Dennis Kristensen: The Usual Suspects!

Sundhedskrisen har en social slagside, både på verdensplan og i Danmark. Corona-pandemien startede ganske vist for Europas vedkommende i middelklassen og de bedst stilledes vinterferie-områder. Men på lang sigt udsættes grupper, der i forvejen er svækkede – ældre, kronisk syge og socialt udsatte. Her kommer uligheden til at sætte sig tydelige spor.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Dennis Kristensen

Der er en ganske direkte sammenhæng mellem vores placering på den sociale samfundsstige og vores helbred. Jo længere uddannelse, jo højere placering på stigen – så jo bedre helbred og længere forventet levetid.

Og omvendt for ufaglærte og kortuddannede. Jo lavere løn og dårligere helbred – så også udsigt til tidligere funktionsnedsættelser og død. Det er ikke den manglende uddannelse og den ringe livsindkomst i sig selv, der koster på helbredet. Det er konsekvenserne af den ringe indkomst og sociale placering – livsvilkårene – der forårsager den ringere sundhed.

Vi har vidst det længe, og i de senere år er uligheden igen og igen blevet dokumenteret.

Uligheden følger den sociale skævhed

Den sociale skævhed i det danske samfund er vokset over de seneste fire årtier. Og dermed er uligheden i sundhed også vokset.

Den mandlige akademiker lever i gennemsnit knap 10 år længere end den mandlige ufaglærte. For kvinder er forskellen godt 5 år. Og akademikeren får ovenikøbet ikke kun betydeligt flere leveår. Det er også flere leveår uden behov for at banke på sundhedsvæsenets eller ældreplejens dør, end den ufaglærte har udsigt til at opnå.

Uligheden i sundhed er tillige ganske tydelig, når det handler om de store folkesygdomme og kroniske lidelser. Og uligheden sætter også ind i den sygehusbehandling, som ellers skulle bygge på lige adgang og lige behandling.

Lidelser som diabetes, blodprop i hjernen, forkalkning af blodforsyning til hjertet, lungesygdommen KOL, visse kræftformer, overvægt, knogleskørhed, demens og depression rammer socialt skævt.

Ud af 21 folkesygdomme kan der konstateres ulighed i de 19.

Corona-virussen sparker med andre ord en dør ind til et samfund, hvor modstandskraften er skævt fordelt. I det mindste hvis man forudsætter, at det gode helbred udløser den største modstandskraft, og at det dårlige helbred udløser den svageste.

Det handler om dem, der dårligst kan betale sig

Vi bliver klogere på corona gennem de kommende års forskning. Men når virussen ser ud til at være hårdest ved dem, der i forvejen er mærket af den ulige fordelte sundhed – så bliver bekæmpelse af corona også en kamp mod ulighed.

Og en solidarisk indsats for at værne de mest udsatte. De, der efter et langt arbejdsliv, har tjekket ud. De kronisk syge. De socialt udsatte. Alle de, der for år tilbage i forsikringsverdenen blev kaldt de dårlige liv. De, der set gennem en elites briller, dårligst kan betale sig. Det er de grupper, den delvise nedlukning af landet først og fremmest skulle beskytte mod smitte med dødelig udgang.

Voksende ulighed – i Danmark og på verdensplan

• Uligheden er stort set kun vokset i Danmark over de seneste 30 år. Gini-koefficienten, der på en skala fra 0-100 angiver forskellen i indkomster, er næsten steget uafbrudt siden 1987, med et enkelt knæk i kurven under finanskrisen 2008-2009

Ifølge en opgørelse fra Rådet Socialt Udsatte, lever 250.532 mennesker i fattigdom i Danmark. Det antal er steget markant siden 2015, hvor den daværende regering genindførte fattigdomsydelserne.

• Også på globalt plan stiger uligheden drastisk. Ifølge en rapport fra Oxfam ejer klodens rigeste 1 % nu mere end de fattigste 90 % af jordens befolkning.

Kilder: dst.dk, Rådet For Socialt Udsatte &

+

Regeringen sagde klart fra starten, at behovet for at udvise samfundssind handlede om at tage vare på de mest udsatte. Om solidaritet med dem, der forventedes dårligst at kunne modstå et smitteforløb. Og det er dem, den politiske kamp om den kontrollerede genåbning, burde handle om. Men sådan ser det ikke ud til at gå.

I stedet ligner det i stigende grad en økonomisk, politisk og kulturel elite, der lader ønskerne til genåbning styre af, at der må være grænser for, hvor meget de – der ikke kan betale sig – må koste. At pandemier altid har ofre, men at vi nu skal videre. At der hurtigst muligt igen skal gang i hjulene, og at økonomisk vækst igen skal overtage dagsordenen.

Samme gamle sang fra de borgerlige

Og det ligner the usual suspects, der samler sig sammen til for alvor at råbe højest.

Cepos-direktøren Martin Ågerup kan ikke se, at indsatsen mod corona har reddet én eneste ekstra fra corona-døden. Tværtimod var der i første omgang tale om: “… en overreaktion, som har påført danskerne enorme omkostninger, og som oven i købet kan svække corona-beredskabet på langt sigt og føre til flere dødsfald end nødvendigt”.

Donald Trump gjorde det tidligt i epidemi-forløbet klart, at der må være grænser for, hvor meget der skal gøres ved sundhedskrisen på bekostning af økonomien. Det synspunkt har tidligere statsminister og nuværende énmandshær, Lars Løkke Rasmussen åbenbart taget til sig. I B.T. skriver han således: “Kuren må ikke blive værre end problemet! Men på et tidspunkt skal der løbes en kalkuleret risiko for, at Danmark ikke forbliver lukket, indtil en vaccine er opfundet. Ellers bliver prisen simpelthen for høj.”

Og det dér med at tage hensyn til, at nogle grupper er særligt udsatte, må efter den tidligere statsministers opfattelse have sine grænser: “Det er jo et rent politisk valg. Og det er det også, om man overforsigtigt vil tage livrem og seler på i forhold til de faglige vurderinger eller omvendt have så meget tillid til den enkelte dansker, at man tør bevæge sig ind i et mellemscenarie, hvor man ikke skubber en forsigtig genåbning af de liberale erhverv ud til tidligst 11. maj.”

Den borgerlige opposition følger trop med budskabet om, at økonomien må trumfe menneskeliv, i mere eller mindre indpakket form. Ikke overraskende er det lederen af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, der anvender mindst indpakningspapir:

“For ser man firkantet på det, står valget på den ene side mellem at lukke samfundet ned og på den anden side acceptere, at folk bliver syge. Det første har enorme konsekvenser. Det giver samfundsøkonomien en masse konkurser, der gør, at vi ikke vil have råd til megen velfærd i fremtiden og vil få et dårligere sundhedsvæsen, fordi vi smadrer dansk økonomi fuldstændig. Det er ubehageligt. Men det er jo sådan, det forholder sig. For at undgå det må man lade noget af smitten gå gennem samfundet, hvilket koster nogle menneskeliv. Det er ubehageligt. Men det er jo sådan, det forholder sig.”

Det er dét budskab, som kampen for dem – der dårligst kan betale sig – handler om. Det er hér at dem, der vil bekæmpe uligheden i sundhed, skal stå fast.

Det er hér, den ægte solidaritet skal på banen.