det kristent-demokratiske CDA – som opnåede 19 mandater – kørte en klarere racistisk og islamofobisk kampagne end nogensinde før.

Statsminister Mark Rutte foreslog, at indvandrere – eller deres børn og børnebørn – skulle ’pisse af’ til deres hjemlande, hvis de nægtede at følge de hollandske værdier, eller som han sagde »at opføre sig normalt«. Og da CDAs formand øjnede muligheden for at indgå i en koalitionsregering med VVD, påstod han, at islam var i modsætning til »den tusindårige, gammelkristen-jødiske tradition for lighed mellem mænd og kvinder.« Skønt CDA og dets forgængere ikke ligefrem har stillet sig i spidsen for kampen for kvindefrigørelse i hundrede år.

En bemærkelsesværdig kommentar på selve valgaftenen kom fra Rutte, som understregede, at vælgerne havde forkastet »den forkerte slags populisme.« Hans godkendelse af »den rigtige slags populisme« var ikke tilfældig: Rutte og VVDs leder i parlamentet har systematisk styret deres parti tættere på Wilders racistiske linje.

Så Wilders vandt både mandater og politisk indflydelse.
For 15 år siden da den islamofobe politiker Pim Fortuyn blev skudt, afviste mange hans bevægelses valgsucces med et skuldertræk, det ville ikke ske igen. I dag repræsenterer Wilders PVV en stabil politisk kraft, der ofte sætter tonen for den landspolitiske debat.

Yderligtgående bevægelser som hollandske Pegida organiserer protester med brændende fakler foran flygtningecentre. Wilders partisucces har givet stadig flere voldelige angreb på moskeer og indvandrere. PVV behøvede ikke at blive det største parti for at udgøre en fare: Det har det allerede været i ti år.

Arbejderpartiets sammenbrud

PVVs fortsatte fremgang udgør ikke et skarpt politisk brud. Men det gør det totale sammenbrud for Hollands Socialdemokrati. De seneste 15 år har været en dødedans for det, som engang var det politiske tyngdepunkt for hele arbejderklassen.

Siden 2002 er det gået op og ned for Arbejderpartiet PvdA. Det gik fra et historisk lavpunkt med 23 pladser i parlamentet i 2002 – det år hvor Fortuyn blev myrdet – til 42 pladser et år senere. Efter flere valgnederlag sprang det igen frem til 30 mandater i 2010 og vandt yderligere 8 i 2012. Dets styrtdyk til nu 9 mandater – med kun 5,7 procent af stemmerne – er uset i hollandsk parlamentshistorie.

Nedsmeltningen går endnu dybere: PvdA blev ikke det største parti i en eneste kommune. Det blev blot nr. fire i Amsterdam. I arbejderklassebyen Rotterdam, Europas største havneby, hvor socialdemokratiet engang sad på det hele – der måtte PvdA nøjes med en syvendeplads.

PvdA kan måske vinde nogle af deres tabte vælgere tilbage, som socialdemokratier nogle andre steder i Europa. Men Arbejderpartiet vil aldrig generobre dets solide arbejderklasse-basis.

Det er ikke svært at forklare hvorfor, selv om valgstrateger bliver ved med at tro, at de kan sælge omfattende angreb på den sociale velfærd og voksende ulighed som socialisme-programmer – hvis bare de kan fremstille deres politik som »økonomisk ansvarlighed.«

Siden midt i 1980erne har PvdA – ligesom dets søsterpartier rundt om i Europa – været bannerfører for neoliberal politik. Igennem 1990erne og først i 2000-årene var de med til at skære i offentlig service og tillod privatisering af jernbaner, postvæsen og sundhed m.m.

I den siddende regering har PvdAs højredrejning fået en helt ny betydning. Partiet fik stor fremgang ved 2012-valgene ved at love, at en stemme på Arbejderpartiet var den eneste måde at undgå en VVS-styret krise-regering på. Straks efter valget ændrede partiet kurs og dannede koalitionsregering med sine modstandere.

Regeringens hårde kriseprogram betød nedskæringer på 50 milliarder euro. PvdA-ministrene var stolte af at sidde på de sværeste ministerposter, som social- og beskæftigelsesministeriet og finansministeriet (Jeroen Dijsselbloem).

PvdA-indenrigsministeren udførte loyalt VVDs antiflygtninge-politik. Og Dijselbloem gennemførte entusiastisk EU’s finanspolitiske stramninger i Holland – samt blev som formand for Eurogruppen den skrappe talsmand over for Syriza-regeringen i Grækenland.

Men det hollandske valgresultat betyder ikke, at midten er i opløsning, som mange har sagt.

Den vrede og nervøsitet, der gav voldsomme rystelser i det politiske system – som Arbejderpartiets sammenbrud bare er seneste eksempel på – får fortsat mange vælgere til at stemme på de såkaldt sikre, samfundsbærende partier, som de fejlagtigt tror i det mindste ikke vil gøre tingene værre.
Faktisk blev VVDs og PvdAs tab delvist vejet op af fremgangen for det Kristent-Demokratiske Partis (fra 13 til 19 pladser) og D66 (fra 12 til 19 pladser). Disse to partier er lige så neoliberale som VVD og PvdA.
Og valgets overraskende vinder, det Grønne Venstres leder Jesse Klaver, førte valgkamp på ikke kun at være »den nødvendige fornyelse«, men også en »ansvarlig og troværdig« politisk partner i en kommende koalitionsregering.

Sammenlignet med det halve århundrede efter 2. verdenskrig er den politiske midte mere splittet op. Den er dog ikke brudt sammen. Valget viste, at midterpartier ikke længere er garanteret stabilitet: centrist-partier går voldsomt op og ned fra valg til valg.

