Ti hypoteser for venstrefløjen

Vesten står over for den mest omfattende økonomiske krise siden den store depression i 1930’erne. Hvilket ideologisk landskab går vi ind i? Her er ti hypoteser til venstrefløjen.

1. Vi er i starten af ​​en ny fase i den vestlige kapitalismes historie. Den døende fase vil blive betegnet som 1980 – 2020.

For det første, fordi den fremherskende orden – den neoliberalistiske globaliseringspolitik – har mistet troværdigheden i mange landes befolkninger, efter årtier med faldende vækst, stigende milliardærmagt, økonomiske kriser og voksende samfundsproblemer på mange fronter. Neoliberalismens globaliserings-aspekt er under samtidige angreb fra venstre og højre.

For det andet: I den nuværende nødsituation oplever alle indbyggere den sårbarhed, der stammer fra en tåbelig, kapitaldrevet globalisering med lange produktionskæder og tynde forsyningslinjer. Ledelsen i EU-kommissionens handelsdirektorat anerkender nu, at “midt i en krise kan du ikke bare overdrage fordelingen af ​​knappe ressourcer til markederne.”
Flere og flere mennesker føler, at der er noget irrationelt ved at lade hele vores produktion og samfundsliv underkaste sig den økonomisk effektivitets gud.

For det tredje har nødsituationen krævet en række statslige interventioner, der har vist sig at være gennemførlige og effektive. Den slags brud med Business as usual ophæver midlertidigt det, som Milton Friedman kaldte “tyranniets status quo”. Når vi tvinges til at handle og tænke på usædvanlige måder, bliver det også mere naturligt at lade mavefornemmelsen om, at der er noget der skurrer, følge op af rationelle spørgsmål om, hvorvidt den rådende orden måske er idiotisk.

Den fjerde grund er Kina. Som troende enkeltindivider kan vestlige ledere stadig bekende sig til deres markedsreligion lige så tosset, de vil. Men som ledere har de valget mellem enten at forkaste nogle af barnetroens læresætninger og udvikle deres egen investeringsstat, eller at se fædrelandets produktionsliv blive kørt over af Kinas investeringsstat.

2. Der er sket en forskydning i forholdet mellem stat og marked. Nationens comeback åbner for politikkens comeback.

I de seneste årtier er den fremherskende politik blevet markedsført som nødvendigheder. Under obskure etiketter som “markedet” og “globalisering” har magteliterne forsøgt at naturliggøre deres højst menneskeskabte regler og institutioner. I den nye fase vil en mere utilsløret politik – det være sig geopolitik, klimapolitik, beredskabspolitik eller klassepolitik – sætte tonen – også for det, der kaldes den økonomisk udvikling.

“Når et mentalt og politisk regime bryder sammen, som nu, så bliver der trangt ved udgangen.”

Graden af ​​forskydning mellem markedet og staten bliver igen genstand for strid. Det bliver muligvis kun en begrænset justering – i hvert fald i de rige europæiske lande. Men det herskende paradigme bliver ikke den nyliberale globaliserings status quo.

3. Hvis ikke den progressive venstrefløj viser vejen frem, vil den reaktionære højrefløj gøre det.

Sagt på en anden måde: Når et mentalt og politisk regime bryder sammen, som nu, så bliver der trangt ved udgangen. Lige så lidt som i 1930’erne vil venstrefløjen denne gang have systemkritikken af den døende orden for sig selv. Glem ikke, at NSDAP blev markedsført som en reaktion mod den globale kapitalisme. Derfor kaldte de det ‘national socialisme’. Den ideologiske epoke, som nu er ved vejs ende, deler sig i to: Én sti fører mod venstre. Den anden mod højre.

4. Vi vil se forskydninger i forholdet mellem staten og demokrati.

Forholdet mellem staterne (graden af ​​såkaldt ‘globalisering’), er én ting. Forholdet mellem staten og befolkningen (graden af ​​demokrati) er noget helt andet.

Den radikale højrefløj fører i en række lande an i nationalstaternes comeback på en måde, der undertrykker demokrati, mindretal, venstrefløjen og arbejderklassen. Det mest ekstreme eksempel er Ungarn, denne erklærede og praktiserende illiberale stat, der helt ubesværet får lov til at forblive medlem af EU. Men den illiberale højrestat er også under udvikling i større lande som Rusland, Polen, Tyrkiet, Brasilien og måske i USA under Donald Trump.

Venstrefløjens program skal være det modsatte: Demokratisering af demokratiet. Borgerinddragelse i kommune-budgetterne, øget brugermagt i velfærdsstaten, arbejderindflydelse i virksomhederne. Digital suverænitet fra Silicon Valley, og big data til tjeneste for demokratiet.

