TAL UD: “Det påvirker alt, hvad man er”

Solidaritet sætter fokus på racisme i Danmark, og bringer i samarbejde med TAL UD en række historier fra folk, der har mødt og mærket hverdagsracismen hele deres liv. For Nanna Prip sidder minderne fra børnehaven og folkeskolen stadig dybt i hendes krop.

Har du selv oplevet diskrimination og ‘hverdagsracisme’? Kontakt Solidaritet, hvis du kunne tænke dig at få fortalt din historie.

Af Nanna Prip

Jeg er født i Aarhus. Mit første møde med mobning, det var, da jeg gik i børnehave. Var man da fire år? Jeg kan huske at jeg spurgte nogle børn, om jeg måtte være med til at lege far-mor-børn. Det måtte jeg ikke. Og jeg spurgte jo så undrende, hvorfor? Det var fordi jeg var brun. Såh… de ville ikke lege med brune børn. Jeg kan huske, at solen skinnede den dag. Jeg kan huske farven på legehuset, jeg gerne ville være med til at lege i. Det er meget klart for mig. Jeg tror også, at det er fordi, at det var dét øjeblik, der gav mig nogle følelser, som jeg aldrig nogensinde havde følt før. Og det er noget, der altid hænger fast.

Det er svære følelser. Og det er svært at snakke med folk om, som ikke selv har været i den her situation fordi, at det er kun noget man kan forstå, hvis man selv har stået i en situation, hvor man har været udsat for racisme. Forestil dig, at du bliver valgt fra, at du bliver spyttet på. At du bliver råbt af på gaden, at du bliver råbt af i bussen, fordi du er brun. Fordi du har en hudfarve, der for andre ikke lige passer ind. Det her er bare for at sige, hvor slemt det er, og hvor meget det her kan destruere et menneske.

• Bag projektet TAL UD står rapperen Negash Ali, journalisten Suzanne Skærbæk Pedersen, iværksætteren Cecilia Christensen og sangskriver Nanna Prip.

• De ønsker at “sætte fokus på den stille accept af racisme i hverdagen”, og … “hiver den frem i lyset igennem folks fortællinger”

• Har du selv oplevet diskrimination og racisme? Så opfordrer TAL UD til, at du kontakter dem på [email protected]

• Læs mere på Facebook her

+

I folkeskolen, i fodboldklubben og i bussen

For mig har jeg først lært ligesom at embrace (omfavne, red.) det jeg er. Embrace min hudfarve. Embrace mine features, i en alder af 22 år. Min skolegang var meget præget af racisme. Oftest på daglig basis. Det vil sige i folkeskolen, fritidshjem, fodboldklub, håndboldklub og til svømning. Der var kommentarer på legepladsen, hvor jeg boede. I busser inde i byen, når jeg gik med min mor (som er dansker). Engang fik hun faktisk kastet mad i hovedet fordi hun gik med mig. Hvor de så råbte racistiske kommentarer efter hende.

Det, der skræmmer mig, er at vi lever i et samfund, hvor racismen stadig eksisterer. Det er ofte, at jeg bliver mødt med en form for retfærdiggørelse af ordet ‘neger’ for eksempel. “Det står jo i sangbøgerne. Det er jo en del af den danske kulturarv.” Jeg tror, at vi har brug for at løfte den barriere der er imellem at kunne snakke sammen om det, fordi det er noget der er destruerende. Det er ikke kun racisme. Det er også mobning generelt. Det er så destruerende for et barn at få at vide, at det ikke passer ind. Det er så destruerende at få at vide, at man… er en klam sort samba. Altså, hvad fanden, undskyld mit sprog?

Jeg frygter for mine børn, at de skal vokse op og føle, at de ikke er gode nok, fordi de er mørke. Fordi de har lidt glød i huden. Jeg håber virkelig, at folk bliver mere bevidste om, hvad det er, de lukker ud af deres mund. Det er ikke bare okay at sige neger. Der er så meget historie i det. Læs om det på Google. Det er ikke sjovt. Og der er ikke noget, der hedder hyggeracisme. Det er enten racisme eller ikke.

Næseblod og ondt i maven

Mit værste minde var, da jeg var otte år. På mit fritidshjem stod jeg og blev omringet af omkring 10 drenge, som begyndte at råbe ‘klamme neger’, ‘sorte samba’, ‘neger’ – og alle de tilføjelser, man kan putte på ‘neger’. Jeg sagde at de skulle stoppe. Jeg tror, at jeg græd. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg havde rigtig, rigtig ondt i maven. Det lykkedes mig så at bryde ud af den her cirkel og løbe op på toilettet, hvor jeg græd og hulkede. Og jeg havde næseblod. Det er jeg ret sikker på, at jeg fik fordi mit blodtryk steg så meget. Jeg blev så ked af det og vred. Der er en af pædagogerne, der finder mig, og hun spørger så; “hvorfor bløder jeg ud af næsen, hvorfor græder jeg?” Så siger jeg, jamen det er fordi, at de her drenge har lige stået og råbt neger af mig, og stoppede ikke. Og at jeg var virkelig ked af det.

Hendes respons til det var, at jeg… skulle bare ignorere dem. Hvordan? Hvordan skal jeg ignorere, at der står så mange drenge omkring mig? Og råber ord – sårende ord – til mig. Hvordan skal jeg ignorere det? Skal jeg bare lukke øjnene og ørerne, og stå og lade som ingenting indtil det forsvinder?

Det påvirker alt, hvad man er. Det er en tankegang, der hører til i stenalderen, fordi det er så latterligt. Det er mangel på hjernekapacitet. En udvikling der er gået i stå indeni folk, når det kommer til medmenneskelighed.

Tak fordi jeg måtte tale ud.

Nanna Prip er sanger, og er studerende på Det Jyske Musikkonservatorium.