Og partierne på de to yderfløje scorer ikke nødvendigvis på den ustabile midte. Uden sociale eksplosioner, som ryster de partipolitiske mønstre, vil andre midterpartier vinde mest på krisen i centrum.

Hollands venstrefløj i krise

Den politiske midte har kunnet holde sig oppe, fordi den hollandske venstrefløj ikke har kunnet skabe et bæredygtigt alternativ. Socialdemokraterne og det Grønne Venstre, GroenLinks (GL), ser det ikke engang som deres opgave. Det gør socialistpartiet, SP, men det har ikke været i stand til at drage fordel af PvdAs historiske sammenbrud. Tilsammen tabte de tre store venstrepartier 20 mandater og har nu kun i alt 37 pladser ud af 150.

For første gang blev Arbejderpartiet mindst af de tre. Socialistpartiet blev næsten stående, gik en plads tilbage til 14. Mens Jesse Klaver – som en kopi af canadiske Trudeau – var i stand til at bære GL frem fra 4 til 14 mandater.
Men at Klaver og de Grønnes succes skulle være en gevinst for venstrefløjen, det lyder hult.

Det Grønne Venstre dannedes midt i 1980erne af flere små venstrefløjspartier bl.a. Kommunistpartiet. I begyndelsen forbundet med freds- og økologiske bevægelser. Men sidst i 1990erne lavede partiet en historisk højredrejning, gik ind for socialliberalismen og militærinterventionerne i Serbien og Afghanistan. Klaver og GL ville spare på de højere uddannelser ved at fjerne studielegater.

I årets valgkamp vedtog partiet en fornyelses-kampagne efter råd fra amerikanske spindoktorer fra Demokraterne. De rådede ham til at rulle jakkeærmerne op ligesom Trudeau og tale som Obama. Det tog Klaver så bogstaveligt, at han plagierede store dele af en Obama-tale.

Mange stemte på GroenLinks i ønsket om fornyelse, selv om Klaver gang på gang nægtede at afvise at gå ind i en koalitionsregering med VVD. Når de grønne kunne fremstå som ungdommelig opposition til højrefløjen, skyldes det manglen på den ægte vare – og det er Socialistpartiets ansvar.

Modsat det Grønne Venstre har SP gang på gang gået imod neoliberale reformer nationalt, og har vigtig støtte fra fagbevægelsens venstrefløj. Socialistpartiet demonstrerede mod Afghanistan- og Irak-krigene og skabte gade-kampagner sidste år mod privatiseret sygesikring.

Men socialisterne er i de seneste ti år blevet langt mindre synlige i protester. Partiets tvangstanke om at blive det ny PvdA og gøre sig regerings-duelig har svækket dets aktivist-fløj.
I Amsterdam og andre byer gik SP ind i bystyret med VVD – under det landsdækkende slogan »Tag magten«.

SP-kampagnen havde en anden stor svaghed. Ud fra sit arbejderist-perspektiv har partiet kædet sin tilbøjelighed til et traditionelt socialdemokratisk valggrundlag sammen med mange indrømmelser til racismen og nationalismen.

For eksempel har socialisternes kampagner mod den Europæiske Union altid bygget på »tabet af hollændernes nationale suverænitet« frem for at fordømme EU’s neoliberalisme og militarisme.
Mere problematisk har partiet fortsat nægtet direkte at udfordre den yderste højrefløj. I valgkampen domineret af Wilders angreb på indvandrere og muslimer, valgte SP et af tre svar: tie stille; komme med vage erklæringer om at ’leve sammen’; eller værst at deltage i angrebene.
Det absolutte lavpunkt kom, da partiets nr. 3 Lilian Marijnissen kaldte Trumps sejr »forfriskende«. (Den bemærkning trak hun dog tilbage som en fortalelse).

I årevis har socialisternes valg-strategi fokuseret på at overgå Arbejderpartiets vælgeropbakning. Da den vælgeropbakning så smuldrede – kunne SP ikke score et eneste mandat.

Modsat internationale tendenser er Socialisterne mindre populære blandt unge vælgere end hos ældre. Hver tredje GroenLinks vælger var under 35 år, mens kun 16 procent af de under 35-årige stemte på SP. Kun socialdemokraterne fik mindre støtte fra unge.

Fornyet venstrefløj …?

Valget viste en grad af nedbrydning på venstrefløjen, som er svær at forstå uden for Holland. F.eks. at det økologiske Dyrevelfærdsparti vandt tre sæder og nu har fire.

En virkelig fornyelse af venstrefløjen kan »Artikel 1« måske udvikle sig til med stærk antiracisme og gadeaktivister. Partiet fik 2,7 procent af stemmerne i Amsterdam, men var startet kun få måneder før valget, så det kom ikke ind i parlamentet.

Men der er ansatser til kampe. Lørdagen før valget deltog 20.000 i Amsterdam i kvindemarchen mod Trump og Wilders, en af de største venstrefløjs-demonstrationer i fem år. Unge kvinder, farvede, LGBT-aktivister og husassistenternes fagforening demonstrerede med feministiske og antikapitalistiske plakater.

Hvis det yderste venstre skal komme fri af tilbageslagene og blive en afgørende kraft i hollandsk politik, må det kombinere SPs kamp mod neoliberalismen med marchens begejstring, militans og antiracisme.
Det bliver ikke let med venstrepartiernes svækkelse og konservatisme.
Men valgresultaterne understreger, at venstrefløjen ikke bare kan lade krisen fortsætte som hidtil. ■

Artiklen er oversat fra venstrefløjsmagasinet Jacobin. Forkortet af redaktionen