5. Vi skal genvinde vores radikale forandring.

Vi har ikke brug for flere bureaukrater, forklædt som politikere. Den teknokratiske og konservative forsigtighedskultur, der har kendetegnet mainstream-partierne siden 1980, skal erstattes af en offensiv, konstruktiv samfundsbyggende venstrekraft der er på højde med den situation vi befinder os i. Dette handler naturligvis om konkrete politiske forslag om radikale forandringer. Men det handler også om strategiske spørgsmål. De næste tre hypoteser fremlægger tre af dem:

6. Demokratisk suverænitet vil være et afgørende skridt fremad i årene fremover.

Få venstreorienterede visioner er mulige at kæmpe for, uden reel demokratisk suverænitet. Uanset om vi tænker på arbejdslivet eller velfærdsstaten. Se bare på Syrizas tragiske skæbne, det radikale regeringsparti, der lod den græske arbejder- og middelklasses velfærd og livsmuligheder forblive afhængige af – og udleveret til – EU-eliten, eller skal vi sige Tysklands (manglende) velvilje.

Illusioner om EU er som arsenik for venstreorienteret politik. Forholdet mellem nationalstaten og EU i dag er det samme som forholdet mellem demokratisk frihed og markedsfrihed. EU’s funktion er at håndhæve markedsfriheden over og på bekostning af demokratisk frihed. Arbejdstagere i alle lande er tvunget til at konkurrere mod hinanden og fratages samtidig friheden til at regulere konkurrencen.

At opgive kampen for demokratisk suverænitet i den nuværende fase er at overdrage magten og æren, (næsten) i al evighed, til højrefløjen. Det er udelukkende på grund af Labour’s fejltagelser på spørgsmålet om demokratisk suverænitet, at Storbritannien ikke i dag har Europas mest progressive regering, men i stedet ledes af elitekostskole-drengen Boris Johnson.

7. Venstrefløjens kamp for suverænitet må ikke være nationalistisk.

Arbejderklassen kan godt være undertrykt, selvom nationalstaten er suveræn. Uanset om det er i kampen mod social dumping eller for forbrugernes digitale suverænitet over for Silicon Valley, skal venstrefløjens kamp for demokratisk suverænitet altid knyttes til klasse- og interessespørgsmål, der er noget mere og andet end nationalisme. Mange af vores kampe kræver også international koordinering og solidaritet.

“Illusioner om EU er som arsenik for venstreorienteret politik. Forholdet mellem nationalstaten og EU i dag er det samme som forholdet mellem demokratisk frihed og markedsfrihed. EU’s funktion er at håndhæve markedsfriheden over og på bekostning af demokratisk frihed.”

Sat på spidsen er spørgsmålet om suverænitet den demokratiske kerne i klassespørgsmålet; eller den klassepolitiske kerne i kampen for demokrati.  Den demokratiske venstrefløj kæmper for demokratiets suverænitet i den forstand, at menneskers frihed skal stå over pengenes markedsfrihed.
Lige nu demonstrerer den ene stat efter den anden, at en sådan måde at styre på er mulig. Kommercielle hospitaler overtages af demokratiet. Ingen tør længere nævne omkostninger og pris, når det gælder værnemidler til sundhedsvæsnet. Praktiske menneskelige behov tilsidesætter markedsliberalismens teoretiske lære.

8. Venstrepartier skal (igen) blive produktionspartier.

Det nytter ikke at have en fordelingspolitik, en lokaliseringspolitik og en symbolsk anerkendelsespolitik, hvis man ikke har en produktionspolitik. Det nytter ikke at være velfærdsstats-partier. Spørgsmålet om en national (og regional/nordisk) strategi for avanceret industrialisering er naturligvis tæt knyttet sammen med spørgsmålet om demokratisk, digital og finansiel suverænitet. For venstrefløjen skal produktionsspørgsmålet altid stilles som et spørgsmål om brugsværdi, ikke kun bytteværdi, dvs. produktion for at opnå hvad? Så når vi taler om en Green New Deal, så er det ikke bare som en velfærdsstat, der handler om fordeling. Men også som en industriel tilgang, der handler om innovation og avanceret produktion.

9. Vejen til fremtiden er brolagt med offentlige investeringer

Store statsinvesteringer er den eneste realistiske vej ud af klimakrisen. Store statslige investeringer er forudsætningen for digital suverænitet. Store statslige investeringer er et vigtigt bidrag til en national og regional strategi for avanceret industrialisering. Det er investeringer der bestemmer, hvad der skal ske, hvor, hvornår og hvordan. Nogle tror, at dette har været kapitalisternes ansvar og funktion. Det har det faktisk kun til en vis grad. Og de har i vores tid ikke taget dette ansvar eller opfyldt denne funktion på en særlig produktiv måde. Offentlige investeringer kan blive ét af venstrefløjens vigtigste politiske værktøjer.

10. Vi skal genopbygge den realistiske utopi

Hvis vi skal få folk til at vælge den sti, der drejer til venstre, må vi fortælle dem noget om, hvad der ligger i det landskab, den fører os ind i. Og når status quo-tyranniet ophæves, bliver gårsdagens utopiske utænkelighed til morgendagens realistiske nødvendighed. 30 timers arbejdsuge. En tryg pension. Jobgaranti for alle. Boliger som en rettighed, ikke et spekulationsobjekt. Et produktionsliv, der er tilpasset menneskelige behov. En økonomi inden for naturens grænser.

Udgivet i samarbejde med ‘Klassekampen’: Ti hypoteser for venstresida. Oversat af Pelle Dragsted for Solidaritet.